Emilie Smidth fortæller om Røde Kors' hjemlige virksomhed
Alle, der har haft med Røde Kors' afdeling for København og omegn at gøre, kender fru Emilie Smidth, en stilfærdig og venlig dame, som sidder inde med en kolossal viden og kyndigt leder det efterhaanden store maskineri, som menigmand ved alt for lidt om.
Røde Kors udadtil er altid paa færde og fortæller hyppigt om sit arbejde, men det, der gøres inden for landets grænser og saaledes angaar landets egen befolkning i langt højere grad, sker i det stille. Nu, da Emilie Smidth netop har passeret milepælen, hvorpaa der staar 25 aar i Dansk Røde Kors' københavnske tjeneste, noget, der blandt andet foranledigede overlæge Paul Guildal til i R. K.-tidsskriftet at skrive et aabent brev til den pligtopfyldende og dygtige dame — en meget fin anerkendelse for vel udført arbejde — synes jeg der er anledning til at høre lidt om vor egen hjemlige Røde Kors gennem det sidste kvarte aarhundrede, noget, ingen ved bedre besked med end netop denne jubilar.
Et væld af kursus
— Jeg var oprindelig ekstra skriver i krigsministeriet, siger Emilie Smidth, blev saa forflyttet til administrationen af Hald og Horserød lejrene, videre til marineministeriet, og saa, da jeg som gift kone saa mig nødsaget til dog at tjene penge, blev jeg anbragt i Røde Kors, nærmest ved et tilfælde, men hvor var det godt, for her var arbejdet virkelig interessant, og hvor er det vokset i disse aar! Først havde vi blot to værelser Ved Stranden, men to aar efter flyttede vi til den nuværende adresse i Dronningens Tværgade 9. Jeg blev allerede dengang udnævnt til kontorchef og kasserer med 300 kr. om maaneden og fik en assistent — flere var vi ikke, men snart tog udviklingen fart; vi havde samariterkursus og spædbørnskursus, først blot 3-4 om aaret; under krigen havde vi alene 150 samariterkursus, nu ligger vi konstant paa op mod 125 kursus alt i alt. Vi har kursus i hjemmesygepleje, vi har en ét aars uddannelse for barneplejersker paa vore spædbørnshjem, og saa er der nogle morsomme smaakursus. Omnibilchaufførernes hedder "Nødhjælp for vejfarende" og strækker sig blot over fire gange; de lærer den mest elementære nødhjælpsforbinding, transport af en saaret og den slags. Uden denne viden kan omnibuschauffører slet ikke faa ansættelse. Og saa er der kursus i frøbelbeskæftigelse af smaabørn; jeg kalder det "Tantekursus". Det er for mødre, tanter, bedstemødre og andre, som gerne vil lære at beskæftige de smaa. Jeg har selv meldt mig som en af de blot syv deltagere i det kursus, som nu er sat i gang. Jeg har et barnebarn, og hvad ved jeg om, hvorledes jeg bedst kan more barnet? Det kursus strækker sig blot over 10 aftener; der burde være langt flere, som søgte det, og melder der sig blot nok, vilde det blive afholdt langt hyppigere. Vi venter kun paa indmeldelser.
En kvindelig kongstanke
— Vandrekurvene har De stadig?
— Ja, vi har 217 smaa jernsenge fyldt med babyudstyr i konstant cirkulation. De udlaanes til ubemidlede mødre i et halvt aar efter fødselen, og jeg kan fortælle, at det er sjældent, vi mister en seng. Som regel kommer det hele tilbage i pæn stand, bortset fra slid af bleer og trøjer, og vi faar mange varme takkebreve fra mødre, som virkelig forstaar og paaskønner denne hjælp. Vandrekurvene har 25 aars jubilæum til januar; det var oversygeplejerske Cecilie Lütchen, der bragte ideen med hjem fra Ungarn, hvor sygeplejersken søster Vajkej havde faaet den glimrende tanke, som siden er kopieret i mange lande.
— Og hvad har Røde Kors og De ellers at prale af, spørger jeg videre. Fru Smidth smiler fint som tegn paa, at hun forstaar spøgen:
— Vi har nu iberegnet den sidste børnehave, som snart skal aabnes, i alt syv Røde Kors børnehaver; det er ikke nær nok, men de er dejlige. Jeg tror, at de snart økonomisk set vil kunne hvile i sig selv, naar forældrebidraget sættes en tak i vejret. 40 og 30 procent ydes i tilskud af henholdsvis stat og kommune, saa forældrene burde kunne klare de sidste 30 %. Og lad mig se, jo, vi har ogsaa gratis udlaan til feriekolonier af forbindskasser. De skal blot ved tilbagelevering erstatte det brugte, og sparer saaledes at købe en forbindskasse. Vi har 10 kasser til udlaan, men efterspørgselen er ikke stor, ellers fik vi afgjort flere. Folk ved vist ikke rigtig besked med dette udlaan.
Ungdommens læreiver
— Og den ene afdeling i starten er blevet til flere?
— Ja, vi har nu syv Røde Kors afdelinger i København og omegn, de oprindelige to samariterforeninger er blevet til seks samt fem kolonner, og vi har 17 ungdomsafdelinger, hvor unge fra 13—18 aar uddannes som samariter, mens pigerne ogsaa kan lære spædbørnspasning, saa de kommer hjem til mor og retter paa hendes behandling af den lille, noget der maaske ikke bliver modtaget med tak, men som viser, hvor ivrige pigebørnene er efter at praktisere det lærte.
En uforglemmelig dag
— Der gives mange penge ud?
— Administrationen er hos os saa billig som vel mulig; jeg vil mene, vi til hele vort arbejde bruger omkring en million om aaret, men tro mig, de penge er godt givet ud. Jeg elsker dette arbejde, og naar jeg skal trække mig tilbage, bliver det med sorg. Jeg bryder mig ellers ikke om at blive bemærket, men paa min 25 aars jubilæumsdag blev jeg saa overvældet, at dagen blev uforglemmelig. Bestyrelsen mødte op, der var taler, som fik mig til at rødme, for jeg syntes ikke, jeg havde fortjent alle de smukke ord; mine kære medarbejdere paa kontoret forærede mig en taske, som jeg længe havde ønsket mig, og som prikken over i'et var der overlæge Guildals aabne brev, det fik mig til næsten at græde af glæde. Men lad mig nu se, jeg har alligevel glemt at fortælle Dem om vort landophold for ubemidlede husmødre i alderen fra 40-60. De tilbringer to uger paa sømandshjemmet i Rødvig lige ved vandet. Hvert aar er der én eller flere iblandt, som aldrig før i deres liv har haft sommerferie; det er dejligt, at de omsider kan faa det.
Erna.
Trykt i:
Ekstrabladet. - 19. oktober 1948