Det er ikke Meningen med denne Kronik at give nogen Indtrængende Vurdering af Tom Smidths Værker. Hensigten er blot at gøre Læserne opmærksom paa en særpræget Digter og samtidig give et lille Billede af ham som Menneske og den Skæbne, han fik, mens han levede.

Jeg kendte intet til Tom Smidth eller hans Digtning, før jeg havde faaet udgivet min første Roman. Ingen havde gjort mig opmærksom paa ham. I Bibliotekerne - som jeg fra min Ungdom ivrigt havde besøgt - havde jeg ikke lagt Mærke til hans Bøger, for de var der vel sagtens ikke. I Pressen havde jeg aldrig læst noget om ham.

Først en Sommerdag i 31 - da jeg stod i min Cigarbutik paa Vesterbro - blev jeg klar over hans Eksistens. En temmelig kraftig Mand i Fyrrerne med et blegt, aandfuldt Ansigt og et Par mærkelige Øjne, der saa trætte ud af for megen Læsning, og med en vældig Pakke under Armen, traadte forsigtigt ind ad Døren. Han sendte mig et spørgende Blik og et lille halvt spottende Smil og lagde Bogpakken paa Disken med et tungt Suk, før han sagde:

Goddag .... min Herre! Kan De komme og spise til Middag hos mig i Morgen?

Jeg saa overrasket paa Manden, og før jeg fik samlet mig sammen til at spørge, hvem han var, sagde han: Mit Navn er Tom Smidth .... Digter .... men De kender mig naturligvis ikke, og De har heller ikke læst en Linje af mig!

Jeg maatte jo tilstaa, at jeg hverken kendte hans Eksistens eller anede noget om hans Digtning.

Han satte sig tungt ned paa en Stol og gav sig pludselig til at le en underlig sarkastisk Latter, og da han havde let ud, sagde han med et muntert Blink i Øjnene:

Kære .... Herre .... der gjorde jeg Dem nok flov, men det behøver De virkelig ikke at blive, for det er en temmelig kendt Sag mellem Litterater, at min ringe Person ikke er kendt udenfor deres Kreds, selv om jeg har udgivet seks Bøger og er stærkt i Gang med den syvende. Men lad mig købe to gode Cigarer!

Jeg giver en Cigar, sagde jeg, og rakte en Kasse Advokat frem mod ham. Han smilede, rystede paa Hovedet og sagde: Et bedre Mærke .... min Herre! Kunstnere burde aldrig ryge daarligere Cigarer end til en Krone Stykket!

Han købte to Havannacigarer og bød mig den ene. Jeg nægtede at modtage den, da jeg havde mange Tusinde Cigarer i Butiken, men han sagde: Denne første Cigar giver jeg, og gid vi maa faa mange sammen i Fremtiden. Til Lykke med Deres første Bog .... den er trist nok i Motivet til ikke at blive solgt. Men græd ikke .... kære Herre. Vær kun glad ved, at De i det hele taget kan faa triste Bøger ud. Ingen har haft Bud efter hverken Dem eller mig .... husk det!

Selv om jeg nok syntes, at Tom Smidths Ord var alt andet end netop opmuntrende at høre for en nybagt Forfatter, saa forstod jeg dog, at de ikke var sagt, fordi han vilde gøre mig ked af det. Han havde bare igennem en Aarrække gennemgaaet en Skole, som jeg nu først var begyndt i.

Efter dette første Møde med Tom Smidth udviklede der sig et varmt Venskab mellem os. Og for mig var det en stor Oplevelse at have mødt et saa særpræget og levende Menneske. Det gik hurtigt op for mig, at han var mere belæst og kendte til langt flere Ting end noget andet Menneske, jeg havde mødt i mit Liv. Han var bevandret i Litteraturen som kun faa, i Historien, i Musik og Sprog, intet syntes ham fremmed. Og han havde en levende Trang til at sætte alle mulige Emner under Debat. I hans Hjem, hvor der ofte samledes Kunstnere, var han den, der altid fik en livlig og forfriskende Diskussion i Gang, og man gik stedse bort fra Tom Smidth med en Følelse af Berigelse.

Nu og da kunde der være noget udfordrende over Tom Smidth, og han kunde være haard som Flint, men det var kun yderst sjældent, at han viste sin Overlegenhed, han var gerne lykkelig som en kaad Dreng hvis han kunde delagtiggøre nogen i sin Viden. Han betød uhyre meget aandeligt og menneskeligt for mange af de yngre Digtere.

Tom Smidth var en Blanding af Aristokrat og Bohème. Han var aandeligt udviklet som kun faa, men samtidig havde han en mærkelig Dragning mod det primitive. Hans Syn paa Litteraturen var det: alt levende skulde gro, og han følte sig aldrig tilknyttet nogen bestemt Retning. Tidsskriftet »Vild Hvede« stod hans Hjerte meget nær. Hvis han fandt noget var uægte og søgt, spottede han det med en bidende Ironi, men hvis han havde læst noget, som han fandt godt, og især hvis det var skrevet af en yngre Forfatter, lyste Glæden i hans trætte øjne, og han kunde ikke lade være med at delagtiggøre andre i sin Glæde.

Men den største Oplevelse var at være paa Tomandshaand med Tom Smidth. Ingen kunde som han, roligt og behersket, og med en næsten faderlig Tone tale om alle de aandelige Ting, der optog ham. Hør nu, min Dreng, nej, saadan og saadan er det. Hør her, kære .... saadan og saadan er det ikke. Husk, vi skal se at finde Sandheden, sagde han.

Jo, Tom Smidth var en Sandhedssøger som kun faa. Men noget Ordensmenneke var han ikke, og det maatte han ofte igennem sit Liv betale haardt for. Aftaler med Forlag og Venner glemtes i Diskussionens Hede. Pludselig kunde han komme i Tanke om, at han havde glemt en Aftale, og saa sagde han som Regel: Aa .... det var sandt, jeg skulde have været dér og dér. Det hændte ikke saa sjældent, at han efter flere Timers Diskussion kunde komme i Tanke om, at han havde lovet sin Kone at købe et eller andet til Middagsmad og for flere Timer siden burde have været hjemme med det, og saa kunde han pludselig hive nogle raa Koteletter op af sin Lomme og se paa dem med Bekymring.

Leve af sit Forfatterskab kunde han ikke. Engang betroede han mig, at han ved hele sin Produktion havde tjent tolv Hundrede Kroner, og sin store to Binds Roman tjente han fem og firs Kroner paa. Men han oversatte en Mængde Bøger til Dansk fra Svensk, Tysk, Fransk og Engelsk, - han var en fremragende Oversætter, og det var ved det, han opretholdt Livet. I en Del Aar var han tilknyttet Martins Forlag som Oversætter og Konsulent. Hvis ikke han havde haft sin forstaaende og opofrende Kone, vilde han sikkert ofte have lidt haard Nød. Penge havde han ingen Forstand paa, og for ham var Penge kun en nødvendig Ting for at kunne opretholde Livet.

Men selv om Tom Smidth ingen Interesse havde i Penge, saa foragtede han dog ikke denne Verdens materielle Goder. Ingen kunde med større Glæde sætte sig til et veldækket Bord end han, og han elskede Lys og Blomster paa Bordet, Farver, og ingen kunde nyde et godt Glas Vin og en god Cigar med større Glæde end han. Men han kunde ogsaa halvsulte, hvis det var nødvendigt, og i alle de Aar, jeg var Ven med ham, hørte jeg ham aldrig klage over det Liv, Skæbnen nu engang gav ham.

Tom Smidth fik aldrig noget litterært Legat. Ingen syntes at lægge Mærke til ham af dem, der har Magt og Vilje til at uddele Legater. Og han var jo ikke af dem, der løb kendte Personer paa Dørene.

Noget godt Helbred havde Tom Smidth ikke, og han virkede altid fysisk træt. Og hans sidste fem Leveaar blev en lang og smertelig Vandring for ham fra Hospitalet til Hjemmet. Han led af daarligt Hjerte og Nyrer. Men aldrig har jeg kendt et Menneske, der med saa stor en Ro bar sin triste Skæbne.

Der var noget gribende over ham i disse svære Aar. Selv om han var klar over, at det bar mod Døden, talte han aldrig med et Ord derom. Det var Livet, han talte om, om Bøger, Musik, Krigen, alt det Liv, der levedes uden om ham. Og hver Gang, man gik bort fra ham, undrede man sig over, at et Menneske med Dødens kolde Haand hvilende over sig kunde være saa levende optaget af alt det, som han snart skulde forlade.

I Sandhed, Tom Smidth havde lært noget af det sværeste, et Menneske kan lære paa sin Livsvandring: at dø paa en anstændig Maade. For os Venner var hans Død et smerteligt og uerstatteligt Tab.

Det er nu snart fem Aar, siden Tom Smidth døde. Han vilde i Aar have været fyldt 60 Aar, hvis han havde levet. Hvem er Tom Smidth? vil vel sagtens de fleste spørge, og hvad har han skrevet? Nej, hvem Tom Smidth var, og hvad han fik skrevet er altfor lidt kendt. Men det er jo ikke noget usædvanligt, at en god Digter gaar i sin Grav uden at være kendt eller læst.

Tom Smidth var født i Finland af danske Forældre. Hans Far var ansat i Store Nordiske Telegrafselskab. Og Tom Smidth tilbragte hele sin Barndom i Finland - det er sikkert Aarsagen til, at han paa en Maade blev en ensom Fugl i dansk Digtning. For det er jo nu engang saadan med enhver Digter, at det er Barndommen, der for Livet præger ham. Tom Smidth indsugede i sin Barndom de store, finske Skoves Ensomhed, de tusinde Søers Lands Mennesker og Skikke, og det kunde han naturligvis aldrig frigøre sig fra. Hvordan kunde det blive anderledes? For selv om Tom Smidth tog Studentereksamen i Aalborg og siden studerede Sprog ved Københavns Universitet og kom paa længere Studieophold i sydtyske Universitetsbyer, saa var og blev det dog alt, hvad han havde indsuget i sin Barndom i Finland, der kom til at præge hans Digtning.

Tom Smidth debuterede i 1920 med Digtsamlingen »De skønne Skyer«. I 21 udgav han Digtsamlingen »Længslernes Bog«, i 23 Digtsamlingen »Hav og Stjerner« og Novellesamlingen »Finmark«. I 25 kom Digtsamlingen »Elskovsgaver«, i 26 den lille Roman »Profeten Grootemann«, i 28 Romanen »Excelsior«, i 35 den store to Binds Roman »Hvor Oprør avles«.

Hans Produktion kan jo ikke siges at være stor, men saa meget mere omfattende da han beherskede baade Versets, Novellens og Romanens Form, og paa de tre Omraader har han vist sin store kunstneriske Formaaen.

Tom Smidth har skrevet stor og skøn Lyrik - selv om han maaske mere, end det er Tilfældet med andre Digtere af hans Generation, er præget af Klassicismen. Men trods det .... er der dog noget stærkt personligt i hans ofte mesterlige Lyrik og vel i endnu højere Grad i det meste af hans Prosa. Hans Novellesamling »Finmark« er en af de mærkeligste og mest særprægede Bøger, der er kommet paa Dansk. Der er en ejendommelig fortættet Stemning af Poesi og halv Mystik i disse Noveller. Natur og Mennesker gaar ligesom helt op i hinanden. Og disse Noveller gaar Læserne ind i Nerverne med en Kraft, saa man aldrig glemmer dem. Noveller som Tiggeren, Bræddestabellen, Før Gry, En Væddekørsel, Flødere, staar paa Højde med Jørgen Nielsens i »Lavt Land« og med Johannes V. Jensens »Himmerlandshistorier«. Og i hans store to Binds Roman »Hvor Oprør avles«, som ogsaa foregaar i Finland, er der uforglemmelige Ting, selv om man ellers nok kan sige, at den er noget for lang, men det vældige Sceneri er gengivet med stor Kunst. Det var en stor Idé. Tom Smidth har givet Liv, hans Hensigt med Bogen er at forklare, hvorledes den revolutionære Mentalitet dannes og opelskes af selve det Samfund, som den engang skal sprænge ud af dets Fuger.

Hvordan kan det nu gaa til, at en Digter med saa store Evner og med saa særpræget Stof, ikke fik den Udbredelse, han fortjente? Grunden maa vel først og fremmest være den, at Litteraturkritikerne ikke interesserede sig i nævneværdig Grad for Tom Smidths Kunst og ikke gjorde Folket opmærksom paa, at her var en Digter, det burde lægge Mærke til og læse. Den af hans Bøger, der vakte størst Opmærksomhed, var vel nok Novellesamlingen »Finmark«, og den fik saa godt som overalt en smuk Kritik. Men det hjalp ikke meget, den druknede i Litteraturens Hav som saa meget andet. Kun en lille Kreds af særlig interesserede kendte ham og læste ham, og saa er Sandheden den, at Tom Smidth har Bud til alle.

En anden Grund til, at han ikke blev kendt, laa sikkert i hans Personlighed. Han gjorde ikke Vejen for sig selv gennem Livet lettere. Tom Smidth leflede aldrig for Popularitet. Han kunde være haard og hensynsløs som faa i sine Meninger om Livets forskellige Problemer, han pakkede ikke sin Tale ind i Vat og traadte aldrig med bløde Kattepoter paa dem, han maaske kunde have faaet til at interessere sig for sin Digtning. Tingene skal tale for sig selv, mente han, og denne Mening fulgte han helt indtil Døden aabnede sin Port for ham.

Men der er saa store og skønne Værdier i Tom Smidths Digtning at det er baade Synd og Skam at han ikke læses langt mere, end det er Tilfældet.

Nils Nilsson