Tom Smidth skrev i sin Ungdom et ganske lille Digt, der lød saaledes:

En stadig Undren i mig bor:
hvorfor skal man forstaaa?
Mig synes Verden lidt for stor
at blive Doktor paa.

Jeg ser jo, slig en Herre gaar
helt strunk i Sommerregn,
mans alle skønne Blomster staar
som røde Spørgsmaalstegn.

Dette lille Digt er saa karakteristisk for Tom Smidth. I ham boede til hans Død en stadig Undren, en stadig Ulyst til at forstaa. Og Doktor paa denne Verdens Visdom blev han aldrig. Verden var for ham noget uendeligt større end de haandgribelige Ting; Livet var for ham ikke en Kæde af Spørgsmaa1 og Svar, det var en en Kæde i en Uendelighed, hvis Ophøjethed hans skarpe aandelige Blik anede, men hvis egentlige Væsen hans Sind var for ydmygt til at prøve paa at udforske. Tom Smidth var som Kunstner og Menneske bevidst og dybt religiøs; han ringeagtede ikke de timelige Ting, men han anskuede dem i et Perspektiv, hvor Evigheden var det afgørende Maal, og derfor blev for ham meget smaat og uden Betydning, som for jordbundne Naturer er den blanke Skal om deres sjælelige Intethed. Om noget Menneske har troet paa den menneskelige Sjæl, erkendt den som en Virkelighed og dyrket den med uselvisk Kærlighed, saa er det Tom Smidth. Han var en Kunstner i Aand og Sandhed, forsaavidt som den endelige Sandhed for ham altid laa i det Aandelige. Og det var det, der gav ham Styrke til at leve sit Liv i fornem Stilhed, i en villet Ubemærkethed, der ikke havde noget med manglende Selvtillid at gøre, for Tom Smidth var i egentligste Forstand sig selv bevidst som Kunstner, samtidigt sin Digtnings ydmyge Tjener og krævende Herre. Han var som Kunstner sin egen strænge Dommer, og netop fordi han altid stillede de største Krav til sig selv og satte sig de højeste Maal, kunde han med Sindsro nægte at anerkende de Domme, som de Udenforstaaende og Uforstaaende fældede.

Tom Smidth var født i Finland og levede der en Del af sin Barndom. Det prægede ham hele hans Liv. Ikke alene derved, at saa stor en Del af hans Produktion omhandler finske Forhold – baade en lang Række Noveller, hvoraf de betydeligste er samlet i Bogen "Finmark" og den store tobinds Roman "Hvor Oprør avles" –, den sidste Bog han fik udgivet – men hele hans Mentalitet bar Præg deraf. Finlands Natur og Mennesker, de uendelige Skove, de milevide tavse Søer, den snart forfinede, snart primitive Befolkning levede og aandede i Tom Smidths Sind og gav meget hos ham et fremmedartet Præg. Han var selv baade forfinet og primitiv og bar begge Dele til skue med den Frimodighed, som er det helstøbte Menneskes Særkende. Tom Smidth tog sig hele sit Liv Raad til at være sig selv, hvadenten det behagede eller ikke behagede – Tidens Moder og Luner gled forbi ham, han vedblev at være sig selv, Digteren, Mystikeren, den kultiverede Livskunstner, som paa ingen Maade foragtede denne Verdens Goder, men tvertimod nød dem som en Epikuræer, naar de blev ham budt, men som ogaaa kunde undvære dem og leve som en Asket, naar intet andet var at opnaa uden Afslag paa de etiske og æstetiske Krav. Tom Smidth solgte aldrig en Tøddel af sig selv og sit eget for øjeblikkelig Gunst og Gave – og det skal være ham til uvisnelig Hæder, netop fordi der i hans Sind brødes saa mange modstridende Elementer, at det hos en mindre rank Karakter kunde have ført til Fald.

Inden for sin Stand – hvis man altsaa kan tale om Digtekunstens Udøvere som en Stand – havde Tom Smidths Navn en fuldtlødig Klang. Der stod Respekt om ham. Alle de, der dyrker Kunsten i Alvor og Sandhed, holdt af ham – og det bør ikke forties, at alle de, som ikke gør det, alle de svigtende og halve, de underlødige og letfærdige, frygtede ham for han lagde ingenlunde Skjul paa sine Meninger, naar noget forargede ham, og forarget blev han indtil Voldsomhed, naar han stod overfor aandeligt Forræderi. Ikke helt faa har i Aarenes Løb faaet hans hvasse Tunge skaanselsløst flænsende ned over deres Lurvethed og Usselhed. Men for sine Venner var han en Ven af de udvalgte, paa ingen Maade kritikløs og uden enhver Sentimentalitet, men usvigelig trofast. For ham var Venskab en Æressag, noget meget værdifuldt, som ikke burde gives letfærdigt bort.

Det er ikke Meningen, at jeg med de Ord, jeg siger her, skal give en begrundet Værdiansættelse af Tom Smidth som Digter. Tiden vil give ham den Plads i dansk Aandsliv, han fortjener, Tiden, som er den egentlige og endelige Dommer. Men jeg har kendt Tom Smidth gennem mange Aar og staaet ham nær, og jeg vil gerne sige ham Tak, nu han er død. For mig, som for hele den Kreds, som lærte ham rigtig at kende, har han betydet et inciterende Strejf ind over vores Tilværelse. Vi vilde nødig været ham foruden, han lærte os virkelig nogst, lærte os først og fremmest at agte de sande Værdier og ringeagte de timelige Bekymringer. Der var et Sus af de evige Storme i ham, mangfoldigt, selvmodsigende – han var en Livsnyder og Asket, Realitetsdyrker og Fabulant, Krigsmand og Fatalist, Ariatokrat og Pilgrim paa Jorden. For ham stod virkelig alle skøhne Blomster stadig som røde Spørgsmaalstegn, og han var Skønhedsdyrker af et saa rent Sind, at han ikke forlangte Svar paa Spørgsmaalene. Han var i sin Skæbnes Vold og vidste det. Jeg har ikke kendt noget andet Menneske, for hvem begrebet Skæbne var en saa selvindlysende Ting som for ham. Han hvilede trygt i den og ønskede ikke Forklaringerne før Tiden. Naar han søgte Kundskaber – og han søgte Kundskaber overalt – var det ikke for en Nyttes Skyld, men fordi Viden for ham var en Adkomst til en forædlet Tilværelse, en Vej mod Stjernerne.

Han gik gennem Livet med Blikket rettet fremad og opad, derfor snublede han undertiden, men hans Maal var ophøjede og hans Vilje stærk. Mens han laa syg og anede, at det bar mod Døden, morede han sig med at forme en Række Aforismer af sublimt indhold. En af dem lød saaledes: Der skal en lang Le til Stjernhøst. Men den hænger etsteds.

Dét var hans Overbevisning, og efter den levede han. Han høstede efter Evne Stjerner ned til Jorden, mens han levede. Nu er han død, gaaet bort, gennem Haab, til Stjernerne. Kommer vi selv engang derop, vil vi møde ham igen, han vil hilse os velkommen med sit kloge, ironiske Smil, og han vil være usvigeligt den samme.

Viggo F. Møller
Udsendelse:
Statsradiofonien. - 14. maj 1942