Til Tom Smidth

En Mand, som havde haft en uhyggelig sjælelig Oplevelse og frygtede, at den for en Tid skulde lamme ham og slaa ham ud af hans Bane, gik til en Ven og sagde: hvis det sker, vil Du saa træde ind for mig, til jeg selv er Menneske igen? Vennen lovede det. Og den Sjæleramte forledtes af sit indre Kaos til en vidtgaaende Fortrolighed, som ellers var ham fremmed. Vennen hørte efter og tav og undrede sig. Og langt om længe gav han et Svar, der var som Salt i et aabent Saar.

Det lød kynisk og fornærmende. En Mand, til hvem sligt siges, gisper og retter sig. Netop derfor blev det sagt. Det var Medicin til den Syge, grim i Smagen, men lægende. Fornærmelsen var ikke Fornærmelse, men Sandhed. Kynismen var ikke Kynisme, men Klogskab og Erfaring. Ingen elsker vel Lægen i det Øjeblik, hans Kniv skærer i Sind eller Krop. Siden takker man ham i Stilhed.

At tiden læger alle Saar, er Snak. Nej Selvbedraget er den store Lægedom for Sjælen. Man glemmer efterhaanden; man mærker, at man glemmer; man vil egentlig saa gerne glemme; men Æren forbyder det.

Saa træder den frugtbare Evne til Selvbedrag til og hjælper; Kendsgerningerne forflygtiges, Motiverne besmykkes, Skyld og Uskyld blandes - og Sorgen bevares i stedse mere forædlet Form og bliver efterhaanden fra en Flænge, ond og ætsende, i Sindet, til noget mildt og godt. Virkelig fromme Mennesker kan leve lykkeligt paa deres Livs Sorger.

Aajo, det gælder ogsaa dem, der virkelig er i Stand til at føle Sorg, de Udvalgte, der har faaet den skæbnesvangre Evne til at reagere dybt og ærligt overfor Fænomenerne, baade i ren Glæde og fuld Sorg. Ogsaa de kan lykkeligvis kaste Selvbedragets brogede Sjal over Sindets strængt og enkelt farvede, smærtende Nøgenhed. Det er en stor Ting, dette. Noget fundamentalt til
Menneskehedens Opretholdelse simpelthen. Hvor mange af os dør af Sorg? Hvormange havde ikke Grund til at gøre det?

Man sidder i et Rum sammen med en Mængde Mennesker, man ikke kender. Vinduerne er aabne ud mod Natten, og ind fra Mørket kommer flyvende mod Lyset en Mængde smaa vingede Væsener med bløde, syngende Lyde. En stor Natsværmer sætter sig halvt bedøvet paa den hvide Dug paa ens Bord. Den er meget smuk, mørkebrun og grøn, meget harmonisk bygget, en lille støvblød Samling Styrke og Skønhed, et yndefuldt Indfald, ja hvad ved man om Natsværmere? Den har levet i Dag og dør i Nat, Lyset har trukket den til sig - maaske vil den gerne ud i det sunde Mørke igen, hvad ved man om Natsværmere? men den kan ikke, den er blændet og fortabt. Men den aner det ikke.

Menneskene ved Bordene rundt omkring skal visselig ikke dø i Nat. Ikke alle da, maaske en enkelt. Men de ser alle ud, som ventede de hver især at være denne enkelte. Maaske vilde de gerne ud i det sunde Mørke, men Lyset er deres Tilflugt, i det bliver de. Nogle synes at more sig, andre gør det ikke. Alle dækker de over noget, alle sidder de med Minerne lukkede over deres Sinds Afgrunde. Hver har sine Minder. Mennesker har aldrig nogen absolut Nutid - dertil er der for megen Fortid og Fremtid i dets Kosmos. Dyrene er Nuets lykkelige Børn. Natsværmeren lever af alle Kræfter i dette Øjeblik og dør om lidt.

Menneskene rundt omkring lever ikke meget, men de lever videre, de fleste af dem ved ikke engang hvorfor. Men dø vil de ikke, for de har haft en Fortid og tør ikke standse netop nu, aldrig netop nu, Nuet er ikke til for dem - de lever i Minde og Haab, slæber det Forbigangne efter sig ind i en Fremtid, de ikke kender.

Men de, som kender Afgrundene, bør dog vist aldrig ophøre at leve deres Liv, som om de holdt af dem.

Viggo F. Møller