Langt borte fra Skibes Alfarvej, kendt af faa og besøgt at færre, ligger Øen med ikkun det ene Træ. Paa dens østlige Side løber en rivende Strøm gennem et dybt og snævert Stræde; til den anden, mod Vest, skilles den fra et stort, skovbevokset Skær ved en bred Vandstrækning fuld af Sandbanker. Første Gang, jeg kom til dette Ensomhedens Højsæde, var det over Isen fra Øen mod Vest, og da sad der under den stille Fyr paa Højden en vildfaren Ulv og hylede ynksomt i det vinterlige Øde. Da jeg nærmede mig paa mine tyste Skier, forsvandt den lydløst i en af de talrige Kløfter.

Ved Sommer sandede jeg, at denne Ø, som alle Øer, var et Rige. Men hvorfor havde det en Hersker? Der findes mange Skær, som ikke krones af noget Træ.

Under den knejsende Fyr, sagde man, hvilede Knoglerne af en Mand. Det var Grunden.

I hans forglemte Navn herskede den som Statholder. Og fordi ingen kendte hans Slægt eller hans Historie, havde heller ikke Øen noget Navn eller nogen Historie.

Det sælsomste var, at ingen vidste, om den Døde virkelig laa der. Aldrig havde nogen vovet at grave i den naaledækte Jord, ingen havde ladet Solen se de muldnende Ben. Men den Dødes Magt var kendt gennem dunkle Frasagn. Hver den, som paa Øen med ikkun det ene Træ, plukkede en Blomst eller sankede Bær og spiste deraf, han fornam paa sig selv, at han begik en Uret, han gøs ved sin Gerning og stirrede forskræmt til alle Sider - uden at øjne noget eller sanse andet end sin Ensomhed. Men hans sitrende Nerver bragte Bud om en usanselig Nærværelse, han fyldtes af en pludselig afsindig Skræk, saa at han hylede op og styrtede til sin Baad for kraftesløs og famlende at skyde den ud og ro bort i rasende Hast.

Jeg, som fra de unge Aar har hørt Ensomhedens Aftensus i mit Hjerte, naar Venner var mig nær, naar den Elskede stod ved min Side, naar min Fader tog mig ved Haand - jeg blev ikke overfaldet af nogen Frygt paa den Dødes Ø. Den blev mig et Fristed og et Studerekammer. Just fordi jeg stiltiende adlød Sagnets Bud og intet rørte, aldrig plukkede Blomster, brød Grene af eller sankede Bær, blev alt, hvad der levede og groede paa Klippen, til én stor Billedbog for mig. Der lærte jeg, hvor yndefuldt Lyngen ryster sine Klokker, der udskilte mit formglade Blik mange Arter af vuggende og bølgende Græsser, mange Lavarter, som i fantastisk Skønhed kunde kappes med Vinterens Isblomster paa de frosne Ruder. Der saa jeg Granittens jordfyldte Revner bugne af gylden Stenbræk i den første Sommermaaned, inden den eneste Hybenbusk paa Sønderstranden sprang ud i Roser. Derfra véd jeg, at blomstrende Tyttebærris er mangefold smukkere end frugtbetynget; derfra ogsaa, at Blaabærret indeholder et Opiat, en dyssende Duft, stærk nok til at skabe Drømme under Middagens Solglød. Hvor den asketiske Enebærbusk dog er foranderlig! Ikke ved to Slags Vejr har den stikne Vækst samme Glans over sine Naale, ikke samme Holdning i to Slags Blæst! Ej heller skal jeg nogen Tid glemme Sivet ved Stranden; det har sunget for mig i Graalys, sunget i Regn, men i Kuling bøjede det sig og tav for at lade en stærkere Stemme tale. Skønnest, ufatteligt frodig at se, var Øen dog i Juli, naar den haardføre Tjærenellike i store, blodige Pletter bredte sig over alle Lavninger mellem de golde Sten!

Der fandtes Slanger i Mængde, Snoge og Hugorme; der var et rigt Fugleliv, Vadere og Styrtdykkere lod deres Piben og Skrig høre langs alle Strande. I Luft og paa Jord sværmede et Utal af Insekter; Fisk stod i tætte Stimer, uden Mistro og uskræmte selv af Betragterens Skygge, i de to smaa Bugter paa Nord- og Sydsiden.

Og saaledes blev blot ved Myten om en Grav, skabt af det ene kronede Træ, dette lille Eiland til en fredhellig Skole for Ensomhedens Discipel. Vidt over Jord har Døden kaldt de herligste Haver til Live; men ingen har syntes mig saa dejlig, ingen af dem har heller undladt at genkalde Erindringen om denne Naturhave, hvor den lifligste Uberørthed, den helligste Ro, var Virkningen af en ukendt Aand, af en aldrig aabnet Grav, saa prægtigt prydet som nogen Heros' ved den højtopragende, vidtfavnende og evigt susende Fyr, der undertiden syntes at bære den røde Maane som et ophængt Kobberskjold i sin natdunkle Krone, naar jeg sent og med dæmpede Aareslag forlod mit Fristed: Øen med ikkun det ene Træ.

Tom Smidth