Det kan nok være, at bedstemor faar en begivenhedsrig Morgen. Da hun ved Sekstiden kommer ud i Køkkenet, finder hun der sin ældste Datter, Josepha, siddende paa Skødet af Aloysius Wiingaard, og paa Josephas Finger ser hun en glat, blinkende Guldring. Det giver hende ligefrem et Chok. Hendes første Tanke er: "Saa, nu skal Familien yderligere forøges!" For til Aloysius' Evner som Forsørger har hun ikke større Tiltro.

Hun udmaler sig Fremtiden med en drastisk Kraft, der svarer til hendes kolde Frygt og staar i lang Tid bomstille, saa at Josepha til sidst ligefrem maa underrette hende om Situationen og spørge, om den ikke fortjener en Lykønskning. "Ja, vil De lære hende at blæse paa Fløjte, saa hun kan tjene sit Brød selv...", siger Bedstemor. Og det er alt, hvad hun agter at byde dem af Gratulation.

Næppe har hun paa en pæn Maade faaet lempet Aloysius paa Døren og sat Josepha i Gang – Morgenmaden skal jo være færdig paa Klokkeslæt, hvad enten Josepha er forlovet eller ej – næppe har Bedstefar og Peter faaet deres Foder og stukket Frokostpakken til sig, før der kommer et Brev, som Bedstemor slet ikke faar Stunder at læse. Af Udskriften ser hun, at det er fra Hilmer og Laura, som tournerer i Provinsen. Da Bedstefar og Peter vel er af Vejen – Bedstefar er Handskemager og Peter "noget paa et Lager" – aabner hun Konvolutten. Og ganske rigtigt: Skuespillerparret kan ventes samme Aften – "nærmere følger". Bedstemor siger lidt besk til sig selv, at dette "nærmere" gerne kunde have været af pekuniær Art. Men Herregud, de har vel ikke Raad til at sende hende noget; hun er saa vant til, at alting gaar skævt, og at man ligefuldt maa klare sig: gratis kommer man jo ikke engang i Jorden! Hun sidder og tørrer sine Briller og spekulerer lidt over alt dette, medens Josepha vasker op i Køkkenet, da det pludselig ringer paa Døren derude. Det er noget aldeles usædvanligt, for alle Familiens Bekendte har deres særlige Bankesignal. Derfor gaar hun selv for at lukke op. Men da hun kommer derud, hvem staar saa allerede indenfor og knikser pænt? "Lille Tille Hurtig", der er rejst ind med Morgentoget fra Hillerød. Dette er en tydelig Bekræftelse paa Brevet; Tille er nemlig Lauras Datter af første Ægteskab og bor oppe hos Tante Euryanthe, Bedstefars Søster, hos hvem hun er sat i Pension for at kunne passe sin Skolegang.

"Lille Tille Hurtig", som ikke hedder Tille og heller ikke Hurtig, (hendes fulde Navn er: Roberta-Merete, Euryanthe, Clara, Bothilde Hurtigkarl) er nu slet ikke lille mere. Hun er en opløben ung Pige paa tretten, noget bleg og forlæst, af et sky og en Smule trodsigt Væsen, men ingenlunde uden Gratie og en vis fjern, drømmende Sødme. "God Dag, Bedstemor," siger hun, giver Haand og knikser igen.

"Jeg skulde hilse dig og hele Familien saa mange Gange og spørge, om jeg maa være her, indtil Mor og Far kommer. Tante bad mig give dig denne her" – det er en Tokrone i Silkepapir – "og Kaffen har jeg købt for mine egne Sparepenge."

Hun rækker et vældigt rødt Kræmmerhus frem, der allerede ved sin Form og Haandgjorthed tydeligt raaber: Provins! Men Bedstemoder vurderer Indholdet til et halvt Pund og klapper Tille paa Kinden. Bedstemor kan godt lide Tille, der efter hendes Mening gaar og bliver saa artig oppe hos Tante E. – hvilket vistnok er en Illusion. Tante E. kan sætte sig i Respekt, ganske vist, men lille Tille ser i hende ikke noget romantisk, der kunde knytte hende nærmere til den gamle. E. betyder Euryanthe, for Tante er fra Weber-Begejstringens Tid, men det er karakteristisk, at ingen af Familien kalder hende saaledes. De holder sig til det skarpe, kantede E., der passer til deres Begreber om hende. Efter at have beordret Josepha til at sørge for Tille gaar Bedstemor ind igen – med lidt slæbende Trin. Hilmers og Lauras Tilbagevenden til Hovedstaden er en af Aarets store Begivenheder, og Familien plejer at modtage Parret under festlige Former. Men alt saadant kræver Mønt, og det er og har altid været den gamle Redes svage Punkt. Lille Tilles Tokrone er som en Draabe i Verdenshavet. Ork, her maa "skaffes Midler", som bedstemor altid saa fint udtrykker det. Og af Familiens Medlemmer er i øjeblikket Hartvig, Skuespilleren og Viseforfatteren, der uredt og uvasket sidder i Skjorteærmer og tjærer naadeløse Rim ned paa et Stykke afrevet Karduspapir, den eneste, som kan antages for at være i Stand til med noget Held at deltage i disse Bestræbelser. Bedstemor giver ham derfor, mere af Pligtfølelse end med egentligt Haab, en kraftig "Aufforderung zum Tanz". Men Hartvig klør sig fortvivlet i Forfatterkrøllerne:

"Forskud? – Saa maa jeg da mindst begaa et mislykket Selvmord uden for Dir'tørens Kontor... Ti Kroner! Det er jo næsten en halv Maanedsgage..."

"Sludder, min Dreng! Noget maa der gøres!"

"Oprigtigt talt, Mor, kan en Femlap, kontant udbetalt, ikke gøre det? For mere haves ikke."

"Hit med den, Knægt! Men jeg behøver langt flere Penge!"

Ved at høre den afgjorte Klang i Moderens Stemme faar Josepha Hjertebanken ude i Køkkenet og gemmer hurtigt sin nyerhvervede Forlovelsesring, Aloysius' Ring, i en Krog af sit Syskrin.

Hartvig vasker sig i hast og fuldender sin Paaklædning; han paasætter sit Straatag i en charmerende Vinkel:

"Naa, Farvel - jeg skal gøre mit yderste!" Og han iler ud for at benytte Overtalelsens fineste Kunstkneb over for hærdede Redaktører, ufølsomme Direktører og fattige Kammerater.

"Josepha!" kalder bedstemor. Hun har taget sin Beslutning. Vejene til rede Penge er lige saa kendte som korte! Assistenshus og Pantelaaner. Der er gamle Madsen paa Dosseringen og Sørensen i Baggesensgade. "Josepha!" Bedstemor bliver utaalmodig. Desværre har Josepha Sutter paa, saa hun ikke kan knalde en Hæl i Gulvet. Hun knalder en Tallerken i Stedet. "Joseeeepha!" Bedstemor viser sig i Køkkendøren: "Hva' Fa'nen ska' de' si'e? Ka' du ikke komme, naar a' jæ raaver!?"

"Jeg har ikke Tid, Mor!"

"Ikke Tid...?" Bedstemor er maalløs.

"Jeg har ikke Tid, jeg har ikke Tid – jeg vil være lykkelig i Dag!" skriger Josepha rasende.

"Naa," siger Bedstemor; "ja, der ska' Tid til alle Ting, sæ'føllelig!"

"Jeg vil ikke gaa til Pantelaaneren..."

"Saa ka' jæ sæl'", svarer Bedstemor sindsrolig, "Men – æh – de' va' nu'nte de' heller..." Og i Bevidstheden om at være blevet miskendt forklarer hun fornærmet paa Højdansk: " Jæ vilde bare ha' bedt dig om at hjælpe mig med at udvælge, hvad vi bedst kan undvære. Det ved du snart bedre end jeg."

"Aa, jamen, Mor, det kunde du jo blot have sagt..." Josepha er noget saa angergiven. "Nu skal jeg komme." hun brætter Ærmerne ned og tørrer sine Hænder.

Saa tager de fat. Skabet bliver aabnet, Skufferne i Dragkisten trukket ud. Først er der nogle Sølvgenstande, og det maa omhyggeligt paases, at de er mærkede med tre Taarne; Pletsager faar man næsten ingenting for. Først kommer Bedstefars Æggebæger, som han har haft med fra Rusland, en Gave fra en hestebegejstret Adelsmand. Saa to Gafler. Derpaa syv Daabsskeer. Til Slut Bedstemors Mosaikbroche med Guldindfatningen, Bedstefars Guldur, og et svært Guldarmbaand med mange gamle Mønter ved. Saa har Skabet ikke mere at byde paa – i med det! Fra Dragkisten tager de en Dug til tolv Personer og en til atten – den er urørt, som da den for femten Aar siden blev lagt ned, men den har flere Gange været hos Sørensen – to Frokostduge med tilhørende Servietter, tre Par Lagner. Her ligger ogsaa, viser det sig, Bedstefars Guldmanchetknapper, som straks bliver konfiskerede. Josepha klynker lidt og ynker hver enkelt Ting, der skal ud af Huset, men Bedstemor er hærdet.

"La' vær' og skav dig, Josepha!" siger hun barsk. "Tingene, de kommer og gaar. Naar vi ska' bru'e Penge, maa vi osse undvære dem. Og du har jo'nte synderlig og beklage dig over. For dig drejer det sig barstens om den sølle Ske, ikke? Det va' nu det... Men saa maa du osse betænke, at alt det, vi har her, det er kuns Rester... af hvad vi har haft... Og alt det ligger nu, Herren ved hvor; lis'som der jo er kommet no'et til overalt, baade i Rusland og Tyskland og England og Finland og Sverrig... Nej, Tingene det er inte os ... Det har jæ' lært... De bliver inte hos os. Schatten sind des Lebens Güter..."

Naar Bedstemor kan slutte en Moralprædiken med et tysk Citat, er hun næsten lykkelig. Af en eller anden Grund føles det saa behageligt at have Ret paa Tysk. Maaske fordi Bedstefar er Tysker.

Derpaa pakkes det hele pænt ind, og Bedstemor tager sit store, strikkede, graa Sjal paa og det lille, hvide hovedklæde. Saadan sætter hun sig i Køkkenet og faar en Kop Kaffe og en Rundtenom Sigtebrød; fastende vil hun nødig gaa i Byen. Paa den Vis bliver Klokken hen af ti. Og hun begiver sig paa Vej. Med smaa, rolige Gammelkoneskridt gaar hun hen ad Blegdammen. Hun er kendt i Kvarteret, og hendes Holdning præges af en værdig Rankhed, der ogsaa har sin Grund i, at hun ikke føler den allermindste Undseelse ved sit Ærinde, men bevæger sig, som om hun havde Penge nok og skulde gøre de Handlende glade ved sine store Indkøb. Nu bøjer hun ned ad Smaagaderne, og gennem Schleppegrellsgade kommer hun ud paa Dosseringen. Hun vil først opsøge gamle Madsen paa Assistenshusets Filial.

Men medens Bedstemor saaledes med et omskiftende Livs langsomt erhvervede Sindsro skrider til at omsætte sine og Familiens Værdigenstande i rede Penge, bliver Ærgrelsen og Sorgen hos Josepha dobbelt løssluppen, da Moderen er borte. Hun bryder ud i højlydte Klager, afbrudte af Snøften og Hulken. Og maaske, maaske er denne Heftighed ikke helt umiddelbar. Det kan godt tænkes, at der er en bevidst Sammenhæng imellem Josephas hidsige Sorg og Søsteren, Olivias Tilbagevenden til den vaagne Tilstand. Denne finder nemlig Sted omkring ved dette Tidspunkt. En Plasken og Latter, medens Smaapigerne bliver vaskede, Skrig og arrige Udbrud, medens de bliver redte, forraader den tiltagende Livlighed hos denne Del af Redens Beboere. Længe varer det heller ikke, før Olivia i et mildest talt ufuldstændigt Toilette aabner Døren fra Soveværelset og kigger ud for at se, om der kan ventes Morgendrikke. Men alt, hvad hun saaledes faar Udsigt til, er Josephas forbrølede Ansigt, og ved Synet af det stiller hun straks en hel Række Spørgsmaal, som ved deres sikre og velordnede Rækkefølge viser, at det omhandlede Emne ofte er drøftet her i Huset, ligesom de Svar, hun faar, kommer med Selvfølgelighedens Irritation. Nu skal Huset plyndres igen, for Hilmers og Lauras Skyld – det er allerede plyndret! – Vejen til Ladegaarden staar alle de øvrige Familiemedlemmer aaben, dér vil de ende – hvor ofte er det ikke forudset og sagt! Josepha sparer ikke paa Krudtet, man skulde tro, hun selv havde opfundet det! Det volder begge Søstre lige stor Tilfredsstillelse at udgyde sig og spille deres Rolle. Navnlig Olivia giver sit Parti med blændende Virtuositet. "Pas paa Børnene saa længe!" raaber hun, farer ind og klæder sig paa i en Ruf, samler en Del af sine Smykker – Smaapigernes Fader er særdeles velhavende – og styrter afsted efter Bedstemor, der dog har et stort Forspring.

Gamle Madsen er i Færd med at trække Kontorets Ur op, da Bedstemor træder ind. Han staar og vipper oppe paa en Halmstol, støtter sig med venstre Haand til Væggen og drejer forsigtigt, forsigtigt, Urnøglen med højre. Det er saadan et sjældent gammelt Ur, og det tilhører Madsen selv. Men selv om det ikke gjorde det, vilde han dog holde af det, for han elsker alle Tingene i sit Kontor. De har været her og passet deres Pligt paa samme Sted i de sidste femogtyve Aar ligesom han selv. Papegøjen ser interesseret til fra sit Bur. Den har lige faaet sin Morgenspise, men den kan godt undvære Vand, Frø og Sukker, medens Uret bliver trukket op, Uret, som er det andet talende Væsen i de lange Formiddagstimer, efter at Madsen har godsnakket med den ved sin Ankomst. For paa denne Tid af Dagen er der kun faa Kunder, og den gamle Herre sidder da med Brillerne skudt op paa Panden og læser bag sin Glasbarriére, hvor Skrivebordet staar. Jo, det kan vente med Majsen, medens Urets Lodder langsomt knirker til Vejrs. Men nu gaar Døren. "Der kommer no'en!" raaber Poppe. Madsen lader sig ikke forstyrre. Da han er færdig, lægger han Urnøglen ned i Bunden af Kassen, sørger omhyggeligt for, at den ikke kommer i Vejen for Perpendiklens Udsving, lukker med stor Blidhed for Uret – Døren binder lidt foroven – og stiger besværligt og ikke uden Smerter ned fra Stolen, medens en svag Klingren fra Slagværket synes at takke ham for hans Umage. Bedstemor har imidlertid lagt sine Pakker fra sig paa Disken og sat sig ned. Gnidende sit Ben kommer Madsen hinkende hen imod hende, og Bedstemor rejser sig. Madsen skyder sine Briller til Rette: "Nej, er det Dem, Fru Lipschütz," hilser han fornøjet, "god Morgen! Hvordan har De det?"

"Jo, Tak, som spø'r! Saa slidelig. Det undgaas jo'nte, at man føler Alderen en Kende..."

"Nej, saamænd. – Og hvad har De saa til mig i Dag?"

"Aa, lidt af hvert... Hva man saadan ka' undvære i en Hast."

"Skal vi se paa det, Fru Lipschütz?"

"Ja, de' æ nu'nte te' Dem altsammen. For Sørensen gi'r jo adskilligt mere for Dækketøj og den Slags end som De."

"Det nytter ikke, De ser saa strengt paa mig. Jeg gi'r, hvad jeg har Lov til. Og det retter sig efter, hvad de kan faa for Tingene inde paa Auktionerne. Dem regner jeg endda til de sikre Folk, Frue – De løser alletider Deres Panter ind igen, saa jeg ikke risikerer at blive underkendt paa Assistenshuset. Derfor faar De ogsaa det største Forskud, jeg tør gi'."

Smigret over at høre til Hr. Madsens Udvalgte smiler Bedstemor, men et Øjeblik efter sukker hun tankefuldt "Jaja, saa længe Lipschütz lever, og jeg selv kan holde igen paa de unge Heste, saa gaar det vel. Men hvem ved, hvor længe det varer? Det Liv, vi gamle har ført, har i Aarevis ikke været andet end som Strabadser, og Lipschütz er adskilligt ældre end mig; han falder af paa det allerede. Og faar først Drengene Bidslet imellem Tænderne, saa siger jeg: Gud hjælpe os alle..."

"De unge vil jo immer slaa til Skaglerne... Skal vi sige halvtreds Kroner for det hele?"

"Halvtreds! Det er alt for lidt! Det var jo det, jeg lige sa'e..."

"Hvad skal jeg gøre? Jeg hører aldrig andet! Om de saa kommer med et lumpent Sæt Arbejdstøj, som de selv ikke gider gaa med længer, vil de ha' en Formue for det..."

"Naa, saa skal De da heller ikke høre det mere fra mig," siger Bedstemor rask. "Det er min egen Skyld, at Tingene kommer til Dem, saa jeg maa ta' det, De gi'r. Og jeg véd da for Resten, at De vil mig vel."

Det er netop, hvad Madsen kan lide at høre. Gud véd, at han gør for Fattigfolk, hvad han kan! Og han lyser ogsaa straks op. "Det kalder jeg fornuftigt talt! – Hør, hvordan gaar det for Deres Søn – den ældste, mener jeg? Han maa da tjene en hel Del, ikke? Jeg hørte no'en af hans Viser synge forleden Aften, jeg var i Teatret. Folk klappede og klappede...

Og Hr. Herrnberg? Ham kan Poppedreng i Almindelighed saa godt lide, fordi han snakker med den... Værsgo, her er Pengene og Sedlen! Saa husker De at ombytte den, ikke? – Ja, hvad var det, jeg vilde fortælle? Nu har jeg det! Ved De, hvad det er for et Sprog, Poppe snakker, naar den er vred? Det er Spansk! – En Dag for et Par Uger siden kom der en Mand herind for at sætte sit Ur. Mens han staar her, begynder Poppe at sludre, og Manden vender sig om og spørger: "Taler du Spansk, gamle Dreng?" Og saa tog han ogsaa fat, men ved at høre det blev Poppe helt vild, den baskede med Vingerne, hvæsede og huggede efter ham. Jeg har aldrig set den saa gal i Hovedet. "Den har ikke haft det godt i Sydamerika," siger Manden ganske sindigt. "Næ, det kan godt være. Hvoraf slutter De ellers det?" "De kan jo se, at den bliver vred over at høre mig tale Spansk til den – det Spansk, de snakker derovre. Forstod De, hvad den sagde?" "Jeg er ikke studert," svarede jeg og rystede paa Hovedet. "Den raabte: Hold Mund, din beskidte Neger! Og saa: Leve Præsident Zelaya! Og tit sidst: Nu gaar Toget, fut, fut, fut!" Men dette her med Toget har den vist ikke lært i Nicaragua." Ved mig selv tænkte jeg jo, at det var godt, der ikke hver Dag kom en Spanier, saa havde det stakkels Dyr aldrig Fred. Men-æh... den Historie var jeg saa letsindig at fortælle Hr. Herrnberg, da han kom og skulde have Vinterovertøjet i Forvaring. Og han kunde ikke dy sig og skulde ogsaa prøve. Han gav sig til at ramse op – alle mulige spanske Sætninger, saadan fra Læsebogen, forstaar De. Poppe bare gloede paa ham og lagde Hovedet paa Siden. Men da han var færdig, pustede den sig op, som om den vilde slaas, og skreg ligesaa tydeligt: Holdt Mund, din beskidte Neger! Hahaha! Hva'? Ja, det fik han, fordi han vilde drille den... Naa, Farvel, Fru Lipschütz, Farvel..."

Gamle Madsen klukker endnu, da Bedstemor allerede er forsvundet med sin Pakke under Armen.

"Hæ," mukker hun, "Altid skal man høre paa hans Skrøner!" Hun kan alligevel storartet goutere Historien og glæder sig svært til at lade den gaa videre. "Det gamle Vrøvl!" mumler hun henrykt. Det godter hende rigtigt at kunne kalde nogen saadan. For er der noget, Bedstemor er bange for, saa er det, at hun selv skal forfalde til Gammelfolkssnak. Det er hendes Alderdoms Skræk: at hun nogen Sinde skulde komme til at gaa i Barndom!

Hun faar dog ikke Lov at spekulere længe over disse sørgelige Muligheder, for nu kommer Olivia stormende. Hun ligefrem løber og haler ogsaa stærkt ind paa Moderen. Da denne tilmed bliver lidt opholdt af Færdslen paa Nørrebrogade, indhenter Datteren hende paa den anden Side af Gaden, netop som hun giver sig Tid til at kaste et Blik op paa den prægtige Kastanie ved Baadebroen. Men over hele Bedstemors Holdning er der noget saa besindigt og værdigt, at det standser Olivia i Farten. Hun nærmer sig hende sagte bagfra, stikker Haanden ind under hendes Arm og spørger: "Hvor skal du hen, Mor? Skal jeg ikke bære din Pakke for dig?"

"Nå er det dig, Livia?" siger Bedstemor. "Du er røget tidligt op af Fjerene." "Jeg kunde ikke godt andet, naar jeg hørte, at du vilde..."

"Vilde hvad!"

"Det ved du godt. Jeg forstaar ikke, du kan faa dig til det! Hvad maa Folk tænke, naar de ser dig komme ud fra den Slags Steder?..."

"Det samme, som de tænker, naar de ser mig gaa derind, min Pige: at jeg trænger til Penge. Men det er nu paa den anden Side forkert tænkt. Havde jeg kun mig selv, skulde jeg nok slaa mig igennem, om jeg saa blev nødt til at skure Trapper paa mine gamle Dage. Det er for mine Børns Skyld, jeg gaar den Slags Steder. – Jeg troede for Resten ikke, at du skøttede om, hvad Folk tænker. Men det er kanskesens noget nyt?"

"Aa, jeg er da ligeglad. Jeg synes kun, det er Synd for Hjemmet og for dig, Mor!"

"Man skal høre meget, inden Ørene falder af en. Vil du da gaa til Sørensen for mig?"

"Gerne, Mor."

"Tak, mit Lam. Jeg gaar nu helst selv. – Vi skal om Hjørnet her. Du kan følge med, om du vil?"

"Saa skal vi jo alligevel af med alle Tingene, Dugene, Lagnerne... Og det, bare fordi Hilmer og Laura..."

"Ih, slap det ud der? Saa det er Josepha, der har sendt dig! Hun er for dum, den Tøs. Ikke et Ord forstaar hun af, hvad man siger til hende!"

"Jo, hun gør! Men jeg synes ogsaa selv, at det er mere passende, at jeg ofrer nogle af mine Smykker, end at..."

Bedstemor standser og stirrer paa hende. Den gamle Kvindes Læber bevæger sig, som om hun tygger paa noget besk, og det trækker i hendes Ansigtsmuskler. Et øjeblik er der ganske stille. Man hører de gaaendes Skridt paa Dosseringen, Spurvenes Puslen i Sandet og fra Søen Aareplask og Maageskrig. En af de smaa Passagerbaade lægger til ved Anløbsbroen, og Luften fyldes med Stanken fra dens Maskine. Bedstemor flytter sin Pakke fra den ene Arm over under den anden. Saa frigør hun sig roligt for Olivias Haand, vender sig om imod hende og siger langsomt: "Jeg vil ikke ha' dine Ting! Behold du dem bare; de har kostet dig tilstrækkeligt... Der er heller ingen Held ved den Slags ..."

Olivia bliver først rød, saa bleg. Heftigt og med Taarer i Øjnene udbryder hun: "Men Herregud, Mor, du ved jo, hvorfor Anton og jeg ikke kan blive gift..."

Bedstemor svarer ikke. Hun har bidt Læberne sammen til en tynd Streg, Udtrykket i hendes Øjne er blevet haardt. Hun fortsætter sin Vej, og Datteren tøver uvis og krænket.

Saa sker der noget ganske uventet. I Huset paa Hjørnet af Wesselsgade og Baggesensgade er der paa anden Sal et Pensionat. Her har en ung Mand, der staar ved et af Vinduerne og passiarer med en Ven, tilfældigt kastet et Blik ned paa Gaden, og da Hjørnestedet skyder saa langt frem, at der herfra er Udsigt over Baggesensgade ned mod Dosseringen, har han faaet Øje paa Bedstemor og Olivia. I glad Iver støder han pludselig, uden at lægge Mærke til, at kun Forsatsvinduet staar aabent, sit Hovede med Straahatten paa ud igennem Ruden, saa at Glasskaarene rasler ned ad Facaden og klirrer mod Stenbroen. "Halløj, Mor!" raaber han. "Der er du jo! Vent lidt paa mig! Jeg kommer straks!"

Det er Hartvig.

"Men Dreng dog?" Bedstemor truer af ham. Han griner bare, tørrer en Draabe Blod af Kinden og dukker tilbage bag Gardinerne. Bedstemor er lammet. Hvad gaar der ad ham? Er han blevet tosset, eller har han drukket paa den lyse Formiddag?

"Du maa undskylde," siger Hartvig hastigt til Vennen – ingen anden end Herrnberg, som her indtager sine beskedne Maaltider – "tag den Femmer, jeg tjente nede paa Bladet, og lad en ny Rude sætte i. Jeg saa sgu ikke, at... Jeg havde ikke Øje for andet end den Gamle. Nu kan jeg med det samme fortælle hende den gode Nyhed. – Vi mødes altsaa Klokken tre henne hos dig. Vi maa sætte fuld Damp paa. Er det en Aftale? Udmærket! Farvel saa længe..." Og han farer ud igennem Spisestuen, forbi den forskrækkede Værtinde, der bruger Mund, og i Firspring ned ad Trappen.

Bedstemor er imidlertid skraaet over Gaden og venter nedenfor. Olivia har ganske glemt sin Fortørnelse og slutter sig til hende. Hun er den utaalmodigste af de to og kan næsten ikke staa stille paa Benene. "Kommer han dog ikke," mumler hun nervøst, "nu kunde han gerne snart komme..." Men Bedstemor er rolig. Hendes Instinkt siger hende med Sikkerhed, at Sønnen ikke vilde opføre sig saadan, hvis der var noget galt paa Færde.

Og nu er han der. Med et Hop sætter Hartvig ud af Døren, lægger Armene om sin Mors Skuldre og giver dem et lille, blidt Tryk. Olivia faar et hastigt Nik.

"Naa, du var allerede paa Vej til Onkel!" siger han spørgende. "Nu kan du lade mig bære den Pakke hjem for dig. Du behøver ikke at fortsætte..." Han har taget Moderen under Armen og fører hende ned ad Baggesensgade, mens han fortæller. "Uh, Mor, du kan ikke tænke dig, hvor jeg har været heldig!" Hvorpaa han gør en lille Pause, indtil Olivia rykker ham i Armen. Bedstemor ser forventningsfuld op paa ham. Han ler og ryster paa Hovedet: "Klokken var lidt over ni, da jeg gik hjemmefra, og den er ikke elleve endnu. Det er ikke til at begribe. Jeg synes, der er gaaet en hel Dag. Naa, men jeg sad jo og skrev paa en Vise hjemme, husker du, Mor. Den blev ikke færdig; jeg løb lige ned paa Bladet med Manuskriptet, som det var, og fik det i Lod dernede, mens jeg ventede. Og saa ind til Redaktøren. Heldigvis havde han Tid et Øjeblik. Og han tog den, fandt den morsom. Det er den ogsaa, naar jeg selv skal sige det! Fem Kroner! Værsaaartig! Da jeg saa kommer ned paa Strøget igen, vil jeg jo straks rende hjem med Fortjenesten... Men – saa følte jeg mig saa tørstig, at jeg maatte unde mig selv en Drink. Og jeg kigger saa indenfor paa den nye Automatkafé, der er blevet aabnet dernede. I ved, den, hvor man stikker en Femogtyveøre i en Sprække og selv stiller sit Glas under Hanen... Næppe har jeg faaet mit Øl og vil sætte mig hen ved et Bord, hvem kommer saa ind? Herrnberg! "Det sparer mig for en Sporvognstur," siger han nok saa flot, "jeg vilde netop tage ud til dig, men saa var jeg blevet saa tør i Halsen af at snakke. Nu skal du høre. Med Morgenposten fik jeg Brev fra Svenningsen ude paa Amager. Han satte mig Stævne hos Havne-Larsen Klokken ni præcis. Forretninger, skrev han. Du kender ham, altid oppe og ude, før Fanden faar Sko paa. Jeg kommer jo i Tøjet og derud i en Fart; men han sad allerede og trommede i Bordet og mumlede noget om "unge Mennesker" og "Sovetryner"... Kort og godt: Nu skal Slaget staa derude! Ingen Pigesjov mere, men Komedie. Om jeg kunde paatage mig at skrive noget til ham? Tja... Det er jo at gaa temmelig hastigt frem, saadan at kræve Svar paa staaende Fod, mente jeg. Men jeg kunde jo forsøge. Han maatte have mit Ja eller mit Nej, sagde han arrigt. Det nyttede ikke at smøle, han maatte have Repertoire i Tide. Hvad han da havde tænkt sig? "De Københavnere vil kun se sig selv!" Han slog i Bordet, saa Kaffen skvat i Underkoppen. Naa, altsaa København for Københavnere, sagde jeg. Jo – men ikke noget i Retning af Revu. En gennemgaaende Handling, moderne, med aktuelle Hentydninger og Brandere – Folk, saadan som de meget godt ved, at de selv er. Og Viser, mange Viser! Det lød jo virkelig som en Idé! Og jeg slog til. Nu skriver jeg Teksten: noget af det gode gamle, som vi flytter lige op til Dagen i Dag – jeg har Kig paa en tysk Farce, som jeg tror kan blive brillant – og du laver Viserne og Musiken til dem..." "Ja, hov, bi nu lidt," sagde jeg, for det begyndte at snurre saa sært i mit Hovede; Øl har aldrig virket saadan paa mig før. "Vil du være med i Vognen, eller vil du ikke?" "Jo, jo, men Betalingen! Hvad gi'r han?" "Halvtreds Kroner i Forskud til hver af os; men saa vil han ogsaa se Resultater allerede inden Udgangen af denne Uge." "Top! Det var et Kongeord!" sagde jeg. – Halvtreds Kroner, Mor! Halvtreds Kroner! "Værsgo," sagde han saadan let hen og rakte mig dem. Her er de! Her i min Lomme! Du skal faa dem, saa snart vi kommer hjem! Og Arbejde, Mor, og Honorar og Procenter af hver Aftens Indtægt! Hva? Aa, jeg... Tror du ikke nok, jeg kan, Mor?"

"Jeg er saa glad, saa glad!" Olivia danser hen ad Fortovet.

"Naada, skab dig ikke, Tøs! Du kan vel gaa ordentligt paa Gaden!" I Løbet af to Sekunder bliver Olivias Alder reduceret med hele nitten Aar, og Bedstemor vender sig til Hartvig: "Det er kun, hvad jeg altid har ventet mig af dig min Dreng... Det ligger jo i Blodet!" Hun sukker. "Men at du giver din gamle Mor alle Pengene..." Hartvig vil altid huske det Smil. Det skinner lige ned til Bunden af hans Hjerte.

"Du trænger jo til dem," svarer han blot.

De gaar lige hjem, ad Blaagaardsgade, Fælledvej, Blegdammen. De passiarer ikke mere med hverandre. Det maa have Lov at sætte sig, blive til Virkelighed for dem, at Lykkens Karosse dog endelig engang er standset uden for deres Dør. Da de er kommet ind i Baggaarden, hører de Klaverspil oppe fra deres Lejlighed. Paa Trappen sporer de som sædvanlig Lugten af Kaffe. Josepha er mod Forventning ikke i Køkkenet. Hun staar inde hos Aloysius, der spiller firhændigt med lille Tille Hurtig. Men paa Tallerkenrækken er meget synligt anbragt en lysegraa Blanket.

"Hvad er det?" udbryder Hartvig.

Bedstemor slaar Hænderne sammen. Det er, min Sandten, en Postanvisning paa halvtreds Kroner. Olivia snapper den og læser op, hvad der staar skrevet bag paa Koupon'en; hendes Stemme er næsten skrigende: "Hermed det nærmere, som skulde følge. Tusinde Hilsener fra Hilmer."

Tom Smidth