Vi sad ved Kaffen og Cigaren, tre-fire gode Venner sammen. Og som det ikke sjældent sker, bevægede Samtalen sig fra de filosofiske Banaliteters Omraade ind paa de personlige Eksemplers. Vi havde diskuteret Tids og Rums Irrealitet og var kommet ind paa »lange Øjeblikke«. Hver af os kunde yde sin lille Skærv, og da Turen kom til Mylius jun., nu en Herre paa nogle og fyrretyve Aar, formede hans Bidrag til Emnets Belysning sig omtrent som følger.
Han strakte sig velbehageligt i Stolen og stirrede frem for sig. »Tjah - det længste Øjeblik i mit Liv oplevede jeg vist i Dorpat, da jeg stod op ad Muren og ventede paa at blive skudt .... Men det er maaske psykologisk ikke saa interessant ... og jeg har ogsaa ved en anden Lejlighed haft Indtrykket af, at nogle Sekunder rummede ti Aars Liv. Det var under en Afskedsscene, medens jeg gav og modtog et Haandtryk. Maaske kunde det vise sig at være et passende Stof for jeres Betragtninger ...« Han smilede, lidt vemodigt.
»Efter at jeg straks det første Aar efter min Studentereksamen havde, som man siger, rendt Hornene af mig, blandt andet ved at deltage i det blodige Oprør, som endnu ikke er glemt, kastede jeg mig for Alvor over Studierne, og det ikke i Helsingfors, men i Stockholm. Jeg fik da ogsaa nogle Aar senere en tilfredsstillende Eksamen, og min Onkel skaffede mig derpaa en Plads i et stort Maskinfirma i Staterne. Det strenge aandelige og praktiske Arbejde havde bragt mit Sind Ro og modnet min Karakter: mine Tanker gjaldt udelukkende Fremtiden, og jeg mindedes kun sjældent min idylliske Barndom i den finske Provins, saa lidt som min bevægede Ungdom.
Det var aftalt, at jeg skulde sejle med Baaden fra Göteborg, og jeg havde beregnet, at mine Forberedelser vilde tage godt en Ugestid. Nu skete det, at jeg, Dagen efter min Ankomst til Byen, paa en Kafé traf en ung Pige, Karola Olai, som jeg kendte særdeles godt fra min Barndom. Hun var i Selskab med sine Forældre og sin Chef, en rig Skovejer og Trælastgrosserer, til hvem jeg selv havde en Introduktionsskrivelse, og hvem jeg havde haft til Hensigt at opsøge samme Eftermiddag. Det blev et meget hjerteligt Gensyn med de gamle Olais, og da den graahaarede Magnat havde hørt mit Navn og modtaget min Introduktion, smeltede ogsaa han som Smør i Solen. Kun den unge Frøken Olai var meget tilbageholdende og noget tvungen af Væsen. Det undrede mig derfor ikke saa lidt, at jeg netop skulde løbe paa hende næste Dag, og endnu mere, da det viste sig, at dette Møde ikke kunde skyldes noget Træf, fordi det gentog sig den følgende Formiddag og derpaa hver af Ugens Dage. Og nu da vi spadserede alene to sammen paa Gaden, gik Passiaren aldeles utvungen imellem os. Jeg modtog Invitation fra Familien Olai, spiste til Middag hos dem et Par Gange og foretog Udflugter i Omegnen sammen med dem. Naa, alt for megen Tid var der jo ikke levnet mig til Selskabelighed. Jeg kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at Frøken Karola aldrig berørte vore Barndomserindringer. Vi talte kun sammen om vor øjeblikkelige Stilling, og hvilke Udsigter vi havde for Fremtiden, Begge lagde vi Vind paa at vise, hvor uhyre moderne og matter of fact vi var blevet i hele vor Tænkemaade.
Tømmermagnaten havde inviteret Familien Olai og min Ringhed til en Fest paa Byens bedste Hotel. Vi dinerede i splendid isolation, men indtog Kaffen og Likørerne i Restauranten, hvor der dansedes. Frøken Karola dansede med sin Chef, derefter med mig. »Lad os forsvinde udenfor et Øjeblik ...« hviskede hun til mig, mens vi gjorde det mest mulige ud af en Slowfox. Jeg manøvrerede hende ud, og ikke saa snart var vi kommet ind i Træernes Skygge i Hotellets Have, før hun løftede Ansigtet imod mig paa en Maade, som ikke var til at misforstaa. Jeg kyssede hende. Og hun sagde: »Det er mærkeligt, jeg troede, De elskede mig, Tommy.«
»Ja,« svarede jeg, »det troede jeg egentlig ogsaa, jeg gjorde. Eller rettere, jeg har hele Tiden haft en uklar Fornemmelse af, at jeg vist burde elske Dem. Men saadan har det vel altsaa alligevel ikke været ... Meget værre er det, synes jeg, at jeg vistnok er godt i Gang med at forelske mig i Dem nu ...«
- »Værre, ja ... maaske ... For jeg forlover mig med Lars Herne nu i Aften ...«
- »Det var det, De vilde sige mig?«
- »Ja, for hvad kan det nytte, at vi to ...?«
- »Nej, naturligvis ... «
- »Og saa vilde jeg sige Dem Farvel - og have Deres Kys at tænke paa ... For jeg elsker Dem, Tommy ... Gid alt, hvad De haaber og venter, maa gaa i Opfyldelse paa den lykkeligste Maade! - Farvel ...«
Og hun rakte mig sin Haand. Jeg tog den i min, hævede Blikket og saá paa hende. Hun var som en Aabenbaring af selve den maanelyse Sommernat. Sølvet blinkede paa hendes duftblaa Silketyls-Kjole. Hendes Haand var varm, Blodet bankede i hendes Fingre, der krampagtigt greb om mine. Saa slap hun min Haand. Det varede kun et Øjeblik. Men hun maa i mine Øjne have læst sig til, at jeg nu huskede - huskede det, hvad jeg alt for længe havde glemt ...
»Ja, Tommy, Tommy ...« hviskede hun, vendte sig og løb.
En halv Time senere tog jeg Afsked med Selskabet. Hr. Herne trykkede min Haand med stor Hjertelighed. Næste Dag mødte han ved Skibet, overrakte mig alle mulige Anbefalingsskrivelser til sine Forbindelser i New York, forsynede mig med Introduktioner til tre-fire fremragende Politikere i Staterne, smilede, snakkede, straalede ... Mit sidste Indtryk af Göteborg var hans Gammelmandsglæde.
Den første Nat om Bord havde jeg en uhyggelig Drøm. Rundt om mig viftede Flammer, en frygtelig Angst drev mig til at styrte mig ind i et luende Baal; midt inde fra Ilden hørtes en Stemme, som raabte: »Jeg vidste, at du vilde komme efter mig, Tommy ...«. Jeg søgte og søgte, men fandt ingen. Tilsidst sank jeg om i Gløderne, vis paa, at jeg nu skulde dø. Men i Stedet for fandt jeg mig selv liggende paa en grøn Eng, mens kølende Luftninge strøg hen over mit Ansigt. Det besynderlige var, at jeg herover følte en dyb Skuffelse, der vækkede mig. Og den sad saa fast i min Sjæl, at den gjorde mig nedtrykt og forsagt hele Dagen igennem.
Drømmen gentog sig tre Gange. Jeg er bange for, at mine Medpassagerer maa have anset mig for en meget faamælt og uomgængelig Person. Jeg selv havde ikke vanskeligt ved at tyde min Tilstand, som jeg dog fandt aldeles urimelig. Den hang sammen med Frøken Karolas Tilstaaelser og mine egne Barndomsindtryk. Det havde aldrig staaet mig klart, at de vilde kunne faa saa stor Magt over mig. Men den erotiske Drift er i de tidlige Aar som en Mester, der mejsler sit Billede i stor Fuldkommenhed for derefter at stille det til Side overdækket og skjult, glemt af ham selv og ukendt for alle andre. En Dag skal Dækket falde, og dèr staar saa Værket uforandret, til det yderste udtryksfuldt, straalende i klart Lys - skønt eller hæsligt, alt efter som han har formet det ...
Dagene paa Skibet var fyldte til Randen med indre Genoplevelse. Var jeg seks Aar, eller var jeg kun fem, da jeg forelskede mig i Karola?
Jeg huskede, at jeg stod inde i vor Gaard og saa paa, hvorledes Farbror Meyer smurte en tjæret Flagsnor ind i Sæbe, for at den skulde glide lettere i Blokken. Ved Siden af Farbror sad hans lille Hund »Musti«. Farbror røg paa en kort Snadde, der var skubbet helt over i højre Mundvig, for at han samtidig kunde fløjte: »I Natten klam og kold,« - en af hans særlige Fuldkommenheder. Pludselig knurrede Musti, gav et kort Bjæf, rejste sig, viftede med Halen og saa paa Farbror. Han holdt inde med sin Fløjten, nikkede til Hunden og sagde imødekommende: »Ja, værsgo, den Herre ...«.
Som en Pil fløj Hunden rundt om Hushjørnet og forsvandt. Vi hørte den gø glad og hilsende.
Farbror tog Piben ud af Munden. »Stik du ogsaa bare af!« sagde han til mig: »du burde jo egentlig have været inde og øvet dig paa din Violin. Men her behøver du da i hvert Fald ikke at staa og drive Tiden hen. Se engang efter, hvem det er, der kommer.«
Straks da jeg var kommet uden for Porten, begyndte Trylleriet. Lige i Armene paa mig kom løbende en lille grædende Pige - Karola. Musti havde i overstrømmende Velkomstglæde haget sig fast i hendes Kjole og søgte under Knurren og Spring at gøre hende delagtig i sin Legelyst. Karola opfattede det som et glubsk Overfald. Hun var ikke - og blev aldrig - nogen Ven af Hunde.
Jeg tørrede ikke hendes Taarer af, men jeg skændte paa Musti og jog den til Side. Karola tog mig ængstelig i Haanden, og for at berolige hende yderligere sankede jeg en stor nedfalden Gren af en Ahorn op og slæbte den efter mig, fordi den var saa tung, at jeg, hvis det var kommet til en Prøve, slet ikke vilde have kunnet svinge den. Saadan gik vi ind igennem Porten igen. Og bag ved os hørte vi to Damer le. Det var Fru Olai, som var fulgt et Stykke efter sin Datter, og Mor, der var kommet ned for at modtage hende, da hun var ventet til Kaffe.
Hvad besynderligt var der nu i det, der var sket? Intet som helst. Og dog var det en helt anden lille Dreng, der gik ind ad Porten med Karola ved Haanden, end ham, der var gaaet ud ad den. Jeg huskede endnu Udtrykket i hendes tillidsfulde Ansigt, som det den Dag saa paa mig.
I de følgende Aar søgte Karola og jeg sammen, saa snart det lod sig gøre; vi legede sammen, skændtes sammen, sladrede om hinanden med stor Opfindsomhed og Forbitrelse, forsonedes stadig paany. Og tænkte jeg tilbage paa den Tid, var den som fyldt af Lys, en lang Solskinsdag, fjern og skinnende, i hvis Glans Karola og jeg bevægede os som to smaa, ivrigt springende Marionetter.
Derpaa kom et stort Mørke. Syv Aar gammel blev jeg sendt i Skole. Næste Vinter kastedes jeg ud i en religiøs Krise. Ved Optagelsesprøven havde det vist sig, at jeg kunde læse flydende Svensk, og jeg fik derfor Lov at springe første Klasse over. Og i anden Klasse læste man allerede Bibelhistorie. Disse stærkt forkortede Beretninger fra Det Gamle og Det Nye Testamente forekom mig ganske utilfredsstillende, og jeg havde derfor smuglet en Bibel ud af Faders Bogskab. Med Lidenskab fordybede jeg mig i Jesu Liv og bitre Død ... Pinslerne paa Korset beherskede til sidst aldeles min Indbildningskraft. Jeg skreg om Natten i Søvne. Jeg flyede om Dagen Menneskers Selskab. Var det ikke dem, de onde af Hjerte, som havde været Skyld i Gudesønnens Kvaler? Jeg behøvede blot at lukke Øjnene for at se det smertefortrukne Ansigt for mig. Snart saa jeg det ogsaa uden at lukke dem. Mine Nerver blev ødelagte ved denne stadige uforløste Ophidselsestilstand. Ud paa Foraaret gjorde jeg et Selvmordsforsøg ...
Det var en Tirsdag Formiddag i sidste Time. Karola gik i første Klasse, jeg, som sagt, i anden. Disse to Klasser skulde have Gymnastik sammen. I Stedet for nu at lade os strække Arme og Ben i Sangsalen, som vi plejede, havde Lærerinden taget den Beslutning at føre os ud paa en lidt længere Spadseretur i den friske Luft, hvad vi ogsaa kunde have nok saa godt af. Vi marcherede to og to i en lang Kolonne ud ad Wuordensari-Vejen langs Kysten mod Nord. Solen skinnede. Egern sprang i Træerne. Fuglene sang, og selv sang vi ogsaa: »Sylvias Visor« af Topelius. Vandet blinkede blaat mellem de drivende Isstykker. Kammeraternes Sang var ved at gøre mig sindssyg. Pludselig, da jeg fik Øje paa en Badebro et Stykke borte, satte jeg i Rend, løb, som jeg aldrig har gjort det hverken før eller senere - hen ad Vejen, ind over Marken, ud paa Broen og i et rasende, et fortvivlet Spring ud i det dybe, iskolde Vand. Min Villie til at dø var saa fast, at jeg utvivlsomt vilde have ladet mig synke, hvis jeg ikke, straks da jeg kom op til Overfladen, havde set ligesom en stor, rød Blomst svømme paa det Blaa kun et Par Favne borte.
»Tommy, Tommy! ... «
Det var Karola. Hun var uden et Ord løbet efter mig og sprunget ud, da hun saa mig springe.
»Lad mig dø ...«, raabte jeg.
»Jamen, jeg drukner selv. Jeg synker! Hjælp, Hjælp!« skreg hun. Og nu var Blomsten forsvundet. Hendes Klæder var blevet gennemblødte og trak hende ned. Jeg naaede hende, netop som hun var ved at forsvinde. Og Resten af det Selvmord blev forvandlet til en lige saa fortvivlet Anstrengelse for at frelse to Liv. Jeg fik hende endelig trukket indefter. Kammeraterne løb ud fra Stranden. Vi blev halet ind paa det tørre, jeg véd ikke hvorledes. Paa det Tidspunkt var jeg lige saa bevidstløs som Karola.
Hvis man tror, at dette førte til, at Karola og jeg forenedes paany, tager man fuldstændig fejl. Det aabnede tværtimod en Afgrund imellem os. Dette, som vi begge vidste om hinanden, maatte begraves dybt, dybt ... Helt glemmes ... Det fik vi meget travlt med. Karola blev ganske Pige med Pigerne, jeg helt Dreng med Drengene. Bandetiden med dens vildere Lege, dens Slagsmaal og Sport tog sin Begyndelse for mig. Karola blev Familiedatter, der samlede Veninder til smaa Teselskaber, gik til Dans og spillede Klaver. I Skolen turde hun og jeg bogstavelig talt ikke se paa hinanden. Var hun paa den ene Side af Legepladsen, var jeg paa den anden.
Heri indtraadte der først en Forandring, da jeg tolv Aar gammel var kommet i Reallyceet i Åbo, medens Karola var blevet hjemme i den lille Købstad hos sine Forældre. Formodentligt har det været Kammeraternes Snak om deres Søstres Veninder, deres smaa Baldamer og interessante ungdommelige Kurmagerier, der, har faaet mig paa den Tanke, at Karola jo meget vel maatte kunne gøre det ud for et Damebekendtskab. Jeg huskede i hvert Fald, at jeg havde skrevet et Brev til hende fra Åbo. Hvad der har staaet i det, maa Gud vide. Men jeg erindrede klart, hvilken uendelig Møje det havde kostet mig at skrive det. Alt, hvad jeg vilde sige, optraadte med Mærket: »Forbudt!« Ja, alt, hvad jeg ønskede, var dykket ned i Blu og farvet deraf. Jeg tænkte og tænkte, stred og kæmpede for Ord, der paa sømmelig Maade udtrykte alt ved intet. Jeg gennemfølte paany hver eneste Situation, der havde bundet os til hinanden i Forelskelse og Angst. Det tog mig over en Maaned at faa Brevet skrevet og sendt afsted. I hvilken Aand det var blevet læst, kunde jeg heller ikke vide. Men jeg har dog nu erfaret, at Karola havde gemt det, foregivet, at det var blevet borte, og aldrig vist det til sine Forældre. Det siger altid noget ...
I Juleferien rejste jeg hjem. Mine Forældre, som for første Gang havde maattet undvære mig i et halvt Aar, modtog mig med stor Glæde. Julefesten var præget af en Varme og Samfølelse som aldrig før.
Allerede anden Juledag var jeg til Juletræ hos Olais. Karola var munter og drillende - maaske lidt sky. Dette tilskrev jeg Brevet, der var lige ved at gøre mig selv stum, nu da jeg saa, hvem det var, jeg havde skrevet det til. Hun var blevet større og smukkere, syntes jeg, mere Kvinde, slet ikke den samme, som jeg havde tænkt paa, medens jeg skrev. Alligevel morede vi os udmærket sammen, om end med lidt Overvindelse nu og da. Jeg havde Fornemmelsen af, at hun flere Gange i Aftenens Løb søgte at nærme sig til mig, at komme til at tale fortroligt med mig. Men jeg turde ikke stole paa, at det var rigtigt, og blev nu den af os, som trak sig tilbage ...
Næste Dag traf vi hinanden paa Skøjter nede paa Søen. Skøjteløb er just den rigtige Sport for dem, som ønsker i Forbifarten, uden for afgjort at nærme sig til hinanden, at tilraabe hinanden noget vigtigt, afgørende, ikke paa een Gang, men i Brudstykker, for saa, naar den ønskede Kontakt er naaet, at slutte sig til hinanden for at tale ud om deres Følelser. Vi kredsede stadigt om hinanden, og I kan være forvissede om, at det, der skulde siges, blev sagt.
Saa skete der første Nytaarsdag det, at Olais Juletræ fængede Ild. Den bredte sig til Gardiner, Stole, Gulvtæpper ... Hele Huset brændte ned til Grunden ...
Disse lange, gamle enetages Træhuse var tørre som Tønder. Det tog kun Minutter, saa var det hele ét stort flammende Baal. Olai havde, ligesom min Far, Vagt paa Stationen. Fru Olai var henne hos Meyers, hvor man skulde samles om Aftenen. De to Pigebørn, Karola og hendes flere Aar yngre Søster, Minna, var alene hjemme. Minna havde villet tænde et Lys, der sad paa en af Træets nederste Grene. Flammen havde antændt en Kurv paa Grenen ovenover. Og saa ...
Jeg havde den Eftermiddag staaet paa, Ski ovre paa den anden Side Havnen. Da jeg vendte hjem for at klæde mig om til Selskabet hos Meyers, saa jeg et rødt Skær paa Himlen nede ved Indsøen.
Jeg fo'r ned ad Gyden bag Huset og ad Bagdøren ind i Haven. Minna løb, uden Kaabe paa, grædende frem og tilbage mellem de rimklædte Træer. »Hvor er Karola?« raabte jeg til hende.
- »Hun er gaaet ind igen efter Fars Papirer og det andet ...«, sagde den lille, som om det var en kendt og afgjort Sag, at saadan skulde der handles. - Bagefter fik jeg da ogsaa at vide, at Olai havde indprentet sin Hustru denne Forholdsregel, medens Børnene havde hørt derpaa.
Karola inde i Huset! Og »Salen«, hvor Granen havde staaet, brændte; Taget flammede derovenover, Træerne udenfor knitrede i Luerne fra de sprængte Vinduer. Huset, paa Søtorvet, samlede en larmende Hob. Raab og Skrig hørtes ind i Haven. Brandvæsenet kom galoperende med en Sprøjte. Men inden man kunde faa Vand, skulde der hugges Hul i Isen paa Søen.
Jeg raabte: »Karola! Karola!« Intet Svar. Jeg aabnede Bagdøren og styrtede ind. Røgen slog imod mig. I Gangen stod den tæt som en Mur. Jeg holdt Vejret, kneb Læberne sammen og styrede lige mod Sovekammerdøren. Herinde var Luften slet ikke saa kvælende. I Taagen løb Karola rundt og pakkede Sølvtøj ind. Paa Gulvet ved Vinduet stod Faderens Dokumnentskrin. Pigebarnet havde en halvkort, pelsbræmmet Kaabe paa, og jeg lagde Mærke til, at den var svedet og sodet flere Steder.
»Aa, Tommy, er du der?« udbrød hun. »Hjælp mig at faa Tingene rullet ind og baaret ud. Det er der altsammen. Straks da det begyndte at brænde, hentede jeg det i Salen ...«.
Den tapre lille Pige! Det kan nok være, der kom Fart i Foretagendet. Og lige i rette Tid. For medens jeg stod med de sidste Ting: et Par Sølvlysestager og to Potageskeer, som skulde vikles ind i et Barneforklæde, lød der et vældigt Brag ovenover. Tagrygningen var brændt over og styrtet ned. Kalken regnede ned over os. Et Øjeblik efter viste der sig en sort Plet paa Loftet, den blev glødende, Flammen slog igennem. Jeg aabnede et Vindue, løftede Karola ud, gav hende Skrinet, smed Pakkerne med Sølvtøjet bagefter og sprang op i Karmen. Men nu havde Træet uden for Vinduet fænget Ild. Karola stod som i en Stjerneregn af faldende Kviste.
»Tilbage! Væk med dig!« skreg jeg til hende. Men hun blev staaende og rakte mig Haanden. Jeg sprang ud og gennem det knitrende Fyrværkeri. Der gik ild i min Pelshue. Karola rev den af Hovedet paa mig. Jeg rullede hende et Par Gange i Sneen for at slukke de glødende Brandhuller i hendes Kaabe. Vi saa farlige ud begge to.
I det samme styrtede en Strøm af Vand ned et Par Fod fra os og overstænkede os begge. Det var Brandsprøjtens første mislykkede Attentat paa Ilden. Vi fo'r til Side. Minna kom løbende hen til os, stortudende. Karola slog Armene om mig. »Aa, Tommy, jeg vidste, du vilde komme ...«
Alt dette og meget mere havde det ene Haandtryk bragt tilbage til mig. Hvad var mest besynderligt, at det var blevet begravet i Glemsel, eller at det med ét kunde genkaldes i en saadan Klarhed og helt opfylde mit Sind?
I maa ikke lægge for megen Vægt paa dette om Branden! Det, hvorom alting for mig drejede sig, var Karolas Tilstaaelse: »Jeg vidste, at du vilde komme!« Hun kunde ikke vide det. En saadan Tillid imod al Sandsynlighed er et usvigeligt Tegn paa en dybt rodfæstet kvindelig Følelse ... Kvindens Kærlighed har altid været mere end instinktledet, ligefrem synsk ...
Døm om min Forvirring, da der, Morgenen før vi løb ind i New Yorks Havn, blev bragt mig et Telegram: »Jeg vidste, at du vilde komme ...« Men med Tilføjelsen: »Skriv ikke.« Signeret: »Karola« ...
Seks Aar efter, at jeg var kommet til Amerika, saá jeg i en svensk Avis, at den kendte Millionær, Skovejer og Tømmergrosserer Lars Herne var død af et Hjerteslag. Jeg sendte hans unge Enke et Kondolencetelegram og et Par Maaneder senere et lidt mere udførligt Brev. Jeg var paa den Tid blevet en af Præsident Roosevelts betroede Mænd og førte et Liv, som ingen Hund havde Grund til at misunde mig. Uafbrudt paa Rejse gennem Staterne fra den ene Fabriksvirksomhed til den anden - pr. Tog, Bil, Flyvemaskine. Min Søvn fik jeg tiere over Jorden end paa den. En rigtig Seng oplevede jeg som et Eventyr en Gang imellem. En Dag ude i the Mid-West, under en Samtale, der, som saa hyppigt, stod paa Nippet til at gaa over til Haandgribeligheder, meldte man mig pludselig, at en Dame ønskede at tale med mig. Hun ventede mig paa et af Byens Hoteller. Jeg gik derhen. Det var Karola.
»Denne Gang vidste jeg ikke, om du vilde komme,« sagde hun og viklede sig blidt ud af mit Favntag; »jeg ansaa det for sikrest at komme selv ...«
»Jeg haaber, du har faaet det Indtryk, at jeg vilde være kommet«, svarede jeg og lo.
»Ja, Tommy, Tommy,« hun truede ad mig med Fingeren, »du undrede dig vist over mig sidst ... Men nu ser du: Kvinden i Barnet kunde du glemme, men Barnet i Kvinden huskede du ...«
»Er det saa sært?« spurgte jeg; »det Barn, som enhver Kvinde inderst inde vedbliver at være, er det ikke den egentlige Spire til al Fortsættelse? ...«
Saa kyssede hun mig.
Tom Smidth