To Frivillige sad og snakkede sammen i en lille mørk Café et Stykke fra Kasernen.

»Er der egentlig noget ved de Piger, du faar?« sagde den ene, en lille mørk Mand, hvis Uniform sad helt umuligt paa ham.

»Nej,« sagde den anden, en lys Type, rødlig, med en Hud som Pergament, »de er ikke engang glade for at beholde Livet paa den Vis. Hende, Leona, sprang jo ud gennem Vinduet ...«

»Savner du hende?«

»Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg havde mere end nok af hende.«

»Men de siger, at hun vedbliver med at følge dig.«

»Hvem siger det?«

»Ham den lange Ignazio fra Bari.«

»Naa ja, han er jo tosset.«

»Hun gaar efter dig med et frygteligt Udtryk i Ansigtet, siger han.«

»Det kan hun spare sig, der er ingenting at rende efter. Men det er ogsaa Løgn. De Døde er døde.«

»Hvor ved du det fra?«

»Jeg ved det, fordi de Levende ikke engang kan faa Lov at leve. Var jeg ellers her? Eller du? Og mon saa de Døde skulde faa Lov at fylde op?«

»Men deres Sjæle?«

»Har du nogen? Jeg har ingen. Og det er ogsaa Løgn med de Sjæle. Forleden Dag, da vi havde erobret Kasernen, laa Gaarden fuld af Døde. Jeg var med til at sanke dem op. Det regnede. Hvor der havde ligget en Død, saá man et tørt Sted af samme Form som Liget. Men saa blev det Solskin, Gaarden dampede, og alle Mærkerne af de Døde forsvandt. Saa længe holder en Sjæl sig maaske ogsaa. Men ikke længere.«

»Og Leona?«

»Det er enten hende selv eller en anden, der ligner hende.«

»Tro, som du vil. Det gør ingen Forskel.«

»Jo, det gør netop hele Forskellen. Er hun levende, maa hun dø eller jeg. Og det vil blive hende. Første Gang tog hun sig af Dage, denne Gang vil jeg besørge det. Det er ogsaa det sikreste.«

De rejste sig, betalte og gik.

Inde fra det smudsige og stinkende Mørke gled Leona frem og stirrede uset efter dem. Hun havde hørt hvert Ord. Hendes højre Arm var i Slynge. Hun havde brækket den i Faldet, som var blevet standset af nogle nedskudte, hængende Telefonledninger.

Hun var fulgt efter ham med et frygteligt Udtryk i sit Ansigt, for hun havde kun én Tanke: at tage hans Liv. Men hun fulgte ikke efter ham nu. Hun forstod, at hun var blevet set, at nogle af Soldaterne kendte hende. Og Silvio, den forbandede, vilde dræbe hende, naar han saa Lejlighed dertil. Hans Ord vedblev at lyde i hendes Hjerne: »Det er hende selv eller en, der ligner hende ...«

Leona havde en Søster, et ungt Rovdyr, som for et halvt Aar siden var sluppet ud af et Kloster, hvis Nonner Anarkisterne havde brændt eller skudt. Teresa var straks søgt til Byen. Hun havde ikke ligget Søsteren til Byrde, men ernæret sig som hun bedst kunde. Nu, da Staden var indtaget af Fascisterne, havde hun straks været saa heldig at kapre sig en Officer, hvem det var lykkedes at faa hende anbragt paa Telefoncentralen. De to Søstre lignede hinanden meget, om ikke helt. Teresas Øjne var brunsorte, Leonas grønne. Udtrykket i deres Ansigter var saa forskelligt som Fanatisme fra Letsind. Leona gik fattigt klædt, Søsteren havde hele Tiden været elegant. Desuden var der jo dette med Armen ....

Leona gik tilbage, ind igennem Beværtningen, nikkede til Værten og forsvandt ad Bagvejen. Ad Sidegader, over Brokker af sammenskudte Huse begav hun sig til det Hotel, hvor Teresa havde faaet anvist Værelse.

»Er Senorita Teresa de Cunedo hjemme?« spurgte hun Portieren.

Denne meddelte tørt, at det var Frøkenen ikke, og Tidspunktet for hendes Komme var alt for uvist til, at man kunde udtale sig derom med Sikkerhed.

»Jeg vil vente,« sagde Leona. »Min Søster bliver vred, hvis hun ikke faar mig i Tale. Vil De have den Venlighed at lade mig gaa op paa hendes Værelse?«

Jasaa, Frøkenens Søster. Naa, det kunde man jo næsten se. »Ja, hvorfor ikke?« Leona gik ad Trapperne op paa anden Sal. Elevatoren virkede ikke. Værelset var heller ikke aflaaset. Her var ikke synderligt at stjæle, og hvis nogen vilde stjæle, kunde det næppe forhindres, men blev Tyven fundet, kostede det ham Livet. Ikke meget fristende.

Leona satte sig paa Sengen. Her var ingen Varme, og det trak. I Værelset ved Siden af var et Granathul kun blevet nødtørftigt dækket med raa Bræder. Ruderne i Vinduet var nyindsatte. I Karmen laa der en Bønnebog, over Sengens Fodstykke hang en Paternosterkrans, og paa Natbordet laa en Halskæde med et Kors. Et grumt Smil krusede Leonas Læber. Rekvisitterne var i Orden, saa hun. Hun rejste sig og søgte forsigtigt og kejtet at løse Korset fra Kæden. »Og du springer ikke i Stumper, naar jeg tager dig i min Haand?« mumlede hun. Hendes lille Næve knyttede sig krampagtigt om Korset. Hun satte sig igen, og hendes Læber gled fra hinanden og blottede hendes sammenbidte Tænder. Hendes Øjne fik et stift stirrende Udtryk. Paa Jesabel tænkte hun, Jesabel, der pynter sig for Jehu, Sejrherren. Og havde hun ikke taget Jesabels Straf paa sig? Men hun var ikke død. Saa var det hendes Straf at leve og hævne sig. Saa maatte hun raabe som Jehu: Hvo er med mig? Hvo er med mig? ...

Det lille Elfenbenskrucifix blev klamt i hendes Haand. Hun slap det, og da Søsteren i det samme kom fygende ind, og hun i et Sæt rejste sig, kom hun til at træde paa det, og det knækkedes.

»Leona, du her?«

»Jeg maa tale med dig.«

»Jeg har ikke Tid. Min Kaptajn venter paa mig.«

»Saa gaa, og se, om du finder ham levende.«

»Sludder, Leona, lad nu være ... «

»Er han maaske mere usaarlig end vore Forældre, end du og jeg, end de Tusinder, som ...«

Teresa stampede i Gulvet. »Ja, han er, han er. Han giver mig Mad, han giver mig Kjoler. Han kan ikke dø!«

»Det er godt for ham ... Lod han ikke fem Soldater piske i Gaar, før end han gav dig Mad, som du siger?«

»Det ved jeg ikke. Men hvad saa?«

»En god Del af Soldaterne er Sarder; de taaler ikke den Slags. Over hundrede af din Kaptajns Mænd har givet hinanden Ord paa, at han skal dø. Men kun fra en af dem truer der ham en øjeblikkelig Fare: den Soldat, som er blevet valgt ved Lodtrækning til at udføre Gerningen ... «

»Hvem er det? Kender du ham?« Teresa rystedes af en heftig Skælven.

»Jeg vilde ikke være kommet til dig med halv Besked. Din Elskers Liv er i den yderste Fare, og den Mand, som er udset til at hævne sine Kammerater, er er brutalt Umenneske, Livorneseren Silvio ...« Nu var det Leona der skjalv. »De er næsten allesammen Folk, der har kæmpet i Abyssinien. Tror du, de regner med et Liv mere eller mindre?«

»Saa maa jeg advare Kaptajnen - straks, straks! - Nej, ophold mig ikke med flere Forklaringer! Det er nok, at han kan blive ramt hvert Øjeblik, og jeg ...«

Leona brast i Latter. »Saa skynd dig! Det var ret! Bring ham en sidste Hilsen fra mig!«

Teresa standsede ved Døren. »For Guds Skyld, hvad mener du?! Hvorfor ler du? Du gør mig vanvittig ...«

»Ikke sandt, du hørte jo, at jeg sagde: over hundrede Mand? Og vi kender én af dem. Angiv blot ham, røb hele Sammenhængen. Saa tænker du vel, at de øvrige vil vente med deres lille Forehavende imens og roligt lade sig finde, forhøre og uskadeliggøre. Aa, din søde lille Nar ... Haha! Et aabent Oprør vil du fremkalde. Og hvem bliver dets første Offer? Din Kaptajn! Hahaha!«

Teresa udstødte en kvalt Stønnen, fo'r løs paa den leende og ruskede hende, saa at hun skreg af Smerte. Straks slap hun hende: »Aa, din Arm, din stakkels Arm ... Hvor har du dog slaaet den? Jeg saa det ikke. Jeg ... Jeg ... Aa, jeg er saa fortvivlet!«

Leona vaklede. Hun var blevet graableg i Ansigtet. Rasende bed hun Munden sammen. Hun vilde ikke give efter, vilde ikke. Men det sortnede for hendes Øjne, og Afmagt slappede Senerne i hendes Knæ. Hun var paa Nippet til at bryde sammen. Teresa lagde Armen om hendes Ryg, støttede hende og ledte hende hen til Sengen. »Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg arme gøre?« græd hun aldeles raadløs.

I et Glimt af vild Triumf saa Leona Søsterens Svaghed og besejrede sin egen. Armen gjorde vanvittigt ondt. Var den mon brækket paa ny? Siddende paa Sengen bøjede hun Hovedet ned mod sine Knæ og ventede paa, at Blodet skulde løbe til Hjernen. Uhørligt, med skælvende Læber mumlede hun: »Saaledes vil jeg have hende, saaledes vil jeg have hende ... Tid, blot Tid for mine Løgne ...« Og til Søsteren hviskede hun: »Jeg er blevet saa svag af Sult. Det gaar over. Det betyder intet ... «

»Sulter du?!« raabte Teresa.

»Mit Liv er til Ende. Hvad skal jeg med Mad? Jeg har ikke faaet noget at spise i den sidste Uge ...«

*

Hvor befandt Kaptajnen sig?

Han sad i det skumle Baglokale i den lille Kafé ikke langt fra Kasernen, sad og lyttede opmærksomt til, hvad Værten, gamle Ambrosio, fortalte ham. En oprørende Historie. Men han var en paalidelig Spion, denne tidligere Majordomo hos en af Andalusiens ældste Familier. Den gamle svor paa, at Sagen forholdt sig, som han berettede. »Ved Himlen! Silvio, Livorneseren, og ingen anden! Hr. Kaptajnen har jo selv set ham her i Selskab med andre gudløse Fyre. Endnu i Eftermiddags pralede han af, at hun var saa forelsket i ham, at hun fulgte ham paa Gaden som hans Skygge. Og det siger han, den frække Hund, om Teresa - ja, Hr. Kaptajnen undskylder, at jeg kalder Senorita de Cunedo ved Fornavn, men hun kalder mig sin tio; hun og min Dreng, som faldt, var Mælkesøskende -. Jeg ved jo da, at Teresa er saa fornuftig, at hun forstaar baade, hvilken Ære Hr. Kaptajnen viser hende, og hvor beskyttet en Stilling hun indtager. Nej, det er ham, Silvio, der ikke kan tøjle sine urene Lyster ...«

»Kan du bevise alt dette?« mumlede Kaptajnen med dirrende Stemme.

»Hr. Kaptajnen maa undskylde, jeg er blevet for gammel en Hund til at gaa paa Sporet efter unge Menneskers Elskov. Men mine Hvalpe er hurtige, har fine Næser, gode Øjne. Soldaten Silvio har ikke været ubevogtet, siden han forlod Kasernen. Mon ikke det var det sikreste, at Hr. Kaptajnen selv overbeviste sig om mine Angivelsers Rigtighed ...?«

»Du har Ret ... «

»Saa snart Silvio gaar ud i Aften, skal en af mine Hvalpe vente paa Hr. Kaptajnen ved Kaserneporten og give Besked om, hvor Soldaten begiver sig hen.«

»Godt, men husk, at du er advaret. Vær forsigtig! Dette er en Sag, der gælder Liv eller Død!«

»Liv eller Død - jeg har forstaaet!«

»For hver falsk Oplysning skal du komme til at bøde. Og jeg kender kun én Straf!«

Den lange Ignazio var en Adelsmand. Han var Søn af Macchesa de F., som spillede en Rolle i d'Armunzios Ungdom. Hans Ansigt var som en opgravet Dødnings, det ene Øje omtrent lukket, det andet stort og bedrøvet; hans Pande var en gulnet Bog med halvt udvisket Skrift, hans Øren smaa og fine, men underligt spidse og haarede. Lang var han og bøjet, altid træt og desuagtet utroligt udholdende. Han plejede at gaa rundt og mumle hen for sig. »Hvorfor kan man ikke dø?«

Paa Paradepladsen stod tre Gullaschkanoner og røg. Kasernens Køkkenfløj var blandt de Dele af Komplekset, der laa i Ruiner. Folkene balancerede frem mellem Bombekratere og tog Opstilling med deres Skaale og Spande til Paafyldning. Først Officerernes Oppassere, saa de Menige. Lange Ignazio søgte gentagne Gange at liste op paa Siden af Silvio. Men denne flyttede sig bort; han følte stort Ubehag ved den lange. Saaledes gaar det jo gerne dem, der er demonstrativt vantro med Hensyn til visse uopklarede sjælelige Fænomener. De frygter dem mere, end nogen andre gør det. Robust Sjælesundhed er noget skrækkelig saarbart noget.

I Rækken traf nu Ignazio den lille, mørke Mand med den alt for vide Uniformsfrakke. »Du,« sagde han til ham, »Silvio derhenne render for mig. Det undrer mig jo selvfølgelig ikke, nej. Men - jeg har en Billet til ham. Vil du ikke give ham den?«

»Maaske var det bedst for ham, om han slet ikke fik den?« sagde den lille Soldat.

»Nok muligt,« mente Ignazio. Han lod sin Tommelfinger glide hen over det sammenfoldede, parfumerede Brevark, han holdt i Haanden. »Det forekommer mig virkelig, som om det kunde være en Invitation, jeg selv med langt større Glæde vilde modtage. Ak ja, alle andre, kun ikke jeg, kun ikke jeg ...«

»Saa smid den forbistrede Stump Papir, og lad det være godt,« sagde den lille, firskaarne utaalmodigt.

»Nej, min Ven, nej, Breve skal man aflevere. Vil du ikke, saa maa jeg selv ...«

»Silvio er ikke bange,» sagde den lille Mand pludselig hidsigt.

»Nej, nej, det tror jeg heller ikke,« sagde Ignazio og smilede, saa at man kunde se hans sorte og ødelagte Tænder. »Værsgo, her er saa Indbydelsen. Giv ham den med det samme. Den er maaske til i Aften ...«

*

Teresa skrev efter sin Søsters Diktat:

»Silvio!
Min Søster, som skriver dette for mig, er flere Gange fulgt efter dig paa Gaden, men du har ikke bemærket hende eller været i Selskab med andre. Jeg maa se dig og tale med dig. Kom derfor i Aften ved samme Tid paa det sædvanlige Sted. Teresa vil vente dig dèr og bringe dig til din Leona.«

»Han har været din Elsker!« udbrød Teresa i skingrende Triumf.

Et svagt, tvetydigt Smil krusede Leonas Mund. »Han kunde være blevet det ...« sagde hun. Al Farve var veget fra hendes Læber.

*

Kaptajnen gik ud ad Kaserneporten. Og fra en glidende Skygge lød det som et Aandepust: »Til højre, oh, til højre ...«

Kaptajnen drejede ned til højre.

Maaneskin. Ingen Gadebelysning. Elektricitet, Vandforsyning, Gasrør, alt ødelagt ved Luftbombardement og Beskydning med svært Artilleri, Værkerne forladt af de flygtende Arbejdere. Hele Jordskred af Brokker syntes at være tumlet ned ad maanehvide Husfacader. Sort Vanvid gloede ud af Granathuller. Ad et Hovedstrøg, som delvis var ryddet, gled lydløse Biler. Fra en Sidegade mavede en Tank sig frem med tændt Lyskaster. Nu og da fjern Kanontorden.

Kaptajnen standsede ved en Oversvømmelse. Fodhøjt pilede Vandet i glitrende Strømkrusninger hen over Asfalten.

»Til venstre,« hviskede en Skygge, »til venstre.«

Kaptajnen vadede til venstre.

Gang paa Gang blev han anraabt af Vagtposter og maatte give Løsen. Men ikke én Gang blev den glidende Skygge set. Den var borte, den kom igen. »Til højre her, til højre ...«

Mere og mere fjernede Kaptajnen sig fra Byens Centrum. Hans Vrede voksede. Hvad havde Terese at gøre i disse Kvarterer?

Havnen.

»Til højre ...«

Længere og længere ud blev Kaptajnen ført.

Kommer man langs Kysten, er man i Malaga, før man tror det. Længe før end man gaar mellem Huse, har man bevæget sig imellem Lerhytter, Jordhuler. Her boede Leona nu. Her boede Halvdelen af de overlevende elendige.

»Ser Hr. Kaptajnen de to derhenne?«

Skyggen tav og forsvandt ...

*

»Saa havde jeg Ret,« udbrød Silvio og greb Teresa i Armen, »det var en levende, som fulgte efter mig! Det var dig!«

»Ja, det var mig ...«

»Og Leona ... ?«

»Spørger du? Ved du ikke, at hun ...?«

»Hun er altsaa død!«

Teresa ved sin Løgn. »Du siger det selv ...« bekræftede hun tøvende.

En brutal Latter var Svaret. »Hvis hun ikke var død, vilde hun ikke have haft længe tilbage at leve.«

»Du vilde have dræbt hende? For min Skyld?«

»Du har narret mig,« raabte Silvio. »Tror du ikke, jeg ved, at du render efter mig? Du har lokket mig herud i din døde Søsters Navn, blot for selv at faa mig ...« Han greb hende og væltede hende om paa Jorden. Urtidssnavset klæbede sig om hendes Ryg og Skuldre.

»Holdt! Slip hende, eller jeg skyder!« Kaptajnen sprang frem.

Silvio rejste sig i et Sæt som et vildt Dyr og fo'r mod ham med et Brøl.

Et Ildglimt, et Knald. Silvio ravede to Skridt frem og faldt paa sit Ansigt. Endnu et Skud imod den liggende. Teresa skreg, skreg, skreg ...

Kaptajnen bøjede sig over Silvio, følte paa Hjerte og Puls. »Han er død,« mumlede han tilfreds. Derpaa vendte han sig om og begyndte at gaa den samme Vej tilbage, ad hvilken han var kommen, uden at ytre et Ord til Teresa.

Pigebarnet tav og stirrede. Saa satte hun i vildt Løb efter ham, indhentede ham, klyngede sig til ham. Men han frigjorde sig og slyngede hende til Side, saa at hun endnu en Gang faldt om.

Med fortvivlet Ængstelse saa gamle Ambrosio pludselig Leona løbe frem til Liget. Snigende fulgte han efter hende saa langt, at hun maatte kunne opfange hans Hvisken. »Barn, Barn,« hæsede han pustende, »kom dog tilbage, kom i Skjul! Hvor længe varer det, inden en Patrouille bliver sendt ud for at hente ham? Og Vagtposterne ved Magasinerne maa have hørt Skudene. Hør dog et fornuftigt Ord ...«

»Gaa! Gaa blot! Lad mig ene. Her er alt, hvad jeg behøver ...«

Hun tog Silvios Revolver og undersøgte den. Ude i Mørket nærmede der sig en Afdeling i spredt Løb. En skarp Lysstraale sprang frem, flakkede, søgte.

»For Guds Skyld - hav Barmhjertighed med dig selv og med mig, din gamle Onkel. Jeg kan redde dig, Leona. Jeg kan skaffe dig om Bord paa den engelske Krydser i Morgen Nat og holde dig gemt for alle indtil da.«

»Farvel, tio - du har været en god Ven, en trofast Hjælper ... Men her i min venstre Haand har jeg en, som er endnu bedre.«

Nu ramte Lysstraalen Leona. Gamle Ambrosio fo'r tilbage og forsvandt i Havnens Labyrint.

Ogsaa Liget af Silvio laa nu badet i et mælket Lys.

»Hvem der? Svar - eller vi skyder?« skraalede en hæs Kommandorøst.

»Frihed og Hævn!« raabte Leona til Svar, bed Tænderne sammen om Revolverløbet og trak af ...

Tom Smidth