"Nej, jeg kan ikke udholde det længer!" raabte Fuldmægtig Westphal og styrtede bort fra sit Logi hos Fru Sodemann. Midt paa den lyse Formiddag gjorde han en fortvivlet afværgende Bevægelse med Armene, som om han blev forfulgt af noget meget værre end den lille parodiske Skygge, der krummede sig over Flisen bag ved ham, og flygtede derpaa ilsomt hen ad Fortovet. Thi vel boede Fru Sodemann paa Fredsgatan, men Freden boede ikke hos Fru Sodeman – i hvert Fald ikke i Westphals Værelser. Sagen var den, at den lystige Fuldmægtig hos sin Principal, den kendte Sagfører Carelius – Gubben Carelius – kun fik en saare mager Løn. Hver Maaned havde han, naar Kost og Logi var betalt, kun cirka 20 Fmk. tilbage, og de forsvandt naturligvis som Dug for Solen. Inden man var naaet til den 15/de, maatte han allerede i Kontorkassen forsyne sig med en Seddel eller to og nogle Markstykker nu og da. For hvor var det muligt at undvære Lommepenge, naar man to Aftener om Ugen skulde til Spilleparti og var til Fest eller Bal mindst én Gang hver fjortende Dag? En Smule Mønt til Cigaretter og et enkelt Hjemmegilde for et Par Herrer nu og da skulde man da ogsaa have... Naa, disse smaa Laan blev naturligvis punktlig tilbagebetalt den første. I hvert Fald i Begyndelsen. Ak, kun i Begyndelsen. Thi Fuldmægtigens Løn voksede ikke om Kap med den Tillid, som gamle Carelius efterhaanden fik til hans Forretningskyndighed. Efter de første to Aars Forløb svækkedes Punktligheden paa dette ene Omraade betydeligt hos Westphal. Men en øm Samvittighed vedblev han at have. Og da det inden længe var blevet saaledes, at der, hver Gang Terminen nærmede sig, skulde skaffes en rund Sum – lad os sige et Par Hundrede Mark – for at Kassen skulde stemme, blev hans Tilstand ganske miserabel. Oprindelig havde jo Westphal selv møbleret de to Værelser, han havde til Leje, og virkelig besiddet mange smukke og kostbare Ting, der stammede fra hans afdøde Forældres Hjem, men Aar efter Aar havde han maattet sælge ud af dem for at skaffe Dækning for dette forbistrede maanedlige Underskud – og nu, nu kunde han have siddet paa Gulvet, det tomme, bare Gulv, hvis ikke Fru Sodemann af lutter Kristenkærlighed havde flyttet sine Møbler ned fra Loftet og stillet dem ind til sin Logerende, efterhaanden som hans egne forsvandt. Men ikke nok dermed: Han havde maattet laane hos Slægt og Venner. Saa længe dette gik forholdsvis let, lod Westphal fem være lige, skønt det af og til sved i hans hæderlige Sjæl. Men efterhaanden som det blev mere og mere vanskeligt at klemme Penge ud af den onde Verden, voksede hans gode Forsætter i Styrke. Nu skulde Tæring sættes efter Næring, Spiritus og Kortspil aldeles forsages. Men – hvor sørgeligt at bekende! – jo mere indtrængende Samvittighedens Røst lod sig høre, des stærkere syntes tillige Fristelsens Magt. Det var en svar Strid. Og den udkæmpedes i en veg og lyrisk Sjæl. Hvad Under da, at den, naar en Krise nærmede sig, kunde føre til hæse Raab og fortvivlede Gebærder?

"Jeg kan ikke udholde det længer!" skreg Westphal og løb hen ad Fortovet, som om han flygtede for noget...

Skønt Fredsgatan virkelig laa meget rolig og ubefærdet hen, var der dog nogen, der saa Fuldmægtigens Desperation. Han blev iagttaget af de tre Musketerer i Slængkapper: Farbror Meyer, Farbror Mylius og Farbror Sørensen, samt deres d'Artagnan det Aar, nemlig unge Henrici. Farbror Mylius havde netop den Dag faaet sin Baad sat i Vandet, digtet, tjæret og malet, og saa frem til en herlig Sejlsæson. Han var derfor i straalende Humør, og Westphals overdrevne Gestus skurrede slemt herimod.

"Det unge Menneske lader til at være blevet komplet forrykt," bemærkede han.

"Tja," indrømmede tykke Sørensen, den forhenværende Garder og senere Pioner og Guldgraver, "det er saadan en Slags Foraarskuller, han faar."

"Hvis Baad vil han mon tage i Aar?" grinede Henrici. Dette hentydede til en tidligere Historie. En Nat ved samme Tid sidste Aar var Westphal nemlig sejlet i en fremmed Mands Baad ud til en ubeboet Holm for at drukne sig, men var næste Morgen blevet fundet ridende nøgen paa et Sømærke langt ude i Skærgaarden og bjærget af en Fisker. Det havde øget hans Popularitet hos det svage Køn ganske umaadeligt.

"Jeg faar en Idé!" udbrød Farbror Meyer.

"Tak! Skæbne!" stønnede Sørensen.

"Saa I Fru Sodemann stirre efter ham fra Vinduet?" indskød Farbror Mylius som Bevis for sin fine Kombinationsevne.

"Netop!" sagde Farbror Meyer. "Det gav mig Ideen." Og han rømmede sig lidt genert. "Nu har vi fire jo set Westphal. Skulde vi ikke hver for sig i al Stilhed fortælle det til en af Byens Damer?"

Mylius lo. "Det er svært, saa du har faaet Tro til Kvinder, siden du er blevet gift, Meyer!"

"Ja, aa ja... Det kommer nu an paa, hvilke Kvinder du mener? Og for Resten ogsaa paa, om det drejer sig om en Mand, som Kvinder kan lide..."

"Jamen, jeg synes, det lyder godt. Er vi saa enige om det?!" sagde Henrici.

At Westphal var en Damernes Ven, lod sig ikke nægte. Hans selskabelige Talenter, navnlig hans Valdhornspil, havde gjort ham almindelig yndet i de bedre Huse. Og ingen, absolut ingen, i Staden kunde føre saa elegant og fint smigrende en Konversation som han – man vilde sværge paa, at den kære Sjæl mente hvert Ord, han sagde. Det var uimodstaaeligt. Og paa sit Valdhorn smægtede han saa henførende, at hans Ry som Amatørmusiker ad Kvindevejen var naaet helt til Björneborg og Åbo, hvorfra Damer blev indbudt til Sommerfester og Vinterballer med udtrykkeligt Løfte om at faa ham at høre.

"Naa, hvem vil du saa sladre til?" spurgte Mylius smilende sin Sidemand, Sørensen.

"Tja, hva' – naar man bor i Myréns Hus, behøver man vel ikke at søge saa langt omkring. Jeg tænker, det vil være nok, at jeg lader et Par Ord falde om Sagen, hvis jeg møder en af Frøkenerne i Gaarden. De hører jo hjemme i Inderkredsen... Men hvilket Offer har du selv udvalgt?"

"Jeg? Aa, maaske Fru Gabriel."

"Javist," bifaldt Henrici. "Og nu Farbror Meyer?"

"Fru Hartmann og Frk. Palmstjerna..."

"Nej, hov! Kun én hver!"

"Og du?"

"Jeg vil se Fru Hofraadindens Taarer flyde!"

"Men Frk. Twarschansky da? Skal hun ikke være med? Det tilgiver hun os aldrig, den gode Sjæl..." indvendte Farbror Meyer.

"Det er sandt!" De standsede alle fire og saa paa hinanden. Frk. Constance Twarschansky – hun maatte ikke glemmes! "Godt!" sagde Mylius beslutsomt, "saa tager jeg hende i Stedet for Fru Gabriel. Det er maaske bedst, at Initiativet udgaar fra den ældste og fornemste af de to...»

"Og den mest elskværdige," tilføjede Henrici.

"Til højre sving!" kommanderede Sørensen. Og i Gaasegang gik de ind ad Laagen til Telegrafstationens Gaard.

Tre Timer senere begyndte Budskabet saa at spredes blandt Stadens Damer: "Nu er stakkels Westphal igen helt ulykkelig..."

Set udefra er et Tilfælde som Westphals unægtelig temmelig nemt at generalisere. Her er det letlevende, lystige unge Menneske, som ikke tager det alt for tungt, at han stadig er henvist til andres Hjælp for at kunne leve. Af og til synes han ganske vist at henfalde til en lidenskabelig, men ikke synderligt langvarig Anger og Ruelse, men det betyder næppe saa meget. – Saa simpelt og ligefremt er Livet nu sjælden. Heller ikke her. At Fuldmægtigen følte sig forpint og ikke syntes, han kunde udholde Tilværelsen mere, var sikkert nok. Og det er værd at mærke sig, at det, der havde rystet ham mest, netop – ganske modsat den Mening, Folk i Almindelighed havde om ham, – var det, at han ikke kunde klare sig selv. Historien om hans Selvmordsforsøg sidste Aar var saaledes kendt nok – men Aarsagerne, der laa bagved? Dem havde ingen erfaret noget om. Og de var dog simple nok, men i den Grad egnede til at undergrave hans Selvfølelse, at han havde maattet skamme sig som en Hund. Fru Sodemann, hans Værtinde, havde, da hun saa hans Depression, uden at spørge ham selv stillet det Beløb, han skulde bruge, til hans Raadighed gennem sin Sagfører i Åbo, og han havde været nødt til at tage imod Pengene. Men det var efter at have læst det Brev fra Åbo, han havde villet tage sig af Dage. Og da han var blevet reddet, havde han nu i et Aar spinket og sparet, indtil Summen endelig var tilbagebetalt med Renter. Men Fru Sodemann, som maaske havde ventet sig Renter af en anden Art, var ikke saa tilbageholdende og diskret, at hun jo ikke i nogen Grad lod Fuldmægtigen mærke sin Skuffelse. – Og i Aar? For faa Dage siden havde Westphal erfaret, at Gubben Carelius vilde afstaa sin Sagførerforretning for at nyde et velfortjent Otium paa sine gamle Dage. Og her gik han, Westphal, pengeløs og trængende, og maatte se sin længe nærede Drøm om at overtage det gamle Firma falde i Grus. Paa den ene Side Fru Sodemanns Kælenskab og Fortrydelse, paa den anden Udsigt til en tom og haabløs Fremtid? Nej, nu eller aldrig maatte han hjælpe sig selv over Svælget eller med lukkede øjne styrte sig ud i Mørket.

Allerede Klokken otte samme Aften havde Frk. Twarschansky samlet en Del af Byens indflydelsesrige Damer om sig. De var elleve, men i Tante Constances mægtige "Sal" fyldte de ikke ret meget, kun en Krog. Som de sad der rundt om Tebordet, udgjorde de imidlertid et livligt Hjørne, tør man nok sige. Den eneste, man savnede, var i Virkeligheden Frk. Eugenie Hartmann, Konsulens Datter, men hun var – det sagde i hvert Fald hendes Veninde, Fru Karolyn Rivell – sammen med to Tjenestepiger og Husets Tjener taget ud paa Villaen i Skærgaarden for at gøre Sommerlejligheden beboelig, inden hendes Fader og Brødre flyttede ud, engang i næste Uge.

"Westphal er nu blevet sær," fastslog Fru Mizzi Gabriel. – "Er der nogen, der har danset med ham i Vinter?" spurgte lille Fru Palmstjerna. – Hofraadinde Stolpe løftede sine yndige Bryn: "Lille Anna dog, han har jo ikke været til et eneste Bal...." – "Jo, han var skam til Stede ved Lindholms Afslutningsbal; han spillede endda." – "Og talte bagefter temmelig længe med dig inde i Fruens Boudoir, lagde jeg Mærke til..." – "Og med Eugenie Hartmann," tilføjede den muntre, æblekindede Fru Savon. – "Men paa Valhalla har han ikke været, hverken til Koncert eller Komedie!" – "Nej," indrømmede Lenah Akerblom, "og min Mand siger, at han heller aldrig ses i Herreselskaberne mere. Han har helt forsaget Selskabelighed. Min Mand tror, at han skriver paa en Doktorafhandling eller saadan noget... Haha, Mænd er saa naive!" – "Jamen, ved I hvad, der gaar et andet Rygte om ham, som er meget værre. Han og Fru Sodemann skal nok være gode Venner..." – "Snak, mit Barn! Han kan ikke udstaa hende. Jeg ved det bestemt, for jeg har hørt, at..."

"Mine Damer. mine Damer!" Tante Constance hævede besværgende Haanden. "Vi skulde jo se at komme til et Resultat. Pengene er vi vel paa Forhaand enige om. Jeg fremlægger her en Liste, hvorpaa enhver af Dem kan tegne sig. Den vil blive brændt, saa snart Summen er samlet ind, og hvem der har givet, saa vel som hvor meget hver enkelt har ydet, vil saaledes forblive en Hemmelighed. Det drejer sig jo om en fælles Hædersgave til en Ven og Standsfælle, en Svensk som vi selv."

"Hør!" raabte alle Damerne. (Tre af dem var Tyskere, to Jøder og Tante Constance selv Polak.)

"Spørgsmaalet er altsaa: Hvorledes skal vi udadtil begrunde en saadan Gave? For vore Hjerters Tilskyndelse kan vi jo som Kvinder ikke blotte..."

Dette gouterede Damerne i højeste Grad. De smaalo og smilede. Der blev et stærkt Røre omkring Bordet med indbyrdes Hvisken – ja, et Par Steder Puffen.

Hofraadinden spidsede Munden og saa menende ud. "Hvad siger lille Tante Constance til en Fest? En Optakt til Sommeren ude paa Holmene?"

"Aa," udbrød Fru Gabriel og himlede med Øjnene. "En Koncert... Valdhorn... ved Solnedgang en rød og stille Aften – paa Baggrund af de sorte Graner, saa at Tonerne bæres ud over det glatte, spejlende Vand..."

"Ah bah," svarede Frk. Twarschansky og virrede utaalmodigt med Hovedet, "det blæser i Juni, min Ven!... Men Fest? – Lad gaa! – Se, jeg har tænkt lidt over Sagen, inden De kom, mine Damer, og jeg vil sige Dem noget: Jeg vil for en Gangs Skyld give en Fest, hvis Konsul Hartmann vil laane mig sin Villa dertil! Husk paa, hurtig Hjælp er dobbelt Hjælp. Vi skriver i Dag den femte. Westphal maa have Pengene inden Terminen. Naa, Hartmanns flytter jo ud paa Mandag, ikke sandt? Hvad tror du, Lisa, vil Eugenie hjælpe mig, for saa giver Faderen jo sagtens sin Tilladelse?"

"Det tror jeg bestemt hun vil, Tante," svarede Lisa Myrán ivrigt.

"Naa, du eller Karolyn kan tale med hende om det i Morgen, Fredag. Og saa lade mig faa Besked. – Har jeg Deres Billigelse, mine Damer?"

Det havde hun – med Akklamation.

"Nu skal jeg forklare mig... Jeg er jo en gammel Jomfru... Aa, jovist! – Og jeg havde tænkt mig, at jeg, naar jeg gik bort, vilde efterlade et Par Legater her i Byen til værdige trængende blandt den svenske Befolkning. Juridisk er Sagen forlængst i Orden. Da jeg nu sad og spekulerede over, hvilken Maade der vilde være mest hensynsfuld over for Westphal, faldt det mig ind, at Pengene jo kunde gaa for at være den første Portion af et af mine Legater. Det vil umuligt kunne krænke ham, naar det kommer som en Paaskønnelse af hans musikalske Evner og en Tak for den Glæde, han, gennem dem, har voldt mig gamle Dame og Dem alle med mig. Hvis De synes som jeg, skal jeg sørge for, at der tildeles de tilstedeværende et Beløb, som svarer til den Portion, der nu uddeles før min Død..."

Dette sidste vilde Damerne naturligvis ikke høre Tale om. Der blev et Brus af Protester. Nej, nej, hvad de gav, det gav de! Men at det tog Form af et Legat, havde de ikke noget imod. Og saa skiltes de under megen Hjertelighed.

Tirsdag skulde Festen være. Det havde regnet hele Natten, og om Formiddagen blev det ved at skylle ned med trøstesløs Ihærdighed. Men hen ad Klokken to begyndte det at klare op, og Klokken tre var det herligt Solskin. Dagen var reddet. I højt Humør sejlede Gæsterne af sted fra Lystbaadehavnen ved Sorvakko-Broen, nogle i Konsulens Kutter, andre i Rivells og Gabriels Baade. Paa Villaen ventede der dem et raffineret Middagsbord; enkel Sommermad, men alt af udsøgt Kvalitet. Menuen lød paa: Oplagt Mælk, friskfanget, helstegt Gedde, Lam i Asparges og dyrkede Smultron (fra Glasbænk). Efter Kaffen musiceredes der paa den store Veranda, og paa Damernes Anmodning spillede Westphal flere Soloer oppe i Skoven og nede fra Stranden: Det kildede dem særligt at høre ham netop i Dag. Aftenen skulde sluttes med et lille improviseret Bal, men først skulde Overrækkelsen af Legatet finde Sted. Der var blevet ryddet inde i Havestuen, hvor man havde spist, Stolene var stillede i Rækker bag hverandre, og der var rejst et lille Podium. En Gongong lød, og Gæsterne, der spadserede i Haven eller røg Cigaretter nede paa Baadebroen, samledes atter. Da Fuldmægtig Westphal intetanende kom slentrende, blev han modtaget af to Damer, som med stor Højtidelighed anbragte ham midt paa forreste Række. Han viste sig meget genert over denne Hædersbevisning, men kunde kun skumle indvendig. Da han nu saa Frk. Twarschansky bestige Podiet, hilse ham med et smilende Nik og nippe til et Glas Vand for at klare Mælet, medens alle de smaa hvide Haar paa hendes Hage syntes at knistre af elektrisk Velvillie, tog Frygten for det ukendte voldsomt Overhaand hos ham, og han begyndte at transpirere. Men da mærkede han et fast, venligt Haandtryk og saá, at den, der havde sat sig ved hans Side, var Eugenie Hartmann. Og hun sendte ham et Blik, der tydeligt nok paa én Gang indeholdt Advarsel og Trøst. Han tog sig sammen med et Ryk.

Tante Constance lignede i sin lette, brusende lilla Silkekjole med de hvide Kniplinger en stor blomstrende Busk Syrener. Hun kastede et spøgende: "Hør nu paa mig!" ud over Forsamlingen, Damer, Handelsherrer, Telegrafister og Børn. Der blev straks Ro. Og saa talte hun – talte saa smukt og hjerteligt. "Vi er alle Venner, og til jer kan jeg fortælle om mig, selv", indledede hun, og saa berettede hun om sin urolige og eventyrlige Ungdom: Hvorledes hun som landflygtig havde flakket rundt i Europa, indtil hun omsider ved et Tilfælde var strandet her i den lille By fjernt mod Nord, hvor hun havde fundet Hvile og grundet et Hjem. Alt, hvad hun til Tak kunde yde, vilde kun blive en ringe Gengæld for denne Velsignelse, men det skulde i hvert Fald tjene til Belønning for det skønneste, hun næst efter Fred og trofast Venskab havde fundet her: Befolkningens medfødte Sans for Litteratur og Musik...

Trods disse rørende Festord var det dog, som om hendes Tale ikke helt gjorde den tilsigtede Virkning. For blandt de tilstedeværende var der en, der udviste en ganske mærkelig Opførsel. Det var Farbror Meyer. Han havde taget Plads ved Siden af Mylius paa en af de bagerste Stolerækker og var en yderst urolig Tilhører. Først var han ved at række Halsen af Led for at holde Øje med Westphal og Frk. Hartmann. Og pludselig nappede han Sin Sidemand haardt i Armen og hviskede lydeligt: "Saa, nu gaar det løs! Se nu paa ham! Haahaah, jeg vidste det nok!" Hvortil Farbror Mylius kun kunde smile faaret og genert. Lidt efter blinkede Meyer atter livsaligt, som om han nød en af sin Tilværelses store Glæder, og kvækkede: "Pas nu paa! Nu bliver hun ogsaa kokliko i Hovedet!" Og det lod virkelig til, at Westphals Uro havde forplantet sig til Frøkenen; hun syntes at sidde som paa Gløder. Det var, da Tante Constance kom ind paa Omtalen af sine Legater. Men da hun saa lod Bomben springe og ligefrem nævnede Fuldmægtigen – "hvis sjældne Talent som Valdhornist og Sangkomponist vi alle kender" – som den, hvem den første Portion af hendes Midler skulde tilfalde, da fo'r Westphal op fra sin Stol med en saadan Heftighed, at den væltede, og i Baggrunden af Stuen brast Farbror Meyer i en ganske anstødelig Skoggerlatter. "Hvad sagde jeg!" udbrød han og satte Albuen i Siden paa sin ulykkelige Kollega.

"Nej, nej!" raabte Westphal. "Det kan jeg ikke modtage... Det er en Fejltagelse... Jeg er ganske uværdig dertil, mener jeg naturligvis... Jeg..."

Samtidig styrtede Frk. Eugenie op til Tante Constance, slog Armene om hendes Hals, græd og lo. "Jeg tænkte det nok... Jeg havde hørt lidt derom... Aa, kære, søde lille Tante, hvor er du god, hvor er du god! Men – aa – vi er jo – vi behøver det ikke... Jeg og Frederick, vi..."

"Hva'faller?" spruttede Frk. Twarschansky konsterneret. Men saa brød der et fornøjet Smil frem paa hendes Ansigt. "Naa, saadan," sagde hun. "Pyh – slip mig, min kære Pige! – Naa, endelig! Ja, saa Gudskelov da!"

Og skønt nu Tante Constance i Lilla med Frk. Eugenie i Gult paa den ene og Westphal i Hvidt paa den anden Side dannede en overordentlig smuk Gruppe, slet ikke uden symbolsk Virkning, saa kan det ikke nægtes, at Selskabets Opmærksomhed ledtes andetsteds hen, for Mylius, der var blevet træt af Farbror Meyers Kunster, udbrød irriteret: "Hvad er det, der foregaar? Jeg forstaar ikke et Ord. Tal ud, for Pokker, og hold op med den Kniben og Puffen!"

Og Farbror Meyer lod sig ikke sligt byde, men raabte: "Hvad der foregaar? Men er du da blind, Menneske? De er forlovede! Forlovede!" Og skogrede rigtig ondskabsfuldt, som om Farbror Mylius nu kunde have det saa godt, naar han endelig selv vilde det...

Man rejste sig, man stirrede, der blev Forvirring og Larm, Stoleskraben og Udraab.

Konsul Hartmann indsaa, at han maatte redde Situationen. Han sprang op og klappede i Hænderne: "Champagne!" beordrede han. Dermed var alt bekræftet. Da Propperne havde knaldet, og Konsulen stod med den perlende Vin i sit hævede Glas, sagde han smilende: "Det hele har maaske virket som en Overraskelse for Dem, mine Damer og Herrer? Ja, jeg skal villigt indrømme, at jeg ogsaa selv i Gaar Aftes blev noget overrasket, da de to unge fremstillede sig for mig som et vordende Par. Men som de fleste stakkels Fædre modtog jeg et Ultimatum, og hvem i min Alder vil ikke gerne underskrive Betingelserne for at sikre Freden? Den største Glæde for en gammel Herre som jeg er dog at kunne beholde sine kære i sin Nærhed. Og denne Trøst er mig tilstaaet. Derfor faldt det mig ikke saa vanskeligt at give mit Bifald. Min Svigersøn er jo nemlig ikke alene en afholdt Musikamatør, men ogsaa et fint juridisk Hovede, og jeg kan meddele Dem, at han agter at nedsætte sig her i Staden som selvstændig Sagfører og efter gamle Carelius' ønske lade dennes Forretning overgaa til hans Søn. Det var nu egentlig ogsaa en Betingelse fra min Side, og den var vi heldigvis enige om. Jeg beder med denne Begrundelse Dem alle drikke paa det forlovede Pars Lykke... og paa min gennem dem!"

"Talt som en Mand!" sagde Farbror Meyer anerkendende. Og da nu Tante Constance i overstrømmende Rørelse kyssede baade Frk. Eugenie og Westphal, brød hele Selskabet ud i Jubel. For nogle af Damernes Vedkommende var den dog maaske nok lidt kunstlet. Men nu skulde Ballet begynde. De musikkyndige fik travlt med at stemme Instrumenterne. Og et Øjeblik efter dansede Westphal ud med Frk. Eugenie, og efter dem Konsulen med Tante Constance. Der blev sunget, leet, danset, til Sol gik op. Og belyst af dens første Straaler lagde Baadene fra Land.

Man var inde Klokken seks. Da Farbror Mylius kom i Land, viste det sig, at han ikke var helt sikker paa Benene. Meyer tog ham derfor under Armen, og saaledes vandrede de efter den hastige Afskedtagen vaklende, men maalbevidste op igennem Byens tomme, sollyse Gader.

"Nu vil du nok være saa venlig – hik – at forklare mig, hvorfor du var saa – hik – kæphøj derude?" sagde Mylius.

"Kæphøj?" Farbror Meyer standsede forarget. "Maa jeg spørge: Var det mig, eller var det ikke mig, der havde den Idé?"

"Hvilken Idé?"

"At vi skulde kalde Byens Damer til Hjælp!"

"Jo – og hvad saa?"

"Naa, der er mange, som allerede i et Par Aar har undret sig over, hvorfor det ikke blev til noget mellem Frk. Eugenie og Westphal. Deriblandt min Kone – læg Mærke til det! Men hvad de trods deres Viden ikke har kunnet udgrunde, er netop, at det, der stillede sig imellem de to, var det forbistrede Valdhorn og Damernes Tilbedelse. For Frk. Eugenie er en Pige, som vil have sin Mand for sig selv..."

"Jeg fatter – hik! – stadigvæk ikke, hvad det har med Sagen at gøre."

Farbror Meyer stønnede. "Jeg maatte antage," prædikede han i Skolemestertone, "at Westphal nu var i en saadan Klemme, at han var beredt til visse Ofre for at slippe ud af den igen – og Eugenies Betingelser havde jeg, som du hører, gættet mig til. Hvis hun nu blev gjort skinsyg, vilde hun vel selv vise sig ivrig for at sikre sig den Mand, hun holdt af. Og hvad kunde gøre hende mere jaloux end Visheden om, at Damerne vilde vise Westphal deres Anerkendelse for hans Musik?"

"Hvoraf sluttede du det?"

"Af at hun er gennemmusikalsk..."

"Nej, hør nu!..."

"Hun ved, at Westphal kun er – en Amatør!"

"Jamen, han spiller jo glimrende!"

"Gør han det!? – Nej, han er en glimrende Jurist. Og han spiller med juridisk Ufejlbarlighed, gør han, og ikke med Blod og Nerver..."

"Haa, slap det ud der? Du er selv skinsyg paa ham..."

"Snak!" sagde Farbror Meyer, og hans Stemme fik pludselig en lidenskabelig Klang, "men en Mand, som vedbliver at holde sin tekniske Færdighed ved Lige udelukkende for ikke at miste et Dusin Damers Beundring, ham maa du kalde, hvad du vil – blot ikke en Musiker." Og dermed løsgjorde han sig fra Mylius' Arm, hilste med et Sving af Stokken og skred ind i sin blomstrende Have. Den røde Laage i Plankeværket smækkede efter ham som et punktum finale.

Tom Smidth