Da man frygtede for at møde kristne Galejer, stak Saiken først til Søs ved Mørkets Frembrud.

Det havde blæst en stærk Østenvind hele Dagen, og Vejret havde ikke bedret sig. Saa snart det lille Skib var kommet uden for Frascias beskyttede Havn, krængede det voldsomt over og skar som en Pil gennem de oprørte Vande, der med fræsende Skvalp slog ind over den luv Lønning eller skummende løb hen ad Fordækket for derpaa at plaske ned i det udækkede Rum. Søfolkene var Levantinere. Om Bord befandt sig en Del saarede tyrkiske Officerer og Janitscharer med Orlov, desuden en spansk Eventyrer Don Graciadeo d'Aguirre, og hans oppasser, Malteseren Mateo. Adelsmanden havde søgt sit Held i tyrkisk Tjeneste og deltaget i Kandias Belejring, der nu havde varet i tre Aar; bag Stenvolden under en af Klippebastionerne var han blevet saaret i højre Arm, medens han med stor Tapperhed i Spidsen for sine Folk tilbageviste et fortvivlet Udfald. Sit Liv skyldte Don Graciadeo sin Tjener, der i Forvirringen havde set sit Snit til bagfra at nedstikke den kretensiske Anfører, som haardest gik den saarede Spanier ind paa Livet. Og sjældent havde Mateo faaet saa mange Prygl som for denne Venskabstjeneste. Don Graciadeos venstre Arm var overordentlig stærk, og han havde, saa snart han kunde taale at røre sig, fugtet sin magre Lakaj igennem, hvergang han kom til at tænke paa den Skændsel, denne af lutter trofast Fejghed og fejg Trofasthed havde paaført ham.

Søsyg var Mateo et frastødende Syn. Heldigvis øjnede man ham kun nu og da i Skæret fra en flakkende Lygte. Han laa i hele sin uhyggelige Længde i Bunden af Fartøjet og slog under store Kvaler og stønnende Lyde Slangebugter paa Kroppen, saa at han mindede om Ryggen af en mat Havorm, der syntes at gøre sig forgæves Anstrengelser for at trække Baaden ned i Dybet. Hans Herre derimod opholdt sig paa Agterdækket sammen med Officererne og skænkede ham ikke et Blik eller et Ord. Maaske mente han, at en Fyr, der i saa mange Aar kun havde faaet saa lidt Mad som Mateo, umuligt kunde lide af Kvalmer.

Don Grociadeo stod tæt indhyllet i sin Kappe og med bart Hovede, dystert stirrende ud i Mørket. Hans spanske Tungsind syntes at være af en særlig grandios Art, naar han var saaret. Denne Mand, som havde udholdt utrolige Strabadser, hadede fysiske Smerter. Han elskede sit Legeme, som en smuk Kvinde gør det. Han beundrede dets Kraft, Ydeevne og Færdigheder, dets Skønhed og Tillokkelse for andre, det bredfulde Maal af Nydelse, det kunde skænke ham. Den mindste vansirende Rift ærgrede ham, et Ar derimod, som kunde vidne om hans Kampiver og gøre Indtryk paa Kvinder og Mænd, havde han intet imod. Tapper var nu denne spanske Herre langtfra i egentlig Forstand. Han ønskede at antages for modig - det var en Nødvendighed under det omflakkende Liv, han førte; han vovede sig derfor altid ud i Situationer, der rummede Risiko af den Art, at den tvang ham til at kæmpe for Livet: han kendte sig selv, vidste, at han besad en glimrende Teknik og en Vildskab, der kunde omtaage ham som en Blodrus. Under denne begik han Ting, der i andres Øjne maatte karakterisere ham som en genial Drabsmand, og naar denne Erkendelse indgik en passende Blanding med den taabelige Ærefrygt og Misforstaaelse, hvori de hildes, der betragter en allerede berømt Bravo, vilde han oftest tillige blive anset for en tapper Mand. Mellem Tyrkerne befandt Don Graciadeo sig dog ikke helt vel; de bifaldt ganske vist hans Heltegerninger, men ud fra en generende praktisk Bedømmelse af dem. Deres Ros havde ikke den Klang, som faar Hjertet til at svulme af Tro paa de Løgne, det helst ønskede var Sandhed; de roste ikke med Poesi, ikke med maalløs Beundring, belønnede ikke heller med Ærestitler eller Sinecurer - nej, de stillede ham blot paa endnu mere udsatte Poster. Og han bandede disse Vantro med blomstrende levantinske Eder, det bedste, de havde lært ham, Forbandelser saa lange og klingende som en Ballade i Trochæer. Han havde haft den ubehageligste Fornemmelse af, at man i Virkeligheden lod ham, ham, Don Graciadeo d'Aguirre, gøre Nytte - i det lønlige Haab derved at forene det behagelige med hans dødelige Afgang, en Tillempelse af utile cura dulci, der oprørte ham til hans inderste Sjæl.

Endnu en Ting kunde forlede Don Graciadeo til at vise Heltemod: Kvinder. Kvinder hævede ham op over ham selv. Og dog, det staar ikke at nægte, at Don Graciadeo hørte til dem, der altid dræber og flygter; det var Kvindeforførernes gængse Taktik, der med Tiden var blevet en Del af hans Natur, og han nærede dyb Foragt for dem, der ikke havde tilegnet sig dette Syn paa Sagen, men i Stedet for »at dræbe og flygte« følte sig tilskyndede til at »blive og dø«. Naar man er død, hvilken Fornøjelse har man da af en Kvinde, og hvilken Glæde har Kvinden af en? Man kunde ganske vist indvende, at der gives Kvinder, som vil være en død Mand tro, men svigte en levende. Oh, de er saa sjældne; det er maaske de bedste, men ikke de behageligste - og, som sagt, de er sjældne i Europa!

Ulykken vilde, at Don Graciadeo havde lært netop den Slags Kvinder at kende paa Kreta. Det havde irriteret ham usigeligt, at han kun havde Valget imellem Lejrens Soldaterskøger, der forlængst var forførte, og Kretenserinderne, som ikke lod sig forføre. Disse hvide Ulvinder forsvarede sig først rasende og stak sig saa ihjel, naar de blev fanget. Deres hovedsagelige Beskæftigelse syntes at være Nedrulning af de Klippestykker, som hvert Øjeblik kom hoppende ned fra Bjergskrænternes Afsatser, og Tilberedning af den kogende Beg, der, bedst som man foretog et lille Spejdertogt, gav sig til at regne fra Himlen og nødvendiggjorde en hastig og lidet prydelig Retræte, alt medens disse Bestier haanlo bag ens Ryg. Men mest forstemmende var deres Ufølsomhed. Kan man tænke sig noget mere harmeligt end at have fanget en skøn og stolt Kvinde, ført hende til sit Telt, løst hendes Baand, bespist hende, kurtiseret hende, kort sagt, spildt en Times Tid paa alle de kendteste Forførelsesmidler og en god Del nyopfundne og til Lejligheden passende - for derpaa, just i det Moment, da en hvilken som helst bare lille Smule kultiveret Borgerdatter eller Adelsdame vilde have hejst Overgivelsens Fane og udstødt de første Sukke, at se disse Barbarkvinder berede sig til koldblodigt Selvmord! De første Par Gange havde han været uforberedt og saa forbløffet, at han virkelig lod den faa Tid til at udgyde deres Blod og besprøjte hans Leje dermed, men senere smed han dem ud, naar han saa det trække op, stødte dem fra sig, nær ved at kvæles af Væmmelse. Han jog dem ud ad Teltaabningen, og de løb ned gennem Lejrgaden nøgne og med flagrende Haar. Soldaterne indhentede dem naturligvis, voldtog og dræbte dem. Hele Lejren fyldtes med Skrig, Latter og højrøstet Morskab.

Minderne fra de tre forgangne Aar nagede Don Graciadeo. Han følte sig paa én Gang befriet og skamfuld ved nu at slippe bort fra den forbandede Ø, thi han vidste udmærket godt med sig selv, at hans Bortrejse, hvor vel begrundet i det ydre den end kunde synes, i Virkeligheden var slet og ret en Flugt, bort fra dette Barbarland, hvor ingen Kvindeøjne havde spejlet hans Mandsherlighed og ingen Læber higet mod hans. Han higede mod Galanteriets og Elskovens Kyster. Venedig! sang det i hans Hjerte. Venedig!

Efter en lang Tavshed vendte Spanieren sig mod den nærmeststaaende, en tyrkisk Høvedsmand, og bemærkede: »Vinden er os gunstig; vi faar en hastig Overfart til Misitra.«

»Jeg har efterladt mine to Sønner bag de fremskudte Brystværn under Skt. Andreas-Fortet,« svarede den tiltalte roligt.

»Og dog rejste I?« sagde Don Graciadeo.

»Man bragte mig Bud, at min Hustru hentæres af Længsel og har længe været uvel ... Jeg har ikke set hende i disse tre Aar.«

»Besynderligt,« mumlede Spanieren.

»Hvad mener I?«

»Jeg har aldrig været afhængig af Hustru og Børn, derfor har jeg ingen rigtig Forstaaelse af, hvad det kan betyde for en Krigens Mand. Var I helst hjemme og havde Hustru og Børn om Jer ved Arnen?«

»Enhver Tyrk er Soldat, vi er et Folk i Vaaben - og dog ikke nok til Kampen for Profetens Lære. Kan I tvivle om, at jeg helst er der, hvor jeg fastholdes af min Pligt?«

»Ingenlunde ... - Og naar jeg spurgte, var det i Forventning om dette Svar. Men - tilgiv mig - det synes dog, som om ...«

»I mener uden Tvivl at spore en Modsætning mellem Pligt og Pligt. I tager fejl. En Tyrks Pligt er at kæmpe og dø for Profetens Sag. Men Bevidstheden om at være bunden til en Kvinde er som Rosenduft fra fjerne Haver ... Saaledes synger en af vore Digtere, og jeg kan give ham Ret ... En Kvinde, man elsker, I forstaar mig ...«

»Visselig begriber jeg, hvad I mener - men ikke, at I kan føle saaledes.«

»Saa har I aldrig selv længtes?«

»Mod de ukendte. Og kun mod dem. Aldrig saaledes som I ... Eders Brød er daarligt, og eders Vin er fordømt sur, ved Tanken om en fed og velstegt Kapun løber min Mund fuld af Vand; men caramba! hvis Bevidstheden om at være bunden til en Kvinde var den Gemyse, man bød mig, vilde jeg ikke kunne faa en Bid ned og straks forlade Spisehuset.«

»Nu, Eders Velbaarenhed, saa vil jeg ønske eder, at I til enhver Tid maa bevare eders Appetit, og at hverken Længsel eller Bly maa gøre noget pludseligt Afbræk deri,« svarede Tyrken i en Tone, som røbede en ironisk Krusning af hans Læber inde i Skægget.

Det forekom den Vantro, at slig Tale burde falde den forsultne Tjener mere naturlig end den salvelsesfulde Adelsmand. Men han tog ikke Don Graciadeos Nydelsessyge med i Betragtning; den var blevet tilbagetrængt lige saa længe som hans amourøse Instinkter og var beredt til at skylle ind over alle Hemninger og Diger. Don Graciadeo tav, vel vidende, at han havde røbet noget ikke alt for fint i sit Væsen, men veltilfreds med at have faaet Luft for lidt af sin Galde, og kort efter forlod han Agterdækket og steg ned for at søge efter sin Tjener.

Mateo var faldet i Søvn. Sømændene havde forbarmet sig over ham i hans aldeles udtømte Tilstand; de havde trukket ham til Side, for at hans lange Krop ikke skulde hindre dem i deres Bevægelser, havde lagt ham langbords i Læsiden og til sidst givet ham en Slurk Vin og et Stykke Brød. Saaledes anbragt og forsynet havde han følt sin Dødsangst vige for en Udmattelse, som til Dels skyldtes Søgangen, men ogsaa Havluften og ikke mindst Vinen; beroliget var han gledet ind i en tung Døs, der lykkeligt lod ham glemme Krigstog, Sult, Prygl, List og Anslag, Fingerfærdighed, Mordlyst og evig Omflakken i Selskab med en altid utilfreds Herre. At glemme saa meget paa én Gang er en Forsmag paa Saligheden, og at blive vækket af denne Salighed ved et Spark mellem Ribbenene synes en tilsvarende Ulykke, som om man af de allerhøjeste Sandaler modtog en sidelæns Opfordring til at give Afkald paa Paradisets Glæder. Først vilde Mateo ikke tro paa sine Sansers dog smerteligt tydelige Vidnesbyrd: han havde i mange Dage, under de idelige Kampe, ikke haft ringeste Anledning af at øve sine Skarnsstreger - og hvad der laa over en halv Snes Dage tilbage, det eksisterede ikke mere for ham; Mateo var en Mester i Kunsten at glemme sine egne Spilopper, andres tvivlsomme Bedrifter huskede han med usvigelig Sikkerhed. Altsaa, dette var ufortjent: de allerhøjeste Sandaler havde aldeles intet at ... Av! Igen! Men det var jo slet ikke Sandaler, det var meget haardere ... Ai, ai, ai! To Spark efter hinanden! En Støvlesnude!

»Ja, Eders Herlighed! Straks, Eders Velbaarenhed Don Graciadeo! Eders Velbaarenhed ønsker ...?« (Guds blodige Død, det skal jeg huske ham!)

»Hund! Fyldsvin! Dovenkrop! Jeg skal sparke Sjælen ud af dit syndige Legeme! Rejs dig, uforbederlige Drivert, og red mit Leje!«

»Paa Øjeblikket, Herre! Tør jeg spørge, hvor Eders Velbaarenhed vil ligge?«

»Midtskibs.«

»Og hvormed skal jeg rede?«

»Tag mine Tæpper, Dosmer! Skaf noget at lægge under Hovedet! En Rejsesæk, Halm, et Sejl ... Brug dig, afsted!«

»Ja, Herre!«

»Ja, Herre! ... Paa Øjeblikket, Herre! ... Æh, se, hvor han kryber! Der, tag det, og det, og det! Jeg skal lette dig, fordømte Galgenføde! Lad det lære dig, hvad der venter, hvis du falder i Søvn en anden Gang, medens din Herre vaager!«

Mateo, der følte Don Graciadeos benede Næve, rappede sig, samlede sammen, hvad han kunde komme over, og beredte et ikke alt for haardt Leje for Adelsmandens mødige Lemmer. Men Don Graciadeo kunde ikke sove.

Soldaterne larmede. Nogle var syge, stønnede og gav sig, hver Gang Saiken tog en Overhaling. Andre røg og drak trods det strenge Forbud og skreg op, berusede af Raki, men endnu mere af Friheden. Disse Sakas og Cholak, saarede og lemlæstede, hvoraf adskillige havde maattet lade en Arm eller et Ben blive tilbage paa Kreta, var helt vilde af Fryd ved at vide sig i Sikkerhed og allerede halvt løste af Disciplinens Baand, med Udsigt til en betrygget, om end fattig Fremtid. En Flok stredes om, hvilken By man burde vælge til Opholdssted: det var af pekuniære Hensyn for mange til Dels afhængigt af vedkommende Stads Bom- og Portindtægter, thi af disse lønnedes Veteranerne, men de fleste roste dog deres Fødeegn frem for alle andre Steder. I en anden Klynge var man just geraadet i hed Diskussion om, hvor mange Aspre man vel kunde vente at faa om Dagen i Invalidepension. De lettere saarede fortalte om de Træfninger og Kampe, de havde været med i, og gennemheglede med overordentlig Frimodighed deres Chorbaschi, fremhævede deres egen Oda eller Fortrinene ved deres Vaabenart paa de andres Bekostning, hvilket naturligvis fremkaldte høje Protest- og Bifaldsraab, nye Pralerier og uendelige Historier, eller ogsaa barske Skæmteord, raa Spottegloser og rygende Forbandelser. En Stank af Løg, simpel Tobak og Brændevin bredte sig om de højrøstede Grupper. Men en og anden sad vel tavs og trykkede Haanden mod sin Vunde.

Nej, Don Graciadeo kunde ikke faa Søvn i sine Øjne. Hans Hjerte var fuldt af Nag. Her i Natten, akkompagnerede af Bølgernes Slag mod Skibssiden og Vindens Hylen, som stødvis overdøvede Soldaternes Stemmer, opsteg der i hans Indre Erindringer og Anelser, som han aldrig før havde kendt. Først gentog han Ord for Ord for sig selv Samtalen med Chorbachien paa Agterdækket. Hvad burde han havde svaret? Var han ikke kommet Sandheden nær? For nær? Besidde en Kvinde, Varighed i Elskovsforhold? Puha! Men hvoraf denne Overlegenhed? Fandtes der ikke en Kvinde, der var værdig til at fængsle ham? Han nødtes til at indrømme, at han ikke vidste det. Hvad kendte han til Kvinder? En glimtende Kæde dannede de i hans Hukommelse, Blink ved Blink, Smil ved Smil, til de tabte sig i en Fjernhed, som sløredes af Glemsel. Aldrig havde han forsket efter deres Sjæl. Maaske var deres Kvindelighed ikke ens, men sikkert heller ikke meget forskelligartet. De var bestemte ved dette ene, at de droges mod ham, og han fandt dem tillokkende; mere eller mindre æggende maaske, snarere efter Tid og Omgivelser end som Følge af deres Væsen. Og én Ting stod fast: han havde aldrig mødt nogen Kvinde, hvis Glød som en himmelsendt Ild havde splintret hans Mandsstolthed, tvunget ham i Knæ og tændt hans Sjæl i uslukkelige Flammer. Ikke heller havde han hidtil higet efter et saadant Møde. Men nu følte han det pludselig som en Mangel, at ingen af de Skønheder, han havde nydt, havde formaaet at præge blot en lille Del af sin Særegenhed i hans Erindring. Han erindrede dem simpelthen ikke. Men laa Skylden herfor da hos ham selv? Elskov kræver Tid. Og han - han havde vel altid haft Tid til Elskov, men aldrig til at dyrke Elskov. Eller rettere sagt, man havde aldrig givet ham Tid dertil. Drevne af deres Instinkt var disse Kvinder fløjet ham i Møde, havde gladelig forladt Hjem og Forældre, Slægt og Venner; svigtet Elsker, Trolovet eller Husbond ... Han havde kæmpet for dem - ja, med Kaarden, ikke med Hjertet. Aldrig var han faret med Lempe, havde tiet og biet, udforsket et Kvindesinds Løngange for at finde Vejen til hendes Hemmelighed. Han havde ikke haft det nødig. Men saa Forbandelse over dem, der ikke havde krævet det! Intet havde de villet skænke ham undtagen deres Elskov! »Per Dios!« mumlede han, »jeg har elsket som en Janitschar!«

Idet han utaalmodig drejede sig om paa den anden Side, saa han pludselig i en Gruppe Zakoniere, der havde samlet sig til Luvart, Glimtet af en dragen Kniv. Holla, blanke Vaaben! I et Spring var han paa Benene. Men Tilskuernes tilfredse og bifaldende Miner, deres beundrende Mumlen standsede ham. Hvad foregik her? Han gik hen til Flokken og fandt i Kredsen ogsaa sin Tjener Mateo. »Et Eulemmek,« hviskede denne paa hans Spørgsmaal. Don Graciadeo lyttede til de to Hovedpersoners Ordskifte. Han havde allerede, inden det hurtigtsejlende Skib forlod Havnen, lagt Mærke til disse to Soldater og genkendte dem nu straks. Begge var Timar Spahier, tætte, kraftige Krigerskikkelser, stolte Karle fra Morea, som saa mange af Osman Chelebis bedste Ryttere. De gjorde sig bemærkede ved deres rolige Optræden, holdt sig hele Tiden i Nærheden af hinanden og deltog ikke i den almindelige Brovten og Beretten, men drillede kun nu og da hinanden med en spøgende Sætning; de var tydeligt nok Kammerater. Ogsaa de havde imidlertid røget og drukket ustandseligt og var efterhaanden blevet hede i Kammen. Under Drøftelsen af det bedste Opholdssted havde de været enige med hinanden om, at ingen Plet paa Jorden kunde sammenlignes med Misitra, og havde endvidere paastaaet, at Kvinderne intetsteds var skønnere. Dette havde bragt dem ind paa personlige Sammenligninger, og de var nu hver for sig overtydede om, at deres egne Søstre var saa smukke og brave Piger, som man end ikke fandt andetsteds i Zakonien. Hver af dem lovpriste skiftevis sin og opflammede derved den andens Fantasi, indtil endelig den ene raabte: »Holder din Søster af modige Mænd?«

Den anden nikkede bekræftende.

Da blottede den første sin Arm til Albuen, greb med højre Haand sin Kniv og jog den ind i Armen, saa at Blodet sprøjtede. »Sig til din Søster, at jeg har gjort dette for at bevidne hende min Hyldest, og at det blot er en ringe Ting imod, hvad jeg er rede til at gøre for hende.«

Den anden viklede langsomt sit Brystbælte af og spurgte derpaa lidt haanligt, som det hørte sig til: »Er det alt, hvad du kan gøre?« Derpaa trak han Kniven ud af Kammeratens Saar. »Kan din Kærlighed ikke drive det videre?« Og han begyndte med Kniven at flænge Kødet rundt om den venstre Brystvorte. »Sig til din Søster, at hendes ydmyge Slave har ristet disse Tegn over sit Hjerte for hendes Skyld.«

Derpaa omfavnede de to tilkommende Svogre hinanden og gav sig atter til at ryge. Pagten var sluttet. Men en gammel tyrkisk Officer harmedes over disse Ceremonier og sagde i en vred Tone: »Hvad skal det til? Jeg vil bande paa, at ingen af jer to nogen Sinde har udgydt saa meget Blod paa Kreta i Sultanens Tjeneste.«

»Hør ham!« lo den ene af Spahierne.

»Ja, han er mig den rette!« udbrød den anden. »Han har ikke selv været saaret, siden han blev omskaaret.«

Idet Don Graciadeo drejede sig om paa Hælen for at gaa, hørte han den ene Zakonier sige til den anden: »Du har vel forstaaet, hvorledes jeg vil have min Søster gift. Betingelsen er, at du ikke gifter dig med nogen anden Kvinde, saa længe min Søster er i Live. Dertil er hun for alt god, og jeg vil ikke finde mig i, at hun skulde udsættes for to eller tre Medhustruers Plagerier, eller at hendes Børn skulde dele med en anden Kvindes Afkom.«

- - -

»Ved Skt. Jacob, dette er som en Forfølgelse!« sagde Don Graciadeo harmfuld til sig selv. Men han indsaa, at alle disse Mænd kun handlede og talte ud fra en fælles Længsel - efter Fred, efter Hjem, efter Kvinder af deres egen Stamme, Kvinder, der lod sig ombejle og vinde paa tilvant Vis og var omgivne af den Luft, opfostrede i den Forestillingskreds, hvorfra Krigen i Utide havde løsrevet dem selv. »Ikke engang som en Janitschar har jeg elsket!« stønnede Don Graciadeo tænderskærende. »Og ene af alle disse er jeg hjemløs, forældreløs ...«

Tom Smidth