Da "Løjtnant" Mikkelsen lukkede Kontorets Dør efter sig og traadte ud paa Gaden, genfandt han langsomt sit eget private jeg med dets Sorger og Glæder. Hos Overretssagfører Schrader, hvor han tjente sine 200 Kroner om Maaneden, tillod han aldrig sig selv at tænke paa andet end det ligegyldige og sløvende juridiske Pindehuggeri, som optager en Sagførerfuldmægtigs Dag fra ni til seks. Han kunde ikke lide Overretssagfører Schrader og vilde ikke for meget godt have indlemmet ham i sin Fortrolighed. Det var Lørdag i Dag, Klokken var fire: to Timer mere Frihed end paa Ugens øvrige Dage. Det laa ikke for Mikkelsen at slentre, han gik - høj, strunk, med afmaalte, faste Skridt. Men hans Tanker slentrede, bevægede sig velbehageligt, omhyllende hvert Emne, inden de forlod det. Halvt drømmende gik Mikkelsen ned ad Mellemgade til Cigarhandleren paa Hjørnet af Søndergade.

"To Cigarer, Petersen."

"To, Hr. Mikkelsen?"

"Ja, to!"

Det var nu det. To Cigarer...... Skulde man maaske ikke have Lov at tillade sig et ganske lille ekstra Glædesblus, naar man om Morgenen pr. Post havde modtaget en Check paa 1000 Kroner? Saa tilbage op til Torvet, forbi Købmand Bastholn rundt om Smedens, ned ad Vejen bag Byen, videre op langs Lægeboligens Have til Gangstien paa Sønderbakke. Her tændte Mikkelsen sin første Cigar, og Tankerne begyndte at tage Fart i hans Hjerne.

Han vidste, at han med irriterende Selvfølgelighed burde være glad for de tusinde Kroner. Han følte ogsaa, at han ikke var glad, ikke kunde blive glad, skønt det var det første større Honorar, hans beskedne Forfattervirksomhed havde indbragt ham. En Roman, der straks havde vundet Bifald, var blevet antaget og solgt, en hyggelig og tænksom Bog, hvori der skete noget paa hver tiende Side, medens Personerne paa de næste ti Sider snakkede om Begivenheden - ganske saaledes som Tilfældet er i enhver lille Købstad, og ogsaa var det i denne. Tusind Kroner - og ingen, hvem man kunde tale med derom, ingen, man kunde afvinde et Smil, en Lykønskning, et forstaaende Blik.

Mikkelsen stod stille og saa ud over Lilleputstadens Tegltage nedenunder. Her havde han nu gaaet i seks Aar, lige siden han var vendt hjem derudefra. Her var han barnefødt, og her skulde han dø. Verden, dens Lidelser, Kampe og Savn var som en Drøm. Her var det Sted, hvor han skulde vente paa det, som sagtens aldrig kom; her var hans Hvilested, naar Ventetiden var omme. Ikke var det noget daarligt Sted heller, selv om det ikke havde været ens Fødeegn, ens Hjem. Fra Bakken havde man en vid Udsigt over Stranden hinsides Byen; den laa hvid af det første, lette Snelag, og bag den strakte sig den sorte Fjord under Vinterhimlen helt over til Han-Herreds Bakker, som i Vintereftermiddagens Skumring lignede dunkle, lave Skybanker, taagehyllede, som de var. Et vidtstrakt Landskab, aabent, øde, storladent i Linier, som kun Limfjordslandskaber er det i dette Rige, men uden Barskhed: Himmel, Vand og lange, rundede Kystmoræner: Jyllands jord og Vestenvinden, der kender hinanden og passer sammen som Kvindebryst og Mandshaand.

Uvilkaarligt standsede Mikkelsens Haand i Luften uden at fuldføre sin Bue op til Munden, og idet han betragtede Cigaren, slog Asken af og drejede den mellem sine Fingre, sagde han ud i Luften den gamle Linie, som blev saa mangen til Trøst: "Her vil ties, her vil bies........." Men han lagde Trykket paa her.

Her! I hans By - og hendes.

Lige neden for Skrænten laa der en Række mindre og større Haver mellem Købmandsgaardens Udhuse og den stejlt stigende Bakkeskraaning. Byens Storhedstid var snart blot et Sagn. Forlængst var hine store Forretningshuse gaaede fallit, de rige Slægter var uddøde eller flyttede bort, men Bygningerne laa der endnu med deres ærværdige Bindingsværk i Firkant om rummelige, rullestensbrolagte Gaardspladser, ind til hvilke der fra Gaden førte Porthvælvinger, der engang havde gjaldet under Bøndervognenes rumlende Hjul og Hestenes stampende Hove. Nu boede der Smaaborgere, Haandværkere og Handlende, i de lange Vaaningshuse, der i hine Velstandsdage havde rummet et støjende Liv og været udstyrede med et rigt Bourgoisis hele provinsielle Komfort. Der, i et af Søndergades Herskabshuse, havde ogsaa hun boet. En Rigmandsdatter, smuk, ombejlet, kølig, skinsygt vogtet af en streng Fader og en svagelig, forkælet og lunefuld Moder......

Men Herligheden var forbi i det Hus som i de andre. Købmand Iversen var ruineret og død af Skam og Kummer for mange Aar siden, Moderen begravet i Stiftsbyen, hvor hun havde ligget sin Slægt til Byrde, Datteren rejst. Nu var Vaaningshuset skildret af til tre smaa Lejligheder, Udhusene ombyggede til Fattigmandslejligheder, hvis egentlige og oprindelige Indehavere, Rotterne, ikke paa nogen Vis havde ladet sig fordrive, end ikke af den Sult, som ogsaa de nu utvivlsomt maatte lide.

Hvad var det for øvrigt han havde hørt om, at der skulde være kommet en ny Lejer her?

Aah, det var jo Schrader, der havde telefoneret til Marcussen! Først havde de to Kolleger talt om Udpantninger og Incasso; saa havde Schrader leet og sagt: "Naa, hvordan gaar det ellers med den gamle Kasse i Søndergade? Den har nok skiftet Ejer igen?" - ja, han huskede det: han havde sagt Ejer, ikke Lejer! - Og da Marcussen havde svaret, maatte hans Meddelelse have forbavset Schrader, for han havde udbrudt: "Nej, hvad siger De! Gud forbarme sig, alle de smukke Piger flytter herfra, men de gamle, dem kan vi faa tilbage, naar de er graa og aflægs. Mon der nu ogsaa er Lavendler nok i Byen til dem alle? - Nej, haha, nej, det er jo det, jeg siger. Men saa maa hun sgu dyrke nogle i Haven...... - Javist, hahahaha hahaha......" Og stadig leende havde han hængt Røret i Gaflen.

Nej, "Løjtnanten" syntes ganske afgjort ikke om Schrader.

Langsomt fortsatte Mikkelsen sin Tur. Hvor længe siden var det, at han havde ærgret sig over denne kyniske Kommentar? Lad se - Lørdag, i Dag, Fredag, Torsdag, Onsdag - hm - det maatte altsaa være i Mandags - fem Dage. Stakkels gamle Dame, hvem hun saa var! Det var ogsaa en Velkomst at faa! Mon hun allerede havde mødt haanlige Smil og spotske Miner? Aa, han kendte det. Hvorledes var han ikke selv blevet modtaget? Men han havde lært dem mores, bidt dem af, iset dem ned. Om ham stod der Respekt nu - ja, og foruden de andres Kulde kunde han nu ogsaa nyde den, havde skabt i sig selv. Ha!...

I en af Haverne var der en Smule Liv, lod det til, tyst, men travlt. Sirlige Spor af Damesko saas i det tynde, rene Lag af" Tøsne, og der dannedes stadig flere; thi her gik en rank, spændstig Kvindeskikkelse ivrigt beskæftiget om i de ganske smalle Gange mellem Rabatterne. jo mere hun fik gjort, jo mere syntes der at være tilbage. Hun bøjede sig atter og atter, bandt Granris om Roser, skar de tørre Stauder ned, undersøgte de visne Rester af Urter og Prydplanter, sparkede foragteligt til den alenhøje, hæslige Buxbom, der i Aarevis havde faaet Lov til at passe sig selv, og smilede under alt dette engang imellem, som om hun gav sig selv det Løfte, at hun nok sejrrig skulde udrydde denne Forsømmelse inden længe. To ranglede Roser gik hun bestandig udenom: de bar hver en endnu halvaaben Knop; lidt krøllet og frostbidt hver af dem, men ikke vissen eller raadden. Efteraaret havde været langvarigt og usædvanligt mildt.

Hvor frigjort er ikke den, som har bundet sig ved en Beslutning! Denne gamle Visdom, hvis Kærne er saa sød, som dens Skal er haard, maatte den nye Ejerinde af den forfaldne Købmandsgaard sande endnu en Gang i sit Liv. Hun var i en haard Skole blevet vænnet til at tage Stilling til Personer og Forhold uden et Øjebliks Tøven, uden Betænkning og Vaklen: hendes Villie var opøvet og stærk, hendes aandelige Holdning næsten stejl i overlegen Bedreviden og skeptisk Verdenserfaring. Men denne lille danske By havde budt hende et Problem, som mindede om det Kunststykke at stikke en Hattenaal igennem en Egetræsdør; der er nogle, der kan gøre det, og andre, der kan faa det til at se ud, som om det var gjort. Hun skammede sig, naar hun tænkte paa, at hun først havde prøvet at gaa den Vej, som kostede mindst Overvindelse. Hun havde forsøgt at nærme sig en Mand i denne By ad de selskabelige Forbindelsers kringlede Stier, men havde fundet ham skjult bag en Mur af Isolation og stolt Ensomhedstrang. Han var ikke vellidt, omgikkes ikke Folk, saas ikke i Butikker eller paa Gaderne, afslog høfligt alle Indbydelser til Deltagelse i offentlige og private Sammenkomster. Ja, saa fremmed var han for alt, hvad der foregik i Staden, at han end ikke syntes at ane hendes Nærvær. Godt, saa havde hun taget sin Beslutning og skrevet til ham, aabent, uforbeholdent, ærligt, ud fra sit Hjertes Længsel og sit Sinds Samhigen. Hun ventede hans Besøg i Eftermiddag.

Vinden begyndte at friske op. Paa Bakkekammen føltes den helt bidende. Mikkelsen saa store Skydyner bovne mægtigt op over Horisonten. "Mere Sne", sagde han til sig selv og snusede Luften ind til Bekræftelse af sin Spaadom. "Saa er det vist bedst, man vender Næsen hjemad". Skønt - hvorfor? En Times Spadseretur var det mindste, man kunde byde sig selv af Motion. Altsaa, blot rask videre! Knak! Skæbnens Hjul drejede sig en Tak frem men det hørte "Løjtnanten" ikke.

Mens han gik, talte han Aabningerne i Hækken. Hver af dem var en Indgang, hvorfra en mere eller mindre primitiv Trappe, hvis Trin var gravede ind i den bratte Skrænt og afstivede hver med en Plankestump, førte ned til Haver, Udhuse eller Gaarde. Christensens, Jacobsens, Hansens, Ølgaards...... Saa maatte den næstnæste jo være Iversens. Man kunde altid kigge efter, om der var Lys hos den nyindflyttede. Saadan en Smule Indiskretion var vel tilgivelig......

Hm...... Hvad - var nu det? Nogen i Haven - en Vinterdag...... En Kvinde. Ah, naturligvis hende! Men - denne Maade at bevæge sig paa - disse hastige Slæng med den venstre Arm - denne Bøjning! Se nu igen! Livagtigt som - som Ella! Umuligt. Og dog...... Her var jo hendes gamle Hjem. Hvis hun vendte tilbage, vilde det da ikke være til denne By og til dette Hus? Havde det ikke i disse lange Aar været hans Drøm, at han engang skulde gense hende, saaledes uforberedt, men ikke uventet. Nej, ventet, ventet - med alle Tankers Higen, alle Timers Savn...

"Ella!"

Han vidste først, at han havde raabt, da han saa hende løfte Hovedet i et Ryk og ind til sin Sjæls mørkeste Afkroge fornam Straalerne af den Glæde, som forvandlede hendes Ansigt, der nu lyste ham i Møde paa Kvinders stille Vis.

I et Nu havde han sidelæns trængt sig igennem den smalle Aabning i Tjørnehækken og satte i fuldt Firspring ned ad den smalle stejle Trappe med de slibrige Trin. Den Tanke naaede lige at lyne igennem hans Hjerne: "Tredive Aar......... Hvad skal jeg sige til hende?" Men denne Vanskelighed løste Moder Jord for ham. Hun nægtede ganske simpelt at give ham Fodfæste, og han foretog en længere Luftrejse. Da Frøkenen saa ham vakle, gribe efter Gelænderet og styrte ned over de fem sidste Trin, sprang hun frem med et Skrig, og "Løjtnanten" landede for hendes Fødder med det Udbrud: "Kære Frk. Ella...... hvilket ubegribeligt Held......" Hun tog ham under Armene og vilde løfte ham op. Men det var heldigvis unødvendigt. Straks ved hendes Berøring skød han i Vejret, som var hans Muskler lutter Staalfjedre, og gnidende sit Ben gentog han: "Hvilket ufatteligt Held! At gense Dem efter alle disse endeløse Aar! jeg kendte Dem straks...... Hvad er det dog for en Tryllekraft, der tilintetgør Tidens Indvirkning paa Kvinderne, medens den til Gengæld tillader den at udøve hele sin Vælde over os stakkels Mænd!"

"Men har De da ikke modtaget mit Brev?" spurgte Frk. Iversen forundret.

"Et Brev?" sagde Mikkelsen. "Et Brev fra Dem? Nej. Aa, det ligger maaske derhjemme og venter. Jeg kommer lige fra Kontoret."

En flygtig Rødme viftede hen over hendes Kinder: "Det var en Indbydelse."

"Løjtnanten" hinkede et Par Skridt frem og førte hendes Haand til sine Læber. "Jeg anede end ikke, at De befandt Dem her i Landet. Og dog er jeg kommet! En Indbydelse fra Dem vilde sikkert naa mig, ad usporlige Veje, selv om den kom fra Stjernerne i et andet Verdenssystem."

"Vi har meget at fortælle hinanden," sagde Frøkenen afledende. "Kom, lad os gaa ind!"

Galant bød Mikkelsen, ret som et Lys, sin Dame Armen, og sammen vandrede de med bankende Hjerter ud igennem Tremmelaagen til Gaardspladsen, over de toppede Sten og ud ad Porten til Gaden, langs Facaden med dens smaarudede Vinduer, opad den lille Stentrappe med Jerngelænderet og ind ad Hoveddøren til den rummelige, lyst tapetserede Forstue med dens gyldne Spejl og dens mange tomme Knagerækker.

"Vær saa god at træde indenfor, Hr. Mikkelsen."

Varme, Hygge, dyb Skumring, et rødt Kakkelovnsskær over Væg og Loft. En hvid Dug, rødt belyst fra Siden, syntes i sin vandrette over Bordpladen bredte Flade at modtage et svagt spøgelsesagtigt Skær fra Konsolspejlet, der opfangede og videresendte Sneskæret fra Vinduet. Paa det dugede Bord Kopper med gyldne Hanke, et bugnende Kagefad.

Mikkelsen stod et Øjeblik stille inden for Døren og saa sig om. Hvad han opdagede, gjorde ham tavs et langt Minut. "Hvad ser jeg!" udbrød han derpaa med Rørelse i Stemmen: "De samme Møbler, den samme Placering. Hvorledes er dog dette gaaet for sig?"

Frøkenen nikkede, ogsaa lidt bevæget, men især af Glæde over, at han saa hurtigt genkendte alle de kære Ting. "Det har ogsaa været vanskeligt nok. Men ved min Søsterdatters Hjælp er det lykkedes at genkøbe en hel Del af mine Forældres Bohave. Jeg bad hende forlængst derom og sendte hende fra Amerika de fornødne Pengemidler dertil...... Men sæt Dem nu ned. Her i Sofaen...... den genkender De sikkert ogsaa?"

"Om jeg gør! Det var jo..." Mikkelsen tav brat og strøg sig langsomt over Panden. Uden flere Ord satte han sig i Sofahjørnet længst fra Ovnen og bøjede stille sit Hovede. Frøkenen betragtede ham et Øjeblik, - var det en Smule Medynk med et sentimentalt Mandfolk, hun følte, saa skammede hun sig i hvert Fald straks derover. Og saa meget mindre Ro havde hun paa sig. Hun bad hastigt Hr. Mikkelsen have hende undskyldt en lille Stund: hun maatte passe sine Værtindepligter. Derpaa løb hun letfodet ud, og Mikkelsen blev siddende ubevægelig. Asken dryssede fra hans Cigar, som han trofast havde beholdt i Haanden, da han gled og faldt. Den havde været i haard Berøring med Sneen og Jorden, var slukket, knust og urygelig. Han sansede det ikke. Det blev en lang "lille Stund", en bundløst dyb, klokketikkende Stilhed. Hans Ben smertede stærkt nu i Varmen; han kunde mærke, hvorledes Blodet løb ned ad det, ned i hans venstre Sok og størknede, men det faldt ham ikke ind at undersøge Saaret. Hans Tanker borede sig tilbage i Fortiden. Nu, da den ikke længer kunde være hans indre Tilværelses Nutid, men var blevet fejet til Side at noget mægtigt og altraadende, der pludselig havde usurperet hele hans Bevidstheds Forgrund, syntes den fra det Baghold, hvortil den havde trukket sig tilbage, truende at stille ham over for hundrede Tvivlsmaal og lige saa mange praktiske Problemer til øjeblikkelig Løsning. Han sukkede den ene Gang efter den anden og virrede med Hovedet. Men naturligvis fik til sidst hans prøvede Krigernatur Overhaand. Stod alt paa Spil, saa maatte ogsaa alt sættes ind. Den Kunst at sejre bestaar, vidste han, i at kunne foretage et afgørende Greb paa det eneste rette Tidspunkt, det Greb, hvormed en dristig og kraftig Næve fatter Lykkens Gudinde i hendes flagrende Haar og river hende af Gangeren, idet hun suser forbi som en Ørkenbeduin under en Fantasia.

Han tog sig sammen, lagde forsigtigt Cigarstumpen fra sig i Bægeret og følte til sin anden Cigar. Aha, den var uskadt. Med energiske Strøg - ritsch, ratsch - tændte han Svovlstikken, der skulde afgøre Nr. tos Skæbne. "To, Hr. Mikkelsen?" Hoho! Nu skulde disse latterlige Vaner, denne smaatskaarne Sparsomhed have Ende ligesom - ligesom saa meget andet. Støv, Fejeskarn! Ud af Sjælen med det!

Men hvor i Alverden blev Frøken Ella dog af?

Mikkelsen kunde jo ikke vide, at Frøken Iversen efter at have sat Kaffekanden over en svag Ild var løbet ud ad Køkkendøren og lige over i Haven igen. Endelig viste hun sig atter, først bærende den smukke, blomstermalede og forgyldte Kaffekande og en Bakke med Flødekande og Sukkerskaal, derefter paany med en slank Vase, hvori var stukket to, en Smule forkomne, men ganske utvivlsomme - Rosenknopper; halvt udsprungne, sart rødmende og forsagt ludende med de duftløse Kroner; to rørende, lidt frostbidte Vinterroser. Hun stillede Vasen lige ved Mikkelsens Kop og sagde i en Tone, der, røbede, at hun vidste, den var en lille Smule for frejdig:

"De undrede Dem vel over, hvad jeg bestilte i Haven en saadan Dag? Men se her! De er til Dem!"

"Kæreste Frk. Ella, det er for meget, det er ......"

"Tys! Det er en Dag, da De ikke maa forsmaa mine Roser. Havde De - glemt det?"

"Nej, og tusinde Gange Nej! Hvor kan De tro! Men......"

"Jeg har før givet Dem Roser, Hr. Løjtnant......"

Løjtnant! Hun havde kaldt ham Løjtnant - for første Gang i tredive Aar. I alle andre Menneskers Mund vilde det have været en Spotteglose, som man ikke havde gjort vel i at nævne, naar han var inden for Hørevidde - fra hendes Læber kom det som en Gave, et Hædersnavn.

"Den sjette December for mange Aar siden stak en ung Dame en Rose i en desværre aldeles uværdig Løjtnants Frakkeopslag. Og Løjtnanten......"

"Kaffe," afbrød Frk. Iversen i en bestemt Tone.

"Tak, Tak," mumlede Løjtnanten aandsfraværende og betragtede i det samme Frøkenen med saa sært et Blik, at hun kom til at ryste paa Haanden og skænkede Kaffe ud over alle Bredder.

"Men Gud!" udbrød hun konsterneret, "er det Deres Ben, der gør saa ondt?" Maaske vilde hun virkelig helst have haft, at det var Benet.

Løjtnanten kom til at le - et Par aldeles ubeherskede Toner, skurrende og lidet passende, syntes Frøkenen. Hun rynkede Panden, men hendes Gæst bemærkede det ikke. Han havde grebet Koppen og skyllede den brændende Drik ned, hældte det spildte fra Underkoppen op i Koppen, genoprettede Ordenen, og strøg derpaa sit Overskæg. Ogsaa hans Fingre dirrede.

"Ella," brast det ud af ham, "vi er to ældede og prøvede Mennesker - lad os være ærlige imod hinanden! Der er Ting, der er for gode til at besmudses med Ord - De behøver ikke at minde mig derom. Men der er ogsaa Forhold, som Sandhedens Lys kun kan forskønne...... Har man nogensinde fortalt Dem, hvad der var Aarsagen til, at jeg dengang, uventet for alle, tog min Afsked og rejste - til Marokko? Svar mig oprigtigt, ved De, hvorfor jeg trak mig ud at Deres Liv, flygtede fra Deres Kærlighed, men - ikke fra min egen - søgte Døden, som ikke søgte mig..."

Frøken Ella havde med begge Hænder grebet om Kanten af Bordpladen, saa at Dugen slog en hæslig Fold. Hendes Ansigt var blevet dødblegt, og hendes vidaabne Øjne stirrede i Rædsel paa den dog saa kendte Skikkelse i Sofahjørnet. Han havde sænket Hovedet ned mod Brystet, men løftede det nu atter og saa, med optrukne Bryn, stift hen mod Vinduet. Udenfor faldt Sneen langsomt og tæt i et graaligt Mørke.

"Her," sagde han varsomt og lidt famlende, idet han med Haanden følte paa sin højre Side, "her sidder to brede igengroede Ar efter Rifkabylernes Blykugler. Det er noget Stads, den Ammunition, de køber af Spanierne...... En Aften ved Solnedgang efter en brændende hed Dag laa jeg i en Dalsænkning mellem forkrøblede Buske og ventede paa Knokkelmanden; haabede, rent ud sagt, at han vilde komme Kabylerkvindernes Knive i Forkøbet...... Naa, nok derom. Jeg saa Aftenrøden flamme - kun en kort Illumination, ved De, og troede, at mit Liv skulde udslukkes med den.

I de Timer, der paafulgte, inden mine Folk fandt mig og bragte mig til Lægen, lovede jeg mig selv, at jeg engang, hvis jeg skulde leve, hvis jeg vendte tilbage til Danmark, og hvis jeg gensaa Dem - De forstaar, at det var en Situation, der paalagde én en hel Del Forbehold - vilde søge at retfærdiggøre mig for dig - for Dem - for den Kvinde, jeg elskede... Mit Spørgsmaal før var egentlig overflødigt; De kender naturligvis ikke Aarsagen til min Flugt......"

"Hjemme lod man mig vide, at Deres Fader var død, at De havde arvet en betydelig Sum Penge, og at De straks, efter at dette Beløb var kommet Dem i Hænde, var begyndt at føre et saa udsvævende Liv, at......"

"Min Fader var død, det er sandt. Men han døde fattig. Formodentlig viste man Dem Dødsannoncen?"

"Ja," kom det tonløst.

"Han var fattig, jeg var fattig. Jeg havde ikke stort mere end min Løjtnantsgage, og hvad jeg kunde tjene ved møjsommeligt Arbejde paa et Forlagskontor og ved Oversættelse af franske Romaner. Desuden - man afskediger ikke en Officer for Udsvævelser, eller det, De forstaar ved dette Ord. Jeg har heller aldrig haft mere Gæld, end jeg kunde betale, og har aldrig været nogen Spiller eller Lykkejæger."

"Men - De fik altsaa Deres Afsked?" Der klang en Anklage i dette Spørgsmaal.

"Jeg blev tvunget til at søge den," svarede Mikkelsen, "det kommer ud paa ét. Man ønskede ingen Skandale - for en vis ung Dames Skyld."

"Hvilken Dame?!"

Den skinsyge Hvashed i disse to Ord varmede, varmede......

"Hun sidder over for mig i dette Øjeblik," svarede han lyst og meget ømt.

"For - for min Skyld?"

"For Deres Skyld, Frøken Ella."

"Jamen - jeg forstaar ikke - hvorledes kunde jeg have noget at gøre med Deres......"

"Afskedigelse? Aa, derved, at jeg i Deres Faders Hus havde baaret den Frakke, som De smykkede med en Rose, og som jeg bagefter - stjal. Ja, stjal!"

"Du Himlens Skaber!"

"Frakken tilhørte ikke mig. De husker at jeg til det Bal mødte civil - naturligvis - Godt, min Frakke var paa det Tidspunkt paa Laanekontoret: jeg skulde have nye Handsker til Ballet. Paletoten tog jeg i en Kammerats Kvarter, tog den, som man tager imellem Kammerater - et Laan - men han var ikke hjemme; det var min Hensigt at levere ham den tilbage næste Morgen og takke. Vi laante alle hos hinanden i Nødstilfælde...... Men det blev intet sædvanligt Bal, ingen Morgen som andre Morgener. De havde smykket mig med en Rose - De havde ladet al Livets Lykke straale i min Sjæl - beruset mine Sanser, ildnet mit Blod, fyldt mit Hjerte med den Sødme, som aldrig, aldrig skal - Ella, Deres Læber havde......"

Der blev en skælvende Pause i den mørke Stue. Saa hørtes den dybe Mandsrøst atter, men i en mere fattet, en tøvende og drømmende Tone:

"Oprigtigt talt, Ella, kyssede De mig den Nat, eller var jeg saa svimlende lykkelig over en ringere Gunst, at jeg bagefter ikke har kunnet forklare mig det paa anden Maade? Husk de mange Aar, fulde af Længsel og Syner - husk, hvad Forsagelse avler af Drømme, og bliv ikke vred over min Tvivl...... Kyssede De mig, Ella?"

Der kom intet Svar, men der kom en Haand, som sagte strøg over hans, der laa paa Bordet, fordi han havde lænet sig frem. Og i dens Berøring var al tænkelig Bekræftelse.

"En Rejse til Gaarden derude i Vestjylland, ja, den Rejse, der førte mig til min Faders Dødsleje, havde opslugt den sidste Rest af mine Penge. Jeg pantsatte min Frakke for at kunne købe Handsker. Efter at jeg havde paataget mig afdragsvis at dække visse Udgifter ved Faders Død og en lille Restgæld, som ikke kunde betales med den Sum, der indkom ved Salget af Gaarden, vilde min Maanedsindtægt kun slaa til til de allernødvendigste Poster, knap nok til Livets Ophold, kan jeg forsikre Dem. Mine Ekstraindtægter hjalp mig noget, men ikke tilstrækkeligt...... Naa, jeg laante altsaa en Vens Frakke. Men den Nat forlod jeg Deres Onkels Hus som et nyt Menneske - en straalende glad ung Mand, der syntes, at Livet laa lyst for ham, alting var muligt, alt tilladeligt, alt selvfølgeligt og rigtigt, naar det drejede sig om en saadan Sejrherre og Triumfator som jeg. Og medens jeg strejfede om i Gadernes susende Stenkløfter, hvor en bidende kold Vind drev sit Spil med Papir og Affald, standsede jeg foran et Vindue og stirrede ind igennem et Gitter. En Juvelers Udstilling. Paa en Spadseretur nogle Dage forinden havde jeg truffet Dem, og De var standset uden for netop dette Vindue og havde ved et Udbrud ytret Deres Beundring for et lille Halssmykke: En Rose med en lille glitrende Sten som Dugdraabe. Smagfuldt og ikke dyrt; nogle faa Kroner. Det laa der endnu. Mit Blik var ufravendt rettet imod det. En hvilken som helst anden Dag vilde jeg sikkert med et Suk have resigneret over for Ønsket om at forære Dem dette Smykke. Men ikke denne Morgen. De havde givet mig en Rose...... De havde...... Fem Timer senere var min Kammerats Frakke solgt, og jeg havde købt Rosen. I Forretningen lovede man mig at sende den til Dem. Jeg skrev et Kort, nogle faa Ord......"

"Ja, om Deres Rose - den, jeg havde givet Dem, den levende Rose - ikke om Smykket!"

"Er det muligt? Fik De det?"

Frøken Ella citerede:

"Hvis Rimet som en Blomst kan rumme Taaren,
mod Lyset højt i Rosenskaalen baaren
og vugget blidt i Julidagens Luft........."

"Ja, rigtigt...... Ella!"

"Kære Løjtnant Mikkelsen?"

"Da De læste disse Vers, stod jeg for Oberstløjtnanten. Min Kammerat havde anmeldt Tyveriet. Man havde set mig iført Frakken. Pantelaaneren, Frakken, Køberen var fundne. Jeg tilstod ærligt, lagde ikke Skjul paa noget. Min Kammerat trak sin Anmeldelse tilbage. Sagen blev dysset ned. Men man henstillede til mig at tage min Afsked. Jeg var en - Skam for Bataillonen..."

Der hørtes en svag Raslen af en Kjole i Stuen, hvor Ildskæret forlængst var blevet suget tilbage mod den rødglødende Ovnaabning, hvorfra der kun nu og da sendtes et hastigt Straaleknippe hen over Væg og Loft, naar Tørv og Koks sank sammen paa Risten derinde. Et Par lydløse Trin, og Frøken Iversen stod tæt ved den dystert grublende Mand, ved Tyvens Side.

"Det vil i Virkeligheden sige, at jeg har faaet alt, og De intet."

"Nej, i Virkeligheden vil det sige, at jeg fik baade Verden derude og Verden herinde: Oplevelserne, Kundskaberne, Udmærkelsen - Kærligheden, Savnet og Digtergaven."

"Aa, det er ikke det, jeg mener," kom det en Smule fortrydeligt fra Frøkenen. Men jeg fik baade Digtet og Smykket, og De fik - ingen Tak......"

"Kære Frøken, har jeg mon givet Dem det Indtryk, at......"

"Lad os opgøre det lille Regnskab før det større," sagde Frøken Ella. "Dér staar vi vist for øvrigt lige. Ogsaa jeg rejste - til Amerika. Ogsaa jeg vendte beriget tilbage efter de mange Aars Forløb - og jeg tror ikke, min Tilbagevenden var mere tilfældig end Deres. Thi hvorfor skulde De være alene om Besiddelsen af - hvorledes var det? - Kærligheden, Savnet og...?"

"For Guds Skyld, Ella, hvis det er Deres Spøg..."

"Min Spøg, Herbert......"

Hvilket Navn bærer mon den venlige Ildaand, som bor i gamle Købmandsgaardes Smedejernsovne? Hvilken Salamander dulgte vel her, lig en Sjæl, der vil elske og bie, al Glød i sit Indre, saa at Mørket favnende kunde slaa sin Kappe om to Elskende? Det var nok værd at kunne paakalde dens Bistand ved given Lejlighed; thi sikkert er det, at den Tak, som Løjtnant Mikkelsen aldrig havde ventet at skulle høste, den fik han nu i fuldt Maal. Og den Mand, som sprang op for at tage sin Ungdoms Elskede i sine Arme, var blevet lyksaliggjort, som om Frakken og Tyveriet kun var en Drøm og Rosen og Kysset den eneste Virkelighed. Saaledes er det Kærlighedens Art, at det uvæsentlige for den synes det væsentlige, og at et Kys udsletter tredive Aars Vanære.

Og der blev tændt Lampe. Og der blev talt i en Uendelighed den Aften mellem de to. Glæden havde forjaget alle Tvivl. Nu vidste Løjtnanten, hvad han skulde bruge sine tusinde Kroner til. Han holdt Bryllup for dem efter Nytaar. Og hans næste Roman var meget forsinket. Til Gengæld var Kritikerne, da den udkom tæt op ad Jul, enige om, at man maatte beundre en saadan Fornyelsesevne hos en allerede noget aldrende Forfatter.

Tom Smidth