Kærlighedens Efterspil har ikke ret mange Grundmotiver. Et af de frugtbareste er: Den ene kan glemme, den anden ikke .... Her, som overalt, er det Sidemotiverne, der giver det egentlige Krydderi ved en Del Variation. Lad os gennemspille et enkelt Stykke, taget fra Virkelighedens Overflødighedshorn, hvori det vrimler af bitre Chokolader med smaa trykte Sedler inden for Emballagen, et Stykke, som man efter Hovedpersonen kunde kalde: Jazz-Sangeren.

Hende er der egentlig ingen Grund til at beskæftige sig med. Hun var a black lady, næsten hvid, kun lidt blaa ved Neglerødderne. Hun havde en nydelig svaj Figur, et smukt Fodskifte og en køn Stemme. Glemme kunde hun altsaa. Hun hengav sig straks og uden Tøven til en smart Variétédirektør, som Jazz-Sangeren derpaa myrdede ved Knivstik to Maaneder senere, 21. August 1934. Den eneste Rolle, Damen spillede i Historien, var den, at hun gav Politiet et udmærket og indgaaende Signalement af Jazz-Sangeren, sin tidligere Elsker, hvorved denne, der fra og med Flugtens Øjeblik stadig vekslede Maske og Forklædning, næsten stilledes udenfor Lovens Rækkevidde. Der gik da ogsaa et halvt Aar, inden han blev paagrebet, og dette kun fordi han omsider blev nødt til at finde en Levevej, da hans Penge var opbrugte. Han kunde saaledes ikke længere skifte Udseende. En nøjere Optrevling af Politiets Metoder vilde blive til en Afhandling paa otte Hundrede maskinskrevne Sider ....

Gaderne i New Orleans' gamle Kvarterer er snævre. Husene med deres Balkoner luder frem imod hverandre. Ser man op imod den smalle Stribe vidunderligt lysende Himmelblaat, faar man Fornemmelsen af, at man staar i Begreb med at falde opad ind i Himmelen gennem et svimlende dybt Trapperum. Forneden: en vrimlende Færdsel, Folk af alle Kulører, Raab, Skrigen, Snakken, Banden, Puffen, Hilsen .... Lirekasser, Harmonikaer, Radio fra alle Sider, aabne Døre, sorte Svælg ind til Kølighed .... Ikke alt for mange Biler, men de brøler godt. Gadesælgere af alle Arter. Tidlig Formiddag.

Pludselig en Hvirvel i den glidende Trafik. Paa et Hjørne arresteres en Avissælger. Man har studeret hans Gang, hans Benstillinger, optaget hans Stemme paa Voksplader, sammenlignet dem med Optagelser af en endnu for nylig kendt Variétéartists, man har fotograferet ham et halvt Hundrede Gange, skygget ham i over en Maaned hver Time paa Dagen. Det maa være ham? Er det ikke ham? Kan det være andre end ham? Det er ham! Det er ham, det er ham, det er ham! Det er Jazz-Sangeren! Paa ham! Haandjern! Revolver! Ind i et af de sorte Svælg, bag ud af en Beværtning, ind i en forfalden Patio, hvor Politibilen holder .... Op med ham! Afsted! Sirenehyl. Bilen farer ud af en Bagport, stadig hylende, til Fængslet.

Fangen bliver sat i Enecelle. Han synger. Gennemgaar et helt Repertoire. Hver Dag faar Direktionen meddelt, hvad han har sunget. Det er alle Gadens smægtende Viser, det er Sælgernes Raab og Strofer. Men ikke én Melodi, som kan røbe hans Identitet. Ustandselige, trættende, daglange Forhør. Han ler og nægter. Men Indicierne hober sig op. Han ler og nægter. Man overgaar til tredie Grads Forhør. Snart kommer listige Løfter, rædselsfulde Trusler, som bliver til Virkelighed, næsten inden de har gjort deres mentale Virkning. Han ler og nægter. Nye Indicier. Han lider og han pines, hans Kvaler er som et Inkvisitionsoffers Martyrium. Hans Udseende er forvandlet til en skindmager, graahaaret, dødsmoden Kolonislaves. Men han ler hakkende, han nægter tænderklaprende. Endelig fældes Dommen: Døden ved Hængning, og han faar nogle Dages Fred.

En Morgen før Solopgang føres han ud til Skafottet i Fængselsgaarden. Han er ikke gaaet til Bekendelse. Med rolige, lidt vuggende Trin skrider han hen til Stigen og op ad den, som gik han til Tribunen. Kun ét Ønske har han ytret: at maatte være klædt i hvidt Kjolesæt: det er tilstaaet ham. Og nu - nu, medens Præsten beder for ham - blotter han sine hvide Tænder i det sorte Ansigt - og begynder at nynne. Hans Fødder bevæger sig: han danser. Han danser paa Skafottet. Han synger dertil. Højere, endnu højere: I'm alone .... Rebet prøves. Han danser paa Lemmen. I'm alone .... Den Sang, som han har sunget sammen med hende! Bødlen lader et Øjeblik forvirret Hænderne synke og retter et spørgende Blik mod sin Chef. Denne vinker utaalmodigt; han har Taarer i Øjnene. Et rødt Guldskær glider langsomt ind over Fængslets Tage; Glas og Staal blinker dovent. Nu lægges Løkken om den dømtes Hals. I'm alone .... Han danser, han danser .... I'm a.... Hætten over Hovedet. Han danser .... Lemmen falder. Han forsvinder. Rebet strammes i et Ryk, dirrer, svinger lidt et Øjeblik. En sort Fane gaar til Vejrs. En sort Sjæl ....

I'm alone....

Tom Smidth