Kunstnerparrets eneste Datter er nu snart seks Aar, og hun taler sine Forældres Sprog. Forleden erklærede hun, højtideligt understregende sine Ord ved en bred Bevægelse med Haanden, at hun havde »stor 'Pathi med Postraffaliterne«, og naar vi engang gik forbi Posthuset, vilde hun gerne se, hvordan de boede. Da jeg derfor som særlig indbudt faar Adgang til Barnekammeret og hører hende konversere Bamsen om »denne her Melodi af Schubert, der hænger over Klaveret«, forbavser det mig ikke.
Kaffeselskabet er i fuld Gang. Om det lave Legebord, dækket med et Stykke gammelt Gardintøj, der er fint stivet og strøget, sidder Gæsterne i utvungne Stillinger. I den største Stol, den, der hører til Bordet, er Bamsen anbragt med Dukke Lise ved sin Side. For at gøre sig det bekvemt synes Dame Lisa at have aftaget sin Paryk - i hvert Fald kan man se den indvendige af hendes Hovede, hvilket maa kaldes et Særsyn hos Damer af hendes Alder og Fuldkommenheder. Men siden hun har mistet den højre Arm, har hun ganske vist tilladt sig et beklageligt laisser-aller. Bamsen, der smagfuldt er iført en rød Uldtrøje, har faderligt lagt en beskyttende Arm om hende. I en deminutiv Kurvestol troner Tøjkatten Peter. Som sin martialske Frænde, den literært interesserede Murr, har han aabenbart for nylig duelleret; thi i den ene Side skimter man et frygteligt Saar, utilstrækkeligt forbundet med en blaa brocheret Silkeklud. (Aha, det er derfor, den unge Dame altid vil med sin Mor til Syersken! Der falder noget af ... ) Sir Peters ædle Savsmuld pletter Gulvet. Ved Duellantens Fødder sidder paa Hale og Baghjul den hvide, langhaarede Vovse, Trofast, med et af Kunstnerens mest brogede Slips om Halsen. Dukke Lise har en Søster Anna, yderst elegant i struttende Guldkjole, og lænet op ad den blaa Væg drikker Gardisten sin Kaffe staaende, saa stiv og støt, at ingen skulde formode, han var en Sprællemand, om ikke Snoren mellem Benene røbede ham.
Værtinden overrækker mig min Kop med et dybt Kniks og gør mig opmærksom paa, at hun i Dag benytter det ny Stel, hun fik til Jul. Jeg tager som en Tyrk Plads paa Sengeforliggeren og betragter Arrangementet. Det er virkelig særdeles nydeligt. Foran hver Gæst en blaa Kop med Underkop og Kaffeske - jeg tror, man i dette Tilfælde bør sige: Kaffeske - ved hver Assiet en af Mors Hatteblomster, blaa Kande, Sukkerskaal, Flødekande ... Jojo, man ved vel, hvorledes det skal være!
Midt paa Bordet staar noget, der sætter min Fantasi i Bevægelse. Men inden jeg faar det omgivet med unødig Mystik, oplyser den Lille mig paa Kvindevis om, hvad det skal være. Og det er godt det samme, for Genstanden minder om disse ubeskrivelige Hemmeligheder, som bliver skjulte i Oceandamperes Kulrum eller under Balkanministres Skriveborde, og hvorfra der plejer at høres en dæmpet Tikken, eller hvortil der fører en elektrisk Ledning ... »Det er Lampen«, siger Værtinden, »kan du se, Pæren knupper op foroven.« ("knuppe op" siger hun, og jeg noterer mig det) »herhenne er den elektriske Kontakt; man kan baade tænde og slukke.« Kontakten bestaar af en Neglerenser, der er stukket skævt igennem et rundt Paplaag. Jeg beundrer Lampen og fører mekanisk min Kop til Munden.
Den Smagsfornemmelse, som umiddelbart derefter melder sig, bevirker, at jeg trodsende enhver Risiko ønsker mig paa Balkan, selv om jeg saa skulde vente ved Siden af en Premierministers Skrivemaskine. Med en i Livets haarde Skole møjsomt opøvet Selvbeherskelse rejser jeg mig og bukker: »Mange Tak for Kaffe. Nu maa jeg desværre gaa ... «
»Aah, nej, hvad? Nu legede vi saa godt!«
»Jo, min Skat, Hans Excellence Premierministeren maa adlydes.«
Vi udveksler sirlige Hilsener, og mit Blik falder paa Gesimsen; dér staar ogsaa en Kaffekop, lige ind til Væggen, men saa højt, at den Lille umuligt selv kan have stillet den der. Hun maa have bedt sin Mor om at sætte den derop. - »Hvad i Alverden ... ?« Hun forstaar straks min Undren. - »Det er Kaffe til Morfar; han kan ikke komme ned.« Hendes Morfar er død for mange Aar siden, men det er sagtens hans Billede, hun tænker paa.
Med denne yndefulde Helgenlegende klingende i mit Øre, tager jeg Afsked for den Eftermiddag og lover at besøge Damen snart igen.
Tom Smidth
Aldrig nogensinde skal jeg glemme det! ... Jeg traadte ind og saa mig om. Hun var der ikke. Lyseblaa Vægge. Hvide Møbler med Guldstriber. Sort Kakkelovn. Aabent Vindue, Koldt. Ingen Sol. Jeg satte mig, sad længe. I Lydløsheden begyndte Tingene at tale til mig. »Se,« sagde Sengen, »jeg har været redt siden Klokken otte i Morges.« »Vi er lukkede,« sagde Skufferne. »Jeg kender ikke til Uorden,« hviskede Reolen. »Hvor blank!« smilede Kakkelovnen. »Ingen Støv,« betroede Bordet mig. »Nyvasket,« sagde den orcherede Pyntedug.
Jeg tog mig til Hovedet. Hjemme hos mig var alt Støv og Uorden. »Men er det muligt,« spurgte jeg forfærdet mig selv, »bor hun her? Er jeg ikke gaaet fejl?« Hun havde gjort mig til Slave, hersket over mig, tyranniseret mig. »Bor hun, hun her? Og alt hos hende haaner mig.«
Udenfor var det tindrende Solskin og Vinterfrost, men her var Lyset lighvidt bag brede, mønstrede Stores. »Aldrig har Maanen skinnet herind,« lød Stemmen i mit Indre, »aldrig har dens Trolddom fyldt dette Rum! Ellers kunde her ikke se saaledes ud. Her er ingen Drømme drømt, ingen Suk har genlydt her, ingen Latter har varmet denne Luft.« Mine Nerver krympede sig. Almægtige Gud, her duftede ikke; her var ingen Mindelse om Kvinde! Var da dette Jomfruelighed? Var Renhed noget saa umenneskeligt? ... Midt paa Bordet, nøjagtigt paa Midten af det hvide Orchis, stod en matsort Vase. Jeg tog min Buket Nelliker og stødte den ned igennem dens tomme Munding. »Gid Elskov maa blive dig bitter,« udbrød jeg harmdirrende. »Gid dit Hjerte maa hentæres, dit Blod brænde, og din Hjerne gløde af hævnsygt Nag. Gid den Dag maa komme, da dit pinte Legeme rejser sig imod dig og driver dig ud i det grænseløse! Gid du maa stønne under Svøben og drikke din egen Graad, som jeg som jeg! ... «
Hun havde gjort mig til sin Slave, hersket over mig, tyranniseret mig, i Dage, i Maaneder ...
Fra den Dag blev jeg en anden, min Forbandelse havde udløst nye Kræfter hos mig. Jeg gensaa hende ikke efter hint Øjeblik, da jeg som jaget af Furier styrtede ud ad Døren i hendes Jomfrubur.
Tom Smidth
Hun rejser sig nøgen og smilende for at tænde den lille Ampel, som hænger nær ved Vinduet; Petroleumslugten blander sig paa bizar og uforglemmelig Vis med hendes Violparfume og Duften af Harpiks fra det blussende Brænde i den lave Kakkelovn. Hun kommer hen og tørrer sine Fingre i mit Haar. Efterhaanden som Flammen stiger inden for den lysrøde Kuppel, dukker Møblerne frem af Skumringen, velkendte, venlige, nærmer sig som undseelige Børn, der venter et Kærtegn. Hun følger mit hilsende Blik, lægger sig stille hos mig, og mens jeg kysser hendes Bryster, hvisker hun: »Du siger Farvel til vort Værelse ... Jeg tager med Toget i Morgen tidlig.« Og derpaa det uundgaaelige: »Vil du længes efter mig?«
Har jeg mon lovet at længes efter hende? I saa Fald er jeg en meget ordholdende Mand ... Og spørger jeg mig selv hvorfor, da lyder Svaret: Fordi vor Elskov har været én lang Afsked. Vi elsker mellem Kufferter. Dette hendes Paulun er fuldt af dem; to store, flere smaa; under Bordet, under Sengen. De smaa hedder »Søren«, »Pokker« og »Fanden«, for dem støder vi regelmæssigt Tæerne paa; de store har Navne efter de fornemste Steder, de har besøgt: »Monte Carlo« og »Paris«. »Paris« skal paa Tourné denne Gang, ledsaget af »Søren« og »Pokker«, der er trukket frem og staar foran Dørforhænget som to tavse, ubevægelige og vagtsomme Hunde.
Fra Døren glider mit Blik langs Væggen til et Billede af min Elskede i en af hendes Yndlingsroller, malet af en Kunstner, hvem man ikke tør frakende et vist Kendskab til Modellens intime Ynder, nemlig hendes Mand. Nedenunder staar »Monte Carlo«, i Øjeblikket draperet som en Blanding af Puf og Toiletmøbel; derefter kommer den røde Lænestol og et vaklende Bord med en Blomstervase, et Askebæger, Tændstikæsker med afrevne Tændstikker paa, Cigaretter og min Shagpibe, der skammer sig ved sin vanhellige Tilstedeværelse ... Der er Blomster i Vasen - friske Blomster! Og for at krænke det noble Ordsprogs Leveregel har jeg en Dag, da hun surmulede, pisket hende med Blomsterkosten, til hun leende gav mig mit Kys igen og som en Sybaritinde lod sig synke om paa et Leje overstrøet med Rosenblade.
Endvidere ser jeg Sidestykkerne af den lille Reol og af Dragkisten med dens Fotografier og Nipsgenstande. Hvilket dunkelt Instinkt har dog bevæget min usentimentale Veninde til her, hvor hun elsker, at samle alt, hvad der hidrører fra hendes Barndom? Er det Barnet i den elskende Kvinde, som vil mindes sig selv, eller ønsker hun ironisk at kunne maale Afstanden mellem den, hun var, og den, hun er? Der findes en tredie Mulighed: at hun i sin Lykke føler sig ren og ubekymret som hint Barn i Hjemmets Ly; men det er vel for smukt til at være sandsynligt. Snarere vil jeg tro, at dette Rum blot er det Pulterkammer, hvor hun har henslængt Mindet om sin Uskyld. I hvert Fald: paa Reolen staar hendes Skolebøger, paa Dragkisten Fotografier af hendes Moder (der aabenbart har grædt meget, inden hun fik det Træk om Munden), af hendes Søstre og af hende selv i alle Aldre, fra en tre Aars Tulle til en hvidklædt Konfirmandinde. Her findes hendes Eksamensbeviser og Præmier, en lille Tragantfigur, hendes Fader har modelleret, mange smaa Haandarbejder, alt dette inderligt borgerlige, som danner Bunden i enhver, om end nok saa letfærdig Kvindesjæl .... Hvem siger for øvrigt, at hun er letfærdig. Maaske er hun en Klippe. Hvad ved jeg om hende? Saa godt som intet, og dog mere end de fleste. O, Barn og Kvinde i ét, jeg ved, at vi maa skilles, og at jeg skal bære Smerten derover, ikke du! Saa meget véd jeg om dig, og det er ikke lidet, ingen foragtelig Kundskab, dette at forudføle Lidelsen i Lykkens lyseste Timer. O, Barn og Kvinde, du kalder med din Barndom Virkelighedens Land tilbage, for at din Fod kan finde Støtte og dine Skuldre Kraft til at bære Fremtiden; du tilhører Virkeligheden, og ikke mig, som kun er en Gæst hos din Modenheds Glød og din Barndoms Renhed; dine unge Aars Uberørthed er din Elskovs Ramme, dit Nødanker i Lidenskabens Brænding, dit hemmelige remedium amoris. I din Barndom vil du søge Tilflugt den Dag, da Eventyret stræber at rive dig med sig; du vil gaa ind i Virkeligheden og lukke Porten efter dig. Og vi maa skilles. Thi som dit Hjerte bor i Virkeligheden, saaledes bor mit i Poesien. Maaske er just vort Samvær saa mættet, fordi Virkelighed og Poesi mødes og blandes, hvergang vi favner hinanden ...
Javel, jeg tager Afsked med vort Værelse! Jeg siger Farvel til Lyskransen paa Loftet, til Mønstret i Tapetet, til den løse Fjeder i Lænestolen, til Pletten paa Lysedugen og Knasterne i Gulvets Bræder. Maaske bliver denne Aften, denne Nat vor sidste ... Maaske ... Hun rejser jo atter i Morgen.
Men da jeg mat og glødende, febrilsk og svimlende vandrer ned ad den hvidlige Gade i Gryets isnende Time, da ser jeg hende foran mig. I en Lystaage svæver hun frem, og jeg kan ikke nærme mig hende. Thi hvergang jeg gaar hastigere til for at indhente det luftige Syn, forvandles det for mine Øjne. Det er ikke mere min Elskerindes ranke og smidige Skikkelse, men en alvorlig og jomfruelig Konfirmandinde i lang Kjole og med smaa lave Sko - det er hin Figur af Tragant, som hendes Fader har modelleret; et Væsen, jeg ikke kender og aldrig skal naa eller fatte.
Tom Smidth