Der var engang, da Theobald Huus var et meget undseeligt ungt Menneske, en sky og genert Yngling, hvis Sjæl mimoseagtigt gøs tilbage fra enhver Tilnærmelse fra det kvindelige Køns Side.

Han var dengang Student og toogtyve Aar gammel og boede i et Pensionat i Griffenfeldtsgade, hvor han nød - eller lod, som om han nød - tre Maaltider om Dagen, foruden Morgenkaffe og Aftente. Han havde et smukt, stort Gadeværelse, og Logi og Fortæring kostede ham ialt den Sum af halvtredsindstyve Kroner om Maaneden. Han følte sig ganske tilfreds med Tilværelsen, altialt. Om Aftenen skrev han Vers. Om Dagen havde han hyppigt Elever i de klassiske Sprog og i Tysk. Han musicerede bravt, spillede flere Instrumenter - Sangstemme havde han derimod ikke Spor af. I Skumringen, naar han sad ved et af sine Vinduer og stirrede ned paa Gadelygterne, følte han ofte en Fred, hvis paradisiske Egenart først skulde aabenbares for ham (ligesom for Adam i Slægtens Barndom) ved at Eva blandede sig i hans ukrydrede Otium.

Theos Eva hed Erica og hørte langtfra til dem, der opdages liggende nyskabt og sovende i Græsset - eller, som det nu er Mode, paa Stranden. Passivitet var Erica fremmed. Først var hun letfængelig, dernæst aggressiv. Den indledende Tilstand karakteriseredes hos hende ved talrige Tegn paa nærforestaaende Brandfare, saasom Smægten, Sukken, Koketteren, Rødmen, Vridninger, glødende Blikke i Smug, etc. Da denne Skala var gennemløbet, kom Turen til den fingerede Tilbageholdenheds mange Symptomer, der fremstilledes med Virtuositet, i Betragtning af, at denne Circe fra Nørrebro nys var fyldt sytten. Men havde vor Digter med mild Medfølelse fulgt de indledende Tegn paa Sindsbevægelse hos denne forholdsvis kortskørtede og med hullede Silkestrømper stærkt flunkende Backfisch, saa henfaldt han, meget mod den unge Dames Beregning, under de paafølgende til høflig Ligegyldighed, hvilket simpelthen skyldtes, at han endnu aldeles ikke var »ledet paa Sporet«, »underlagt Trylleriet«, »fanget i Garnet« (eller hvilke andre Udtryk, stammende fra en fjern Jagt- og Fiskeriperiode, der nu kan bruges til at antyde, at en Mands Lidenskaber er vakte). Da dette var gaaet op for Erica, kaldte hun sig selv for de unævnelige Ting, Kvinder altid udskælder sig selv for, naar deres Manøvrer mislykkes, og skred ufortøvet til Angreb.

Ve over Theobald!

En af hendes Funktioner som Værtindens Datter, der smukt maatte hjælpe sin Moder, bestod i at bringe Pensionærerne deres Morgenkaffe, for saa vidt de nemlig ikke stod op, drak den i Spisestuen inden Klokken syv og derpaa hastede til deres Arbejde. Studiosus'en, den eneste af sin Slags i Pensionatet, var den sidste, der blev betjent med denne vækkende Drik. Og eftersom Theobald afsluttede Rækken, havde Erica Stunder til at tage sig af hans »Vækkelse« i dobbelt Betydning.

Hun kom ind ad den tofløjede Dør, balancerende Bakken paa Fladen af højre Haand for at kunne dreje Dørgrebet med den venstre. Hun bankede ikke paa. Men lad os antage, at Thcobald hvilede i Morphei Arme. I saa Fald placerede Erica sin Bakke paa Bordet, sandsynligvis vippende oven paa en Stabel Bøger, og henvendte sig til den sovende:

»Nu maa Studenten værkeli' vaavne ...«

»Hvad'? Hø! Mummm ...« sagde Studenten, negligerende denne lidet lokkende Opfordring.

Saa satte Erica sig paa Sengen, saá med glubsk Kælenskab paa hans glatte Ansigt og dikkede ham under Hagen.

»Lad mig være, for Fanden,« vrissede Theobald, men gabede i det samme, som om han vilde sluge Planeten Jupiter med samtlige dens Maaner.

»Uh!« sagde Erica, ikke uden Aarsag.

»Hva' er'et?« spurgte snerrende den saa aarle efterstræbte.

»Morgenkaffen,« svarede Pensionatets Circe.

»Drik den selv.« Og nu havde Arrigskaben gjort Theo saa vaagen, at han røg over Ende i Sengen og jog Fingrene igennem sit røde Haar, saa det strittede værre end nogensinde.

Erica fandt sig i Forsmædelsen. Hun var ikke ømtaalig. Hvad Studenten bød hende, var desuden kun Smaating imod, hvad hun maatte høre af de andre. Og Synet af Theos Uglehoved overvældede hende. Der løb Kildren og elektrisk Strøm gennem Aarer og Nerver i hende, hun maatte bukke sig sammen, og det kriblede og prikkede saadan i hendes Arme og Fingre, at hun slet ikke kunde lade være at række ud efter Mandfolkets Paryk. Følgelig faldt hun ind over Theos Bryst og ruskede i hans Hovedpryd.

Huus segnede tilbage paa Puden og skreg. Saa væltede han hende af sig ned paa Gulvet, sprang selv op og raabte, staaende oprejst i Sengen, som en Kaptajn paa sin Kommandobro:

»Kaffe! Jeg vil ha' min Kaffe! Og jeg vil ha' Ro! Jeg vil drikke den alene! Hvor er Avisen? Ud og hent den! Straks! Stik den i Døren, og vov ikke at komme ind igen, eller jeg smider Bakken i Hovedet paa dig ...!«

Erica forsvandt. Og bemærkede blot, medens hun ledte efter Bladet, triumferende til sig selv: »Nu siger han »du« til mig!«

Theos Hjerne sydede af Krænkelse, Forvirring, Undseelse, Vrede og en halv Snes andre Følelser, der i hans senere Aar vilde have syntes aldeles uforklarlige ud fra de forudgaaende Omstændigheder. Han forlod harmdirrende Pensionatet med det faste Forsæt at søge sig et nyt Logis! Paa Vejen ind til Byen svaledes dog hans Gemyt en Kende. Og da han paa Købmagergade mødte en Ven, var han beredt til at lette sit Hjerte, tale, betro sig og høste Medfølelse. Tilfældet vilde, at denne Ven var en tilkommende Operasanger, en Fyr med et net og krøllet Ydre af romantisk Charme. Han forenede med et rigt og skønttonende Stemmemateriale en Umusikalskhed, der kunde maale sig med hans allerberømteste Kollegers, og et komplet Ukendskab til Nodelæsning. Ethvert Parti maatte i Maanedsvis indøves med ham ved Enfingerprikken paa forpinte Tangenter, og hans Begreb om Rytme var saa særpræget, at det i Musikerkredse skaffede ham et stort Ry for ubetvingelig Originalitet.

Man rystede Hænder.

»Har du nogensinde været paa Bornholm?« spurgte den derfra tilbagevendte Sanger.

»Nej, og i Ringe paa Fyn har jeg heller aldrig været,« svarede vor Huus.

»Naa, jamen saa giver jeg Kaffe i »Himmerig«,« sagde Sangeren glad.

Der er meget at fortælle om Bornholm, og det varede derfor noget, inden Theo kunde bringe sin Sag paa Bane. Alt imens blev ogsaa megen Kaffe drukket. Omsider klagede han sin Nød, fortalte vidt og bredt og sluttede: »Da jeg saá dig, slog det ned i mig - hvad Pokker, nu har jeg lært dig baade Prologen til »Bajadser« og »Preislied«, »Wolframs Sang til Aftenstjernen« og alt det andet, som Gardens Orkester spiller hver Søndag, Gud har skabt, og jeg har ikke krævet det mindste Honorar af dig, skønt du lovede mig det ...«

»Ja, ser du ...«

»Jovel, men altsaa, det slog ned i mig, om ikke du til Gengæld kunde synge lidt for Erica. Du har jo selv lige fortalt, hvordan Piger og Fruer løb efter dig paa Bornholm. Kunde du ikke benytte din Charme til at aflaste mig for det Hængetræ ...?«

»Og du tror ikke, det vilde blive temmelig lastefuldt for mig?«

»Vittigheder frabedes under livsvigtige Drøftelser,« sagde Huus.

»Livsvigtige? - Det er da ikke kommet til Yderligheder imellem jer?«

»Yderligheder?« spurgte Studenten tvivlende.

»Ja, eller Inderligheder?«

»Ja - joh - du hørte jo ...«

»Føj!« mælte Sangeren, »det var ikke noget kammeratligt Forslag. Du skulde skamme dig!«

»Nej - oh nej - oh nej, nej, nej!« skyndte Huus sig at bedyre, »ikke saaledes at forstaa, slet ikke!« Og han snappede i sidste Øjeblik Sangeren i Armen, tidsnok til at forhindre ham i hurtigt at forlade det »Himmerig«, hvor der rejstes saa uventet verdslige Krav til hans Evner. »Der har slet ikke været noget imellem Erica og mig. Kan du da ikke forstaa, at jeg netop vil forhindre en Kærlighedsforbindelse, som rentud sagt ikke passer mig nu ... Aa Gud, mine Studier, min Eksamen, min Fremtid, min Embedskarrière - alt staar paa Spil ...« Saadan er det pludselig at komme i Tanker om det væsentlige. Livets Alvor overfalder én som en Tyv om Natten, træder frem paa de mest uforudsete Steder!

»Hm,« sagde den beroligede Sanger, »og hvordan ser denne Erica ud?«

»Yndig, ung, buttet og lidenskabelig,« sagde Huus og roste hende, som en Slavehandler paa Torvet.

»Jaja da,« mente Sangeren, »lad os se hende an ... Kan du indføre mig i Familien?«

»Selvfølgelig, selvfølgelig ...«

»Naa, godt, Prøverne begynder først om en Uge. Jeg skal komme i Morgen.«

De skiltes. Theo betalte for Kaffen. Men han gik ikke hjem. Han drev omkring hele Dagen, besøgte Kammerater, besaa Værelser, drøftede Forelæsninger i det nye Semester, spiste paa Restaurant. Klokken var omtrent tolv Nat, da han atter befandt sig i Griffenfeldtsgade. Her fandt han Erica, der ved Hjælp af en Reservenøgle havde lukket sig ind paa hans Værelse og atter laaset Døren bag sig. Hun sad stille paa en Skammel i Mørket og ventede. Inden Huus kunde komme hen og faa Lampen tændt, følte han sig fanget. Erica omfavnede hans Knæ, rejste sig op ad ham og begyndte, fast klynget til ham, sejrsvis at overplette hans Ansigt og hans Hals med sine Læbers Tryk og sin Munds Fugtighed. I sin Overraskelse og sin Skræk for til ingen Nytte at have givet 2 Kr. og 35 Øre ud til Kaffe og 3 Kr. og 17 Øre til Middag, krystede Studenten hende i sine Arme, hævede hende op fra Gulvet, bar hende hen til Døren, aabnede hastigt, han vidste knap selv hvorledes, denne, slap hende straks udenfor, smækkede Døren i med et Brag og laasede den indefra.

Med det Resultat, at ...

II.

»Hun har taget Kreosot,« hulkede Madam Hansen, Værtinden, og hendes Taarer dryppede ned i Morgenkaffen.

Rigtigt en oplivende Meddelelse at faa, tilmed usædvanlig tidligt (Klokken ni) en graa og trøstesløs Morgen!

Kreosot ...

Et dystert Ord. Hvad betyder det?

Kreosot ...

Det lyder absolut som noget i Retning af Baghusdrama. Man ser en ung Pige pludselig gribe sig til Hjertet (eller Halsen, eller Maven, eller Hovedet) og segne om paa et mørktferniseret Gulv fra de mørke Halvfjerdser ... Og Lampen gaar ud. Eller Hanen galer. Eller der lyder listende Trin. Eller ... Kort sagt: Kreosot, der har saadan en nederdrægtig brændende Smag, virker højst sandsynligt meget uheldigt paa Menneskers indre Dele, det er klart. Det stod endogsaa Theobald Huus klart. Han fløj op i Sengen.

»Og det er barestens af ulykkelig Kærlighed til Dem, Student,« snøftede Madammen. »Nu dør hun nok ...«

Det fremgik af hendes Beretning, at Erica skulde have tømt en lille Flaske Kreosot, skreget op, vredet sig og hylet, hvorefter hun var blevet bragt til Sengs, hvor hun havde grædt hele Natten i Angst og Pine.

Plump! sagde Theos bare Fødder paa Gulvet. Ingen Kaffe! Op, og i Tøjet! Ak, thi ...

»Erica vil saa gerne tale med Dem, inden hun ...« For lutter Bævelse kunde Madammen ikke fuldende Sætningen.

Theo er senere kommet til den Opfattelse, at det bør høre med til Ungdommens Opdragelse, pludselig engang at føle sig som Morder. »Vi myrder jo allesammen, hver paa sin Vis,« siger han, »én er Slagter, og en anden fortæller virkeligt morsomme Anekdoter ...« Han mener tillige, at denne Følelse er særligt skærpende for Viddet. Den viste sig i hvert Fald at være det for hans Vedkommende. Med ét standsede han nemlig sin hastige Paaklædning, kiggede ud af Halsaabningen paa sin Manchetskjorte og spurgte hvast:

»Har Lægen været her?«

»Æh ... næh,« sagde Madam Hansen, »hun vil saa nødigt, at vi skal hente Doktor. Naar hun nu alligevel skal bort fra dette Liv, siger hun ...«

»Hvornaar drak hun den Kreosot?« spurgte Theo videre, uden at røbe sin Lettelse.

»Det ved jeg ikke saa nøje,« svarede Madammen lidt forvirret. »Jeg sov jo, skal jeg sige Studenten, men jeg vaavnede ved at høre hinner gi' sig ... og da var Klokken vel hal' ét ...«

»Saa er hun forlængst død!« sagde Theo med tragisk Alvor.

»Nej, men Gu' bevares, Student dov, hva' er 'et, De siger?!« raabte Madammen. »Hun var da levendes, da jeg gik fra hinner ...«

»Det maa jeg meget betvivle,« sagde Theo. Og pludselig stak Djævelen ham, og han tilføjede: »Men i saa Fald kan det have andre frygtelige Følger. Lad os ønske det bedste for den stakkels Pige!« Hvorefter han skred ud af sit Værelse og begav sig til Køkkengangens Regioner, hvor Erica havde sit lille Hummer. Madammen fulgte.

Idet de passerede Spisestuen, gav det paany et lille Klik i Theos Hjernemekanisme. Tandpine, sagde det, Kreosot for Tandpine. Haha!

Uheldet vilde, at Erica efter en gennemtudet Nat var faldet i en fredelig Søvn og saá saa fortryllende ud, som en ung Tøs nu engang tager sig ud, naar hun sover med aaben Mund.

Men den meget omtalte Elskovsmagnetisme, en forelsket Kvindes Instinkt, der vaager i hende, mens hun blunder, »eller som man behager«, virkede, og hun vaagnede i det samme. Med hævet Røst forkyndte Huus, da han traadte ind: »Hun vil utvivlsomt miste sin Sangstemme for altid! Hvor er det frygteligt ... Og jeg, som netop agtede at præsentere hende for en Sanglærer, en vordende Berømthed, min smukke Ven Jansenius, Operasangeren ... Dette er i Sandhed sørgeligt ...«

Erica strakte Armene ud imod ham og sukkede: »Nu fortryder du det, ikke, Theo?«

»Jo,« svarede han med Overbevisning.

»Aah, saa elsker du mig alligevel?«

»Hvis jeg gør det, vil jeg komme til at længes efter dig i Tugthuset,« sagde han skummelt. »Forstaar du ikke, at naar du nu dør, vil Mistanken for Mord ramme mig? Og hvor er Beviserne for, at jeg ikke har forgivet dig?«

Erica vidste ikke, hvor de var. »Men Gud, Theo ...« udbrød hun skrækslagen.

»Kald mig ikke Theo ... Det er klart, at du vil komme til at angre dette, selv om du ikke dør af Forgiftningen, og jeg ikke kommer i Fængsel. For du vil opdage, at du for stedse har ødelagt din Chance for at komme til Operaen ...«

Erica vred sine Hænder. »Jamen Theo, Theo ...«

»Kald mig ikke Theo,« gentog Huus med en Gysen. »Hvorfor er Lægen ikke blevet tilkaldt? Er det for at være sikker paa, at Redning skal være udelukket? Er min Skæbne beseglet? ... Men jeg vil kæmpe imod den! Jeg gaar nu for at udlevere Sagen i Politiets Hænder. Skal jeg overlade det til Myndighederne at konstatere, at man har forsømt at hente Læge? Deraf lader sig nemlig drage visse Slutninger ... Og naar han saa endelig kommer ...« Theo stønnede. »En Patient, som har indtaget - eller - ha! - er blevet forgivet med Kreosot, skal ufortøvet pumpes ud - det er jeg selv blevet engang, og det var yderst ubehageligt - derefter røntgenfotograferes - det kan kun ske paa et Hospital! - endelig, som Følge af de indre Skader, sandsynligvis skæres op, renses, sys sammen igen ...«

Erica skreg højt.

»... Hvis Operationen forløber normalt - det gør den sjældent! - vil maaske et seks Ugers Ophold paa Eneværelse kunne redde Vedkommendes Liv ... Det koster tolv Kroner om Dagen...«

Madammen sank sammen.

»Men alt dette er jo intet imod, hvad selve Retsundersøgelsen vil medføre. Jeg vil blive fængslet. Pensionærerne vil komme i Forhør. Sagen vil trække ud i mindst tre Fjerdingaar. Jeg frygter for, at Deres Pensionat vil komme i Vanry, Madam Hansen ... Men det er nu for sent at tænke paa alt dette... For sent ... Det er nu uigenkaldeligt! ... Jeg gaar ...« Han lod tilsyneladende overvældet Hovedet synke og vendte sig mod Døren. »Der findes ingen Modbeviser ... Ikke engang Flasken ...«

»Den staar paa Køkkenbordet,« jamrede Madammen.

»Jeg tager den med paa Stationen,« sagde Huus.

Paa Vejen til Køkkenet hørte Theo, at Erica fik sig en knaldende Lussing, og en til, der var ligesaa lydelig, hvorpaa hun brast i en skingrende Graad. Madammens Stemme lød i en ustandselig, truende Mumlen.

Han tog den lille Flaske og konstaterede, at hele Vasken lugtede af Kreosot. Da han med strengt og lukket Ansigt vendte tilbage, havde Madammen taget Sagen i sin Haand. Hun havde stænget Døren til Datterens Værelse og standsede Studenten udenfor i den dunkle Gang. »Erica har slets inte drukken den skide Kreosot,« sagde hun barsk.

»Nej, hun har hældt den i Vasken,« sagde Huus ophøjet.

»Ja, hun har - og nu vil De vel saa inte gaa til Politiet?«

»Jeg ser ikke, at det kan gøre nogen Forskel for mit Vedkommende. Det er jo stadig ikke bevist, at jeg ikke har givet hende Kreosot i morderisk Hensigt. Og at jeg ikke har gjort det, vil ikke kunne paavises, uden at hun paa Politiets Foranledning bliver indlagt paa et Hospital, hvor hendes Indvolde og Svælg bliver undersøgt ... Jeg vil gaa renset ud af denne Sag!«

»Jamen, Herregud, Student, naar jeg nu selv købte den til hinner forleden, fordi hun laa i sine Tænder og gav sig saa ynkeligt ...«

»Og saa tror De, at De og Deres Datter ustraffet kan opføre en saadan Komedie?« sagde Huus med dydig Harme. »Men De har regnet fejl. Politiet skal være her om en halv Time ...«

»Nej, nej, ikke Politiet, barestens ingen Politi, hører De, Hr. Huus ... « Madammen rømmede sine sidste Stillinger.

Theo betragtede hende længe med barsk Eftertænksomhed. »Godt!« sagde han endelig. »Hør saa mine Vilkaar! Hvis Erica ikke inden en Times Forløb - jeg gaar nu ned og spiser min Frokost paa »Taarnborg« - hvis Erica ikke, naar jeg kommer hjem igen, er staaet op og passer sine sædvanlige Pligter syngende, forstaar De, Madam Hansen, syngende! ... saa ved De, hvad De har i Vente. Og saafremt hun nogensinde skulde finde paa andre lignende Narrestreger, saafremt hun ikke herefter lader mig i Fred, - ja, saa gaar jeg lige til min Ven Christensen paa »Socialen« og giver ham Historien. Hvad der da vil ske, kan De selv tænke Dem til ... Farvel saa længe. Husk: passer sine Pligter syngende ...«

Og dermed drejede Huus sig om paa Hælen og forlod Aastedet.

III.

Det tør antydes, at der aldrig har været hørt et saa syngende Pensionat.

Med blussende Kinder - Huus vidste nok, hvorfor de blussede - var Erica kommet og havde lukket op for ham, da han vendte hjem fra sin frugale, men fredelige Frokost. Hun hørtes at synge paa Værelserne, medens hun redte Senge og gjorde i Stand. Hun sang i Køkkenet. Hun serverede Middagen smilende og nynnende, tilsyneladende i straalende Humør. Alle Pensionærerne blev smittede. Postbudet sang, Smeden sang, Styrmandseleven inde paa Værelset ved Siden af Theos gav Harmonikaen en ekstra Omgang efter Bordet. Der lød Sang under Opvasken, Madammen sang med, og Tallerkenerne klirrede i Takt.

Til Kaffen kom saa Jansenius, modtaget af en blussende og syngende Erica.

Han kom, saa og sejrede!

Endogsaa Jansenius selv - og en Mand, der nærede ringere Tvivl om sine Evner som Kvindebedaarer, skulde man lede længe efter - var næsten forvirret over sin øjeblikkelige Sukces hos Erica og hos Madammen. I Erica gærede det; hun var fuld af dépit. Hun skulde vel vise den ubegribelige Snøbel af en Student, at hun i en Haandevending kunde erobre sig en Beundrer. Og da Jansenius var kommet i den udtrykkelige Hensigt at gøre sig lækker for Pigebarnet, kan man slutte sig til Resultatet. Luften om dem var saa varm, at man ligefrem var ved at brænde Fingrene. Jansenius drak Kaffe og konverserede denne Gang ikke om Bornholm, men om kunstneriske Triumfer, tykke, glinsende Løgne i Metervis. Og han nynnede med, eftersom Erica nynnede, hver Gang Huus blot saá paa hende og trak Øjenbrynene i Vejret. Sangeren kunde ikke vente med at skyde sine første Komplimenter angaaende Ericas Udseende og Stemme af, til Kaffen var drukket, men afleverede dem med Smørkage i Munden: »Det var dog herligt at høre en saa blød og - um mum - ren Stemme! Saa megen - smask, smask! - musikalsk Sans var skam ikke helt almindelig!«

Næppe var derfor de sidste Bidder sunkne, før Noder kom frem, og Jansenius stillede sig ved Klaveret. Theo vilde trække sig tilbage; han trængte til Ro efter Formiddagens Begivenheder. »Frøken Erica akkompagnerer udmærket,« sagde han. Men Erica vilde ikke lade ham gaa. Hun havde sin fineste Kjole paa, hun vilde ses og se; derimod brød hun sig ikke om straks at vise, hvor ynkeligt hun klimprede paa Klaver. Hun nægtede rent ud at spille. »Aa,« sagde Huus, »jamen saa kan jeg maaske hente unge Betjent Bartrumsen nede i Aagade; han ledsager fortrinligt, om end lidt haandfast!« Erica fik Taarer i Øjnene, men satte sig straks til Klaveret. Jansenius saá, at hun var paa Nippet til at græde, og sendte Huus et bistert, men ikke helt sikkert Blik, for han begreb ikke, hvad der gik af Ungen. »Naa,« tænkte Huus, »det gaar saamænd rask, allerede i det beskyttende Ridderhumør! Gud velsigne jer, Børn!« Men hans Bemærkning druknede, ironisk eller ikke, i de første knaldende Toner: »Jo, jo! - Det er mig!« Inde fra sit Værelse maatte han høre baade Prologen af »Bajadser«, »Preislied« og »Wolframs Sang til Aftenstjernen«, indtil han ønskede, at Jansenius for sin »Preislied« var blevet forsat til »Aftenstjernen« og først der havde sunget Prologen til »Bajadser«.

Huus holdt Hænderne for Ørene. Nu var de gaaet over til populære Romancer derinde. Og nu sang ogsaa Erica. Efter hver Vise klappede Jansenius gevaldigt i Hænderne. Og, min Sandten, nu lød der ogsaa Applaus og høje »Hør!« og »da capo!« fra andre. Pensionærerne flokkedes derinde, tillokkede af Musiken og Sangen.

Huh! Hvad var nu det? Smeden foredrog en Revyvise. Hellige Christobald, Skilderierne gyngede paa Væggen hos Theo! Og derpaa kom Styrmandseleven med sin Harmonika. Og nu dansede de, saa Lampen klirrede. Og saa skraalede de i Kor og klinkede - hvor var der kommet Spiritus fra? Det blev til Soldatermarchen af »Faust«. Klaver, Harmonika, Violin, og dertil Sang og Hujen af Erica, Jansenius, Smeden, Styrmandseleven, Postbudet, Bageren, Madammen og hendes Veninde nede fra Blaagaardsgade, Frøken Jensen. Nu var der en, som i Begejstring rev to malede Bliktallerkener ned fra Spisestuevæggen og fanatisk daskede dem imod hinanden. Og Soldaterne marcherede, marcherede, marcherede, som var det alle Wallensteins Tyskere, Østrigere, Kroater, Slovener, Bayrer, Tyrolere og Württembergere ....

Theos Dør blev slaaet op paa vid Gab. Han fo'r ind midt paa Gulvet som et vildt Dyr i Spring. Hans Øjne var blodskudte. Han fugtlede med Næverne i Luften og brølede, højrød i Ansigtet:

»Kreosot! Kreosot! Er der ingen, der har en Pot Kreosot - saa jeg kan hælde det flydende Helvede ned i Halsen paa Erica og Jansenius, den Brølabe - og paa jer allesammen, for Resten ... Kreosot er, hvad I trænger til!«

»Der er Vidner paa Deres Ord, Student!« sagde Madam Hansen og tren truende op imod den arme Huus.

»Det er der!« skreg han. »Saa hør ogsaa allesammen, hvad jeg siger: Jeg flytter i Morgen! Jeg flytter, jeg flytter...«

»Ha!« sagde Erica og vendte Studenten Ryggen. Hendes Nakke slog tre haanlige Rynker, idet hun lagde Hovedet tilbage, foldede Armene om Halsen paa Jansenius, trak hans Mund ned til sig og kyssede den. Tre Takter adagio con molto espressione ...

Tom Smidth