Jeg er den gamle af Dage, uberørt gaar jeg gennem Verden. Hjærter, som Vinter har stivnet, skal tø op, men mit, som Tomhed gennemklinger, skal aldrig vaagne og altid kun drømme Tomhed.

Jeg har fornægtet. Og for mit NEJ veg al Fylde fra mig, endnu inden den hurtigste Anger kunde fylde den uigennemtrængelige Tavshed, der blev mit Sinds Rumindhold. Kun eet Ord kan vække mit Hjærte, hint Frelsens Ord, der standser det: Dø!

Jeg er en Apostel uden Tilhørere, et Symbol uden Forstaaelse. Alt Levende, som naas af Tomhedens Klingen fra min Gang, Ødets Sus i mine Pjalter, Umuligheden af at dø, som straaler i mit Blik - alt Levende viger fra min Vej! Alt, som haaber - endog Selvmorderen, der ønsker Fred - flygter ved mit Komme. Fuglekvidder tier, Skovene er tavse hvor jeg gaar. I de Landsbyer, jeg passerer, har Morgenen intet Hanegal. Borte er Fiskene i den Flod, jeg vader igennem. Ørnen, som var en Prik ovcr Fjeldet, svinder i Blaanen - og Blaanen i Sortnen - naar jeg klatrer op ad Klippesiden.

Min Bøn fattes Ord, Tanke, Følelse. Den er ikke stum, ikke forgæves ...... den er ikke!

Rummet, som ikke er. Tiden, som ikke er. Stedet, som ikke er. Det menneskelige lagt i det uerkendelige - det er mit Billed af Verden. Jorden skal ikke forgaa ved de Forbandelser, jeg ikke kan avle - jeg ikke forgaa med den, naar dens Liv slukkes.

Men maaske spejler sig i mine Øjne den Stjerne, hvor min Tomhed skal gaa op i større Tomhed og Døden skal føde mig til Liv ..

Er det ikke ligegyldigt for de Ligegyldige - for alle - og for mig ......

Tom Smidth