En tidlig Foraarsaften i Skumringen gled en Slæde langsomt hen ad Isen langs Søens østlige klippefulde Strand. I Skridt, med ængsteligt prøvende Hove gik Hesten frem. Isen var sortgraa af Tø. Paa lange Strækninger stod der blankt Vand over den. Og under den var Dybet. Ingen Stager med Halmviske afmærkede Vejen. Ingen Spor af Meder eller broddede Hestesko. Der var ingen Vej. Men Broen over Fossen var sprængt, og i den synlige Del af Søen havde Strømmen forlængst afkastet sit Dække. Der var ingen Vej, men der gaves heller ingen anden Mulighed for at naa op til Kirkebyen ved den nordligste af de mange Vige. Og Eerkki Talloinen maatte frem endnu i Aften. I Slæden laa hans Hustru og det Barn, hun havde født paa Flugten i Skovene ....

En dødssyg Kvinde, et udøbt Barn.

For ikke at tynge Slæden havde Eerkki forladt sin Plads bag paa Mederne, da de skrabede ud over Strandens Sten. Han gik foran med Tømmen om Livet og stak en spids Gærdestav ned i det svuppende Snepløre eller gennem den falske Ovenis, som fryser paa de sorte Pøle. Var der Is under Is eller gabede en Vaage derunder? Ofte lettede han sig i Anklerne og tog Kendsel af Bæreevnen ved en instinktmæssig Bedømmelse af Underlagets Modstand mod hans Hæles og Fodfladers Tryk; gav ligesom Isen hele sit Legemes Vægt l et Skub nedad: »Holder du, eller holder du ikke?« Men det hændte, at Hesten standsede ham, hvor han selv mente, at alt var vel. Og han var klog nok til straks at føje den. Saa bøjede de af og prøvede til den ene Side og den anden. Og naar Hesten forsigtig vovede sig Videre, lagde Bonden Armen om dens Hals og traskede med.

De gik og gik en Evighed lang. Og med dem gik Klipperne, skiftende og uforanderlige, glidende og ubevægelige, virkelige og uænsede, hyllede i Tusmørket, som en Mur af stenhaard Taage, der flytter sig og spærrer, - for det, som det gælder Livet at naa; Fortvivlelsens Billed i en Drøm. Men Lyset flygtede mod Vest, vigende som en ængstet Kvinde.

Nu nærmede Mand og Hest sig atter Bredden. Langsomt steg en ragende Granitvæg frem forude. Et Forbjerg. Søen snævredes sammen til et Pas, en dyb Kløft mellem to gransusende Højder. Hvor den var smallest, grundede en undersøisk Aas Vandet, og midtvejs skød et lavt sort Skær sig op over Isen son Ryggen af en indefrosset Hval. Det var et Vadested, velkendt og ofte benyttet af Egnens Beboere. Paa Vestsiden slyngede en Skovvej sig op langs Klippernes nordlige Rand, og herfra var Terrainet farbart helt op forbi Kirkebyen, hvor Bjergene atter skød deres kuplede Rækker ud mod den blidt rundede Bredning. Men paa Østsiden fandtes der kun en brat Sti gennem Skaar og Ras, til Nød anvendelig for Skiløbere og Vandringsmænd.

Et Stykke fremme laa noget mørkt paa Isen i en af de Former, Døden antager. Eerkki var ikke nysgerrig. Han vidste, hvad det var. Slæden gled forbi.

Nærmere Land, endnu en sammenkrummet Bylt. Den var paa Slædens Vej. Eerkki kørte ikke udenom. Et opløst, gabende Ansigt, gennemfugtet af uendelig Væde, tøende bort som Isen. Et Hovede angrebet af Foraarselendighed. Ingen Øjne - Kragerne. Rigtigt! Der sad en. Men den fløj skræmt til Vejrs og dalede ned længere fremme.

Dog var den ikke velkommen, hvor den nedlod sig. En hel Sværm Medkrager modtog den med krigeriske Skrig, fløj op, jog den afsted, hakkede, baskede og fordrev den, saa der pludselig blev et Spektakel af Kra-kra, Vingesus og Protester.

Bonden skuttede sig; Han vidste nok, hvad de Fugles Tilsteværelse betød. Derfor vendte han sig og saa' ængstelig til Kvinden. Hun sov ....

Eerkki havde mødt Lig overalt. Mest enkeltvis. Der stod en Mand lænet med Brystet mod en tykstammet Gran - han var bare død. Dér rakte en Arm ud af en Tykning - saa' man nærmere til, var der ogsaa et Par Ben i gode Støvler. En Fyr var væltet om paa Siden lige ved Hjulsporet, og hans Brystlommer strittede ud, vendte - af hans Blod spirede gennem det halvfrosne Pløre de blaa Anemoner. Visse Steder laa de tæt - saa var de ligegyldige. Naar man havde faaet Øje paa en Dynge, behøvede man ikke at se paa den. Den smeltede sammen med Omgivelserne. Det var de enkelte, man ikke kunde tvinge Blikket bort fra. Fælt var det ogsaa at komme til en Lysning, der stank, og hvor de laa strøet hen over Marken. Krager, Krager i sortnende Sværme ....

Og nu var der ogsaa Lig paa Isen. Først disse to, han havde passeret .. Hvad var de Forbud om?

Det værste, han kunde gøre, var at stirre frem mod det gyselige, mens han nærmede sig det. Det var han rent instinktmæssigt blevet belært om. »At se bort fra« er et Udtryk, som betegner en ældgammel Form for Selvbeskyttelse. Eerkki vendte Ansigtet mod Søen og den venstre Bred. Hesten gik afsted med ham. Mange Gange havde han prøvet dette, men ikke altid været lige heldig. Da han kørte langs en Udhugning, hvor Døden havde mejet en rig Høst, saa han lige frem mod en Grantop langt ude, som i en smuk Pyramide ragede op over de øvrige Træer. Han prægede den i sin Bevidsthed, slap den ikke af Syne, tænkte kun paa den, var kommet langt forbi det fæle Stykke, glædede sig allerede til at betragte Granen nærved .... og saa sad der netop paa den bare Jord med Ryggen mod den graa Bark en skægget Mand med saadan et tænksomt Udtryk over den sænkede Pande - men hans Underkæbe hang slapt ned. Aa, han var ikke til at glemme igen!

Men nu bernærkede heldigvis Talloinen noget, der kunde aflede hans Tanker. Om Klippen ved Vadestedet var der aabent Vand. Smaa pylrende, graasnavsede Bølger gled i forsagt Kraftløshed op ad den glatte Granit og ned igen. Men det var tydeligt, at det levende Vand snart vilde vinde Magt; thi hele Isstrimlen mellem Skæret og den hinsides Bred var i langsom Drift. Et lille Sprængstykke, der var væltet ned paa Isen og endnu ikke tøet igennem og gaaet til Bunds, viste ham Bevægelsen ved ganske langsomt at forandre Stilling i Forhold til Yderspidsen af Strandpynten. Alene det, at den var naaet herned, vel et Hundrede Alen fra det Sted, hvor den maatte være faldet, var Bevis nok. Men det var ikke det værste. Mellem Forbjerget, hvis Fod var omgivet af et smalt Isbælte, og Skæret var der ogsaa kun Vand at se. Hvad Øjeblik det skulde være, kunde selve den landfaste Masse, han kørte paa, blive forvandlet til en Kæmpeflage og drive sydpaa med ham og hans Befordring. At fjerne sig fra Stranden vilde værc dumdristigt. Der var nu slet ingen anden Mulighed end at følge Landet, vige ind i Bugten foran det ragende Forbjerg og prøve at liste rundt klods op ad Stenvæggen. Men saaledes blev han tvunget til at Styre lige henimod de uheldvarslende Fugle.

Han kom til de Dødes Raadslagning.

I en Kreds sad syv Hoveder, hvert i sit lille Vandhul. Kranierne bares af de nøgne, graalige Halshvirvler. Et af Hovederne havde Pelshue paa. af de øvrige havde ikke alle mistet Haaret. De tomme Øjenhuler stirrede alvorligt paa den lige over for nedsænkede Dødning. Kødet var hakket af Kinder og Hage. Men selv i denne Forfatning udslettedes Individualiteten ikke. De Døde bevægede sig endog. Et af Hovederne syntes stadig at nikke frem for sig, som om det havde gjort en forbavsende Opdagelse, der dog ikke kom aldeles uforberedt, blot noget anderledes, end det havde udmalet sig. »Naa, saadan - Naa, saadan!« Et andet laa helt bagud og vejrede med de vidtaabne Næsebor op i Luften, som om det sporede Fornyelsens Dufte. Et tredie, der havde en større Halskrave af Vand, sugedes op og ned i en Slags Skt. Veitsdans; dukkede aldrig frem lige dèr, hvor man ventede det. Uhørlige Tankeringe skabtes af disse Bevægelser og bredte sig til hver enkelt i Kredsen; samme Kraft gav sig forskellige Udslag, der atter meddeltes til alle. Opløsningen diskuterede den evige Fortsættelse. »Naa saadan, naa saadan ....«

Hvad nyttede det at lukke Øjnene? Det vilde kun være at bevare Synet bag Laagene. Eerkki bad til Gud, at hans Hustru ikke maatte vaagne nu. Han havde genkendt to af denne stumme Forsamling; han, som indsnusede Foraaret, var Smeden i Kirkebyen, lige overfor ham, ubevægeligt lyttende til Fuglenes arrige Skrig, hældede Postholderens Hoved sig mod den kolde Kant. Og nærmest Bredden - var det ikke ....? Købmanden?

Hvorfor mon han nikkede? Den Mand havde altid været utilfreds med Livet. Intet passede ham. Ligegyldigt, hvad man talte med ham om, saa vidste han noget at udsætte derpaa, hidsede sig selv op og fremkom med de underligste Forslag til Bedring af Samfundets Indretninger, eller vilde endog have dem omstyrtede. Kom derimod en anden og mente, at dette eller hint var uværdigt for en Kulturstat og burde ændres, saa strittede han imod med ængstelig Hast og klagede, fortvivlet over Menneskers Fremfusenhed, der aldrig kunde lade Udviklingen gaa sin stille, sikre Gang. Menneskers Daarskab, hævdede han ved saadanne Lejligheder, var den egentlige Grundfejl - uden at man ret kunde forstaa, i hvilken Maade deres Klogskab vilde have forandret Tingenes Tilstand; thi derom udtalte han sig nødig, naar han ikke just forfægtede sin egen Sag. Naa, i hvert Fald førte det jo til endeløse Diskussioner i Butiken. Og nu var han forstummet. Maaske fordi han vidste Besked.

Købmandens Talegaver havde altid været Genstand for Eerkkis Beundring, og han grublede over hans Nikken, indtil Slæden var ved at køre i Vandet, og Hesten paa ny standsede.

Langs Klippen var Isen ogsaa tøet, og der var en stille, dybsort Stribe mellem Stenvæg og Flagekant. Kun selve Forbjergets Fremspring og den Omstændighed, at Flagen ikke endnu var bristet ud for Pynten, holdt Isbaandet fast. Den Flade, han havde at bevæge sig paa, maalte henved ti Meter i Bredden. Vilde den kunne bære? Ellers var de fortabte. Vandet her langs Klippen var dybt lige hen til Vadestedet paa den anden Side den yderste Udløber, hvor et gammelt Stenstyrt og det Sand, Strømmen samlede, havde hævet Grunden.

Talloinen lagde sig og krøb afsted paa alle fire, Hesten listede mistroisk efter ham. Fod for Fod tilbagelagde de Vejen, og just da de nærmede sig Vadestedet, gik Hesten igennem, men kunde bunde. Isen brast, Kvinden vaagnede og skreg op i Rædsel, da hun mærkede Fugten, der trængte gennem Slædebunden, Halmen og Skindene. Barnet klynkede. Eerkki krøb tilbage, plumpede ud og fik Hesten ved Bidslet. Den gik villigt nok frem i det kolde Vand, det stakkels, trofaste Bæst, og Bonden fik dem da alle halet op paa tørt Land, hvor Slæden stod op ad Klippesiden i en Vinkel paa ti-femten Grader.

Kvindens Tænder klaprede, hun klagede sig i korte, hivende Hulk, og knugede Barnet ind mod Brystet under Pelsen, der kun var vaad paa Rygsiden. Lidt efter fik hun, mens Eerkki var ved at iføre hende sin Pels, som, ikke havde rørt Vandet, en hjerteskærende Hoste og sank kraftløs tilbage. Det var først paa den sjette Dag. Barnet vilde drikke, men kunde ikke komme til og skreg arrigt og vedholdende. Eerkki tog det og prøvede at visse det for at faa det til at tie, men det spærrede Munden op i et spædt, energisk Skraal lige op imod hans Ansigt. Han holdt det i den venstre Arm og rodede med højre Haand i Lommen, fik en Bid haardt Hvidbrød frem, stoppede det i Munden og tyggede det til, før han kejtet søgte at made Ungen dermed. Den bløde Masse sad over hele dets lille ufærdige Ansigt blot ikke paa Læberne eller i Munden. Han gik nogle Skridt bort og lod den vræle, som den vilde. Hans Øjne fulgte Vadestedets brat skiftende Udseende.

Da Isen var sønderbrudt, gik den straks i Drift. Den søndre Del bevægede sig langsomt udefter, og den nordre masede op ad Klippen, hvor den stødte og kværnede sig til Grødis saa længe, til dens Kanter var brækkede af i en passelig Form, der tillod den at skure langs Stenen ud forbi Næsen og videre i Strømmens Retning. Men ikke saa snart var Vadestedet frit, før hele den nordre Bredning begyndte at sende sine Byrder ud gennem denne snævre Port. En kort Stund skummede Vandet i løssluppen Kaadhed med gullig Fraade og Sand i Gabet frem til Barrièren og spyttede haanligt op ad Hvalfiskeryggen, hvorefter det livsaligt trillede sig over og skvulpende forsvandt i den sydlige Skaal med en klukkende Latter. Men saa kom Flagerne værdigt anstigende. De første blev knækkede over Skæret og flød plaskende og grinende med de glasgrønne Sider igennem paa begge Sider af Klippen; men de følgende pressede paa. En Stump var for stor og blev siddende i den vestlige Vejle. Straks blev den rejst paa Højkant, malet itu forneden og faldt sammen i Ynkelighed for derefter at suges væk. Men en af de følgende var forsvarligt tyk og gjorde sejgere Modstand. Da rejstes der som ved magiske Kræfter en skinnende Mur, der fangede det sidste Dagskær i svigtende Blink, men nogle Minutter senere, medens Muren endnu var under Bygning, slukkedes det, og Skovens Skygge lagde sig over dens Kvadre.

Paa Eerkkis Side var der dog stadig Dæmringslyst, og han betragtede just et Lig, hvis Underlag hvirvledes rundt og blev til intet, hvorefter det slog en Kolbøtte over en Sten i Overfladen, sank, hoppede op endnu en Gang og slap forbi - da et tordnende Brag, efterfulgt af rullende Ekko fra Væg til Væg, fortalte om Ismurens Skæbne.

Nu blev der et Brus og Kog, Bølgerne sydede af Travlhed, og pludselig skød en vældig Flage i sin Fart op over Klippen og ind, saa den paa en Fodsbred nær havde naaet Talloinen og revet ham med sig. Med et forfærdet Skrig sprang han tilbage; Barnet fik et Skub og gjorde et Hop fra hans Arm, men han greb det i Luften, inden det faldt, og satte sig i et Klask paa Skraaningen ....

Men at Moderen dog tav ....

Da han havde sundet sig, slog det ham saa lammende. At hun tav! Han faldt bagover med Barnet, paa den haarde Sten, og hun .... I et Sæt var han paa Benene og derhenne. Bleg, kuldehvid i Ansigtet, laa hun dèr mellem Skindene, ubevægelig og bevidstløs.

Han tog det øverste Skindtæppe af og rullede Barnet ind deri.

Som fremkaldt af hans Bevægelser, skønt helt uden Sammenhæng med hans nuværende Bekymring, klang der i hans Hjerne et Ord, som han tidligere forgæves havde ledt efter, men siden været for optaget til at søge paany: Gidsler. Saadan kaldtes de. Hine syv, der nu sejlede ned mod Fossen, havde været Gidsler.

Eerkki gik op ad Klippesiden, anbragte sin Bylt i Sikkerhed bag to sammenvoksede Fyrretræer og vendte tilbage til sin Hustru.

V ilde Vaaren, de Dødes forfærdelige Vaar, ogsaa kræve Gidsler af ham, som de Røde havde gjort det i Kirkebyen?

Med uendelig Forsigtighed skød Bonden Armen ind under sin unge Kones Ryg og lettede hende op. Det var som han havde frygtet. Hun havde blødt. En Blanding af Vand og Blod rødmede hans Ærme. Han vædede hendes Læber med Brændevin og pustede paa hendes Øjenlaag. Han gned hendes kolde Kinder, tog Vanterne af hendes Hænder og gned ogsaa dem. Lidt efter aabnede hun atter Øjnene, og han var straks beredt med en lille Flaske blodstillende Medicin, som en Røde-Kors-Søster af ren Medlidenhed havde overladt ham, med paalæg om at være sen til at bruge den, men ikke for sen. Og dette var visselig ikke for tidligt, mente han. Aa, Herre Jesus, hvor hun havde blødt Det flød af hendes Kjole, en livsrød, bortrindende Draaberegn mod Graniten.

Hun spurgte straks efter Barnet.

»Ja, ja,« sagde han. »Det er i .... Tag Medicinen, hører du! .... i Sikkerhed, siger jeg! - Synk det, naa! .... Jeg skal hente det .... Deroppe ligger det, vel indpakket. - Kan jeg gaa fra dig?!«

»Dumme Mand,« hviskede hun. »Hent det.«

Sjæleglad pilede han op efter Bylten, der laa, hvor den skulde, men peb, saa snart den blev løftet.

»Hvorfor er vi standset?« mumlede den unge Kone, da hun modtog Skrighalsen.

»Vi kan ikke komme over,« svarede Eerkki undvigende.

»Er vi da ikke ved Vadestedet?«

»Jo, men .. men det er spærret ..«

»Hvad siger du .... Spærret?«

»Ja, af Isen ....«

»Du fortier noget for mig.«

»Det er ogsaa for mørkt nu; vi maa vente, til Maanen kommer op.«

»Der er noget, du ikke fortæller mig.«

»Maaske .... Kan du læne dig tilbage, naar jeg prøver at vende Hesten?«

»Bekvemt er det ikke .... men bedre end før.«

»Lad os spise,« foreslog Eerkki.

»Har vi noget?«

Et skjult Smil slog sine Rynker om hans Øjne, da han bøjet over Slæden svarede: »Brød og Te ....«

»Men jeg troede ....«

Han strøg hende flygtigt over Kinden. I to Dage havde han sparet af sit eget »Er du bange for at ligge alene en Stund, mens jeg samler Kviste?« Uden at vente andet Svar end hendes Blik, vendte han sig og gik over Klippen ind under Ellene paa den jævnere Strand.

Om Foraaret i Tøbruddet er alting gennemtrængt af Væde. Alt synes at mugne, raadne, sive og svuppe. Hvor man træder, staar det klare Vand i Fodsporet selv det sorte Bjerg faar smalle, grønne Striber i Stenen, som fordærvedes ogsaa det af den evige Rislen og Draabetrillen. Hvad man føler paa, er fugtigt, hvad man griber om, slimet, hvad man brækker, blødt og klæbende af Saft. Men alligevel kan den Kyndige i al denne livssvangre Vandmættethed opspore Resterne af Høstens Visnen. Bag store Strandsten, hvis Fremspring har skærmet for en lille Stribe Sand, under beskyttende Løvtag eller Naaledække, mellem Tang, hvor Bølgerne har baaret dem op, kan de smaa Rørstykker, Pinde og brækkede Grene, findes, som er undsluppet Syndfloden og kan bruges til Brændsel.

Eerkki gik spejdende fra Sten til Sten, sparkede i Løvet og bukkede sig under Træerne, sankende Kvist for Kvist, til han havde en rundelig Favnfuld. Saa skyndte han sig tilbage, tabte lidt af sit Fund, mens han snublede over den glatte Klippeskrænt, lo til sin Hustru: »Se her!« byggede Baalet i en Spalte og tændte forsigtigt, efter at have stablet Sten op, der kunde give Læ. Da det blussede, skød han med Foden en lille Rundsten ud, saa at der dannedes et Trækhul, og satte Kedlen over fyldt med Vand fra en Pyt. Af Søen tog han det ikke. Nu løb han op og afskar med sin Tollekniv friske Fyrregrene for at fodre de hungrige Flammer og dæmpede saaledes fra Tid til anden deres Glød, samtidigt med at han nærede den. Selv sad han i det rødlige, flakkende Skær og stirrede paa Ilden, mens hans Hustru betragtede ham fra den hældende Slæde, og Barnet drak af hendes Bryst.

Hesten hang med Hovedet og frøs i Søvne, taalmodig - aa, grænseløst taalmodig ....

Tom Smidth