Du vil ikke lade mig i Ro, før jeg har tilstaaet, at dine Øjne forfølger mig .... Og, ve mig! naar jeg har sagt det, vil du heller ikke unde mig Fred.

Hvad har jeg gjort dig? Jeg er som Sæljægeren, der har skudt den hvide Sæl; usalig, med Døden i sit Hjerte, drages han bestandig ved Vaarbrud ud paa den troløse Is. Han finder ikke Rast eller Hvile paa Land i sin Hytte. Om Aftenen efter Dagens møjsomme Slid glæder han sig ikke ved Maaltidets Nydelse, han er blind for sin Hustrus Smil og døv for sine Børns Hilsen. Sammensunken sidder han paa Bænken og ser paa sine Hænder. Der kommer den Tid, da han svigter sit Arbejde; han flyr sine Venners Møde og undgaar Samsprog med sit Baadlags Mænd. Ene og tavs flakker han om langs Stranden og paa Klipperne. Da véd alle, hvorledes det er fat med ham, og de Vindskibelige virrer med Hovedet. Men han selv sanser intet af alt dette. Hans Næsebor vejrer og suger, hans Øjne er fjerne og hans Blik stirrende; nu og da, ved et Vindstød fra Havet, rystes han som af Feber. En Morgen er han borte .. .. ..

Naar han da ude ved Iskanten, hvor det grønne Hav klirrende slaar sine Skvæt op over de løsbrudte Flager, lister sig frem krybende paa Bugen, iført den hvide Skjorte og dækkende sig bag Sejldugsskærmen, føler han en Elskers Higen og Frygt for det varslende Syn. Hans Hjerte hamrer med dumpe Slag. Han efterstræber ikke sit Bytte for Pengenes eller for Sportens Skyld. Han soner en Brøde ved stadig Gentagelse af den vanhellige Handling. Han er en Morder, for hvem der ikke findes Tilgivelse. Engang har han skudt den hvide Sæl, og dens Blik forfølger ham. Et usigeligt Blik fra Øjne, der taares - rene som et Barns, dybe som en Jomfrus, daanende som en elskende Kvindes, bristende i forklaret Glans som en martret Helgens. Uforglemmelige, smertende som en rødglødende Pinsel, lokker de ham fra Drab til Drab. Han vil se dem igen, de er hans Længsel og sugende Kval. Men han jager forgæves. I ti Aar, eller maaske i tyve, vender han tilbage, misundt af de dristige, skyet og bagtalt af de Forsagte, rig paa Sølv for en Tid, men altid fattig i Sjælen, og genoptager med Lede sin vante Dont. I ti Aar, eller i tyve Aar .... Kanhænde han alt er en graanende Mand og dog hjemsøgt af Vaarbrudets Vanvid endnu.

Dog - engang bliver han derude. Og saa har han genset den hvide Sæl.

Da Isen brast under ham, har han mødt dens Blik, og dens vidunderlige Øjne har været fæstet paa ham, mens han kæmpede i det dødskolde Vand, de har fulgt ham, mens han sank ned i det grønne Dyb og ind i det sidste altopslugende Mørke.

Tom Smidth