Paa Bärgön levede saa dejlig en Pige, som nogen kunde ønske at se for sine Øjne. Men Gullan Pehrsdotter, som hun hed, var stivnakket og stolt, endda baade hendes Far og Mor havde forladt denne Jord, og hun sandelig kunde synes at trænge til en Husbond og Beskytter. De unge Karle sværmede om hende tidligt og sent; dog, alle deres Anstrengelser for at behage hende mislykkedes ynkeligt. Med et haanligt Blik fik hun Ordene til at fryse paa deres Læber; hun plejede at vende Ryggen til dem, just som de mente at have vundet hendes Bifald, og paa en Maade, der fuldstændig gjorde det af med deres Selvagtelse. Heller ikke i jævnaldrende Pigers Selskab var hun munter. Kun naar hun færdedes ene, aflagde hun al Tvang. Saa løb og sprang hun, saa smilede og sang hun. Thi aldrig følte hun sig ensom. Var ikke Solen hendes Gudfar og Vindene hendes Bejlere? Tog Gudfar paa en af sine lange Vinterrejser, saa tilkaldte han uvægerligt Nordenvind og Østenvind, og de paatog sig da skiftevis at vaage over Gullan. Og naar Solen atter begyndte at aflægge stedse hyppigere og længere Besøg paa Bärgön, hen ad Foraaret, medbragte han ofte Vestenvind, undertiden Søndenvind. Men iøvrigt kappedes just paa den Aarsens Tid Vesten og Østen om, hvem der kunde glæde Gullan mest og more hende bedst. Og Gudfar lo, saa Taarerne blinkende løb ned ad hans flammende Skæg.

Somrene randt, og Gullan mærkede, hvorledes hun blev undseelig og vred, naar Vindene nappede hende i Skørtet og blottede hendes Ben. Den Alder havde hun naaet. Og som det gaar her i Livet, vel ikke mindst i Skærgaarden, saa fandtes der etsteds en ganske ukendt Knøs, der blev treogtyve, da Gullan gik i sit tyvende. Knøsen hed Göran og var Søn af ham Matts Lilholmen paa Nordenstrand. Lilholmen selv var jo hentaget af Havet forlængst, og Göran boede alene i Hytten, naar han ikke var paa Søen i Faderens Baad, for det var han som tiest. Det staar til Troende, at Göran og Gullan paa ingen Vis kendte det mindste til hinanden - ja, maaske havde han hørt Tale om, hvor smuk hun var med det gyldne Haar, det kunde vel tænkes - ja, og kanhænde havde nogen truffet til at berette, hvor skrækkeligt forladt af Gud og Mennesker han levede derude paa den øde Pynt, saa statelig en Fisker han var, det synes heller ikke rent umuligt .... Men da Gullan blev sær og sygelig, da undrede det ingen. Og hvem skulde vel lægge Mærke til, om Göran var saa meget paa Havet som ellers? Ork nej. Saa det blev en almægtig Overraskelse og vakte fnysende Harme hos alt ungt Mandkøn paa Bärgön, da det kom dertil, at der en Søndag lystes for de to fra Prædikestolen.

Dog, derved var intet at gøre: de blev behørigen gift. Og den Dag svømmede Øerne paa et blikstille Hav svøbt i den gyldneste Soldis.

Derefter hengik et Aar, og Bärgöboerne fortalte hverandre, at Lilholmen snedkrede en Vugge, føjede den sammen, udskar den kunstfærdigt og malede den .... Men der kom ikke noget Barn i Vuggen, aldrig kom den til at rokke paa knirkende Gænger, og tom blev den stillet paa Loftet. »Selvvalgt er velvalgt,« sagde Karlene spottende. Der var ogsaa de, som spurgte hinanden: »Hvad mener du? Er det ikke en gammel Sandhed, at ingen Mands Kone er alle Mands Kone?« Og: »Barnløst Gifte er søndret Net?« De nikkede betydningsfuldt, men skjulte deres Smil. Saa den ene og saa den anden fandt paa at gøre sig et Ærinde til Nordenstrand, og Gullan kunde ikke gaa ud af sin Dør uden at møde Jan eller Erik eller Karl fra Byen. Altid traf hun dem, naar Göran var paa Fiskeri, altid hilste de, standsede hende, havde tusinde Ting at berette hjemmefra om Venner og Bekendte; de satte sig til Rette paa en Sten, de lo, skæmtede og smigrede hende. Gullan havde grædt meget; nu kvikkede hun til, fik Farve i Kinderne og Glans i Blikket; hendes Stolthed var mildnet, hun trængte saa inderligt til at høre, at hun endnu var smuk, til at føle deres Beundring. Og hun fik sin Lyst styret. Som Katte listede de rundt om hendes Hytte, lurede paa hendes Bevægelser, trak Lod om den Gunst at maatte nærme sig hende. Inden længe sad enten Jan, Erik eller Karl ofte ved Skiven i Stuen og talte og smiskede, mens Gullan spandt eller bødede Net.

Göran paa sin Side var hverken døv eller blind. Det kom ham for Øre, at Bykarlene pralede af deres Held paa Nordenstrand. Han saa den Forandring, der var foregaaet med hans unge Hustru, skønt hverken Sol eller Vind havde besøgt hende i deres Ægteskabs Tid, og hans egne mislykkede Bestræbelser for at trøste hende havde indgydt ham en saadan Mistro med Hensyn til den Betydning, han havde for Gullans Velfærd, at det ikke faldt ham ind, han selv kunde være Aarsag til, at Graad og Klage nu omsider havde faaet Ende. Han lagde sig derfor i Baghold, og hver eneste Knøs eller Mand, der satte Kaasen mod Lilholmens Hytte, fik Ejermandens Næver at føle. Han pryglede dem saa læsterligt, at de maatte krybe og kravle for at slippe hjem igen. Men dette gik naturligvis Byfolkenes Ære for nær. En Dag kom en hel Skare til Nordenstrand. I Spidsen for dem alle Jans Fader, Gammellodsen, saa bister i Synet, at han kunde have skræmt en engelsk Kaptajn med guldtresset Kasket. Jans Far og Eriks Far og Kalles Far, tre vrede gamle Mænd, bankede paa Dør og gik uindbudne over Tærsklen og sagde Lilholmen Besked. Med al ønskelig Tydelighed lod de ham forstaa, at nok havde man Præst og Øvrighed paa Bärgön, men styre gjorde man selv, og nu havde han at tage sin Kone og sig selv bort fra Øen ufortøvet, før større Ulykke Indtraf. Var han ikke derfra inden i Morgen, saa blev hans Baad sænket og hans Hytte brændt af. Nu kunde han gøre, hvad han vilde; han var advaret. Göran snurrede om paa Hælen, gik hen og løftede Sælbøssen ned af dens Knag og rettede den imod de tre. De veg forfærdede tilbage. »Gaa ud af mit Hus!« tordnede Lilholmen. Men da sprang Gullan frem med udstrakte Hænder: »Tag mig med tilbage til Byen!« raabte hun. En af de gamle, som allerede var paa Vej ud, drejede sig, grinede og sagde: »Bliv du hos din Mand, og følg ham herfra! Jeg tænker, du har faaet en, der kan knægte dig, og det trænger du til. Vi skøtter ikke om at beholde dig paa Bärgö.«

Hele Dagen drev Göran sin Hustru til Arbejdet; selv eftersaa, tættede og øste han Baaden, syede en Lap paa Storsejlet og lastede Fartøjet med alt, hvad der syntes uundværligt af Husgeraad, Redskaber og Klæder. Da Maanen stod op, sejlede de af Sted. I det kolde Gry vaagnede Gullan og saa en høj, truende Skygge dække for Dagningens piblende Lyskilde i Øst. Smaa, røde Strømme syntes at flyde ud fra Himlen og brede sig paa begge Sider af den dunkelt opragende Klippe, om hvis Fod Havet fraadede hvidt og spøgelsesagtigt i skjult, ustandselig Uro. Gullan gøs og vendte Blikket mod sin Mand. Hans Øjne brændte under sænkede Bryn, hans Mund var sammenknebet til en smal, ubarmhjertig Linje. Baaden sejlede øst om Skæret, der til de tre Sider lodret rejste sig af Søen og skød ind i en lille Vig, hvorfra en brat skraanende Spalte bød en besværlig Vej mod Højden. »Gaa i Land,« sagde Göran haardt, da Stævnen stødte, »her skal du vel blive fri for at modtage Besøg!«

Højt over Kløftens svajende Graner, svimlende højt over det evigt brusende Hav, laa en elendig, slet sammentømret Rønne, gennemsuset af Vinden, forgyldt af Solen, pisket af de drivende Byger, og den, som boede dèr, følte sig forladt af alle gode Magter, prisgivet Ødet, som den eneste levende og lidende Sjæl i Midtpunktet af Tomhedens grænseløst udspændte Ring. Havet var rigt paa Fisk, og Føden fik de to. Men Drikkevand maatte de samle, naar det regnede, og spare paa, som var det Livsens Eliksir. Een Gang om Ugen sejlede Göran desuden Vest paa og hjembragte to Tønder Vand, af og til ogsaa Sukker, Mel, Salt og Smør til Højtiderne. Men altid fo'r han alene, og Gullan var ved at forgaa i sin Ensomhed.

Vinteren blev utænkelig lang, Mørket rugede over det islagte Dyb, og de stormende Nætter var fulde af Rædselstoner og Dommedagsbrag. Mere end een Gang løb Gullan, vild af Skræk, ud igennem den hvirvlende Sne og vilde styrte sig over Klippens Rand. Men hun følte, at hun atter bar et Barn under sit Hjerte, og det holdt hende tilbage.

Endelig blev det Vaar. Endnu havde Granerne ikke turdet udstrække deres lysgrønne Fingre for at pege ad Solen, der ikke vilde blive hos dem. Nej, nej, saa langt var Aaret ikke fremskredet. Isen laa endnu fast i den snævre Vig. Men da Gullan en stille Morgen gik til Stranden for at modtage Göran, der vendte hjem, slæbende en Sæl efter sig, gled hun, faldt og slog sig slemt. Idet hun grædende løftede Hovedet fra Jorden, stirrede hun ned i en Klynge helt og halvt udsprungne Anemoner, som stod i det optøede Naaletæppe mellem Træstammerne. Gullan tørrede sine Øjne, og mellem Grenene smilede Solen til hende. Fra den Dag levede hun i Forventning, I higende Længsel.

Hun fødte sit Barn for tidligt, og det døde. Ingen uden hun selv vidste, hvor langt hun havde været ude i den lysbølgende Stilhed hinsides, inden hun gennem Smerternes dunkle Skyggerige vendte tilbage til Livets Svaghed, Usseldom og Forladthed. Da hun hørte, at Barnet var dødt, glædede hun sig stille; thi hun undte ikke Göran at faa en Søn. Hun havde ikke ligget i fire Dage, før hendes Mand atter sejlede bort: sandt var det rigtignok, at de ikke havde Mad i Huset. Som hun nu laa og døsede den næstfølgende Formiddag, syntes det hende med eet, at nogen stod uden for Vinduet og nikked ind til hende. Men hun maatte vel have set fejl. Lidt efter lød et mægtigt Brus, og Soden røg ned igennem Skorstenen. Det blev atter stille, og Fluerne summede. Da var det pludselig, som om Stuen fyldtes med en lun Luftning, der medførte en Blomsterduft saa stærk, at Sanserne døvedes deraf. Men ogsaa denne Vildelse svandt, og Gullan laa og fingrede ængstelig paa det tyndslidte Tæppe. Saa, en rum Tid efter, sprang Døren op paa vid Gab i et Stød, der bragte hele Havets Tindren og Sus, Himlens Straalebad og alle Fugles skingrende Skrig ind til hende i een vældende Jubel, og saa nærende salt syntes Luften, at det var, som om Sundhed trængte lige ind til det matte Kvindelegemes inderste Marv. Gullan hvinede, og midt i sit Hvin saa hun Solen trine over Tærsklen fulgt af fire Ungersvende, hvoraf de to lignede Krigere, høje og sværlemmede, mens de to andre var spædere at se til som halvvoksne Ynglinge, mørkhudede og senestærke.

»Ej!« sagde Gullans Gudfar, »det var nok paa Tide, jeg kom. Vær hilset, Guddatter!«

Men Gullan løftede langsomt sine magre Arme imod ham og stønnede: »Vil du ikke redde mig, saa gives der ingen Redning for mig. Jeg dør herude - jeg dør!«

»Du ved bedst, at jeg ikke kan føre dig bort, saalænge der staar Kristenvielse imellem dig og mig,« sagde Solen blidt. »Jeg har ingen Magt eller Ret, før Baandet er løst mellem dig og din Mand. Men vi finder vel paa Raad. Ikke, Drenge?«

»Jol« raabte de fire i Kor, og den unge Kone sank tilbage i Sengen, næsten afmægtig af Skræk, for det var, som Taget skulde flyve af Huset.

»Ud med jer!« skændte Gudfar bekymret. »Læg Raad op, mens I hviler jer paa Klippen her. Og lad nu mig tale godt for mit lille Guld, stryge og klappe hende og muntre hende op .... Vover I at kny? Paa Stedet ud! Naa!«

Og de forsvandt.

Men Solen forsvandt ikke. Han blev Dag og Nat, til Göran nærmede sig i sin Baad. Først da trak han en tre Døgns Skypose over Hovedet og gik i Skjul. Og vel var det, for saa kunde han sige sig fri for Skyld i det, som skete.

Da Göran fo'r forbi Holmön, stod der paa Odden en Mand, høj som en Gran, og brølede med Hænderne for Munden som Raaber: »Himlen sortner, du, Göran Lilholmen. Se dig vel for!« - »Pas dig selv,« skraalede Göran tilbage. Mens han havde Ängesön i Sigte, hørte han en mægtig Røst gjalde over Bølgerne: »Reb i dit Sejl, Göran Lilholmen, Reb i dit Sejl!« - »Hold du din Mund!« svarede Göran rasende. Den tredie Advarsel fik han, da to Maager skrigende vedblev at flyve om hans Master. Og for hans Øren lød det, som om de hvinede: »Styr mod en Vig, snart er du Lig! Vogt dig for Vindenes listige Svig!« Göran slog efter dem med Aaren og haanlo: »Vindene! Haahaa! Lad dem komme, saa skal de se, om jeg forstaar at kæmpe med dem, eller ej! Lad dem kun komme!«

Nu var Lilholmens Baad ude paa det aabne Hav. Himlen blev som Bly. En sort Byge trak op. Søen rejste sig Sydende. Baaden krængede, saa at Vandet fossede ind. Ikke nok dermed. Pludselig sprang Vinden om og ramte Baaden fra den modsatte Kant. Sejlene reves i Pjalter. Og nu var det, som om Rummet fyldtes af en forfærdelig Hylen, et altopslugende Brøl, der lod til at komme fra fire Verdenshjørner paa een Gang. Havet gik hushøjt. Lange Lyn flammede og slog hvislende ned om den skrøbelige Farkost. Den trodsige Fisker saa en Kæmpe skride frem imod sig; hans Hovede var i Skyen, hans Fødder i Søen. »Vend om, du Jordorm, vend om, eller du skal visselig dø!« - »Nej, siger jeg! Jeg vil til min Hustru.« - »Just hende maa du ingen Sinde mere nærme dig!« - »Slap det ud der? Jeg tænkte det vel! Men den Magt er ikke til hverken paa Jord eller i Helved, som kan skræmme Göran Lilholmen ....«

Det blev hans sidste Ord; ukuet og fast i sin onde Vilje gik han i Døden. Kæmpen løftede Baaden op i Luften, hvirvlede den rundt, kastede den fra sig, saa at den fra en mægtig Højde faldt ned paa en Klippe langt borte og splintredes. Det fraadende Hav opslugte Görans knuste Legeme.

Da Uvejret trak bort, kom Solen atter frem, og huldsalig bragte den i sin egen gyldne Baad Gullan fra hendes Forvisningssted bort til Landet imod Vest, hvor hun blandt gode Mennesker fandt en bedre Lykke og levede tilfreds til sin sene Død. Men Vindene pralede videnom af deres Bedrift, og naar Fiskeren nu om Dage ser Skypumpen hvirvlende drage hen over de sorte, skummende Vande, saa beder han i sit Hjerte til Himlenes Gud og siger: »Herre, beskyt os mildelig af Naade, at det ikke skal gaa os, som det gik Lilholmens Baad!«

Tom Smidth