Fra din Balkon var der Udsigt over Byen og det inderste af Fjorden. Til venstre saas en Mølle, som Dag efter Dag lod sine Vinger dreje for Vinden. Vi betragtede den med en Art overtroisk Ærefrygt som en Spaamand, og hver Morgen, naar Vingerne løb hastigt rundt, var vi kaade af Lykke og troede paa en dejlig Dag. Selvoptagne har vi maaske mistydet dens Virksomhed, men sandelig, der er ingen Grund til spottende Smil. - Ligesom den fremskyndede vor Lykke, har den ogsaa knust vor Kærlighed i sine rystende Kværne; men har vi ikke just derved faaet Næring til Hverdagens lange Faste? Taler man ikke om Kærlighedens Brød? Den har malet Minder til os, for at vi ogsaa kunde leve nu, da vi er fattige. Mens vi lo deraf, har den fortæret vor Elskov, vor Ungdom, vor Styrke, vor Glæde; men da vi trættede rakte hinanden Haanden til Afsked for at vandre ind i Ensomhedens Skyggeland, da erfarede vi, at den havde en Gave at skænke os: Erindringens duftende Mel.

Ser du, det var Grunden til dens Værdighed, dens muntre Velvilje ved Dag, dens ophøjede Ro ved Aften, naar den tegnede sin Silhuet mod Solfaldstimens rosenrøde Sommerhimmel, mens Havens Fuglekor døde hen, Stemme for Stemme, og vi selv i Tavshed ventede paa den første Stjernes blege Lys i den klare Skumring. Vi undrede os over Møllen ~ ikke alt for meget, dertil var vi for lykkelige - men nu og da fik vi dog Tid til at forbavses over, at alle Ting syntes at blive levende og ville træde i Forhold til os, over at vi fik saa mange Venner og Fjender. Vi var enige om, at Møllen var vor Ven. Og den har heller ikke skuffet os - det begriber jeg nu. Jeg husker den som et Symbol paa en af Livets fundamentale Forvandlingsprocesser, Overgangen fra Oplevelse til Erindring, Aandeliggørelsen af det sansede og følte; og den synes at ville indprente mig den Sandhed, at af godt kan ikke komme ondt, med mindre man selv bidrager dertil ved forblindet Utaknemlighed. Af det ædle Korn bliver sødtduftende Mel, siger den, af den rene Glæde skabes gyldne Minder.

Og for denne Lærdoms Skyld vil jeg prise den indtil den Dag, da Erindringens Fuglestemmer og Kærlighedens Aftenskær skal slukkes i den store Skumring, hvoraf Uendelighedens Lys tindrer frem.

Tom Smidth