Det var et Par Døgn efter Nymaane, og en Kulde, saa det forslog noget. Dejligt Midvintervejr for øvrigt; stille, saa man kunde høre en Hund gø ude i Sønderholm, om der ellers var nogen, der forstyrrede den, og Kaneklokker klingre i en hel Fjerdingvejs Afstand. Bredningen var tillagt, over Strandengene laa dyb Sne, og langs Vejen løb to høje Snevolde, op af hvilke de aldrestegne Piletræer jammerfuldt strakte deres nøgne Kviste mod Himlen.
I Snenatten, hvor ingenting har Virkelighedspræg, og endog Luften fornægter sin Natur og smager som isafkølet Rhinskvin, kom en Mand gaaende i Lavlandet, der, hvor Binderup Aa under sit hvide Dække rislede ned imod Fjorden. Han passerede Vandmøllen og vankede videre med usikre Skridt. Underlig var han at se, og endog hans Skygge syntes ikke at ville vokse ud til den sædvanlige overvættes Længde, da han passerede forbi de oplyste Vinduer i Møllehuset. For at sige det kort: han lignede en overskaaret Kæmpe. Denne Mand var beruset. Han var beruset af Brændevin og Juleøl, af vemodig Gensynsglæde og af Vinternattens iltede, sølvlysende Luft. Begyndelsen til hans Rus, som til enhver Rus, var sjælelig. Han fejrede sin Frihed.
Et Stykke bag ved ham, ned ad Bakken fra Landryggen, kom der en anden Mand. Hans Skygge var der ikke noget i Vejen med. Da han kom forbi Møllehuset, hoppede den nok saa nydeligt over Brogelænderet og ned paa Aaens Is, hvorfra dens Hovede skød op paa den anden Bred. Jo, det var en forsvarligt lang Skygge, og Manden var var næsten lige saa lang som den; og dertil en Del krumrygget. Ogsaa han var - ubestrideligt - beruset. Han fejrede sin Frihed.
Helt oppe, hvor Vejen bøjer fra til Nørholm, skridtede en tredie Mand afsted i samme Retning som de to andre. Han var jætteagtig, fuldskægget, tung, men velproportioneret. Sandheden tro maa man indrømme, at han var beruset, skønt intet i hans Holdning eller Bevægelser tydede derpaa. Han fløjtede. Han fejrede ved et sandt musikalsk Orgie sin Frihed. Han havde fløjtet, lige siden han forlod Aalborg: Viser, Stemmer af Symfoni- og Kvartetsatser, Arier - alt imellem hinanden. Og han fløjtede henrivende blødt, rent og udtryksfuldt.
Hver af disse Mænd havde i Haanden eller over Skulderen en Vadsæk.
Da den tynde trods al vaklen og Svinglen hurtigt halede ind paa den første som Følge af sine Bens formidable Længde - og just hvad Underekstremiteterne angaar, havde Naturen vist sig særlig karrig mod den overskaarne - medens den sidste af de tre, der gik med lange, jævne Skridt, kom hastigere frem end nogen af de andre, traf det sig saaledes, at de alle tre paa én Gang befandt sig i kort Afstand fra hinanden paa den lige Vejstrækning, der fører ind til Byen, og de to bagerste kunde hver især i det klare Maaneskin tydeligt følge den forangaaendes Bevægelser over den sneklædte Vej. Da den tynde saa den overskaarne trimle om, satte han derfor i en højst usikker Galop, og straks slog ogsaa den vældige Trediemand over i Løb. Men den tynde troede, han var ved at faa den glade Dille, da der vederfores ham dette, at den forreste ikke sømmeligt blev liggende og ragede om sig som en rygvendt Oldenborre, men, næppe falden, i en Række ypperlige sidelæns Kraftspring trillede hen ad Vejen som et løbsk Hjul, for endelig uden Sideblik til Ligevægtsloven at hoppe paa Hænderne over en Drive, frem og tilbage, frem og tilbage... Og da derpaa Rummet bag den tyndes Ryg syntes at udsende en tordnende Baslatter, blev han saa forknyt, at han ravende og bandende ønskede sig langt væk. Det kom han imidlertid ikke; thi en Haand ramte hans Skulder som et Kølleslag, og han sank hylende i Knæ. Hylet stoppede øjeblikkeligt den overskaarnes Morskab, og han kom løbende uden først at vende Hovedet op og Benene ned - det glemte han i Farten. Alt imens skældte han ud paa Tysk.
"Aber so halt doch's Maul mit dem Brüllen, Federigo! For du er det jo!" sagde nu ogsaa Bassen. "Man kan jo sig selv ikke høre tænke."
"Herrgott, Herrgott," klynkede den tynde, "bist du es, Pietro? du havde nær das Lief skræmt af mig! Han der, er han den Jacopo?"
"Certainly," forsikrede den overskaarne. "What did you take me for?" Vips, stod han paa Benene.
"Det er haardt nok, was? Kendt over den hele Verden, doch ikke af sin egen Bruder. Ganske som po Teatret," udbrød den fuldskæggede og sluttede de to i sin rummelige Favn.
"Was freu' ich mich, was freu' ich mich!" sang den høje med lys Stemme og besvarede Brødrenes Kys.
"United at last!" sagde den lavstammede Kraftspringer. "Men skal vi ikke go?"
"Bandsat koldt!" indrømmede den store. Og det blev sagt paa rent Dansk, hvorfor det maa antages at have været en ikke helt sjælden Vending blandt det kongelige Kapels Medlemmer.
De fulgtes ad ind imod Byen.
"Naa, Broder," sagde hver af de tre Ferrani'er til sin Sidemand, "du har altsaa ikke soldet alle Pengene væk i Udlandet?"
"Aa nej, det gaar an; man har jo lagt en Skilling op," lød Svaret.
"Og kom du til Tessin?" spurgte Federico, Kaféværten fra Berlin.
"Ja," bekræftede Musikeren Pietro, "det gjorde jeg. Og jeg saa ogsaa Faders Hus dernede. Men..."
"Naa?"
"Nej," Pietro rystede paa Hovedet, "der var smukt, men der føltes fremmed. Hjemstavn faar man i sin Barndom. Det er her, jeg har hjemme."
"Hm," smilede Federigo eftertænksomt i Mørket mellem de høje Popler, som nu stod i Geled langs Vejen, "hvis man havde giftet sig i Tyskland, er det jo ikke godt at vide, hvordan det vilde føles..."
"Saamænd. Men det har du jo ikke gjort. Ingen af os er gift..."
"Nej, de tykke Kvinder dernede var for klodsede og de tynde for benede og skarpe. Uf, der var en, som..."
"Som lagde an paa dig og dine Pølser, hvad?"
"Huha, ja. Lad os ikke snakke om saadanne grimme Ting. Nej fy da!"
De to andre lo.
"Hvorfor er du ikke gift, Jacopo? Er det Faget?"
"Tja. Det var maaske lidt for let at lade være. Men hvorfor skulde man ogsaa gifte sig, naar man hver Dag kan risikere at dø bort fra baade Kone og Barn?"
"Og desuden, Jacopo?"
"Yes, by Jove! Jeg havde heller ikke Lyst. Det var jo det!"
"Jeg ligesaa lidt," indrømmede Pietro. "Jeg vilde hellere gifte mig med min Obo. Den kræver tilstrækkeligt af baade Tid og af Følelse."
"Sludder," sagde Federigo.
"Nonsens," sagde Jacopo.
"Naa, hvad kalder I saa det, I andre har budt mig?" spurgte Pietro harmfuld.
"Udflugter, Udflugter!"" lød det leende i Duet.
"Ser vi det!" sagde Pietro Ferrani med ét alvorligt og vemodsfuldt. "Ingen af os har altsaa glemt..."
"Tykke Anna..."
"Og lille Viva! Ikke jeg!"
"Og heller ikke jeg," fortsatte Jacopo. "I Tessin har jeg ogsaa været, som vi blev enige om pr Brev for ti Aar siden, men jeg syntes, jeg var paa Hotel hele Tiden, skønt der var dejligt. Det var, dengang jeg brak den Arm her i Turin. Skulde ligge, sagde Lægen, ikke røre den. "Naa," sagde jeg, "saa vil jeg ligge paa Kro i Tessin." "Han er gal," sagde Direktøren. Men jeg betalte ham og svor at komme igen - og kom igen. Og vi gik til Amerika, og jeg gik med. Men nu er jeg her - endelig. Hvad? Ikke?"
"Er du helt færdig med Cirkus? Det er jo Synd. Du, der er saa morsom. Du har altid været saa sjov..."
"Ork," sagde den overskaarne, "de har grint det morsomme ud af mig i tre Verdensdele. Og hvordan kan man være morsom i Punta Arenas? Har du tænkt paa det? Eller i Pittsburg, hvor der ingen Himmel er, som ser en, naar man er bedrøvet bagefter? Nej, færdig med fyrre - jeg er fyrre og færdig, som jeg lovede mig selv og jer to, da vi kørte herfra som Drenge den Morgen tidlig..."
"Jeg er kun niogtredive og noget," sagde Federigo, "men jeg har den Kafé solgt."
"Min Embouchure er ikke, hvad den har været," mente Pietro, "den er toogfyrre som jeg selv."
"Det var den Kafé, hvor jeg var Kelner først, da jeg kom til Tyskland," vedblev Federigo, "og hvor Værten en Dag smed mig ud. Men jeg klarede mig og kom tilbage ti Aar efter, da jeg hørte, han var kaput. Jeg købte det hele. Og da Dokumentet var underskrevet, og jeg havde beset Lokalerne, saa tog jeg ham i Kraven og smed ham ned ad den samme Køkkentrappe. Hvis han havde været saa dygtig i sit Fag, at han i Mellemtiden havde kunnet udvide, som jeg har gjort, saa havde den Trappe slet ikke eksisteret længer, og det havde været Jammerskade - endda jeg maatte betale en stor Bøde for min Fornøjelse..."
"Det fortalte du rigtigt med Inderlighed," sagde den berømte Klovn, og de begyndte at le alle tre. Men deres Latter døde hen af sig selv. De stod nu midt paa den lille Bys stille, sneklædte Torv. Rundt om laa under hvide Tage de tavse, lave Huse, sorte af Væg i Skyggen og med det blege Maaneskær over Skorstene og Tagskraaninger. Intetsteds Lys i noget Vindue. Det var over Midnat. De tog hinanden i Haand og smilede derpaa undskyldende til hinanden.
"Hvor her er tyst," hviskede Jacopo med ærbødig Undren.
"Fred ved Nat" sagde Pietro.
"Verden derude er ikke til," bedyrede den lange dæmpet, og de nikkede. Saa gik de ned ad Gaden til Byens bedste Hotel, hvor de var ventede.
Næste Dag var der i en tilsneet Have uden for et Hus i Byens Udkant en lille Pige, som havde sin kongelige Fornøjelse af to Herrer, der var paa Besøg hos Moder. Skønt Stumpens Navn var Stine, vilde de begge absolut kalde hende for Viva, som Mor hed. Og medens den ene gik ind for at tale med Mor, tog den anden hende paa Armen og fortalte i rivende Fart en Historie paa et sært Maal, som hun ikke forstod ret meget af, men som lød saa ubeskrivelig morsomt. Manden var saa lang og tynd, at hun følte sig paa Vej til Himlen, da han hvistede hende i sine Arme, og som alle smaa Kvinder paa Vej til Himlen og ned igen skreg hun himmelhøjt, af Fryd og Skræk og Mavekildren. Saa kom den anden Herre ud fra Huset, han, der var saa lille og firskaaren - og han var næsten endnu bedre end den tynde, som straks forlod hende. Den lille kunde ride en Hest, som slet ikke var der, og falde ned paa Halen fra den, løbe med Tungen ud af Halsen efter den og springe op paa den igen og lade den trave, galopere og gøre Kunster til Hornenes Trutten. Det var ikke til at forstaa, hvor al den Musik kom fra! Just som han under Barnets Jubel var i Færd med denne Idræt, kom den tynde Herre frem i Døren, ledsaget af dets Moder, og de saa begge triste ud. Saa blev den lille, svære Herre ogsaa alvorlig, og dermed var den Forestilling til Ende. Børn er vante til at resignere over for bratte og uforklarlige Overgange i de voksnes Humør.
Begge Herrerne bød Farvel, Mor fulgte dem til Laagen. Men Stumpen vilde med dem, saa da Mor vendte sig og langsomt gik tilbage ad Hovedgangen, smuttede den Smaa ud ad Laagen og løb hen og puttede sin Haand ind i den morsomme lille Herres. Han saa ned og smilede pludselig igen muntert til hende. Og nu fortsattes Eventyret. Mens de spadserede, lød der paany de dejligste Toner; imod dem kom en meget stor Mand, ud af hvis Skæg der stak et mærkeligt Rør med et Straa i foroven. Og nej da, hvor hans Fingre løb hen ad Røret! Tonerne trillede som smaa Vejsten ned ad en Bakke. (I Betragtning af, at det var en Allegro af en gammel fransk Mester, Pietro Ferrani diverterede med paa offentlig Gade, var det maaske ikke saa underligt, som det var spøgefuldt at iagttage for en lille Pige.)
Da han fik Øje paa Jacopo og Federico, der smilende skridtede afsted med den pludrende Stine imellem sig, tog han Oboen ud af Skægget og sagde modfalden: "Hvadbehager? Hun vil vel ikke have jer begge to?"
"Vi har anbragt den lille her i vor fælles Kurv," svarede den tynde.
Straks lyste det op i Musikerens Ansigt. "Det er Følgen af saadan at falde med Døren ind i Huset. Se paa mig: Jeg har Taalmodighed. Ved I, hvor jeg har været henne?"
"Det er ikke svært at gætte: hos tykke Anna. Du var altid hendes Kælebarn."
"Akkurat. Hos din Bedstemoder, Skattepige. Og jeg har en Indbydelse til jer to. Kom med mig tilbage til Anna. Hun længes efter at hilse paa jer. Og der venter jer Kaffe med Æbleskiver og Napoleonskager fra Klintegaard."
"Fra Klintegaard! Ork, ork, om jeg dog havde haft dem i Berlin! Saa var jeg blevet Millionær!"
"Hør nu! Forord byder ingen Trætte. Jeg vil have store Viva til vor Husholderske. Jeg har slaaet paa det over for Anna. Hun mener nok, Datteren vil."
"Rigtig vel betænkt af dig! Men..."
"I maa herefter opgive alt Kurmageri."
"Naturligvis," svarede de begge.
"Saa er vi altsaa enige!" Dudidudididuh!
Han havde atter stukket Straaet ind i Skægget, og Fingrene løb hen ad Røret, mens de alle vandrede hen til det diminutive Hus, hvor deres elskede Anna boede - Anna, den trivelige, den evigglade, der engang havde været som en himmelsendt Trøstens Engel for tre forpinte Drenge, da hun med sin lille Datter (der nu var stor, havde været gift med en Snedker og nu var blevet Enke) drog ind i Blikkenslager Ferranis Hus efter den strenge, indtil Forfølgelsesvanvid sære og herskesyge Fru Ferranis Død. Det er bemærkelsesværdigt, at den blodrige, sanselige Blikkenslager trods sin halvt italienske Herkomst aldrig havde indladt sig i Forhold til sin Husholderske, saa at end ikke den ringeste Plet formørkede den Glans, hvori Mindet om Annas Hjertevarme straalede for de tre Sønner.
"Goddaw, bette Børen!" sagde Anna fra sin Bedstemoderstol, for nu var hun rent uflyttelig - at sige, saadan lod hun; thi gjaldt det noget, rullede hun godt nok afsted.
Og "Goddaw!" skreg de alle tre og valsede rundt om hende med den lille til Oboens Dideluh.
"Huh, mine Fingre!" raabte Musikanten, "de er helt frosset af!"
"Kaffe!" brølede de alle i Kor.
"Æbleskiver!"
"Napoleonskager!"
"Jow, jow I ka' da hent' 'et sæl' paa Fyrstede'..."
De dækkede Bord foran hende, hældte skoldende Kaffe op og smausede i de delikate, brune, duftende Æbleskiver.
"Mum, mum" - den sprøde Halvglobe stak i en opspærret Mund og forsvandt med et Svup, - "nu er jeg tretten Aar!"
"Og jeg fjorten."
"Og jeg sytten."
"Det er Fars Fødselsdag..."
"...og vi sidder her i Køkkenet..."
"Herregu', kan I da how det'? Aa den næst Morren... Nej, nej, nej..."
"Ja, næste Morgen var Ilden slukket..."
"Og Kaffen kold..."
"Butikken lukket..."
"Og Far borte - for altid..."
"Men du var der, Anna!"
"Og lille Viva!"
"Jow, for a tint' 'et wal, a tint' 'et wal!"
"Du vilde være Mor for os allesammen."
"For Fallittenspillerens Børn," sagde de tre med dyb Hengivenhed og Kærlighed. Men Ordene farvedes af en vis Bitterhed trods alt; de blev hentede op af Erindringens Kiste, hvoraf de var blevet taget frem, vendte og drejede og vejede i mange onde Aar.
"Du fik os anbragt, da vi ikke vilde ligge dig til Byrde..."
"I va' nown rejti' slemm' Knejte," indskød Anna.
"Ulydige og trodsige, ikke sandt? Jo. - Gu' satte os i Pleje og Lære hos dine Slægtninge og Bekendte i Aalborg..."
"Du troede, jeg vilde være Tapetserer," ytrede Klovnen bistert.
"Nej, a gjor' ett," lo Anna. "For do haa' worn en Klovn aal di' Tij!"
"Ja," indrømmede Jacopo, "jeg rømte da ogsaa med den Cirkus Beketow."
"Jeg tudede i Horn fem Aar i Regimentsmusiken, gav Undervisning og sultede," gryntede Pietro.
"Mens jeg bukkede mig krum og rendte mig platfodet som Kelner. Men jeg kunde tale Tysk, og fik Plads paa "Phønix" og opvartede d'Hrr. Grever og Baroner. Jeg skrabede ogsaa Penge sammen."
"Ja, nok til at hjælpe mig til København og til selv at komme udenlands" sagde Pietro kærligt. "Naa, jeg havde jo en ganske lille Nødskillling..."
"I skal ha' ug alle tre" bestemte Anna.
"Jamen, vi faar en Kurv i Stedet - Viva," sagde Klovnen ynkeligt-lystigt.
"I sku' skam' jer nown!" raabte nu Bedstemor og rystede sit Fedt i Harme. "Ær I Mandfolk? Elle' gor kanskiesens hiel Byen ett fuld a' kaalworn' Tøser? I ka' wal vent' og si', hudden de' ve' spæn' a'?"
"Uf," lo Kaféværten, "nu gaar der Ild i Madammen. - Det er jo din Datter, det drejer sig om. Ikke alle de andre..."
"Hun ka' wal ett gywt sæ mæ jer aal tri," brummede Anna. "La' no den treije snak' mæ hinner. Somtije fløjt' man sæ bejst te Rett' mæ wos Kvennfolk." Og hun kneb det ene Øje i.
Oboisten blev kogrød i Hovedet. "Tak for Kaffe - og Farvel," sagde han hastigt, tog sin Frakke paa og løb med Hatten i Haanden ud ad Døren. Jacopo og Federico stirrede bedrøvet og menende paa hinanden.
"Saa gaar vi vel hen og ser paa Butiken og den gamle Gaard?" spurgte Klovnen spagfærdigt; og de rejste sig og tog Afsked. Men den Lille gik med dem.
Pietro var allerede i Vivas Have. Han gik rundt om Gavlen af Huset og kiggede ind gennem Køkkenvinduet. Der stod den unge Enke og tørrede Tallerkener og Kopper af i et rødstribet Viskestykke. Da hun fik Øje paa Musikerens Ansigt uden for Ruden, tabte hun en Tallerken paa Gulvet. "Det betyder Lykke," smilede Pietro hen for sig.
Hun aabnede lydløst Døren til den lille Gang med Loftstrappen, hvor Katten laa trykket saa rart ind til den lune Komfurvæg, og fandt den blaamalede Køkkendør lukket. Da han skød den op, var Pladsen ved Vasken tom. Forundret blev han staaende på Tærskelen, men da hans søgende Blik tilfældigt stjal sig ind igennem Sprækken mellem Karm og Dør, begyndte Skælmeriet at sitre i hans Øjenkroge. For der bagved saas et rødstribet Viskestykke, der umuligt kunde hænge paa et Søm, og desuden en blaa Nederdel og et hvidt Forklæde over et Par Hjemmesko - og der var Fødder i Skoene, lange, smalle Fødder. Dristig skred han ind og stillede sig over for den, som havde søgt Skjul (nu var Viskestykket avanceret til tyrkisk Slør). Han lod det imidlertid ikke blive, hvor det var. Blidt tog han om de kære Arme, drog dem ned og saa ind i det blussende Ansigt.
"Er du vred, fordi jeg kommer sidst af os tre, Viva?" spurgte han. "Jeg er her jo dog paa den aftalte Dag, og det er ikke min Skyld, at Federigo og Jacopo har haft et saadant Hastværk med at besøge dig..."
"Aa, det gjorde mig saa ondt," sagde hun; men hendes Øjne fortalte noget andet.
I Pietros Miner læstes en vis Skuffelse og Spænding; thi hun slog ikke Armene om hans Hals, hun kyssede ham ikke, hvad han efter Tonen i hendes Breve havde ventet. Dog lod han sig nøje med Blikkets Budskab og spurgte roligt: "Du har noget vigtigt at tale med mig om - noget som kun kunde betros til mig, ikke til mine Brødre?"
Hun nikkede, og de let optrukne Bryn viste, at hun straks havde opfattet hans Resignation. Men ikke, hvorledes hun optog den. "Ja, noget vigtigt. Vær saa god at gaa indenfor. Jeg kommer straks."
Som Kvinde kunde hun ikke undlade at gøre en Smule Toilette, selv før saadanne vigtige Meddelelser. Og hvem har egentlig en Maalestok for, hvorledes de Kvindebreve skal være beskafne, der giver en Mand Ret til at komme paa Besøg ad Køkkenvejen?
Han ventede i en hyggelig og ren Spisestue. Kobbergenstandene paa Buffeten skinnede. Lysedugen var et nystrøget Kunstværk. En Anelse af en fin, ubestemt Duft forsødede Luften derinde. Han satte sig og følte straks, at det var en venlig, indladende Sofa, der hverken fjedrede ham fra sig eller viste ueftergivende Haardhed.
Hun traadte ind; og han mere fornam end iagttog Forskellen fra før. Han havde ikke megen Erfaring med Hensyn til Kvinder, i Virkeligheden saa lidt, som de Mænd faar, der lever i Lyset af et Minde. Hun havde taget Forklædet af, en anden Kjole paa, friseret sig og skiftet Sko, alt i en Haandevending. Han rejste sig og bukkede let, som om han først saa hende nu; hun smilede, ikke uden Koketteri og meget paaskønnende over for dette lille, instinktmæssige Galanteri, der røbede en Finhed, som hun langtfra var vant til.
I sin Uvished begyndte han at tale om sine Brødre, skildrede tre ensomme Mænds Liv og Vandringer, de Breve, der havde krydset over Verden, og de tres Sammenhold under alle Skæbnens Tilskikkelser og trods al Adskillelse, den trofaste Broderfølelse og Hjemlængsel, som havde modnet Beslutningen om at holde op, forlade alt og samtidigt rejse tilbage til Fødebyen og det fædrene Hus, saa snart de fornødne Penge var tjente. Der var ogsaa noget, han fortav; men hun vidste, hvad det var. Efter sin Mands, Snedkerens, Død havde hun modtaget Breve fra dem alle tre og besvaret dem - men ikke paa samme Maade.
Da han omsider halvt forlegen standsede, spurgte hun pludselig: "Jacopo og Federigo har nok ikke glemt deres Barndoms Færdigheder - hvordan er det med dig? Kan du endnu fløjte, Pietro?" Hun spurgte ganske jævnt, men det var et farligt Spørgsmaal - en af disse uudgrundelige Kvindeprøver, som Mænd i ni af ti Tilfælde ikke er forberedte paa og ikke kan bestaa. Men han spidsede blot Munden og begyndte. Det var ikke alle de indviklede Themaer, han havde forlystet sig med paa Vejen, mens han vandrede - nej, noget ganske andet. Det var en Foraarsdag, med alle dens Fuglefløjt under Tagskæg, over Marker og i Lunde. Stuen fyldtes med jublende Triller og kaldende Kvitten, med Lokken og Stoltseren, med Skrig og Bejlerstrid. Taget løftede sig, Hvælvet blaanede, Solen skinnede, Blæsten peb over den myldrende Strand, hvor Maagerne kredsede i skønne Sving og dristige Styrt, medens Vadefugle forneden langbenet pilede rundt eller gravitetisk spankulerede afsted. Engen bredte sig saft grøn, Primula prangede i gule Klynger, Skovbrynet skyggede, med Bøgekroner fulde af hvilende eller flagrende og smuttende smaa vingede Liv, Konvaller duftede, og Bregner rullede sig op. Men højest over Bakkernes Vintersæd, højest under Himlen, usynlig i Lysflimret som en Soltone, lød Lærkens Bebudelse af nyt Liv, Naturens lyseste, friskeste, helligt vederkvægende Klang.
Ind imellem talte han, blot en Sætning eller to, og sagde: "Kan du høre, lille Viva?" Og da han var færdig, sagde han det paany: "Kan du høre, lille Viva?" i en halvt spøgende, halvt kærtegnende Tone, som man taler til et Barn.
Men det var en Kvinde, der kyssede ham; hun havde Taarer i Øjnene. Prøven var bestaaet.
Og Drengen Pietro, som var blevet Mand, tog hende i sine Arme og trykkede hende til sit Bryst - forundret baade som Mand og Kunstner. Men deri ligger den nobleste Anerkendelse af Kønsforskellen. Thi Kvinden ønsker altid at være en uventet Gave og hader intet saa hjerteligt som blot en Antydning af Selvgodhedens overlegne: "Det vidste jeg nok!"
Dog, Viva løsgjorde sig - ikke straks, ikke engang snart, men lidt efter. Og Pietro indlodes ad Kyssets Port til Fortrolighedens Stad, hvilket hos Kvinder langtfra er nogen usædvanlig Vej. Hun skød ham ind i Dagligstuen og hen foran et stort Chatol af mørk Mahogni. "Kender du det?"
"Det er jo Fars!"
"Ja, Mor købte det ved Auktionen, og jeg fik det, da jeg blev gift. - Du ved jo, at de fandt din Faders Lig paa Stranden ved Klitgaards Banker..."
"Hans Baad var kæntret..."
"Det mener man. Der er ikke fremkommet noget, der kunde tyde paa andet..."
Pietro vendte sig bort. Efter en Stunds Forløb spurgte Viva: "Kan du læse Italiensk?"
"Aa ja - ogsaa tale det nogenlunde..."
"Saa forstaar du, hvad der er skrevet her. Det er til dig! Mor fandt det i din Fars Inderlomme, da de var kommet bærende med ham." Hun rakte ham en Seddel, som hun tog i sit Sybord. Den havde været gennemblødt af Vand, Skriften var paa sine Steder flydt ud, Papiret skjoldet og gulnet.
Pietro tog den, og Viva tændte Lampen. Han stavede sig frem, nu og da afbrydende sig selv med et Udraab af Overraskelse.
"Det er et Brev - til mig som den ældste - et Brev, som han vilde have sendt os fra Aalborg. Et Dokument - Hvad er det? I et hemmeligt Rum i Chatollet. Fader hentyder spøgende til, at jeg Pilfinger har opdaget, hvorledes den Skuffe aabnes - - Ja! Ja! Det dæmrer for mig. maa jeg? Tillader du, at jeg forsøger?"
"Møblet er ikke blevet rørt i den forløbne Tid, Pietro; det har ventet paa dig hos mig. Kun de to ydre Skuffer har været benyttede..."
Hun slog Klappen ned. Pietro betænkte sig lidt, trak prøvende en Skuffe ud, bestyrkedes i sin Antagelse og følte sig for. Han gav Bagvæggen i det Rum, der saaledes var blevet ledigt, et Skub, og den veg tilbage. Derpaa trak han ogsaa Skuffen nedenunder ud, og nu viste det sig, at Bagsiden her, som ved Trykket var forskudt fremefter, kunde bøjes opad paa to indvendige Hængsler som en lille Klap, der skjulte endnu en kort, smal Skuffe. Denne var fyldt med et Skriftstykke på svært, mange Gange sammenfoldet Papir.
"Her!" sagde Pietro dæmpet og dirrende, "her er det!"
Han satte sig, bredte Papiret ud paa Bordet og fordybede sig i det, medens Viva stod bag ham fuld af Spænding, men lykkelig ved hans Nærhed, som hun forvissede sig om ved at hvile Haanden let paa hans Skulder. Lampen sydede stille, og Mørket stod bag Ruderne derude.
Omsider var Pietro naaet til Ende med Gennemlæsningen og rjste sig langsomt. "Far var ikke lykkelig i Danmark," ytrede han bevæget. "Han fortæller her om sit Liv og forklarer sin Flugt. Han var af italiensk Blod og selv italiensksindet, men forelskede sig i Datteren af en tysksindet Slægt. De blev efter megen Modstand gift, men var udsatte for stadige Forulempelser fra begge Sider, og under Urolighederne i Tessin 1838 havde han Grund til at tro, at man stræbte ham efter Livet, og han maatte flygte sammen med sin Hustru. Efter et Par Aars Omflakken kom de til Danmark og slog sig omsider ned i denne lille Stad saa højt mod Nord. Her fandt de Sikkerhed for Liv og Ejendom, et Levebrød, et Hus endog - men ikke Sjælero. Værst var det for Mor - du ved, hvordan hun endte. Men heller ikke Far fik nogen Sinde Fred for sin Længsel. Jeg husker godt, med hvilken feberagtig Spænding han gik op i noget, som vi Børn slet ingen Forstaaelse havde for; hvorledes han jublede og rasede ved hvert Budskab dernede fra i Kampens Aar. Hvad kendte vel vi til Kamp - dengang? - - Dette er skrevet paa hans Fødselsdag, Dagen før han Rejse - den Dag, da Stiftstidenden bragte Nyheden om Kong Victor Emanuels Indtog i Rom i 1870. Far var en gammel Mand, han fyldte toogtres den Dag. Men han maatte afsted, trods den lange Vej, trods Krigstilstanden i Europa, trods Vinterens umilde Vejr. Et enigt Italien, et samlet Fædreland, den Gave, som hin Dag bragte enhver Italiener, det maatte han opleve inden sin Død. - Men Døden indhentede ham - næsten lige uden for hans Dør... Stakkels Far!"
Viva lagde Armen om hans Hals: "Men vi skal være lykkelige i denne lille By, Pietro," sagde hun kærligt.
Han smilede og førte i det samme Haanden til Øjet. "Ja. Og alle de Prøvelser, Kampens Aar har bragt, vil kun forhøje vor Lykke. Hele Verden derude, som gnistrende og tordnende haster afsted i evigt forgæves Jag, vil vi lade fortone sig i vor Lykkes lange Stilhed. Kun du og jeg og vort Hjem er Virkelighed..."
"Saa det mener du!" lød en ironisk Stemme bag ved dem. Og da de vendte sig, stod Federigo og Jacopo med den lille Stine imellem sig i Døren. Stumpen løb straks hen og klyngede sig til sin Mor, og Pietro, som ikke frigjorde sig for Vivas Arm, strakte begge Hænder ud imod Brødrene.
"Det mener jeg," sagde han, "for I tre hører med til vort Hjem. Tre Brødre under samme Tag; ikke sandt, Viva?, Brødrene Ferrani er vendt hjem!"
Tom Smidth