Vaar og Elskov er et gammelt Par. De traver langsomt fremad, iført deres kummerlige Dragt, to graa forknytte Gøglere paa Rejse. Den ene slæber duknakket paa en daarligt bundet Bylt med sine blomstrede Kjoler, den anden skyder varsomt foran sig Lirekassen med Fugletriller og med Dyrebrøl. Dog skelner mine langsynte Øjne, at Bylten er omvundet med Majas Slør, og at Elskov har Vinger under Kappen.

Hvorfor gaar jeg mon selv paa den opblødte Vej i den drivende Taage, om ikke for at møde dem? I mange Dage har jeg ved Fyraften med Kæp i Haand begivet mig ud at spejde efter dem og forgæves med Dupskoen vendt de gule Straa for at lede om en grøn Græsspire, som kunde bebude deres Komme. Nu er de her, og hvor ringe de end syner, vil jeg følge dem langs de rislende Grøfter mod deres Rastplads og som et Barn glæde mig ved deres Gøgl en Gang endnu. Stille lader jeg dem passere forbi mig, og i dette Øjeblik er det, som en Lydhørhed uden Lige med Aftenskumringen sænker sig over Naturen, som om alt fjernt og nær nu tier i anspændt Lytten til disse mødige, slæbende Trin af Vaar og Elskov, som vandrer. Ja, selve den hvilende Jord synes at holde sine skabende Kræfter i Tømme og hæmme sit Aandedrag.

Men Vaar og Elskov vandrer, og jeg flytter min Kæp efter dem.

Snart føler jeg, at der er nogen bag mig. Lette, tøvende Skridt. Men jeg vender mig ikke. Vi gaar. Efter en Stunds Forløb tager Skridtene Fart, og Trinlyden nærmer sig hastigt. En lidt forpustet Ungpigestemme spørger bedende: »Aa, maa jeg ikke nok følges med Dem? Der er en saadan ækel Vagabond bag efter mig!« Jeg ler og vender mig ikke. »Værsgo«, svarer jeg, »men der er andre bag ham igen. Vi er en hel Procession«. »Er vi?« siger hun forundret »jeg fik først Øje paa Dem, da jeg hørte den anden traske bag ved mig. Jeg troede, at jeg var alene«. »Det mente vi alle«, svarer jeg.

Vejen slaar en Bugt og fortsætter mod Vest. Langt forude tegner et Kirketaarn sin Blyantsspids mod den svagt rødmende Horisont, som om der paa Himlen skulde optegnes noget gaadefuldt og overjordisk. En Købstad ligger derborte bag sine Havers Trær. Da kommer vi uformodet til en Afviser paa den anden Side et Tjørnekrat. Den peger fra Vejens Dæmning ud i det fjerne, men ingen Sti løber efter dens Anvisning. Jeg standser, den unge Pige kommer op paa Siden af mig; i Skumringen er hun kun Pige og ung, et Omrids og en Stemme. Mens vi forundrede stirrer ud over den øde Mark, hører vi med ét en lang Fugletrille: det er den ene af de to Gøglere, som trækker sin Lirekasse over Grøften. Den anden staar alt inde paa Græsset; de vil altsaa vandre ad den usynlige Sti mod det ukendte Maal! jeg ser paa Pigen: hun tøver. Men et Stykke borte vælter Vagabonden med et kejtet Spring ned fra Vejen og slingrer uden Betænkning frem gennem en sprøjtende Pøl. »Kom saa«, siger jeg blidt. Og vi sætter af for at lyde den mystiske Afvisers tavse Fingerpeg. »Jeg fryser«, siger den unge Pige lidt efter, og jeg tager hendes kolde, smalle Haand inden i min og putter den ned i min Lomme. Vi vanker paa maa og faa gennem Mørket. Jeg har længe gaaet og stirret op mod en Stjerne, men efterhaanden kommer jeg til den Erkendelse, at det er slet ikke nogen Stjerne, nej, det er kun et Hul i Vaarens Teltdug ud til den lyse og gyldne Nat. »Se«, hvisker jeg, »der er et til, og et til, mange Huller!« »Ja«, svarer hendes lille Stemme, »det er et gammelt Telt ...« Og vi ler ganske sagte, mens vi sætter os paa min Frakke, som jeg breder ud over to Tuer ved Siden af hinanden.

Nu opdager vi først, hvor mange der har fulgt os. En efter en kommer de ind og tager Plads i en Kreds, Kvinder og Mænd, unge og ældre, nogle livlige, andre trætte, nogle smilende, andre bedrøvede, alle med Længselens Stigma, de Ensommes Furer om Munden, som skyldes sammenbidt Villie, beskyttende Trods eller vemodig Spot. Vi ligner et Bystævne i en Forbryderkoloni. Og for os skal Vaar og Elskov gøgle!

Den gamle Kone famler ved sin Bylt. Omsider faar hun alle Knuder løst, og da hun breder Majas Slør ud og hæver det i sine Hænder, lyder der Raab af Undren og Glæde: »Gyldne Fugle! Blomster, som blaaner! Aa, hvem har vævet Morgenrøden ind i Nattens Silke?!« Hun svøber sig i denne Pragt, bliver en kort Stund ét med den, knejser. Og se, nu er hun forvandlet: saa ung, saa rank og dejlig; hendes Smil er selve Sorgløshedens Glans. Da oplades vort Syn, og vore Øjne skimter hendes Legemes Hvidhed bag Sløret; hun er nøgen. Et Forløsningens Suk høres fra vor fattige Skare; thi vi, som intet har at haabe, er visselig meget krævende, og straks blev det yderste os givet. Heri er der Løfter. Intet Tilsagn kunde tilfredsstille os som dette: Nøgenhed. Og Vaaren forlader sit Hylle. Det synker om hende, og hun træder ud deraf som en Gudinde af sit Alters Offerdamp. I det samme letter Sløret fra Grunden som en Taage og hæver sig langsomt, stiger og stiger. Blomsterne bliver til Himmelblaanen, de gyldne Fugle til sollyse Skyer, og Morgenrøden falmer i det høje. Det er Dag. Vaaren danser over Enge.

Alle Fugle synger til hendes Dans. Fra Sløret sænker sig en Støvregn, der glitrer som Ædelstene. Den gamle Mand drejer paa Lirekassen. Kvit, kvit, lyder det spørgende; derpaa kommer forsøgsvis en enkelt Trille, og pludselig vælder det frem: et Sus af Hundreder smaa Vinger, en Skingren og jubel af mangfoldige Struber; der indimellem en Hvisken og Tisken, pludselige Pauser, lange Fløjtetoner, rappe Skænderier; og saa atter et Solskinsfortissimo. Ved alle Guder, hør Kastagnetterne: Storken er kommet! Og nu klukker og spotter og hvæser og kra'er det fra alle Sider.

Vaaren svinger sig paa lette Fødder; fra hendes Kurv flyver en Regnbue af Blomster... Men nu svimler hun og segner. Himlene gløder, det er Middag. Fra Solen styrter en Strøm af Ild og antænder Jorden. Farvede Flammer, gule, grønne, blaa og røde, slaar i Vejret overalt og synes som Lygtemænd at flakke frem og tilbage. Og se, nu løsriver de sig; de flyver. Det er, som om Blomsterne fik Bevægelsesfrihed og flagrede op fra Græsset. Sommerfugle, Sommerfugle! En Hær af straalende, vingede Insekter, mere talløs end Xerxes' Myriader. O, hvilken Pragt!

Rummet genlyder af brunstige Brøl. Har du da ingen Skaansel, Elskov? Skabningen stønner under dit Aag. Dit Vanvid syder i alt levende. Hjordene stormer frem drevne af din Pisk. Overalt raser Kamp, overalt flyder Blod...

Skræksomme er disse Røster fra de umælende, snart som Hyl af Sirener, snart som Klynken af Børn, men hør, der lyder et Bulder forfærdeligere end Jordens Stemmer. Det mørknes, et truende Mulm drager frem med Ild i sin Favn. Tordenen ruller. Voldsomme Vindstød er Uvejrets Bebudere, Græsset bølger, Træerne svajer. Hagl pisker ned. Lyn. Et øredøvende Brag. Ve os, Ildslangen bed. Hvor Elskov stod i sin pjaltede Kappe, der hvirvler nu en Flammesøjle. Men af den hæver Guden sig i ung Majestæt; mægtige Vingeslag bringer ham til det Sted, hvor Vaaren hviler, han griber hende i sine Arme og svæver mod de tætte Skoves Ly.

Da Regnen kort efter stilner, og Skyerne spredes, oprinder Dagens dejligste Timer, de, hvor vi ikke ser Foraar, ej heller Elskov men fornemmer deres mægtige Indflydelse, da vi, de ensomme, skal være Vidner til de Selskabeliges Samvær. »Se«, hvisker den unge Pige ved min Side, »saaledes plejede Far og Mor at gaa om Søndagen med os to Pigebørn. Men nu er Far død, og min Søster er gift i Amerika. Selv maa jeg flakke Landet rundt fra By til By for at tjene mit Brød; i to Aar har jeg ikke besøgt min Mor«. »Der er hun«, mumler Vagabonden, »men hvem er nu det, hun følges med? ja, minsæl er det hende, som jeg sled og slæbte for i seks lange Aar paa den fordømte Fabrik, indtil jeg hverken kunde sanse eller samle; og imens løb den sjofle Tingest med andre Mandfolk. Da jeg opdagede det, smed jeg alting fra mig... Fortvivlelse, det er noget for fine Folk. En anden en sla'r sig paa Flasken og den frie Luft. Men slippe for hende, gør jeg sgu aldrig; den Orm ska' gnave mig, til jeg falder i Grøften og kreperer... « »Hallo, Kaj!« raaber en halvgammel Mand og rejser sig halvt op; »nej, han hører mig naturligvis ikke. Saa lidt som min Ungdom vender tilbage... Vi delte Ondt og Godt med hinanden, læste og vandrede, drev Sport og dyrkede Kunst i hinandens Selskab; vi var Venner, som kun unge, intelligente Mænd kan være det, uadskillelige - indtil en Kvinde skilte os; hun der, som saa fortroligt stikker sin Arm ind under hans. Nu er hun hans Hustru. Man siger tilmed, at hun keder ham. Forbandet være hun«.

Rundt om i Kredsen lyder halvhøj Tale, Udbrud, Trusler, Graad. Alle mumler hen for sig; ingen ænser sin Sidemand. Alle stirrer vi frem mod de muntre Scener, som opruller sig for vore Øjne. Unge Menneskers Leg, leende, brogetklædte Pigeklynger, elskende Par, Familier paa Udflugt, raske Vandrere med Kæp i Haand, Cyklister i endeløse Karavaner, Biler i rene, stærke Farver, som skinnende glider forbi. Samvær, Samliv, Samfund! Vi mærker ikke Timerne, der iler fra os, mens vi sammenligner, genkender, opfrisker vore Savn, genopvækker vore Sorger, og allerede er det Aften, allerede har endnu en Dag sluttet sig til den Fortid, der stillede os udenfor Fællesskabet med Mennesker. Vi er blevet tavse, Natten lægger sine Skygger over os. Aftenrøden brænder i Vest. Da knalder et Skud. Vi farer op. Vagabonden ligger sammensunken paa jorden. Panisk Angst griber os. Vi stimler ud, skilles, forsvinder i Mørket til alle Sider.

Atter føler jeg den unge Piges Haand i min, hun ryster og skælver, den lille. Længe gaar vi i Stilhed. Da vi naar til Landevejen, siger hun frygtsomt: »Det er klaret op. Stjernerne kommer frem«. »Ja«, svarer jeg, »og det var ogsaa kun Stjerner ikke Huller i Vaarens Telt«. Hun nikker. Men pludselig udstøder hun et Skrig: »Saa har jeg alligevel ikke drømt! Se, der gaar de jo! Der, et Stykke henne i Mørket. Den ene slæber duknakket paa sin Bylt, den anden skyder varsomt Lirekassen foran sig. Aa nej, aa nej, hvem kan det dog være?«

»Kære Barn«, siger jeg, »vær dog lidt fornuftig! Det er jo kun et Par gamle Gøglere, formodentlig paa Vej til et Marked ... «

Tom Smidth