Det var et overmaade befærdet Hjørne, et af Storbyens farligste.

Ofte havde jeg undret mig over, at denne gamle Mand kunde bebyrdes med Ansvaret for Omskiftning af Sporene paa dette Sted. Jeg ved ikke, hvor lang hans Vagt kan have været - jeg saa ham dèr Dag og Nat, Sommer og Vinter, i bagende Hede og bidende Kulde, i Sne, Hagl og Regn. Altid rolig og uanfægtet skred han frem og tilbage efter bestemte Regler, der med korte Mellemrum førte ham til dette eller hint Spor, som han med sin Stang stillede om og derpaa mekanisk forlod for at trykke sig op ad Husmuren skiftevis til højre og venstre. Jeg spurgte flere Gange Konduktøren paa den Sporvogn, der førte mig til og fra mit Kontor, hvorfor denne Mand ikke blev afløst af yngre og mere velegnede Folk, men fik stedse det Svar: »Han er fast ansat, og ingen anden kan gøre hans Arbejde for ham.«

En Dag læste jeg i Bladene om en frygtelig Ulykke, der var hændet paa netop dette Hjørne - Skylden var Sporskifterens, derom var alle enige. Ikke desto mindre gensaa jeg ham i Færd med sin sædvanlige Gerning den næstfølgende Dag. Nu blev jeg uhyggelig til Mode og besluttede for enhver Pris at bringe Lys i dette Mysterium. Jeg ansøgte om Ferie i Utide og fik den bevilget. Jeg tog Post paa den gamles Hjørne og fulgte med Blikket ethvert af hans Skridt. Han arbejdede som et Urværk. Men en Morgen, mange Dage senere, lod han, mens jeg stirrede paa ham, en Linje 2, der skulde dreje til højre, vige af til venstre, saa at den kørte ad Linie 5's Spor og lige ind mod Siden af en Linie 10, hvis Fører havde al Grund til at tro, at Sporet lige frem var frit for Vogne, der gik i Retning ad Slotsholmen, som hans egen. Sammenstødet var rædselsfuldt. Den ene Vogn væltede, Forparten af den anden blev knust, og fra begge Vogntog lød skærende Skrig og høj Stønnen af de mange Saarede.

Den gamle blev staaende aldeles uberørt af Katastrofen. Han bevægede sig ikke af Pletten for at komme nogen til Hjælp eller hidkalde Ambulancen. Rasende over denne Ufølsomhed løb jeg hen til ham og ruskede ham i Armen, idet jeg skreg: »Men er De da den skinbarlige Satan!?«

Han hævede Hovedet og viste mig sin forstenede Maske af Aartusinders ufattelige Træthed; Isen i hans bundløse Øjne syntes at blive til Stemme i hans Mund for at fremføre disse fire Ord: »Man kalder mig Eros.« Og stum bøjede jeg mine Knæ for ham paa Asfalten.

Tom Smidth