Aah, Kvinde, Jeg mindes dig med Skræk og Ærefrygt, og naar jeg ser paa mine Hænder, som har kærtegnet dig, undres jeg over, at de ikke bløder. Thi du synes mig at ligne en Kniv, hamret af en østerbotnisk Smed, der har mumlet en dunkel Forbandelse over det Vand, hvori han hærder sit Staal.

Fra Haand til Haand skal Kniven gaa, og ingen, som besidder den, vil undlade at rose sig deraf. Alle vil prise dens Finhed, dens Glans, dens Hændighed og Lethed. De vil overbyde hinanden ved Dansegilderne for at kunne kalde den »min«. - Har du set min Kniv?! Men ingen vil ønske at beholde den. Enhver, der har haft den i sit Eje, skjuler i sit Sind en smertelig Viden om ufortjente Saar. Thi den vil ikke blive hos nogen. Oh, det er vel værd at iagttage det listige Begær, som, naar det først er tilfredsstillet, saa hastigt skal forvandles til Smerte og Skuffelse. Hør blot den højrøstede Prangen, Sælgerens Lovord, Køberens hyklede Tilbageholdenhed, mens han brænder af Lyst. Mænd! Mænd! Mænd! Og Kniven ligger til Beskuelse, skjult i sin skønt forsirede Skede eller ligegyldigt blinkende i sin Nøgenhed, som du selv - som en søvnig Skøge. Sig mig dog: har du, som Kniven, sejlet jorden rundt med en Matros for at vende tilbage til vor By? Har du ledsaget Skovhuggeren til de vinterlige Ødemarker? Har du fulgt Fløderen ned ad de brusende Elve? Hvem søger du her? Lodsen eller Øboen fra de golde Skær imod Havet derude? Et Hjerte søger du, et Hjerte, som du kan give Ulivsaar, jeg ved det nok! Men hvis? Hvis? -

Oi, oi, oi! Hvor havner den onde Kniv? Hvem gjaldt hine stærke Trylleord, som paalagde den et hemmelighedsfuldt Hverv og skænkede den et mystisk Egenliv? Skal jeg ved Skæret af den osende Praas se den glide ind mellem en Mands Ribben, eller høre et Brøl, naar den højtsvungen lyner i Middagssolen over Mængdens Hoveder paa Markedspladsen? Skal jeg en Morgen finde den sort af Blod i Sneen ved Siden af et stivfrossent Lig, mens Tømmerkuskens Hest med ludende Hoved forgæves venter paa sin Kørekarl? Vil mon ingen begrave den onde Kniv - begrave den dybt i Kirkegaardsjord, det Sted, hvor den glemt kan ruste!?

Tom Smidth