Ingensinde herefter skal jeg altsaa kunne vandre gennem Regnen uden at føle din Arms fortrolige Tryk og se dit straalende Smil gennem Draabernes Slør i de skumrende Gader! Aldrig mere skal jeg betragte Lygternes skinnende Striber over den sortnende Asfalt uden at mindes dine rappe Trin og kaade smaa Spring. Saa ofte jeg hører Vandets Gurglen i Renderne og Draabernes klingende Fald, skal jeg savne din Ungpigestemmes forelskede Hvisken. Ak, hvorhen skal jeg vende mig? Det regner alt for ofte i denne Stad! Og dog, - naar det er Solskin, gaar jeg rundt som en hjemløs, hvem man endog har berøvet hans Minder. For første Gang i mit Liv føler jeg mig fattig og afmægtig, fordi jeg ikke formaar at rive hele min Smerte ud af mit Bryst og holde den frem i det gyldne Lys som en funklende Ædelsten. Men naar Himlen da paany formørkes, naar Regnen falder, og min Længsels knugende Byrde opløses i strømmende Vemod, saa forfølger dit Væsens elskede Nærhed mig overalt, overalt ... jeg kan ikke haabe at glemme dig - jeg ønsker ikke engang Glemsel. Besad jeg kun den Kraft, som betinger hin lutrede Lykke: at bære hin Sorg, som man bærer et Smykke!

Jeg vidste ikke, at Savn var saaledes!

Hændervridende Kval havde jeg forestillet mig, men ikke dette: ikke et uafbrudt sjæleligt Samvær med den savnede, ikke disse stadige Tilhviskninger om svunden Glæde!

Skal jeg fredløs flakke om mellem disse dryppende Façader, som et Dyr, der ikke kan slippe ud af sit Bur? Skal jeg fordømmes til Indespærring i en Murstenslabyrint, hvor jeg hver Time paa Dagen vil møde dit Genfærd i de Stræder, som har lyttet til din Latter og indsuget den, for at lade den risle i Regnen, naar jeg haster forbi? jeg sygner af denne tærende Længsel. Den er uudholdelig! Og naar jeg om Aftenen slæber mig hjem ad endeløse Dyndveje, ser jeg over mig en Maane, der staar bag Dunsterne som Satans rødtlysende Segl paa en lukket Verden fuld af langsomt forvitrende Haab.

Tom Smidth