"De maa gerne ryge", siger Kontrolløren venligt, og jeg hører mig selv takke ham, for jeg er træt og tanketom. Der er omtrent fuldt Hus. Jeg finder en Plads og udsender blaa Røgskyer: De to unge Damer kommer frem, hilses af Publikum og smiler sødt. Det mekaniske Orkester begynder at musicere. Tæppet gaar op, Numrene i Varieteforestillingen skifter Slag i Slag, Nikotindøsen holder mig fangen ...

Ah, der har vi Tempeldanserinden!

Latterlige Dukke! Her er jeg atter en Gang kommet for at lade dig parodiere min Drøm og det vil ikke lykkes dig. Se, denne lille Herre, der svinger Benene ud over Logeranden, og med et frygteligt Bump lander paa Scenen for dine Fødder - det er mig! Jeg spiller med ... Hvem er det, der ler?!

Der gaar et langt, pinefuldt Sting gennem mit Hjerte. Jeg kender kun alt for godt denne Hierodul, hun har blaa Øjne under sorte Bryn, tjæresort Haar, der som en spredt Taage slører hendes Pande, glatbarberet Nakke og en lang, smidig Hals, der indbyder til en Perlesnor af Kys og Bid ... Stemmen i mit Indre taler til den sprælske Figur deroppe: "Stakkels lille Marionet, styret af Hænder, hvis Bevægelser du ikke kan se! Min Digtning er dog den eneste Traad, som knytter dig til en Fiksstjerne. Men det ved du ikke. Dans, dans! Hør Cymblerne klinger!"

Og jeg stirrer paa Slavindens groteske Forvridninger med Øjne, der svider af sentimentale Taarer, saa jeg samtidig med et forbavset Smil maa spørge mig selv, om jeg da virkelig har udgydt en Del af min Sjæl som Offer til den grimme Gud, for hvis Fødder hun nu synker ned i Proskynese.

Tom Smidth