»Naa, er du der, Dreng,« sagde Styrmand Heikonen, da jeg kom til Syne ved Bolværket. »Du begynder godt!« Jeg sprang i Baaden, han skulede til mig og brummede; de havde ventet, hvad ved jeg, et Par Minutter.

»Ro væk!« Og Vandet skummede for Aaretagene.

Det var en stille, kølig Majmorgen. Oh, en Morgen for alle Morgener; den Morgen, da tremastet Skonnert »Emmy« skulde lette, den Morgen, da jeg skulde tiltræde min første Rejse ud i Verden - som Skibsdreng. En Morgen, hvortil alle mine Drømme i Aarevis havde været knyttede - en Morgen, der i absolut ingen Henseende blev en Opfyldelse af disse Drømme, men dog en Indvielse til noget stort, noget uhyre, overvældende og barskt, hvis Allestedsnærværelse aldrig havde saaret mig før nu - dette, man saa tamt nævner Livet, saa blidt kalder Skæbnen. Hvilke smaa, fine og bløde Ord!

Jeg havde tænkt mig, det skulde være godt Vejr - det var godt Vejr! Men ved godt havde jeg ikke blot forstaaet smukt, nej, straalende, usædvanligt, festligt.. Og det var det ingenlunde. Solen rejste sig med Sindsro over de dunkle Skær, sundt rødmende som en robust Pige, der forlader sin Elskers Seng, mens han bliver liggende og ser paa hende. Rhedens langeligt dønnende Vand spejlede Solopgangen, forandrede langsomt Farve og begyndte efterhaanden at kruses for Vinden i hastige Ilinger af en næsten sort og brandrød Skiften. Øernes Skygger blev kortere. Himlen lysnede. Jeg ved, at det var saaledes - jeg siger ikke, at jeg erindrer det.

Vi nærmede os Skibet, en stakkels afdanket Skude; kølbrudt, repareret, tjæret op hist og her. Noget værkbrudent over Masternes bagoverkrummede Holdning. Rigtig en gammel Kælling! Det var nu et ganske nyt Syn: jeg havde aldrig betragtet den med de Øjne før. Dækslasten, gule Planker, skinnede langt væk. Uformeligt saa Skroget ud, overbebyrdet, svagt. Et Par Sejl blafrede ubeslutsomt, posende; Gøsen paa Mesanmasten hang for det meste slap, men strakte sig af og til ud fra Knappen i et nervøst Ryk. Vi var nu ganske nær. Jeg hørte Knagen af Træ, Skridt i ujævnt Løb, Stemmer, som forekom mig vrede.

Jeg knyttede Næverne og sænkede Hovedet. Jeg tror, at jeg et Øjeblik lukkede Øjnene og fjernede mig ud i det uendelige. Saa var jeg atter rolig. Stenrolig, men ikke mig selv. Det har altid været saaledes, at Ophidselse hyller mine Tanker i en Taage, der gør alt fremmedartet og uvirkeligt. Jeg har da heller aldrig troet paa anden Virkelighed end Sjælens Viden om sig selv, og Erindring er kun et Spejlbillede i uroligt Vand, Farveglimt i Sjælens hastigt rindende Strøm, der evigt er sig selv og evigt ny.

Lad se, hvad erindrer jeg? Et Skub, beregnet eller ufrivilligt, da Styrmand Heikonen sprang forbi mig i Baadens Forstavn og svang sig op ad Faldrebet. Et knubbet Ord af Matrosen, hvem jeg hjalp med at tage Baaden agterud. Kokkens venlige Grin. Et Glimt af Kaptajn Sjögreen med Haanden til Kasketten, da Rhederens Baad lagde til Skibssiden. Slidet ved Gangspillet. Mig selv hængende over Merseraaen. Den vidunderlige Følelse af Gliden; den første Duvnings Overraskelse. Men frem for alt en nervøs Irritation, en krybende underbevidst Smerte over stadig at være under Kommando. Der gives Mennesker, baade Mænd og Kvinder, hvis Stemmeklang burde være en lovlig Undskyldning for Mord. Til dem hørte Heikonen. Hans Røst forfulgte mig fra første Øjeblik som et Svovlpust fra Afgrunden, uafrystelig og kvalmende. Den skulde blive et Mareridt for mig paa hele Rejsen, men den blev det først ret for Alvor, da jeg havde hørt den skifte Klang, lyde blid, bønfaldende, rædselslagen, ydmyg, rasende, fortvivlet og graadfyldt. Først da jeg havde lyttet til alle dens Registre og gennemlevet alle Helvedes Kvaler, udtrykte ved en Mandsstemmes Klangskifte, blev dens bydende og haanlige Snerren til en uudholdelig Fornærmelse. Dog ved jeg, at den kun blev det for mig - Matroserne følte intet synderligt derved. De var ingenlunde særligt sløve eller dumme, men Vane og Disciplin er de ni Tiendedele af en Sømand; Resten, der virker saa meget mere eksplosivt, er Religiøsitet og Brunst. Sammenholdt med, hvad jeg før sagde om Sjælen, synes dette maaske at være Nonsens. Ja, for dem, som ikke forstaar, at Sjæl er noget, der skabes, vokser og former sig, for samtidig at forme sit Strømleje. Individualitet er Sjælens Potens. Er ikke en Kilde Udtryk for Jord og Himmels dybeste Samvirke? Naar Kilden flyder over, dannes en Strøm. Sjælen er alt dette: Nedbør, Kilde, Strøm. Naar da Nedbøren er ringe, udtørres Kilden tildels, og Strømmen rinder ikke. Matroserne saa og hørte Styrmanden, de var Vidner til de hjerteskærende Scener, som skulde komme til at ledsage vor Afrejse - de oplevede den ikke.

Har jeg fortalt det? Rederen gik fra Borde, hans store, hvide Baad roede bort i Solskinnet. Ankeret lettedes, Sejlene sattes, Skibet gled fremad; Vinden friskede lidt, de øverste Sejl fyldtes. Vi passerede langsomt Vilisalo Pynt og drejede ind i Løbet. Rejsen var begyndt.

Besætningen paa disse Trælastskuder var i hine Tider af Sparsommelighedshensyn næsten altid utilstrækkelig; Skipper og Styrmand maatte som oftest tage Tørn som almindelige Matroser, og Skipperen var desuden for det meste sin egen Lods i Skærgaarden. Man vil da forstaa, at alle Mand var paa Dæk, og at ingen fik blot et Øjebliks Ro i de næste fem Timer. Vi sled og halede uafbrudt, løb frem og tilbage i Spring over Dækslasten, fo'r til Vejrs som Aber. Vinden var os ikke synderlig gunstig; flere Gange maatte vi krydse for at faa et lige Stræk ud igennem et Sund eller Stræde, hvor Blæsten da i det afgørende Øjeblik regelmæssigt løjede af, saa at vi kun havde vor Fart, det Par Topsejl, at stole paa; saa der skulde manøvreres fint. Det gik imidlertid. Kaptajn Sjögreen var en gammel Hund, og hverken Skærgaardens Svigefuldhed eller Vindens Luner kunde lokke ham en Haarsbred fra Erfaringens slagne Vej. Endelig var vi i aaben Sø - og der mødte vi Isen, som var gaaet til Havs. At sejle saadan en Plimsoller gennem Drivis, det er ogsaa noget, man skal have prøvet, før man vil tro paa det. En Udkig blev sendt forud, en Mand stod midtskibs, og saaledes telegraferedes der ustandseligt ved Raab og Armbevægelser til Styrmanden ved Rattet agter. Var vi stødt paa en forsvarlig Flage, saa maa Gud vide, hvad der var sket. Imidlertid, som Kokken, en lang, radmager og mut Mand, fortrøstningsfuldt sagde til mig, mens jeg sad der bøjet over Kartoffelspanden: »Skræl du bare videre, og bryd dig om ingenting. Den Gamle kan sine Sager, Skuden har været solid nok engang, og hænder der noget, er det Meningen, vi skal flyde paa Lasten.« Bevares, i Betragtning af at det var Meningen, forelaa der jo ingen Grund til at gøre Kvalm og Mudder. Jeg skrællede løs - Kokken saa velvilligt paa mig. Skibsdrenge kan, foruden som alle Sømænd at falde i to Klasser: de, der bliver søsyge, og de, der ikke gør det, tillige deles i dem, som er fødte med Talent for Kartoffelskrælning, og dem, som savner denne Naadegave. Jeg besad dette skønne Talent.

Lidt efter kom Matrosen Arthur og satte sig paa Tømmeret et Stykke fra Kabysdøren. Han bed en Skraa af og saa paa Kokken. Kokken nikkede. Arthur nikkede og flyttede derefter raadvild sit Blik over paa mig. Jeg nikkede. Arthur rynkede fornærmet Brynene og tav endnu et Par Favne dybere. Men da Kokken ikke gjorde Tegn til at forstaa Situationen og fjerne mig, fik Arthur Uro i Blodet. Han tyggede heftigt, rykkede paa sig, kløede sig i Haaret over venstre Tinding og trak i sit buskede Øjenbryn.

Brøl fra Stævnen, heftige Svingninger af Midtskibssemaforens højre Arm. Derpaa: »Støt saa!« Rattet drejedes knirkende. Isen skurede langsomt med en ubeskrivelig Lyd langs hele Bagbordssiden. Arthur lettede sig, jumpede ned fra Bræderne, nærmede sig sindigt og sidelæns ad den smalle Stribe Dæk til Kabyssen, stak Hovedet langt ind ad Døren og hviskede: »Kok!«

»Ja.«

»Der er et Pigebarn nedenunder i Fokslet.«

»Det er Løgn,« sagde Kokken. Hvad skulde han ellers sige? Det er en Ting, der ikke kan ske. Der er muligvis en Kvinde nedenunder, en Kone, i saa Fald sandsynligvis Skipperens, men aldrig et Pigebarn. Man maa betænke, at vi sejlede; vi havde forladt Verdens Forfængelighed. Det vidste selv jeg, Skibsdrengen. Jeg saa paa Arthur over en Kartoffel og spurgte i en Tone, der under andre Omstændigheder øjeblikkelig burde have tryllet en Lussing frem af den tomme Luft: »Hvad bestiller hun?« Men Arthur svarede, ganske som vi kunde have været tre ligestillede paa Landjorden - saa ophøjet var Situationen! -: »Hun sover.«

Det gjorde det af med Kokken; han hørte Sandhedens umiskendelige Tonefald og tabte Kedlen. »Det er Løgn,« sagde han endnu en Gang, men nu var det en ren Refleksbevægelse af Tungen, en Efterplapren ... Det utrolige opsteg af Havet som San Salvador for Øjnene af Columbus' Mandskab. Vi tav længe alle tre. Kokken brød Stilheden, og nu hørtes en anden Tone, som straks fangede min Opmærksomhed. »Vorherre bevares,« mumlede han bekymret. »Tja,« sukkede Arthur. »Naa, det er Heikonens.« Selvfølgeligheden fremgik tydeligt. »Tja,« mælede Arthur. Og som om Matrosen havde spurgt om noget, regnede Køkken paa Fingrene og sagde: »Du er gift, og jeg er gift, og Skipperen er gift; saa deres er det ikke. Og de ugifte har det ikke overvættes med Piger, nogen af dem. Han der er kun et Barn, og af pæne Forældre. Og Heikonen er nok gift, men en stor Udhaler. Det er hans Tøs. Har jeg Ret?«

»Tja,« sagde Arthur for tredie Gang. Men disse tre nølende Enstavelsesord var overordentlig udtryksfulde, som det gerne er Tilfældet med faamæltes Tale.

»Hvilken af dem?« spurgte Kokken. »Konsulens Pige,« sagde Arthur. »Og hun sover?« »Tja«; Arthur drejede sig, tog Sigte og spyttede udenbords. »Det maa du nok sige«; Kokken følte sig meget ilde tilpas. Hvad det var, Arthur havde tilkendegivet, forstod jeg først flere Aar senere. Det var Medynk, Foragt, Forlegenhed, Blufærdighed, Harme og Menneskekærlighed samlet i en brun Klat Skraasovs. Pigen var svanger.

Der var i det hele taget meget, jeg ikke forstod. Jeg begreb ikke, at gamle »Emmy«, som her under Raab og Signaliseren banede sig Vej til det frie Hav, foruden sin Trælast bar en hel anden Ladning, var fuld af Muligheder for Elendighed og Sorg; jeg fattede kun halvt, at Søen har sine Love, der er af drakonisk Grumhed; jeg kendte lidet til det store Krav om Resignation, Offervilje og Dødsforagt, som den indskærper hver Menneskesjæl, den faar under sin Svøbe. Ja, som jeg hyggeligt sad der og følte mig beæret ved at hviske sammen med to rigtige Sømænd, anede jeg, naar jeg saa mig om, ikke hvad det betød, at Dybet var der uden for disse møre Planker ... Og jeg grublede ikke over Grunden til, at den undersætsige, rundhovedede Arthur stirrede ud i Vindhjørnet og skuttede sig, inden han forlod os med de Ord: »Det nytter vist ikke at tale til Kaptajnen om det lige nu.«

Inden en halv Time var forledet, havde Situationen imidlertid antaget en saadan Karakter, at den ingen Tvivl tillod om Betydningen af denne dunkle Ytring. Det havde samlet Vind i Poser, Blæsten kom fygende ind over os, Skuden vaandede og gav sig. Isen klemte og masede sig ind imod os under en Syden, Bragen og Støden, der var en sand Djævlemusik. Plankerne rokkedes og ramlede hist og her sammen med livsfarlige Styrt; Brakvandet skyllede ind og ud langs Dækket. Og nu og da vædrede vi en Flage med et Bump, der rystede Skibet fra Kølsvin til Fløjknap. Vor Stilling var i Virkeligheden yderst uheldig. Kokken havde travlt med at sikre Tingene i Kabyssen; jeg selv var tilvejrs. Der var naturligvis blevet en Bjergen Sejl og en Reben!

Een efter een løb Folkene ned for at trække Olietøjet paa, og de kom op igen med et Udtryk i Ansigtet, som om de havde set Klabautermanden; kun Jungmanden, en ung Fyr fra Skærene, grinede genert. En Tid gik Islodseriet helt godt, men saa ramlede den gamle Skude mod en særlig stor Flage; i det samme sprang Fokken af Ligene og revnede med et Brag. Formodentlig havde dette Stød gydt den sidste Rædsel i Kvindens Sind dernede; hun maatte forlængst være vaagnet, - hvilket Matroserne senere bekræftede. Nu kom hun farende op paa Dækket med et Skrig, som Stormen straks rev bort fra hendes vidaabne Mund. Den strøg ogsaa Tørklædet af hendes Haar og førte det ud fra hendes Hovede som en sort Fane. Saaledes, med vildt piskende Skørter om de utækkelige Ben, med stirrende, skrækfyldte Øjne og famlende Hænder, vaklende og tumlende, viste hun sig for Heikonen, som kom løbende forud over Dækslasten. Styrmanden standsede et Øjeblik som lammet og tog for sig med Hænderne; han fik haget sig fast og stod nogle Sekunder og gloede paa Kvinden; aabenbart vilde han ikke tro sine egne Øjne. Da hun saa ham, sank hun i Knæ. Saa gik han frem imod hende; hun krøb, hele hendes Skikkelse tiggede. Og naturligvis greb han hende og rystede hende. »Er der ingen Fred at faa paa Jorden for dig, Tøs? Er du ogsaa her? Her, paa Havet!? Følger du mig, forfølger du mig? Svar, din Kvabbe!« Hun sledskede med et Smil, som gennemtrængende Angst gjorde modbydeligt; hun strøg hans brutale Arm - Herren hjælpe os!

»Lille Yrjö maa ikke være vred. Jeg kan ikke gøre for det - jeg kan ikke. Jeg kom for at sige dig Farvel, og saa faldt jeg i Søvn. Jeg er saa træt - saa træt ... Og du ved hvorfor, du ved det, dit Bæst!« Pludselig skingrede Stemmen op: »Slip mig straks, dit Udyr. Slip, slip, slip ... Aiii-ih!« Men han havde sluppet hende; hun laa og hvinede af Arrigskab. Han rørte hende med Støvlespidsen, som man gør sig bemærket af en Hund. »Hold Kæft,« sagde han, »og det paa Minutten! Staa op. Saadan! Hæ. Ja, du er en nydelig én at skulle have Barn med. Smuk, min Salighed! Hvor har jeg haft mine Øjne? Naa, men nu er du her. Og du kan ikke blive her. Du maa væk. Vi maa sætte Baad ud og ro dig til Enskær.« »Jeg vil ikke hjem igen.« »Saa, det vil du ikke. Naar vi ser ret til, er du vel kommet ombord og har gemt dig her med Vilje.« »Jeg vil ikke hjem.« »Den Sludder har jeg hørt, og den hjælper dig ikke noget. Kom agterud! Jeg maa tale med Skipperen - jeg maa høre hans fordømte Gloser, jeg maa tage min Tørn med ham - og med Mandskabet, se paa deres Grin hele Resten af Rejsen, og hele næste Rejse - hele Livet. Aa, i hedeste Helvede ogsaa!« Hun snøftede og klynkede. »Hvor skal jeg gaa hen, naar I sætter mig i Land? Hvad skal der blive af mig? Konsulens har jaget mig ud, fordi jeg var med Barn ... « »Hvad siger du? Har den hovne Kælling vovet ...?« »Ja, hun har. Hvad tror du, hun bryder sig om saadan en som mig - Fattigmands Barn? Nej, bare ud!« »Men Stina ... « Hun lo skærende. »Du troede, jeg var der i Huset endnu. Du mødte mig om Aftenen uden for Konsulens Port. Jo. Men saa du mig nogensinde komme ud derfra? Du hverken saa eller hørte. Du havde altfor travlt med at snakke dig fra dit Ansvar, havde du. Med at give Raad, med at trøste, med at lægge Planer og putte mig Blaar i Øjnene ... Det er over fjorten Dage siden, de smed mig paa Gaden.« »Hvorfor blev du da i Byen? Hvorfor tog du ikke til Raurno, til dine Forældre?« »Jeg sendte Bud gennem min Bror, der kan skrive for sig. Og de svarede tilbage, at jeg skulde ikke ulejlige mig med at komme og ligge dem til Byrde. Var jeg kommet i Dyndet, saa maatte jeg selv se at hale mig op igen. De havde ingen Plads til mig. Og nu ved du det, og jeg vil ikke i Land!« »Du maa og skal, Stina; du kan ikke blive om Bord. Jeg skal sørge for dig og Barnet. Jeg skal sende af min Hyre til dig, saa du har at bide og brænde. Jeg skal skrive fra København og ... « »Javist, og hvad skal saa din Kone og dine Børn leve af?« »Der bliver vel tilstrækkeligt til dem foruden ... « »Og dine uægte Børn da? Skal jeg tage Brødet af Munden paa dem alle? Du generer dig ikke! Og det nytter ikke, du vender det hvide ud af Øjnene. Jeg ved en god Del om dig. Det var svært, saa meget Folk kunde fortælle, da de først blev klare over, at jeg var kommet i Ulykke ved dig. Og nu skal jeg fortælle dig noget. Da jeg roede ud til Skibet i Nat, sagde jeg til mig selv, at hvis du tog mig i Favn i Dag, naar du saa mig om Bord, saa vilde jeg staa det ud og lægge mit Barns Liv i Guds Haand, men hvis du stødte mig fra dig, saa skulde mit Farvel være for alle Tider - og det skal det blive! Jeg faldt i Søvn, jeg vaagner op midt paa Havet; jeg har ingen Redning uden i dig, og du, du tænker kun paa dig selv! Det er Herrens Finger; han har besluttet for mig, da jeg selv var svag og bange. Farvel, Yrjö!« »Men hvad vil du da? Hvad vil du?« »Hold ikke paa mig, Heikonen; det er til din egen Skade.« »Skal jeg betale din Rejse til København? Ønsker du, at ... ?« Styrmandens Myghed ytrede sig ligefrem ved et dannet Tonefald.

»Hvad Djævelen er dette her?« skreg Kaptajn Sjøgreen; »er De fra Forstanden, Heikonen?« »En blind Passager, Hr. Kaptajn« Styrmanden søgte at anslaa en spøgende Tone, men hans Stemme rystede. Idet han vendte sig mod Sjøgreen, som stampede rasende i Dækket, sled den blinde Passager sig løs fra hans Greb. Hun havde kastet et eneste Blik paa Kaptajnen, og i hans haanlige Blik læst sin Dom. Heikonen vendte sig og løb saa hurtigt, hans Søstøvler vilde tillade ham det, men hun var ham for snar. Idet han snublende, med udstrakt Arm, snappede efter hendes Kjole, svang hun sig op i Forrevant. Heikonen efter. De frembød et vanvittigt burlesk Syn, disse tunge og dog behændige Skikkelser; store, udklædte Aber, meningsløst forfølgende hinanden; saa aldeles uden for alt, hvad der udspringer af Fornuft eller Rimelighed om Bord paa et Skib. Det var til at flække af Grin over. Heikonen tryglede: »Kom ned, Stina! Stina, kom ned, hører du!« raabte han ustandseligt. Men nu tog »Emmy« en Overhaling. Pigen svingede ud fra Vantet, drejede Hovedet og saa' Heikonen lige under sig; hun udstødte et Hyl, en Slags sidste Triumfskrig: Trods, Frygt og Hævn i én Mislyd, og slap sig løs i Udsvinget. Ned bag Heikonens Ryg fløj hun, saa nær, at Kjolen strejfede hans Nakke, ned, baglæns hvirvlende, med Benene ublufærdigt stikkende ud af de flagrende Klæders Farvebundt, ned, i Sus gennem Stormen, mod Bølgernes Plasken, mod Isens Knagen og Syngen. Hun ramte en Flage, slog Hovedet i Kvas og slaskede ud i det slikkende Skum langs dens grønlige Kanter.

Styrmanden hang i Vantet som en halvdød. Jollen blev sat ud; Heikonen kom kravlende ned, langsomt og besværligt. Paa Dækket faldt han sammen. Baadsmanden førte altsaa Jollen. Der var intet at se nogetsteds. Kvinden var sunket.

Som om Isen havde modtaget sit Offer, slap den os fri umiddelbart efter, at Jollen var hejset indenbords og Rejsen genoptaget. Med ét var vi i aabent Vand. »Emmy« havde endnu en Gang taget sin Tørn; lettet for en unyttig og latterlig Byrde bød den de sidste Mindelser om Land og Spærringer Farvel og begyndte sin gammelkendte Dans med Blæst og Bølger.

Men Heikonen laa i Vildelse nede i sin Køje og raabte ustandseligt: »Kom ned, Stina! Stina, kom ned!«

Tom Smidth