En ung Dame fik følgende Brev fra sin Elsker:

-

"Før jeg tog afsted, lovede jeg Dem, at hvis jeg paa min Rejse i det nordlige fandt et Sted, hvor Forholdene var saaledes, at en hæderlig Mand kunde vove sig i Dødsfare, uden at der vaktes Mistanke om, at han havde villet begaa Selvmord, skulde jeg sende Dem et Fotografi af Lokaliteterne. Her ser De en Sø i Lapmarken. Jeg skulde færges over i Morgen tidlig, men i Dag nægtede min Fører at tage med. Det har ikke været mig muligt at skaffe nogen ny Mand, der var villig. Søen er kendt for sine Strømhvirvler, uberegnelige Storme og overordentlige Dybde. Jeg tager altsaa afsted alene og haaber at være død inden Middag. Føreren vil besørge denne Hilsen fra Deres stedse desværre altfor hengivne Skeptiker."

Hvorefter Manden naturligvis, som sig hør og bør, forsvandt.

Da han kom igen, var han meget rig, gift og Fader til tre Børn. Der var hengaaet tolv Aar, og den unge Dame var nu følgelig endnu yngre - 34 Aar. Han mødte hende i et Selskab hos den svenske Gesandt. Hun bebrejdede ham spøgende hans Opførsel: "De er en daarlig Spiller," sagde hun, "og overholder ikke Reglerne. Det er vist bedre, jeg giver Dem et Kursus." "Tja, nu er jeg jo desværre gift," svarede han. "Men ikke død ..." genmælede hun. "Jeg har selv været gift et Par Gange i Mellemtiden."

Kursus'et tog sin Begyndelse, og saa vellykket var Undervisningen efter de Metoder, Damen ikke uden Møje havde tilegnet sig, at hun gjorde den stadig levende Mand til sin Slave, skilte ham fra Hustru og Børn, bortødslede hans Formue og drev ham til at skyde sig en Kugle for Panden.

"Se saa," sagde den stadig unge Dame til sig selv; "han havde glemt at spørge mig om mine Følelser, men nu er Sagen da endelig afgjort. Jeg har aldrig kunnet fordrage et partie remise."

Og derpaa akcepterede hun det glimrende Tilbud fra et berygtet amerikansk Filmsselskab.

Tom Smidth