O fremmede, du, hvem tvende Maaneders underfuldt glødende Sommer har fortryllet, saa at du tror, dette er et Skønhedsrige paa jorden, et Paradis i Norden, du kender ikke Skærgaarden! Kom du hertil klyngende dig til Vantet paa en halvt overskyllet Trælastskude en graa stormende Høstmorgen, naar Himmel og Hav staar i ét, saa skal jeg vise dig, hvem der er Herren over disse Vande, og du skal ikke glemme ham igen, men overalt, hvor du færdes, se hans Spor mellem disse Hundreder af Øer. Hører du Havørnens Skrig, det er hans Herold! Der, der, til Luvart - hvor de to Skumsøjler stiger og synker, stiger og synker, som de vuggede den lavthængende Himmels dunkle Baldakin paa deres svigtende Støtter, dèr er hans Herskersæde. Ser du ham staa paa den sorte, glatslebne Klippe, der ligner en Hvalryg? Hans Kappe flagrer, hans hilsende Arm rager frem som den nøgne Gren paa en udgaaet Fyr, hans skaarede Leblad ligger som en Lysning over de fjerne Granskoves savtakkede Silhouet ... Døden, ja! Døden, Døden! Ham er det, der byder over disse Sunde og Bredninger, over disse Klipper og Skove og stenede Strande, over jagende Ørne og kredsende Maager, over Menneskene paa de fattige Øer, over Strømninger, Braad og Skum, over Grunde og Dybder, Fiske og Orme, og alle de Døde i Havet. Du vil opdage Præget af hans Knokkelfod i den nyfaldne Sne over skrøbelig Is; ubevægelig ses han trone paa den højeste Aas, naar Snefoget tætner over Bredningerne og vilder Mand og Hest, saa de forlader den granstukne Vej og ender i den gabende Vaage; han staar som en lurende Rædsel bag Sæljægeren, der kryber ved Iskanten, og Fiskeren, der vogter det Hul, hvor han haaber at fange et Maaltid til sine skrantende Børn. Døden er det, der hyller Skipperen i Taage, saa Skuden render paa et Blindskær og knuses. Hvem anden end han skruer Isflagerne sammen om den indefrosne Damper og trykker dens Staalplader ind? Paa hans Bud kaster Stormene Skibet paa Land, eller ukendte Strømninger fører det ud af Kurs. Ham adlyder Sult, Sygdom og tærende Nød. Paa hans Vink driver tusindøjet Ensomhed den tungsindige til hylende Vanvid. Han berøver Hustruer deres Mænd og Enker deres Sønner. Han smugler Budskab om Tab paa Tab ind gennem Hytternes Døre, pisker de sorgbetyngede med Skorpioner og sprøjter Salt i deres Saar. Han vandrer over hele det udstrakte Øhav, sætter sin ene Fod paa Kivimaa og sin anden paa Leimo; han gaar fra Fastlandet ud til de yderste Skær, og hvor han er kommet forbi, flyder Fiskene om med Bugen i Vejret, og Havet stinker af Raad.
Vær hilset, Fremmede! Se, Døden vinker ...
Velkommen denne Morgen til hans Rige!
Tom Smidth
Taagen var saa tæt, at han som ved Trolderi saa Broens Stenkiste dukke op ikke et halvt Minut, før hans Kano stødte imod den. Han anede ikke, hvor han befandt sig. Men han bandt Kanoen fast til Gelænderet og svang sig op paa de fjedrende Planker. Han var hverken utaalmodig eller nyfigen; Taagen lettede vel nok engang, naar Vinden rejste sig hen ad Eftermiddagen, og blev den liggende, godt, saa havde han intet at forsømme ved at vente her. I Rummet bag Agterskottet fandtes en Daase Kiks og en halv Flaske Portvin - han kunde opholde sig paa denne Ø et Par Dage, om saa skulde være. Han satte derfor sig paa Broen og dinglede med Benene, mens han tændte en Cigaret. Taagen indhyllede ham, Vandet sukkede langeligt, Verden var skjult. Alt var saare godt og saare bedrøveligt, saaledes som Naturen er, naar man i sjældne Stunder faar Held til at belure dens Hvile. Han havde røget den første Cigaret og hørt Stumpen syde i Vandet, røget den anden og paa Grund af denne Syden foretrukket at tvære den ud paa Planken ved Siden af sig efter at have tændt den tredie ved Gløden, og Strandskvalpets blide Rytme var begyndt at gynge de dunbløde, taagegraa Ord i hans Hjerne, da hans Nerver gennemsitredes af en uventet Strøm, der først fremkaldte Skræk: Der lød fra den dunkle Masse paa Stranden, Træerne derinde, en Latter ud til ham, fjern, uvirkelig - og dog saa usvigelig sikkert en Kvindelatter. Kunde man da se ham fra Bredden? Umuligt. Han trak langsomt og forsigtigt Kanoen til sig, steg lydløst ned i den, løste den og skød den ind mod Land langs Broen. Da den skurede mod Stenene, sprang han ud og løftede den med et kraftigt Tag et Stykke op paa Land. Umiddelbart derefter løb han ind mellem Træerne. Intet røbede et menneskeligt Væsens Nærhed. Han standsede, uvis om, i hvilken Retning han skulde bevæge sig. Nølende gik han nogle Skridt til Siden og stødte paa en smal Sti. Hans Instinkt sagde ham, at det ikke nyttede at følge den. Skjulte denne Kvinde sig for ham, vilde hun søge ind blandt Træerne. Men hvor? Han var kommet fra venstre; veg hun tilbage for ham, var hun vel at finde til højre for Fodstien. Altsaa famlede han sig frem mod højre og kom til en mægtig Gran, i hvis Grene Disen hang som Flager af hvidlig Røg; rundt om Stammen var tømret en landlig Bænk. Han standsede atter og betragtede den ufravendt. Som han stod der, gik hans Forehavendes Taabelighed og Usømmelighed op for ham. Skam og Træthed faldt paa ham, Stilhedens tavse Bebrejdelse tyngede ham ned - han satte sig paa Bænken. Hvad berettigede ham til at indjage en Kvinde Frygt? Hvad havde han her at gøre? Men da klang atter den samme lokkende Latter tæt ved ham, og han saá et Glimt af noget hvidt glide forbi. I et Sæt var han oppe og efter hende. Nu skimtede han hendes Skikkelse, hun var nøgen, hun løb. Naar han kom hende for nær, svang hun sig rundt om et Træ og var borte. Han kunde ikke indhente hende, bestandig gled hun til Side og forsvandt. Nu jagede han hende som et Vildt, glødende af Begær, med stønnende Bryst og stirrende Øjne. Holdt han et øjeblik inde, tirrede hendes Latter ham paany, eller hun viste sig pludselig for ham bag det nærmeste Træ, saa han mente at kunne naa hende i et Spring. En vild Forbitrelse drev ham til at brøle Smædeord efter hende, men hun havde intet Svar. Han fornam ingen Klagelyd fra hende, intet Angstskrig, ingen Støj af hendes ilende Fødder. Som Taagen syntes hun at svæve over Jorden ... Han mente at have forfulgt hende i Timer. Hans sidste Kræfter var opbrugte, Ild svirrede for hans Blik, Benene svigtede under ham, hans drivvaade Legeme dirrede konvulsivisk, han følte, at han vilde synke om, et Mørke aabnede sig foran ham ... Men i Mørket var hun, og nærmere end nogensinde. Hun greb om en ung Birk, der svajede for hendes Arms Tryk, og langsomt segnende drog hendes Legeme Armens slappe Bue ned ad den hvide Stamme. Da han i sit Fald strakte Hænderne ud efter hende, troede han endnu at skulle fatte om den tomme Luft: hun var ingen jordisk. Men han følte hendes varme, fugtige Hud mod sine Haandflader. Han drog sig hen til hende og naaede hendes Mund med sine Læber. Hun sugede hans Liv ind i sine Øjnes rædselsfyldte Nat. Bevidstheden forlod ham ...
I Skærgaarden er der en Holm, som de kalder Fruerø. Kun faa har besøgt den. De sære, tungsindige og tavse Mænd, om hvem man siger, at de er gaaet i Land der, bliver skyede af Byens unge Piger. De lider ikke ved denne Tilsidesættelse, de har kun én Længsel: at vende tilbage til den Ø, de engang er stødt paa. De ligger ude i Baad og søger, ved Dag og ved Nat, Sommer efter Sommer. Men Fruerø finder de ikke.
Tom Smidth
En Tynge var faldet over mig, et Tungsinds Mørke, som ikke vilde forlade mig. Jeg vidste ikke, hvad der var mig berøvet, og ingen kunde sige mig, hvad jeg længtes imod. Alt som Vennerne forlod mig og Ensomheden slog sine lydløse Ringe om min Sjæls Fald, syntes Livsvillien at ebbe i mit Hjerte. Jeg følte en Dom over mig og vidste ingen Hjælp. Da gik jeg en Gang, som mange har gjort før mig, og bankede ved Nymaane paa Leimogubbens Dør. Og som jeg nærmede mig, kom nogen imod mig ad Stien til Stranden, en Skikkelse, ukendelig - efter den Gru, der bebudede ham, ingen levende; og han svandt bort i Natten der, hvor Vand møder Land, og blev tagen didhen, hvor han kom fra. Jeg bankede tre Gange, som man ved, at det sig bør, og der aabnedes for mig. Den bedagede sad ubevægelig i sin Stol, endnu mødig efter den Anspændelse, der følger med en Samtale som den, han havde haft. Over hans Knæ laa bredt en Skjorte, bragt ham af en Sømands Moder i Haab om, at det gennem den vise Olding kunde aabenbares hende, hvorlunde hendes Søn led, fra hvem hun ikke paa længe havde hørt, hvorfor hun ængstedes saa saare. Vranten skulede Troldmanden til mig og spurgte, hvad jeg mon vilde. Men da stablede jeg Sølv foran ham paa Bordet og forklarede ham mit Ærind. Jeg sagde ham, at jeg formente, at nogen ung Kvinde havde kastet sin Længsel paa mig, og at jeg hentæredes af en Higen, som ikke fandt noget Maal. Han spurgte mig om mine Fjender og Venner, om de Piger og Koner, jeg kendte. Jeg nævnede Siiri fra Vilisalo, den sorthaarede Hilma, Ragna, og Kirstin, det lille Tyttebær. Men han rystede paa Hovedet og sagde: »Det er ikke dette. Nej, Jorden drager, Jorden drager ... Du er vandret over din egen Grav. Uafvidende har du betraadt det Sted, hvor du engang skal sænkes. Og Jorden drager ...« »Hvor er det Sted?« spurgte jeg. »Det ved jeg ikke nu, og om jeg kunde skaffe dig det at vide, hvad vilde det gavne dig?« »Skal det da for alle Dage være saaledes, og findes der ingen Midler derimod?« sagde jeg. »Ingen,« svarede han, »ingen ... Om du da ikke vil følge det Raad, som jeg forgæves har givet saa mange: Vaagn op, og vær vaagen! Stræb at være dig selv dobbelt, at kun den ene skal hentæres og synke i Jord. Bær dig selv med dig overalt, hvor du gaar, at du altid kan være beredt at give Graven det, som den drager til sig, og leve endda og vandre videre!«
Tom Smidth
Naar jeg skuer tilbage over et Aar, hvis Dage én for én er slaaet op over mig ufrugtbare som Bølger, sporløse som Bølger, da mindes jeg hint Skær, der har Form som et Skibsskrog, og om hvilket der fortælles et betydningsfuldt Sagn: En Købmandssøn fra Viborg havde forelsket sig haabløst i en meget smuk Pige, hans Nabos Datter, som fra Fødslen var stum. Gang paa Gang blev han afvist og henfaldt sluttelig i et Tungsind, der grænsede til Vanvid, saa at de maatte lade ham bevogte Dag og Nat, for at han ikke skulde berøve sig Livet. Dette tog hans Fader sig meget nær, og da intet formaaede at blidne den stummes Stivsind, svor han Hævn over hende og hendes Hus. Han lod gaa Bud til en vis Skibsbygger, der kunde adskilligt mere end sit Fadervor, og forskrev sig selv og alt sit til ham paa Betingelse af, at han vilde bygge ham et Skib, som sejlede lige hastigt i Storm og Stille, som altid bragte en uskadt derhen, hvor man vilde, og som lod sig styre ved Ønskets blotte Magt. »Ja nok,« sagde Skibsbyggeren, »Prisen er høj, men ikke for høj. Nu er der blot det, at jeg har ogsaa en lille Betingelse - ikke noget for mig selv, blot et Vilkaar, der hænger sammen med hele Konstruktionen af den Slags Skibe: Den, som er ombord, maa aldrig sige eller tænke: »Hvad nytter mig nu dette?« Fatter I, hvad jeg mener?« »Aa,« lo Købmanden med et ikke ret venligt Udtryk i Øjnene, »jeg tænker, at han, som skal ombord, helt vel vil indse, hvad det nytter ham!« - Nuvel Skibet blev bygget, og prægtigt var det at skue, men meget fremmedartet, endda gamle prøvede Sømænd nøjedes med at ryste paa Hovedet, men ikke, naar man spurgte dem, kunde pege paa noget, der var anderledes ved det Skib end ved andre Fartøjer af samme Type. - En Morgen var Havnen tom; men i Gaderne saa man den stumme Piges Forældre styrte rundt fra Hus til Hus med fortvivlede Gebærder. Deres Datter var forsvundet. Om Natten havde Købmandssønnen bortført hende, bundet og bastet, og bragt hende ombord paa sit nye Skib, som derefter uset og uhørt var gledet ud paa Havet, Gud alene vidste mod hvilket Maal ...
Nu er der to Ting, man maa vide. Den ene er denne, at den stumme Pige elskede Købmandssønnen af hele sit Hjerte, og just derfor havde hun nægtet sig til ham; thi hun vilde ikke, at han skulde bebyrdes med en stum Hustru. Det var en salig Aabenbaring og en hed Lykke. Den anden Ting er denne, at et Skib er et Skib, selv om det saa kan styres ved det blotte Ønske; derfor er de, som er ombord, forskrevne til Havet, alle Begærs evigt skiftende Moder - og et Ønskeskib forlader man ikke, for sæt det var borte, naar man kom igen! Saaledes sejlede de langs alle Kyster og saá alle jordens Glæder uden at nyde dem, indtil der af deres Kærlighed ikke var en Trevl tilbage. Og da ønskede de sig hjem. Hjem for de, og allerede havde de Suomis Kyster i Sigte, allerede kløvede deres Stævn de smulde Vande mellem smilende Øer. Det var en vidunderlig dejlig Sommeraften, Længsel steg fra alle Strande, fra Himlen hang duftende Slør ned over de dunkle Skoves Toppe, Bredningen var at se til som flydende Guld, og det uudsigelige syntes i Feber at vente paa Forløsning. Da hørte de fra Ønskeskibet en Mand, der sang inde paa Land, tre Toner sang han, som løste alle Baand: en for de hildede, en for de trætte, en for de døde i Graven. Og ved den første Tone styrtede den stumme sig over Bord, ved den anden udrev Købmandssønnen sine Haar og skreg: »Jeg arme Daare, hvad har vel dette nyttet mig?!« ved den tredie kom hans døde Fader og tog ham ved Haand, dèr han afsindig sank i Dybet; thi under ham blev Skibet, det fortryllede Skib, til en vaad Sten, en skumkranset Klippe, som den ligger der endnu, og hans Liv var en Vanvidsdrøm paa et ensomt Skær, en Drøm, hvorfra han forløstes i Døden.
Tom Smidth