En Nat drømte jeg, at der kom til mig i min Vaaning en skinnende Engel med Vinger af Regnbuens Farver og en blaa Kjortel; alvorligt sagde den: »Nu har Himlen ingen Stjerner mere.« »Ingen Stjerner?« spurgte jeg forskrækket, »hvorfor?« »Fordi ingen fryder sig ved dem,« genmælede det Guds Sendebud med Blidhed. »Stedse var de min Glæde,« sagde jeg bedrøvet, »og jeg vil ikke tro, at de ikke ogsaa har glædet andre ...« »Talrige var de som Sandskorn paa Havets Bred og upaaagtede som de,« sagde Engelen, »af Gud var de udgangne, i Gud er de indtagne.« »Og kan de aldrig skænkes os igen?« bad jeg. »Hvad er lettere, hvis Menneskene gør sig fortjente dertil.« »Abraham gik i Forbøn for Sodoma og fik til Svar, at den kunde skaanes, om der blot fandtes ti retfærdige ...« »Nuvel,« tilskyndede mig den himmelsendte, »saa find da ogsaa du blot ti, som fryder sig ved Stjernerne, og for deres Skyld og din skal de atter straale paa Hvælvet.«

Jeg uværdige tog dette Hverv paa mig, med daarlig Fortrøstning menende, at jeg vidste om helt mange, hvem Stjernerne var kærere end Verdens Anerkendelse og deres Navns Berømmelse. Og i Drømmen syntes det mig, at jeg drog vide over jordens Runding og talte med Mennesker af alle Stænder og Haandteringer. Først gik jeg til Videnskabens Dyrkere, til Astronomer og Astrologer, og de sagde: »Hvad betyder vel Stjernerne for os, hvis vi ikke om deres Natur og Virkninger kan opdage noget nyt, der kan forskaffe os Ry som Lærde?« Derefter opsøgte jeg Poeterne, de lovpriste saavel som de ubemærkede; og de lo: »Om ikke Himlens Lys kan glimre i vore Sange, hvorfor skal vi da bekymre os om dem?« Nu, det kunde jeg have forudset - Og jeg begav mig til Havnene og udspurgte Sømænd og Lodser, men de lod mig vide, at Stjernerne kun var dem vigtige som Ledere paa Havet. Jeg vankede med Bonden bag hans Plov, og han spyttede og sagde: »Stjernerne, hæ - jah, de deler jo Aaret for os, saa vi kan vide, naar Saatid er, og Høsttid kommer - og de spaar os, hvad Vejr vi skal have ...« Købmanden mindede de om det prægede Guld i hans Skrin, Vagabonden om det fjerne Skær fra den lune Kro og Tyven om det rige Smykke, der blinkede i Blændlygtens Straale. Dog fandt jeg hist og her en, som elskede Stjernerne, og af alle Arter var disse Undtagelser. En Soldat, der i Natten var vaagnet af sin Bevidstløshed paa Valpladsen, en Muezzin i Samarkand, en kinesisk Filosof, en Brahmin, en Tahitianer, en jødisk Digter, en argentinsk Hyrde, en Dansker fra Nordjylland ... ja, og en tysk Millionær. Der var ni; ni kunde jeg finde, og ikke én derudover. Da min Søgen var endt, sad jeg paa en Grøftekant ved Landevejen knuget af hin tavse Haabløshed, som kun Drømmen kan frigøre for de Lænker, hvormed jeg har bundet den i mit formørkede Hjertes Dyb. O, mørkt er der visselig i dette Dyb, saa mørkt som under en stjerneløs Himmel. Og op eller ned - mod denne lysforladte Himmel var det, jeg stirrede, da Engelen uformærkt lod sig til Syne. Mulmet var om den og i den, dens Væsen var Sorg, og dens Røst som Mumlen af Dødsflodens tungt glidende Vande: »Hvor mange bringer du mig?« »Ak, én for lidt. Og det er: Alt forspildt ...« Men Engelen svarede ikke. Da bad jeg: »Du ser min gode Villie og mit Hjertes Kummer. Har du slet ingen Trøst for mig? Vil du ikke værdiges at lade mig se dig i din Glans og Skønhed som forhen.« Da smilede Engelen, og ved dens Smil oplystes hele dens Væsen, saa at Natten farvedes af et Rosenskær, og Fuglene tog til at synge trindt om; i sin himmelske Straalepragt og med den evige Kærligheds Flammer i sit Blik stod den for mig, og da saa jeg og erkendte, at dens skinnende Aasyn badet i Smil var dit, min elskede, min tavst tilbedte, med hvem jeg deler Længsels Kongedom og Vemodsrige. Dog var dit Smil en Afsked og dine Øjnes Ildsluer et Farvel. For mine hungrende Blikke forflygtigede du dig, hævende dig i det sorte Rum. Svimlende var din Fart gennem Dunkelheden, som fik en Morgenrødes Liflighed, hvor dine fire Vinger strøg gennem det grænseløse. Du svandt, du svandt, og snart var din Glans kun som en flakkende Stjernes. Da udstrakte jeg mine Arme efter dig, og et Fortvivlelsens Skrig brød frem over mine Læber.

Derved vaagnede jeg og brast i Graad. Jeg sprang op og løb til Vinduet. Udenfor glødede Vinternatten af tusinde funklende Lys. Og mens jeg aftørrede mine Taarer, forstod jeg, at foruden hine ni havde jeg bragt dig mig selv og min Kærlighed, du, som for min Skyld blev en Stjerne paa Drømmenes tomme Himmel ...

Tom Smidth