Mine Rejsefæller i Kabinen diskuterer Børslisten. Rygning er forbudt. Jeg tager en Bog i Jakkelommen, aabner den paa maa og faa og mumler hen for mig. Det er Horats Oder. Jeg har slaaet op paa 3die Bogs 13de Ode, Digtet til den Bandusiske Kilde. Marginen er sort af Noter. Jeg købte dette Bind i mine Skoledage, et Aarstid før jeg ifølge Undervisningsplanen vilde faa Brug for den; jeg var stiv i Latinen. Nærmere bestemt - nu husker jeg det - var det Dagen før Christian IXs Død. Da Skolen fik fri, tog jeg ned i Himmerland, og ved Bredden af Blaakilde fordybede jeg mig for første Gang i disse uvante Versemaal:

O, Bandusiske Væld, glimrende som Krystal ....

Jeg falder i Tanker, mens vi duver ind over den tyske Kyst. Den samme smilende Idyl har jeg indsuget i 1906, mens Kanonerne dundrede fra Sveaborg. Og mens jeg saa' Dampchalupperne bringe de Saarede i Land, mindedes jeg hint Gedekid, Ungen af den kaade Hjord, der
skal de kølige Vande
farve snart med sit røde Blod.

Tyede jeg ikke ogsaa til Horats i Heidelberg, da jeg tilsidst var blevet led ved Ridderromantiken? I den glødende Sommer vandrede jeg op ad Højen til Slotsparken, og ved Rhingudens Grotte sandede jeg, at

Dig den brændende Sol, Sirius bringer os,
ej kan naa ....

Fire Aar senere laa jeg under en Steneg lig den, der skyggede over de pludrende Vande, som udsprang ved Lucretilis' Fod. Og denne Bog havde jeg i Haanden.

»Hamborg!« siger en smart Grosserer over for mig.

Vi daler. Vi lander.

Idet jeg stiger ud af Kabinen og træder ned paa den faste Jord, som dog paa mistænkelig Vis synes at gynge under mig, staar jeg stille et Øjeblik, tager med Haanden om Bogen i Lommen og knejser i en svimlende Lykkefølelse over at eje Aarhundrederne.

Tom Smidth