Paa en rød Murstensvæg ved et Gadehjørne hænger en Jesus paa sit Kors, og over ham brænder en elektrisk Pære. Foran Krucifikset standser en lurvet klædt ung Mand med Hænderne dybt begravede i Frakkelommerne, stirrer op mod den Tornekransede og siger:

»Hør nu paa mig, du Menneskenes Søn, du, der saa rask paatog dig at bære al Verdens Synd og svedte Angstens Sved derved i Gethsemane! Det er Sandt, at du ikke har nogen Grund til at lytte til mig, og jeg ikke stor Aarsag til at henvende mig til dig - men du er dog, naar alt kommer til alt, det eneste Symbol, hvis Aasyn jeg kendes ved her i Staden ...

Verden hviler tungt paa mine Skuldre, og du ser, de er ikke af de brede. Jeg er en lille, ung Digter, ikke begavet (med andet end Evnen til at lide) ikke kendt (for andet end min latterlige Fattigdom). Vi er mange af min Slags, men deri er kun liden Trøst, for vi kender ikke hinanden. Vi er et nyt Kuld, som gaar rundt med en evig Forkølelse, fordi vi erfarer, at der er varmt dèr, hvor vi troede, der var koldt, og Frost dèr, hvor vi ventede Sommer og Solskin. Det første, vi opdagede, var, at man havde foregøglet os megen Herlighed. Vi læste, at Kærligheden var bestandig - den var ubestandig. Vi vendte os fra denne Forkyndelse og hørte om den ubestandige Elskov, at den var hed, brusende, let og frydefuld; sligt maatte vi prøve, og vi naaede til den Erkendelse, at den var tung, taarekvalt og svækkende, hvorpaa man skreg efter os, at vor Vandel var usædelig og forbryderisk. Det var vor Ungdoms første Aar ...

Vi dyrkede Politik. Vi læste, at det Land, hvori vi levede, var et Kongerige. Det gik op for os, at dette var et tomt Navn. Vort Samfund var demokratisk. Demokratiet viste sig at være i fuld Opløsning. Socialismen blev alt mere eneraadende: Den var raadden som en Egestub. Nu syntes det os indlysende, at Verden kun besad to livskraftige politiske Idésystemer: Kommunismen og Anarkismen. Vi hyldede dem, og det indbragte os Sprogets værste Betegnelser og Kendskabet til Slag af Politiknipler. Saaledes hengik vor Ungdoms næstfølgende Aar ... Vi gav os nu for Alvor til at sammenligne Litteraturen med Virkeligheden. Vi konstaterede da, hvorledes en Generation af fordømte Løgnere havde ført os bag Lyset. Der var først Folk, som for et godt Vers solgte Sandheden til Spotpris. Dernæst var der de, hvis Misforstaaelser skyldtes ubegribelig Vankundighed, men som optraadte, saa man maatte antage, at de fra fjerne Lande havde hjemført Golkondas Skatte og de Vises Sten. Ikke bedre end disse var alle de, der for at tjene det løbende Døgn fremstillede det forældede som godt og det nye som daarligt, og de, der omvendt lovpriste det nye, kun fordi det var nyt og paa Bekostning af det gamle. Nogle hævede Borgeren til Skyerne, andre Lovovertræderen. Visse sammenlignede den Rige og Mægtige med Fortidens straalende Skikkelser, de samme Rige og Mægtige, som vore undrende Øjne saa' styrtede i Støvet og drevne i Døden under Smædelser og Haansord. Naar man skrev Hymner til Fattigdommen, da var vi selv fattige og vidste, hvad vi skulde tænke derom. Maaske forstaar du, Menneskesøn, der levede i det sydende Juda, at vi, langtfra fuldkomne, ikke hærdede, nej, unge, myge og ubefæstede, følte os luvslidte paa Sjælen af saadanne Modsigelser. Det var paa Tide, at der indgødes os kunstig Begejstring, ikke sandt? Og man havde sørget for vor Oplivelse. Da vi alle nærmede os Trediverne, saa' vi to Processioner komme anstigende fra hver sin Kant. Den ene var Hellenermorderne, den anden Salonkommunisterne; de stødte naturligvis ikke sammen, men gik smukt uden om hinanden og samlede hver sit Slæng. Nu havde vi vore Anelser, og se: efter Hellenermorderne kom Bondebæsterne og Afholdsplebsen; vildere Skraal og tungere Tramp er aldrig hørt i Byen. Bag Salonkommunisterne kom Originalitetsjægerne, som med skrigende Falset ramsede op om Skøgen og Alfonsen, den Perverse og Drukkenbolten, Rotterne, Lusene, Bordellerne og Kønssygdommene, de Havarerede og det skinnende Bundfald. Vi holdt os for Ørene og var fortvivlede, fordi vi ikke samtidig kunde holde os for Næsen.

Nej, sagde vi til os selv, Gud bevare os! Nu gaar vi til Kirken og i Kirken. Det gjorde vi, og da vi havde sovet ud, følte vi os bedre. Vi listede derfra og hilste paa Solen. Hvor Græsset var grønt, Vinden frisk, Bølgerne rene, selv i Kalvebodstrand! Vi undredes over Himlens Uendelighed, Skyernes Skønhed, Stjernernes Utallighed, Maanens Fortryllelse. Vi fortabte os i Evighedsdrømme, en lydløs, kvægende Stilhed fyldte os. Men som vi stod, en hist og en her, hændte det, at Solen formørkedes af en Sværm Flyvemaskiner, Luften forpestedes af giftige Gasser, Skyerne opløstes for ikke at nedsende Hagl, Græsset visnede, og Jorden opbrødes. Fra Bilernes Tog lød til os et djævelsk Hyl: Leve Mekaniken!

Alt dette har vi maattet taale, og intetsteds er Sandhed at finde. Dertil har vi Armod, Sult, Ufred og Ringeagt. Vore Kvinder fordømmer os, og vore Børn vender sig imod os. Vore Forældre forstøder os, Gaderne er vort Hjem. Hvor vi vandrer, ser vi om os ikke andre end de Urene, der har kastet sig ned for Løgnens Fader og al Humbugs Konge. Døden er den Drøm, vi har tilbage ...

Du, der har overvundet Døden og Lidelsen, men ikke Løgnen, hvordan er Døden at smage? Svar mig paa det! Tal til mig, du Tornekronede, tal til en Drømmer, du eneste Symbol, hvis Aasyn jeg vil kendes ved!

Tom Smidth