Vi fra de smaa Havnebyer har tre Slags Haab, Skuffelser og Haabløshed; den første hedder: Ud! den anden hedder: Hjem! den tredie hedder: Blive paa Stedet! Og derfor kommer ogsaa Skibet efter os. Det kommer fra Ingensteds og bringer os Ingensteds hen. Hvert hundrede Aar viser det sig i Skærgaarden en blikstille, diset Sommeraften og henter vore Sjæle - for vi drukner jo, vi ligger ikke og gnaves af Orme paa Kirkegaarden. Vi kuldsejler eller drukner os, vi plumper gennem Isen eller svømmer med Vilje en Smule for langt. Men mest dør vi, mens vi ligeglade tjener til det daglige Brød - som Fiskere, Lodser, Sømænd, Flødere og Maskinister ... Hvor skulde man vel bringe vore ligeglade Smaastadssjæle hen? Nej, Skibet er det rette for os! Anywhere, out of the world! Men den Aften, det lader sig til Syne, er Maanen altid rød - det paastaar Matthiasson - rød som Blod og ganske utænkelig stor, saa stor, at Skibet kan tegne sin Silhuet mod dens Skive som et Pennerids paa en rød Platte.
Som Dreng talte jeg ofte med den gamle Tømmermand om dette Skib; nu tier jeg, fordi det er sejlet ind i mine Drømme.
Der var intet besynderligt eller fremmedartet ved Sjælesamleren. I det mindste havde Matthiasson aldrig hørt noget saadant berette. Det saa' vel til enhver Tid ud, som Skibe plejede i de Aar, da det viste sig, og havde derfor ikke vakt Opmærksomhed ved sin Bygning og Takkelage. Kun var Gamlingen overbevist om, at det var en Tremaster, et Barkskib, mente han, eller maaske en Fregat. -
En dejlig, lys og hedeskælvende Sommernat vaagner en af Lodserne i Vagtstuen højt oppe paa Klipperne og opdager, at den ældste Lods lister rundt og gør sig i Stand. Han mæler ikke et Ord, og om hans Mund ligger et fjernt søvngængeragtigt Smil. Først da den Ældste har forladt Stuen, rejser den Unge sig og ser ham vandre ned ad Klippen og stige i sin Baad. Det er blikstille, og den Gamle maa ro. En milelang Maanestribe ligger som en smal Blodstrøm over den matgyldent og skyggesort skiftende Bredning. Fjernt derude ligger en stor Tremaster, lige for Maanens rødtlysende Skive. Og det er Skuden fra Ingensteds.
Den unge Lods stirrer og stirrer. Skuffer hans Øjne ham? Laa ikke Baaden højere paa Vandet før? Og hvorhen er det dog, Manden ror? Fra Pynt til Pynt, hvor de hvide Kors staar for de druknende ind i Vige og ud til Grunde ... Og Baaden synker, synker, under en usynlig Last ... Tilsidst forsvinder den med Lønningen tæt ved Vandskorpen i en Taagebanke.
Den Gamle ved slet ikke, hvor han ror. Skibet er forsvundet. Men han drager paa Aarerne, han fragter i Tavshed sin dyre Last, og pludselig stiger Skibssiden frem af Taagen. Han kaster sin Trosse lige op i Dampen, og den bliver fanget af dem, han ikke ser. Leiteren bliver lagt ud, og langsomt letter Baaden sig paany. Endelig lyder en Stemme fra Dækket: »Alle om Bord! Kom indenbords, Lods. Vi sejler igen før Gry.« Den Gamle rejser sig trygt efter at have lagt Aarerne ind og stiger over Rælingen. Han træder saa let som paa Luft ...
Næste Morgen finder man Lodsjollen drivende, kæntret for Strømmen ved Nohia Pynt.
- - -
Ja. Sjælesamleren er sejlet ind i mine Drømme. Hver varm og diset Juninat sidder jeg paa Bænken uden for min Dør og tænker paa dens Komme. Hvornaar var den her sidst? Er de hundrede Aar snart forløbet? Thi mig maa den gerne snart hente. Jeg, som ved levende Drømme om uvant Skønhed har søgt at blive taget bort i Tide. Jeg har kendt baade den Skuffelse, der hedder: Ud! og den, der hedder: Hjem! Den Haabløshed, der hedder: Blive paa Stedet! har gennemtrængt min Sjæl. Gud spare mig for hin Sløvhed, som følger paa kort Elskov og lange Aars Længsel. Lad Skuden komme fra Ingensteds, og jeg vil være dens Lods.
Kom, kom, du befriende Tremaster, jeg venter dig! Før mig bort! Se, jeg følger dig jo allerede i Senaftensdrømme, følger efter dit navnløse Spejl over den matgyldent og skyggesort skiftende Bredning som en Maage med Eventyrmaanens blodige Skær over sine vidtspredte Vinger ..
Tom Smidth