En mørk Vinteraften kom jeg forbi den gamle Kirke i min Fødeby. Jeg var kun en Dreng. Det ærværdige Taarn ragede op i det sorte Intet, som stjerneløst omgav den hvide, stivfrosne Jord. Jeg stirrede op efter Vægternes Lys, men kunde intet øjne og gik videre, da pludselig en forfærdelig Lyd fik Blodet til at standse i mine Aarer. Hornene gjaldede fra Taarnet, som Nattens Forhæng skulde revne. Alle Byens Hunde vaagnede og gøede. En Mand kom løbende, to, ti Kvinder kaldte forgæves fra Portene og forsvandt. Gaden vrimlede. En Lygte svingede rasende under Spiret deroppe. Og alle raabte i Rædsel: »Brand! Brand!«

Jeg tog Benene paa Nakken ned ad Strandgaden. Da mødte jeg to af Vægterne, som ilfærdigt kom gaaende med Horn og Stav. »Du maa nok springe, Knægt,« sagde den ene barsk, »det brænder ved din Faders Hus.« »Snak,« afbrød den anden, »hvorfor vil du skræmme Drengen? Det er jo kuns Lappeskomagerens Hytte, der blusser.«

Og Hornene tudede, som Himlene skulde revne.

- - -

Men nu ved jeg med mig selv, at de Horn engang skal vække mig af den søde Søvn i en ensom Grav. Og naar min Sjæl, som altid vil være en letskræmt Drengs, forfærdes over den natlige Koncert, da vil jeg paa min rappe Flugt møde de to Engle, som trakterer Domsbasunerne. Og den ene vil sige: »Du maa nok springe, Knægt, Alverden staar i Flammer nu!« Men den anden vil bebrejdende rette ham og mæle: »Hvorfor vil du skræmme ham? Det er jo kuns den lille Knort Jord, der forgaar.«

Og Basunerne vil klinge paany.

Tom Smidth