Det Ord, som hyppigst lyder til de ligegyldige, tages fra en hellig Bog fuld af Forjættelser: »Søger, saa skulle I finde!« Men de har ikke Stunder - -

Og de, som søger, skal ikke finde; thi hvis de fandt, vilde de ikke mere søge.

Intet er mere guddommelig følgerigtigt end min evige Vandren; i Forbitrelse har jeg benægtet, at den Fuldendte har eksisteret, at Menneskehedens Agave har blomstret - - Jeg vilde ikke, at den skulde visne før Tiden. Og kun Længsel mod det fuldkomne holder den ung. Jeg vandrer for at se dem, der søger som jeg, og hidse deres Længsel og Vantro.

Hvor man danner sig nye Guder, dér skal man møde mig, dér rejser mine Sandaler Støvet paa Vejene, dér træder jeg Stien til Offerlundene, mine mødige Fødder slæber mig op gennem Forgaardene og langs ad Tempelgulvene, Røgelsen dufter fra mit pustende Aandedræt. Jeg er Kains Broder, fordrevet som han. Hans Straf blev Skammen: han dræbte; min Lod blev Længsel: jeg fornægtede, han ihjelslog den, han burde have elsket; jeg forhaanede den, jeg elskede - for at kunne vedblive at elske.

O, Mesteren var som et Barn af min Drøm; men Drøm var han ikke mere, han var til, var Kød og Blod. Om jeg havde sagt til Nazaræeren: »Sandelig, du er Guds Søn!« da var min Sjæl død i samme Nu, dér jeg sad uden for min Bod.

Men ved Synet af ham opløftede Tusindaarsvandreren sit Skrig i mit Hjerte, og jeg spottede Ham, jeg, den godmodigste Mand i Jerusalem.

Fordi alle Slægters hellige Tvivl skringrede i mit Indre: » Han er ikke, hvad ingen kan være: Opfyldelsen af en evig Drøm!« derfor skal jeg evigt længes med dem, der higer mod Opfyldelsen af denne Drøm. Og drevet af vort Sind skal vi søge - de i Tiden, og jeg for stedse.

Med Ro, men ikke med Ligegyldighed, ser jeg Generationerne segne; de bringer hver for sig saa lidet. Hvilke Forandringer kan vel indtræde? Maaske Kærligheden er blevet lidt mere aandig; man har fremelsket Roser uden Torne, men endnu ikke Lysten til at plukke dem. Elefanten er blevet et tjenende Husdyr, og Kaskelotten pisker ikke mere Havene. Det er saa lidet. Men det er Tegn! Bestandig dirrer Magnetnaalen, som droges den ogsaa af en ny Pol, der synes under Dannelse paa et nyt Sted. En Dag vil den svinge ud og pege mod andre Egne - mod Aandens. Den Dag, da Dyr, Blomster og vor egen Brunst tjener Fuldkommengørelsen, og kun den.

Ikke før skal jeg afkaste Legemets Klædebon, og aldrig skal jeg trættes. Thi jeg er den vandrende Længsel ........

Tom Smidth