En feteret københavnsk Kritiker, som af de forbigangne vældige Begivenheder var blevet ført til Rusland og tilbage igen, fortalte (udtrykkeligt opfordret til at underholde et mindre Herreselskab med sit Vid) følgende Historie, som ved at passere mange Hjerner og mange Læber i hvert Fald ikke havde mistet sin Pointe.

»Som journalist var jeg naturligvis paa jagt efter det "egentlig russiske". I Petrograd stiftede jeg Bekendtskab med en ung Lillerusser, til hvem jeg havde en Anbefalingsskrivelse. Alexander Platonitsch Retzkow. Velhavende, overordentlig belæst, temmelig uforskammet Flanør. Han og jeg mødtes ofte, vi fandt til en vis Grad Behag i hinanden ..,

Omsider kom det Tidspunkt, da jeg mente at turde inkommodere ham med et direkte Spørgsmaal. Han lod ikke til at blive fornærmet, trak paa Skuldrene og mumlede: »Banalt.« Det klogeste var straks at lade Temaet falde. Vi talte om løst og fast. Min Fisk sad paa Krogen. Kort efter fordybede han sig med Iver i den russiske Sjæls tillokkende Afgrunde. Han sluttede med en lille Episode fra sin egen Provins. Jeg skal gengive den saa godt jeg formaar.«

Efter denne Indledning gjorde Kritikeren en Kunstpause, betragtede sine tyndhudede Hænder og lod derpaa dæmpet de første Sætninger af sin Fortælling glide ud til de lyttende; Blikket hævede han ikke.

»Pilgrimmen standsede ved Vejkanten. En skarp Sten havde sat sig fast mellem hans Tæer og han vilde se til det smertende Sted. Under Foden var han saa haard som Horn. Mens han stod der, opløstes hans Væsen i Tanketomhed.

De har sikkert hørt Tale om disse Pilgrimme, maaske set dem. De drager fra et Kloster til et andet, fra By til By. De beder og gør Bod, eller stræber blot efter Helliggørelse ved dette Liv .... Hvad de da har bedrevet? Forskelligt. Nogle har dræbt et eller flere af deres Medmennesker, stukket Ild paa, røvet, plyndret, stjaalet og besmittet Kvinders Ære. Andre har sovet, men er vaagnede, blevet vakte, som Fagudtrykket lyder.

Denne Mand havde dræbt. Hvem? Sin Hustru. Pryglet hende som sædvanlig, i Kampens Hede ramt et særlig ømfindtligt Sted .. Hans Levned indtil dette lille Fejlslag kan gives i faa Ord. En Landadelsmand, som var gaaet bag ad Dansen, havde maattet flytte ind til Byen og uden Tøven var begyndt paa en yderst tvivlsom Handelsvirksomhed, der hurtigt havde bragt ham paa Fode igen og gjort ham formuende, bagtalt, misundt og indflydelsesrig. Hans Navn var Michail Iwanowitsch Perski.

Pilgrimmen sank hen i en Døs. Ikke en Vind rørte sig. Det var Middag; Solen flammede ubarmhjertigt. Ingen havde vendt sig og set efter den tilbageblevne. Ingen savnede ham.

Han lukkede Øjnene ... Kølighed var det eneste gode ved Kirker ... For hans slukte Blik, paa Purpurgrund, fremtraadte et Billede. Et Vandspejl, dybt nede; over det: ubevægeligt hængende Løv - Piletræer ... Lidt efter gjorde han sig klart, at det var et Sted, han havde passeret. En Bro over et halvt udtørret Bækleje.

Derhen!

Han samlede sig, hentede fra sine inderste Kilder nye Kræfter. Det knagede i Leddene, da han stablede sig op. Midt ude paa Vejen prøvede han at strunke sig og staa stille med løftet Hoved, inden han satte sig i Bevægelse.

Tre Verst i stegende Sol. Han vaklede, slingrede, tumlede frem. Favnende en Træstamme øjnede han Broen, stirrede længe .. Det var den! Saa ind over Marken. Paa Brinken snublede han, trimlede ned ad Skraaningen. Afmægtig, forslaaet rullede han ud i Vandet, mærkede dets kølige Klamhed, blev liggende udstrakt i Mudderet. Kvistene svajede heftigt efter hans Fald, svingede langsomt til Ro. Pilgrimmen sov i Skyggen. En hel Verden af Insekter havde travlt rundt om ham. Han kunde være en kreperet Hund, som var henslængt der.

Timerne gik.

Naar Solen synker bag Slettens lave Horisont, er den rød. Det tager den en evig Tid - og saa med ét er den borte. Men inden den bliver rød, er den gylden. Som et stort, skinnende nyt Guldstykke, der snurrer vanvittigt om sit Centrum midt i en Sky af gyldent Støv, som spreder sig overalt og dryssende pudrer Naturens dagtrætte Ansigt. Sælsomt lange Skygger lægger sig over Landskabet. Langt er der ud til alle Sider, hvorhen man ser, lange er Vejene.

Pilgrimmen vaagnede og gøs. Med Gyset skød en Fortrøstning gennem hans Sind. Han vendte sig, borede Armene ned i Dyndet, skød Ryg, kravlede et Stykke som en doven Tykhud, til han naaede klart Vand, bøjede Hovedet og slubrede i sig. Derefter rejste han sig i sine drivvaade Pjalter og jokkede op paa det tørre, hvor han lagde sig paa den graasorte jord. Langsomt begyndte han at smøge Tøjet af, til han var nøgen. Endnu var Solen saa højt paa Himlen, at den kunde varme ham igennem, endnu føltes Mulden hed under ham, men mere end af noget andet varmedes han af skjulte Løfter, som spændte hans Sinds Traade og forlenede hele hans Legeme med Visheden om endnu ikke udløste Kræfter.

Pilgrimmen saa sig om; han bed Mærke i et eller andet og kælede for det med Øjnene, han lagde Snarer ud for at indfange sprællevende Ubetydeligheder og fodre sine nyfødte Forhaabninger dermed.

Fra det Sted oven over Brinken, hvor han havde, strakt sig, kunde han se det sorte Hul under Broen og Vandstribens Blinken derinde, saa langt Lyset naaede, men ikke helt igennem. Han vilde undersøge det Rør, før han gik videre. Hvad laa han der for? I et Nu var han oppe, brasede ned ad Skrænten og stod i Vand til Knæene. Han kom som et jordskred og med et vildt Hyl. Han vadede hen til Aabningen og gik ind i Mørket. Ret meget fandt han ikke derinde, kun et Barneskelet og nogle arrige Rotter. Men han dukkede frem paa den anden Side, henrykt efter at have gennemløbet en hel velsignet Række Følelser, tju, tju, tju! oven paa hinanden, og i sin Indianerfryd fo'r han op paa Vejen i to Spring og gav sig til at danse rundt der med Armsving og Benspjæt, uden al Værdighed, splitternøgen og urmenneskelig.

Han standsede brat, da han samtidig opdagede, at han nu gjorde Valsetrin, og at han længtes brændende efter Vodka, en hel Karaffel skyllet ned i ét Drag. Var det Dansen der havde mindet ham om Spiritus?

I hvert Fald drog Brændevin hans Tanker hen paa Mad, et dækket Bord ... Saltede, røgede og syltede Spiser, Fisk, Postejer, Geléer, Kaviar, Smør og friskt Brød.

Intet er saa trøstesløst som Sult. Han satte sig der, hvor han stod, og skjulte Ansigtet i Hænderne. Han græd. Dagen var til Ende, og hvad havde den bragt ham? Nu maatte han tage sine muddertunge Pjalter paa og trave efter Pilgrimmenes Skare ...

Mens han sad saalades, naaede en fjern Støj hans Øre. Han løftede Hovedet, strøg Haaret fra Panden, lyttede. Gøs under sin Lytten. Luften var adskilligt køligere nu. Støjen kom nærmere. En Vogns Rullen paa Vejen, en Tarantas bedømte han den til ..

Hvad nu? Vejen laa øde. Ingen Pilgrim. - -

Det var en Tarantas. I den sad kun een Mand, en Handelsrejsende, høj, langarmet, krumbenet. For den pæne Vogn luntede en skinnende, trind og ganske rap Hest. Men foran Vogn, foran Hest gled en aflang Skygge-Tarantas med aflange Hjul, hvis Snurren var et Mirakkel at skue, og en Skygge-Rosinante saa fantastisk i Magerhed og Længde, at selv Ridderen af Mancha vilde have forundret sig ved Synet.

Da Køretøjet befandt sig omtrent halvtredsindstyve Meter fra Broen, hørte den Rejsende en myndig Stemme kalde: » Hej, hvor skal du hen? Stands lidt .. « Uvilkaarligt halede han i Tømmerne, men udstødte i samme Øjeblik et højt Raab og tampede paa Hesten som en rasende. Men for silde. I Solens blodige Lys saa han en hvid Gorilla, hvis haarede Forlemmer leddeløst daskede langs dens Laar, og hvis strittende Manke syntes at gløde i det frygtelige Skær, et rædselsfuldt Fabeldyr med sort Ansigt og gennemsigtige Øren.

Skikkelsen kom ganske nær. Den Rejsende vendte sig og lod sin stumpslidte Pisk suse ned over Menneskedyrets Skuldre, Arme, Ben og Flanker. Nu greb det fat i Tarantas'en. Den kørende rejste sig i Vognen og langede med al sin Styrke ud med den metalbeslaaede Ende af Skaftet. Tre knusende Slag ramte Uhyrets Hoved. Forgæves! Med et Spring var Pilgrimmen oppe i Vognen, hans Hænder laa om den fremmedes Strube. Hesten var løbsk, Tømmerne laa slappe, Vognen slingrede under Dødsfarten ... Dog, kun kort. Idet de passerede Broen, skiftede Pilgrimmen Taktik: snerrende bøjede han sin Modstanders Hoved bagud og knækkede hans Hals. Med Kæmpekraft løftede han det sitrende Legeme op i strakte Arme og kylede det ind paa Marken, fangede i sidste Sekund Tømmerne, tøjlede med Jernhaand Hesten, der stejlede for hans Greb, og standsede Vognen, hvorefter han hoppede af og bandt Dyret ved en af de yderste Elletrunter.

Han gik tilbage, slæbte Liget hen til Broen, klædte det af, forsigtigt og grundigt, Stykke for Stykke, Jakke, Vest, Benklæder, Støvler, alt, og inden han tænkte paa at fjerne Liget, iførte han sig dets Klæder, der viste sig at passe ham, som de var syet til ham. Han trak dem paa, omhyggeligt og forsigtigt, Stykke for Stykke. Jakken og Benklæderne var lidt plettede og snavsede af Jord. Han ønskede han havde haft en Børste.

Da han nu fuldt paaklædt saa ned paa Liget, var det med et blevet ganske overflødigt. Han havde meget vel kunnet gaa derfra og ladet det ligge, hvor det laa. Men her greb Selvopholdelsesdriften ind og satte hans Intelligens i Bevægelse. Han fandt det sikrest at kaste Liget i Vandet og bore dets Hoved og Hænder ned i Mudderet. Pilgrimmens Pjalter laa stadig spredte paa jorden, vaade af Dug. -

Natten var kommet; der laa kun en smal Stribe Rødt i Horisonten. Den Rejsende begav sig til sin Vogn, løste Hesten, satte sig op og kørte bort. Hatten laa i Tarantas'en. Nu tog han den paa.

Han, havde ikke tilbagelagt en Verst i Fred med sig selv, træt og rolig, før en Stemme i hans Indre med pinlig Tydelighed meddelte: »Du er Michail Iwanowitsch Perski - du er sulten!« Forvirret og vred tænkte den Rejsende: » Det er dog uforskammet. jeg bliver forstyrret i min Rolle.«

Heldigvis fremmer jævn Kørsel Tankevirksomheden; Vejen var god, og Hesten holdt Farten. Dette bragte ham paa det principale: En vis Afstand fra Broen syntes paabudt. Dernæst: Hvorfra kom denne Tarantas, og hvor vilde dens Kusk vel hen? Perski trak lidt i Tømmerne og udstødte en beroligende Lyd, Hesten sagtnede sit Løb og gik Fod for Fod. Hans Haand famlede i Inderlommen, og hans Fingre fandt den forventede Tegnebog. Sedler ... Han sukkede. Naa, og Visitkort! Han strøg en Tændstik, og ved Skinnet af den lille, rødlige Flamme i sin hule Haand læste han: G. M. Paltschakow, Tobaksfabrikant, Riga.

Fra Østersøprovinserne, fra en helt anden Kant af Riget! En Tobaksopkøber ..... Hr. Paltschakow maatte være taget sent afsted fra Byen og havde aabenbart vidst, at han kunde naa frem inden Aften. Han, Perski, maatte derfor nu være nær ved det Sted, hvorhen Tobaksopkøberen havde agtet sig. Øjeblikkelig besluttede Perski at dreje af fra Chausséen ad den første Sidevej, han opdagede. Men længe inden Tarantas'en var naaet til nogen Markvej, havde vor hastigt forvandlede Pilgrim fortrudt dette Ønske om ved Flugt at unddrage sig Opmærksomheden. Han længtes tværtimod efter Mennesker. Desuden, en Mand i en Vogn kan ikke skjule sig. Det indsaa han fuldkomment - og til sin Tilfredshed. Han maatte køre rask frem, trodse sig igennem, spille sin Rolle eller vælge en anden, alt efter Omstændighederne - og det var just, hvad han tilskyndedes til ifølge hele sit Væsen.

Han forbausede derfor Hesten ved et Rap af Pisken. Fire Aars aandelig og legemlig Diæt hidsede hans Fantasi. Han vilde have Selskab, nyde Samværets Glæder, tale ud om alt og alle, lade klog paa Ting, han ikke anede det mindste om, opholde sig i et Hus, varmt og oplyst af mange Lamper, sidde ved et festligt Bord, se frem til en blød Seng .. Og disse dumme Sedler, hvis Numre sikkert var noteret i en eller anden Bank, vilde han udbetale i Paltschakows Sted, paa samme Vis, som den forulykkede havde tænkt sig det. Det skulde han snart finde ud af.

Vejen gjorde en brat Drejning. Med pludselig Gjalden kastedes Genlyden af Hjulenes Knasen og Hestens Hovslag tilbage fra en Ladevæg, og hoppende og skramlende over et kort Stykke Brolægnings runde Sten kørte Tarantas'en op foran et Par gulligt skinnende Vinduer. En Karl kom løbende fra Kroens Gaard, svingende med en Lygte i venstre Haand. Indgangsdøren blev slaaet op, Værten viste sig, og bag ham trængte en anden Skikkelse sig frem, og en beleven Stemme sagde: »Sind Sie es, Hrr. Paltschakow? Ach, endlich kommen Sie! Wir haben uns sehr darauf gefreut, Sie einmal persöhnlich kennen zu lernen.«

»Wetter! Ein Deutscher,« tænkte Perski. Og aa, denne Belevenhed, Forretningsmandens frygtelige Vaaben, hvor talte den til ham! Sandelig, sandelig, her var han blandt Aandsfæller! Som Djævelen i Svinene fo'r Grosserersvadaen i ham. Djum! Han følte, hvor han ligefrem bovnede af herlige Løgne, der formede sig til de affableste Vendinger. Bogstaveligt talt inden han selv vidste af det, var han midt i en Talestrøm: »Ne, ne, ne! Das müssen Sie nich. Das zerreiszt mir das Hertz .... Sie jrüszen mich als Hrrn. Paltschakow, und der bin ich nich. Leider, leider! Unser lieber, juter, freundlicher Herr! Und er ist jestorben. Ach, es ist ja fast undenkbar ... «

Perski præsenterede sig som Firmaets betroede Prokurist, Hr. Heinrich Schnellkopf. Tyskeren tog ham deltagende og venskabeligt under Armen og trak afsted med ham. Og nu kom Perskis Fantasi i anstrengt Virksomhed. Det strittede med Spørgsmaal: »Ertrunken, sagen Sie - Wie das? - Beim Baden? Schrecklich! - Auf der Insel Fehmern? Gräss1ich! - Keine Rettung möglich? Fürchterlich!« Imens førte Tyskeren sin Gæst gennem det uigennemtrængelige Mulm, der hvert Øjeblik syntes at fortætte sig og rende imod en som en haard Væg, til de naaede en Gaard, Tyskeren lidet anende, at han undervejs havde været Døden nærmere end nogensinde før, thi Pilgrimmen tænkte flere Gange paa, om det ikke vilde være bedre at slaa ham i Hovedet og forsvinde i Natten. Gaarden, fik Perski forklaret, var et Mønsterbrug. De traadte ind i en rummelig og velopvarmet Forstue, Fruen kom ilende og bød Velkommen paa gemytligt syngende Schwabisk. Og nu begyndte Livet at forme sig efter Perskis Drømme: Bordet ventede. Der var alle Slags saltede, røgede og syltede Spiser i Overflod - og minsandten om der ikke var en Dusk Persille øverst paa det højt optaarnede Smør. Alt dette blot som Forretter. Dernæst den varme Mad, Mellemretter, Desserter, Kaffe, Tobak, Spiritus .... Hvordan det saa gik til: Perski fandt sig valsende med Husets Frue, mens en mindreaarig Datter trakterede det rædselsfuldt falske Klaver. Men under Bordet glemte Perski for sin længe opsparede Appetit dog ingenlunde Forretningerne, der for øvrigt næsten gik af sig selv. Ved Cigarerne udbetalte han det aftalte Beløb, hvis Størrelse han snildt havde lokket ud af Tyskeren, og bad denne sende Tobakken til Riga, saaledes som Hr. Paltschakow havde ønsket det. Driften vilde foreløbig blive fortsat uforandret, meddelte han med smaa, forsigtige Forbehold, som angav den betroede Mands fine Takt i slige Sager.

Endelig fik Hr. Schnellkopf sit Værelse anvist, et dejligt stort, luftigt Værelse, og gik til Sengs. Hans Sager var blevet hentede paa Gæstgiverstedet og stod samlede i en Krog. Ingen var faldet paa at undersøge dem.

Næste Morgen stod han udhvilet op og fortærede en vældig Frokost. Bekymret talte han om Tarantas'en og det daarlige Føre. »Aber mein lieber Hrr. Schnellkopf, intet er lettere, De lader Tarantas'en staa her og faar i Stedet en Halvkaleche.« Som sagt, saa gjort. Snart efter rullede Hr. Schnellkopf ud ad Landevejen, behageligt værnet mod jordens Søle og Vejrets Luner. Ingen saa ham nogensinde mere der paa Egnen. Derimod fandt de jo engang i Løbet af Ugen den druknede Pilgrim i Bækken, som var gaaet over sine Bredder og havde ført Liget med sig et Par Mils Vej.

Og nu kan De tro mig, om De vil, sagde Retzkow, men i sin Halvkaleche rullede Pilgrimmen lige ned til Odessa. Der ombyttede han sin stærkt medtagne Befordring med en lige saa elendig Ischwoschik, og blev Droskekusk.

Tre Aar senere havde han ved at føre et Liv som det fattigste Udskud, ved haardt Slid Dag og Nat sparet saa meget sammen, at han kunde anskaffe en Selvejerdroske i Stedet for sin stinkende og knirkende Hyrevogn. Nu kunde han kræve en langt højere Takst. Som et blinkende Lyn jog han gennem de befærdede Gader. Tolv Aar efter var han Vognmand, tyve Aar efter Direktør for et Bildroske-Kompagni: atter en særdeles formuende Borger, bagtalt, misundt, indflydelsesrig. Hans Navn var nu Sobiakow. En Mand i sin bedste Alder, endnu ikke 63, i enhver Henseende livskraftig og arbejdsdygtig.

Paa denne Tid fortalte han mig sin Historie. Jeg boede nemlig i Direktør Sobiakows Hus; min Onkel havde anbefalet mig til ham, og han havde fattet en mærkelig Forkærlighed for mig.

Jeg var et ungt Menneske, en Idealist, kan jeg sige uden at rødme. Nogle Dage forinden var jeg blevet Medlem af en Organisation - Mens han fortalte om Mordet paa den uskyldige Rejsende, en Beretning, som vakte min Afsky og Forfærdelse, sad jeg med en ladt Revolver i Jakkelommen. Kan De forstaa, at jeg flere Gange følte mig fristet til at skyde den gamle Skurk? Men det faldt mig ind, at jeg lige saa gerne kunde skyde mig selv eller gaa ud paa Gaden og knalde Hul i enhver som helst. Thi som denne Pilgrim er vi alle, vi Russere. Saa pludselig gennemgaar vi vore Forvandlinger, saa angerløse efterlader de os.

Jeg modtog altsaa Hr. Sobiakows Fortrolighed og blev boende i hans Hus. Han optog mig i sin Forretning, og da han døde, blev jeg hans Arving. -

Selve den Champagne, vi har i vore Glas, er købt for hans Penge -

Visse Folk har bebrejdet mig, at jeg er for ødsel, at jeg øser Penge ud til ingen Nytte. - Nuvel, jeg haaber, at jeg er endog mere ødsel, end selv mine Venner tror; jeg nyder at give disse Penge ud - paa min egen Maade og til mine egne Formaal, jeg er stadig Idealist, ser De ...

Og denne Forsikring kan jeg, der paahørte Retzkows Udviklinger, trygt lade gælde. Ganske vist har ogsaa han skiftet Navn. De vilde blive bestyrtede, mine Herrer, ved at erfare, hvad han kalder sig nu ... «

Kritikeren tav, og der blev en lille undrende Pause.

»Men Gudbevares,« udbrød en ledende Politiker, »saa er vi jo alle Russere for Vorherre! Sæt en hvilken som helst Mand, som fortjener det Navn, i Pilgrimmens Tvangssituation, og han vil handle paa en noget lignende Maade - «

»Altsaa ikke forstaaet at Ord af det hele,« tænkte Kritikeren. Med en hastig Sætning bragte han et andet Emne paa Bane: En Skuespillerindes Selvmord den foregaaende Dag -

Samtalen blev almindelig.

Tom Smidth