»Kære Ven,« sagde Digteren til mig, »Folk fortæller hverandre om mine excentriske Indfald og dog er jeg mig ikke bevidst, at jeg nogensinde har handlet uden at drives dertil af den mest bydende Nødvendighed.

I Gaar kommer jeg ind paa en mondæn Kafé. Alle Borde er besatte. Jeg ser mig forvirret om; da rejser der sig fra en Vinduesplads en meget elegant klædt og, saa vidt jeg kunde se for det stærke Lys, meget smuk Dame; Kavaleren betaler, de gaar .. Jeg iler hen til Bordet og tager den ledige Plads. Imellem Tulipanerne i Vasen opdager jeg en enlig Lilliekonval. Musiken stemmer i, fjernt og blidt, men tvingende nok til at bringe mine Nerver til at vibrere og døve mine Øren for Lyden af Samtale, Latter og Støj af Service. Jeg stirrer paa disse Blomster, jeg hører dem hviske. - »Hvad er, dette?« spørger en Tulipan, »hvad vil den spæde Stilk dernede?« - »Ingen har haft Bud efter den,« svarer en anden. - »Nej, og hvorfor blev den stukket ned til os? Er vi ikke smukke nok?« - »Vi er selve Foraaret,« bedyrer en tredie stolt. »Vi gløder og pranger. Se os paa Bordene! Som smaa røde Flammer springer vi op af den grønne Majolika.« - »Vi er Lysets Kælebørn og Øjets Fryd,« hoverer knejsende den første.

Da fornemmer jeg en Nynnen, alfefin og lattermild, fra alle de otte smaa hvide Klokker, og de ringler til Svar: »Vi dufter ..«

»Tjener,« mumler jeg, »hvem var den Dame, som gik?« »Kender Herren ikke hende? Hun er dog ellers omtalt nok .. Frk. Cara, Sangerinden ..« »Bring en halv Flaske Champagne, Tjener,« siger jeg, »hendes Skaal vil jeg drikke.« Og Tjeneren hæver, veltrænet som han er, kun ganske let det ene Øjenbryn og kommer hastigt med den ædle Vin. - Nuvel, hvad andet kunde jeg gøre? Havde jeg ikke selv set Frk. Cara tage Konvallerne ud af sin Buket og stikke dem i Vasen? Jeg kender hende, ikke - ellers ikke ..«

Tom Smidth