Paa min Opgang bor der tolv Husstande, gifte Folk og enlige Mennesker imellem hinanden. Alle har de Navneplader ude, tolv forskellige Navneplader. Jeg har studeret dem, og nu er jeg naaet saa vidt, at jeg ikke kan gaa op ad Trappen i et fremmed Hus uden at lægge Mærke til disse smaa Vidnesbyrd om de indenfor levende Væseners Karakter. Og jeg er forlængst kommet til det Resultat, at hver enkelts Smag ikke svarer til, men derimod som Regel supplerer hans eller hendes Væsen. Lad os tage et Par Eksempler fra det Hus, hvor jeg bor. Viktualiehandleren i Stuen har en simpel og nøgtern Porcelænsplade med store Bogstaver, aldeles modsat hans Tilbøjelighed for straalende Reklamer paa Butiksvæggene; Musikerens Plade er umaadelig stilfuld, medens han selv aabenbart er et Svin; den lille sirlige, graaklædte, overdrevent høflige og selvudslettende Partikulier paa anden Sal lader sit borgerlige Navn straale i Messing over hele Dørens Bredde; den fikse og kokette Dameskræderinde, af hvem man kunde vente særlig Elegance, har aabenbart ladet sit Visitkort kopiere; den brovtende, fede Handelsrejsende, hvis utallige Børn hele Dagen slaas og skriger nede paa Gaden, nøjes med en ganske smal Strimmel Metal; den bondske, knokkelsvære Proprietærenkes Dørpryd bestaar af snørklede Bogstaver i irsk Munkestil, overordentlig fantastiske .. Jeg kunde blive ved i det uendelige. Ak, selv i de mindste Ting stræber vi at synes, hvad vi ikke er. Jeg kender kun to Undtagelser indenfor dette specielle Omraade: en ung, letlevende Dame, paa hvis Dør der stod: Sofie Hansen. Billige Kursus! og en Skuespiller, der gik ud og fjernede sit Kort, inden han skød sig. Dette lille Træk har - for sent, desværre! - indgydt mig ubegrænset Agtelse for ham.

Tom Smidth