Astronomen kom fra Observatoriet, Astrologen fra sin Elskerinde, og Tilfældet vilde, at de to, som havde været Studiekammerater, mødtes paa et Gadehjørne. De standsede begge og hilste. Naturligvis kom de snart i Disput. »Astrologi er ikke Videnskab,« hævdede Astronomen. - »Hvad Forskel er der paa Viden om Stjernernes Natur og Stjernernes Indflydelse, naar begge beror paa samme uforanderlige Love?« - »Men det er kun en ubevist Hypothese, at Stjernerne kan have Indflydelse paa Menneskers Skæbne!« - »Mon? Har du aldrig hørt om Maanesyge og Søvngængere? Naar en Mand bliver gal, en Kvinde styrter ned fra Taget eller en Hund hyler ustandseligt Natten igennem, kan det da siges, at Maanen ingen Indflydelse har paa deres Skæbne?« - »Men ..« raabte Astronomen forbitret, »Maanen er os nær, og Sirius, som ..« - »Men,« skreg Astrologen, »Solen er os meget fjernere end Maanen, og dog levede vi ikke uden dens Lys og Varme ..«

De havde mange Men'er at udveksle. Midt under deres Ordstrid kom Digteren til; han vaklede lidt og var kendelig paavirket af Vin. »Ej,« lo han, »I glammer, saa at hele Strædet runger. Gaa dog med ud til Kysten. Lad os vandre, mens vi taler. Det er en dejlig Sommer. Og se, hvor skøn er ikke Morgenstjernen!«

Astronomen og Astrologen betragtede den Berusede med Foragt. De værdigede ham ikke et Ord, men trak paa Skuldrene, hilste hinanden og skiltes. I det Blik, de vekslede, var der næsten Venskab.

Tom Smidth