Fabriksskorstenen stod og rokkede betænksomt frem og tilbage; den var bygget saaledes, at den kunde taale en Alens Udsving. Der blev fyret godt under Kedlen - det var Mandag Morgen - og Røgen kom fusende op gennem den mørke Kanal. - »Hvad jeg ikke forstaar,« sagde Skorstenen, »er, hvorfor du har saa bandsat travlt. Du er et flygtigt og upaalideligt Væsen! Hvor skal du nu hen?« -

»Det ved jeg ikke selv,« svarede Røgen morgengnavent og afsatte en ekstra fed Sod.

»Hvis du ikke ved det, er det dobbelt taabeligt at ryge afsted paa den Vis,« irettesatte Skorstenen. »Se paa mig! jeg bliver hvor jeg er ... Men jeg tror dig ikke. Svar nu oprigtigt: I hvad Retning farer du?«

»Den Vej, Skyerne drager« indrømmede Røgen.

»Tror du, at du kan bilde mig ind, du er kommet til Hoffet?« spurgte Skorstenen haanligt.

»Naa ja, den Vej Klokkeklangen føres fra Kirketaarnene,« ændrede Røgen det til. »Men det jo det samme,« tilføjede den nonchalant.

»Oho, javist« lo Skorstenen og rumlede skrækkeligt i den midterste Røggang. »Nu begriber jeg det: Force Majeure, ikke sandt?«

»Æv,« snærrede Røgen, »naar du endelig vil vide det, saa driver jeg, som Vinden blæser.« Og ud fór den og lagde sig tyk og sort over det eneste Stykke blaa Himmel, den kunde opdage.

Tom Smidth