Tre Optrin efter en Novelle

af

Ludwig Tieck

ved

Tom Smidth

Personerne:

Axel, en ung Diplomat.
Emilie, hans Hustru.
Mathilde, Emilies gamle Amme.
Andreas Vandelmeer, Axels Ven.
Husværten.
Peter, hans gamle Tjener.
Folk paa Gaden, Politi, En Politiinspektør.

Handlingen foregaar i Anno Atten Hundrede og Hvidkaal, og Scenen er i Forstaden til en Residens.

(Axels og Emilies Værelse på Kvisten af et toetages Hus i Forstaden til en Residens).

Første Optrin

En Eftermiddag i Februar.

Emilie:
Axel! Nu har vi ikke mere Brænde - og det er en skrækkelig Kulde udenfor. I Dag faar vi for sidste Gang varm Brødsuppe. Herefter bliver det Vand for sig og Brød for sig, begge Dele kolde!

Axel:
Er du ikke lykkelig, lille Emilie?

Emilie:
Aa, Axel, du ved jo, at det udelukkende var for min Kærligheds Skyld, jeg flygtede sammen med dig. Ja, var det ikke mig selv, som pludseligt og overraskende opsøgte dig i din Bolig, fordi min Fader var kommet til Kendskab om den Følelse, vi nærede for hinanden...

Axel:
Du er altsaa stadig lykkelig her i vor snævre, lille Stue trods vor store Fattigdom - saa vær ogsaa i godt Humør! Godt Humør besejrer selv Guderne! Savner vi Brændsel? Du skal faa Brændsel i Morgen den Dag - hvis du blot ler ..

Emilie: (ler)
Du er uimodstaaelig, du kære, lystige Mand!

Axel:
Bravo! Nu kan jeg love dig en hel Stabel, savet, hugget og udpindet - lige til at stikke i Komfuret!

Emilie:
Godt, naar du siger det, tror jeg det naturligvis! - Og til Gengæld... Maden staar paa Bordet! Ryk din Stol herhen, og tag til Takke!

Axel: (rykker Stolen)
Næh, hvad er det? Skal vi ogsaa have Dessert? Her ser jeg fire smuktformede Kartofler af Mellemstørrelse! Har du opdaget et Kartoffellager paa Loftet?

Emilie:
Nej, det var Mathilde, som bragte dem i Gaar.. og saa vilde jeg overraske dig med dem!

Axel:
Det er lykkedes! Jeg er aldrig blevet saa forbløffet ved at finde en Perle i en Østers ved Middagen paa et Luksushotel! Naar vi nu har spist, vil jeg trække mig tilbage til Biblioteket og fordybe mig i den interessanteste Læsning, man kan tænke sig, nemlig min Dagbog, der trofast beretter om alt, hvad vi har oplevet og følt, siden vi lærte hinanden at kende!

Emilie: (skalkagtigt)
Først efter Kaffen, min Ven.

Axel:
Nej, hør nu! - Oprigtigt talt, man bør være forsigtig med den Slags! Du risikerer, at jeg en skømne Dag faar et Chock - enten fordi jeg uforberedt faar Kaffe, eller fordi jeg er forberedt paa Kaffe og saa ikke faar nogen.

Emilie:
I Dag faar du Kaffe, min Ven! Mathilde er ude til en to Dages Vask, og naar hun er færdig, kommer hun her med lidt Mad og et Kræmmerhus Bønner. Saadan en Storvask og det medfølgende Traktement er en sand Fest for den gamle - og hun er ikke fuldt tilfreds, naar hun ikke kan dele med mig, det ved du!

Axel:
Aa, hun er enestaaende! En Trofasthed som hendes skal man lede længe efter her i Verden!

Emilie:
Ja, ikke sandt! Aah, kan du huske: Vi traf hende allerede paa den første Poststation, hvor vi gjorde holdt for natten. Hun kom ind til os i Gæstgiveriet, græd og lo, da hun gensaa mig, og vilde ikke høre Tale om at forlade mig igen. Hun var straks taget hjemmefra for at opsøge mig og vilde nu blive hos mig og sørge for mig. Hvem kunde være nærmere dertil end hun, min gamle Amme! - Vi forsøgte forgæves at overtale hende til at vende om, men hun vilde ikke slippe mig. Og hun delte alle vor Flugts Farer og Besværligheder. Hun vogtede paa mit mindste Ønske, hun var beæret og glad, naar du talte med hende.

Axel:
Da vi omsider naaede over Grænsen, takket være de forskellige Pas, jeg havde paa mig, og blev viede, var hun vor eneste Bryllupsgæst..

Emilie:
Og her har hun taget til Takke med et usselt, mørkt Hummer nede i Stuen og gaar ud paa Arbejde for at tjene til Livets Ophold...

Axel:
..og saa deler hun endda med os! Den Art Troskab kan ikke lønnes med Penge eller med Tak. Hvis denne vor Nødsperiode engang faar Ende, og vi atter kan indtage den Position i Samfundet, som vi har maattet opgive, vil ingen nok saa rigelig Gave kunne opveje alt det, som hun har gjort for os.

Emilie:
Nej, det kan kun en Hengivenhed og Kærlighed, der er lige saa stor, som hendes har været det overfor os!

Axel:
Ak, min Elskede, hvad kan vi dog gøre for at glæde hende - nu, mener jeg, i Dag eller i Morgen...?

Emilie:
Jeg ved det ikke.

Axel:
Jeg har det! Jeg kan sælge min Udgave af Chaucer!

Emilie:
Nej, nej! Ikke den! Ikke din Vens Gave - den dyrebare Bog, som du holder saa meget af baade for Digterens og for Andreas Vandelmeers Skyld!

Axel:
Oh hvorfor ikke? At jeg holder af Bogen med dens kostelige Indbinding og dens dejlige Papir, er sikkert nok! Og Vandelmeer var min Ungdoms bedste og mest trofaste Ven! - Men holdt du ikke ogsaa af dine Ringe, dine Smykker - de er borte nu! Og af dine smukke Kjoler? Tror du ikke, jeg ved, at du solgte den sidste af dem endnu i Forgaars - Fløjlskjolen - den samme, som du havde paa den Dag, da vi maatte flygte!

Emilie:
Min egen - altid maaler du dine Savn med andres, og finder andres større end dine. Betænk dog, at jeg har faaet Erstatning for alt dette.

Axel:
Og jeg da? Nej, min Ven. Se, her har vi Bogen! Gaxtons Udgave! Hvad mon jeg vil kunne faa for den? Knap en Tiendedel af Værdien, vil jeg væde paa! Den gamle, gerrige Antikvar, som allerede en Gang har budt paa den, agter sikkert at sende den til London igen, hvor han vil faa den fulde Pris! Naa? lige meget! Farvel, Chaucer, din Skæbne er beseglet! - Spørgsmaalet er nu blot, hvormed vi saa i Morgen skal glæde Mathilde, den gode, gamle Sjæl?

Emilie:
Hvis du ikke vil le ad mig...

Axel:
Nødigt, meget nødigt! Le du hellere ad mig! Din Latter er en Livseleksir, saa styrkende, forfriskende, perlende...

Emilie:
Ti nu stille, og hør paa mig: Jeg vilde - hvad enten du nu ler eller ej - have sagt, at jeg synes, vi skulde abonnere paa en Avis til den gamle. Hun elsker at læse om alle Nyhederne, baade fra Udlandet og her fra Byen.

Axel:
Netop alt det, som vi gerne undværer! - Nu ja, hvorfor ikke! Det er rigtigt i Tidens Smag: en Klassiker ombyttet med et Dagblad! Den kære Sjæl, er mere moderne end vi, naar alt kommer til alt. Selv om Chaucer havde været oversat til vort Sprog, vilde hun næppe have fundet Fornøjelse i Læsningen af ham!

Emilie:
En Avis - og saa nogle Lys.

Axel:
Ja, naturligvis - saa at hun kan nyde Avisen, naar hun vender hjem fra sit Arbejde!

Emilie:
Hør! Er det ikke hende, som kommer opad Trappen?

Axel:
Det er det sikkert!

Mathilde: (fra Trappen)
Kom, og hjælp mig med Kurven, unge Herre! Den er saa tung!

Axel:
Om et Øjeblik! Her er jeg! Ja, hillemænd, den vejcr til!

Mathilde:
Det meste er saamænd kun Vasketøj - ja, det er! Duge og Servietter.

Axel:
Hvad er det skønne Frue? - Besidder vi endnu Duge og Servietter? Hvilken Overflod!

Emilie:
Du maa nok sige: endnu! Jeg har ladet Mathilde vaske dem, for at de kunde være rene, naar de skulde til Pantelaaneren!

Axel:
Fortræffelig Ide! Man har Servietter til at skærme Dugen. Naar man nu pantsætter Dugen, som atter skal skaane, Bordet, fordi man ikke længere er i Stand til at føle nogen Medlidenhed med en saa upoleret Bordplade, hvad Brug faar man saa derefter for Servietter? Logik er dog en trøsterig Disciplin! Desuden, hvor mange Mennesker maa ikke spise ved et uduget Bord, ja, helt uden at have noget Bord - siddende paa en Grøftekant eller ret op og ned paa Arbejdspladsen!

Emilie:
Ja, saadan er han? Mathilde! Kunde nogen ønske sig en bedre og gladere Mand - og saa er han saa smuk med det lystige Smil om Munden.

Mathilde:
Naar du bare er lykkelig, mit Barn! Naa, skal Herren nu pille ved Kurven!

Axel:
Mine Fingre klør, ganske som naar jeg stod foran Legetøjsskabet som Dreng, og Mor, som havde Nøglen, ikke var hjemme...

Mathilde:
Men Avisen, som ligger ovenpaa, maa Herren endelig ikke smide væk!

Axel: (rørt)
Nej, gamle Mutter!

Mathilde:
Den har jeg udtrykkelig faaet til Givendes af Fruen, jeg vaskede hos. Den er kun fjorten Dage gammel, og der er Billeder i - mange Billeder - fra Frankrig og Wien og helt fra Moskovitens Lande...

Axel:
Vi lægger den her i Vindueskarmen, og saa gaar vi paa Opdagelser. Hvad rummer Kurven? - Lad mig nu se? Et Stykke Klipfisk! En saltet Sild, to Lysestumper, en Tut med Kaffe, og en med Te, og fem Pund Kartofler! En Bog Papir og et Sennepsglas. En Pose Æg. Kom skynd dig, kære, lav Kaffen til! Og mens du laver den, kære Emilie, agter jeg at trække mig tilbage herhen til Vinduet sammen med Mathilde for mere privat at afhandle et Par økonomiske Spørgsmaal. Sagen er nemlig den, Mathilde, at, som du nok kan se, mangler vi Brændsel..

Mathilde:
Uha, saa er gode Raad dyre!

Axel:
Det vil jeg ikke just sige... For jeg har allerede fundet dem, og jeg kan ikke nægte, at jeg faar dem temmelig billigt!

Mathilde:
Naa ja, Gudbevares! - Hvad vil Herren da gøre?

Axel:
Oppe i et afskildret Rum paa Loftet ligger der en Økse og en Haandsav. Dem agter jeg at tage.

Mathilde:
Det kan vel nok lade sig gøre... Men Brændet?

Axel:
Det vil jeg bede dig hjælpe mig med! - Se, naar du gaar herop, benytter du dig af en udmærket solid Egetræstrappe med brede, bekvemme Trin og et massivt Gelænder, der er spigret til fire Opstandere..... Skulde du mon ikke kunne færdes paa saa magelig en Trappe uden at støtte dig til Gelænderet?

Mathilde:
Ih, hvor vil Herren hen! Jeg har da aldrig endnu lagt saa meget som Haanden paa det Gelænder.

Axel:
Jeg heller ikke! Men saa er Gelænderet jo faktisk ganske overflødigt. Det kan undværes. Det tilbyder sig ligefrem af sig selv. Se, siger det, her er en Egebjælke, lang, svær og tør, fortræffeligt Brænde, som blot skal flyttes op i din Lejlighed, saves og hugges i Stykker, for at du i mange Dage kan have den dejligste Varme... Nu gaar vi ud og brækker Gelænderet fra!

Mathilde:
Jeg ved inte rigtig, om jeg har Kræfter nok til den Slags....

Axel:
Pyt, jeg gør alt det tunge Arbejde! Kom nu blot!

Mathilde:
Jaja da!
(De gaar ud. Man hører dem rumstere paa Trappegangen og derpaa gentagne Gange Øksehug og Bragen af Træ)

Axel: (nedenfor)
Nu gik det løs her forneden! - Og nu midtpaa! - Til Side, Mathilde, til Side, saa det ikke rammer dig, naar det springer fra!
(Nye Øksehug)
Sesaa, nu har vi det! Pas nu paa Sømmene, naar du løfter Bjælken!

(De kommer slæbende ind med Egeplanken og sænker den forsigtigt ned paa Gulvet under Pusten og Stønnen.)

Emilie:
Men du gode Gud, hvad er det dog I kommer med?

Axel:
Ja, hvad tror du? - Skal vi lade Mathilde gætte? - Hvad mener du det kan være?

Mathilde:
Ih, det er jo det Brænde, Herren har bestilt!

Emilie:
Hvad for Brænde?

Axel:
Egetræ, min Ven - aldeles fortrinligt, baade haardt og varmende.

Emilie: (slaar Hænderne sammen)
Nej, nu har jeg aldrig kendt Mage! Det kan da kun være Gaaet for sig ved Hekseri!

Axel:
Jeg ved ikke. Se engang nærmere paa Bjælken, kære Emilie...

Emilie: (himmelfalden)
Gelænderet! - Men hvor kan du dog saadan forgribe dig paa fremmed Ejendom, Axel?

Axel:
Det er kun et lille Laan, min Ven! Naturligvis vil vi til sin Tid give Værten fuld Erstatning! Foreløbig vil han aldeles ikke savne det, da han jo plejer sin Gigt ved et Kursted, og vi trænger ikke til noget Gelænder at støtte os til, vel, lille Kone?

Emilie:
Jamen, Mathilde da?....

Axel:
Hende har jeg spurgt først, maa du tro!

Mathilde:
Ja, mit Barn, jeg er da Gudskelov saa rask og rørig endnu, at jeg ikke behøver nogen Hjælp for at gaa op ad en Trappe!

Axel:
Der hører du! Nu vil vi straks i Morgen tidlig begynde at save Bjælken itu. Saa faar vi Brændsel - som jeg lovede dig det, hvis du stadig kunde le! Kan du det?

Emilie: (ler af fuld Hals)
Om jeg kan! Dette her er et Eventyr - det er ikke Virkelighed!

Axel:
Det er derimod Kaffen - en sødtduftende Virkelighed! Nu trænger vi ogsaa til den, hvad, Mathilde?

Mathilde:
Ja, den skal rigtigt smage!
(De sætter sig ved Bordet)

Emilie: (standeer med Kanden i Haanden)
Hør - Nu lyder Klokkespillet fra Skt. Antoni!

(Man hører Klokkerne)

Axel:
Saa er det Sengetid for os, der gaar til Ro med Hønsene - som alle fattige og trætte Elskende burde gøre det - for at modtage Drømmenes gyldne Gaver i Fællesskab!

Emilie:
Vor Genbo har ogsaa tændt Lys. Han spiller paa sin Fløjte, som han har for Vane om Aftenen...

Axel:
En poetisk Hilsen, som det vel er værd at skønne paa, saa vidt som Tonerne naar ......

Emilie: (drømmende)
Hvor smukt de blander sig med Klokkernes spinkle Klange!

(Fløjtespil afsvækkes)

Gong.

Andet Optrin

(Sammesteds, tidlig Morgen i Marts Maaned)

Axel: (saver og hugger Brænde)

Emilie:
Kan jeg da slet ikke hjælpe dig, min Ven?

Axel:
Ih, god Morgen, smukke Frue! Saa tidligt oppe! Hvor det Negligé klæder Dem henrivende! Hvor faar Madame syet, om man tør spørge?

Emilie:
Hos en meget dygtig Dame i Gartnerstræde. Hun boer i Nummer 28 paa Kvisten og har efter Sigende kendt bedre Dage. Derfor er hun ogsaa i Besiddelse af en udmærket Smag og kan fremstille de yndigste Ting af det rene Intet..

Axel:
Forbløffende, saa hun ligner Dem selv paa mange Punkter, min Naadige! (De ler begge) Værsgo, der har du en artig Stabel Ved til Dagens Forbrug!

Emilie:
Der er mere end nok! Sæt dig nu, og hvil dig! Og medens jeg faar gjort Ild paa i Ovnen, kan du fortælle mig noget!

Axel:
Fortælle dig noget? Javist! Jeg elsker dig! (kysser hende)

Emilie:
Jeg mente naturligvis noget, jeg ikke paa Forhaand vidste....

Axel:
Allerede saa blaseret? - Naa, hvad skal det da være?

Emilie:
I Dag er det netop en Maaned siden, du solgte din Chaucer.. Du har aldrig fortalt mig noget nærmere om din Ven Andreas.

Axel:
Om Vandelmeer? Han og jeg lærte hinanden at kende allerede paa Skolen. Vi boede sammen og læste sammen. Han var meget mere velhavende end jeg og aldeles uafhængig...

Emilie:
Var hans Forældre døde?

Axel:
Begge to....

Emilie: Stakkels Dreng!

Axel:
Hans Ensomhed bidrog sikkert til, at vort Venskab blev saa inderligt! Men dertil kom, at han var en lidenskabelig Natur, og jeg tør vel næsten sige, at han paatrængte mig sit Venskab. Ofte bebrejdede han mig, at jeg ikke krævede Ofre af ham? ikke gav ham Lejlighed til at vise mig sin Følelses Styrke. Da vi omsider efter Eksamen begge vendte tilbage til Hovedstaden besluttede han sig imidlertid til at rejse ud af Landet. Han vilde til Orienten, til Ostindien. Nu bestræbte han sig af alle Kræfter for at overtale mig til at følge med dertil. I disse fjerne Egne havde han endnu Slægtninge, ved Arv var der tilfaldet ham store Godser paa Java. Han vilde komme til at indtage en høj Position og forsikrede mig, at han ved sin Indflydelse vilde kunne skaffe mig en sikker og højtlønnet Stilling ... Men til Trods for disse glimrende Udsigter maatte jeg sige Nej til hans Forslag...

Emilie:
Gudskelov! Hvis du var rejst, havde vi maaske aldrig truffet hinanden. Maaske var du blevet gift med en rig hollandsk Frøken eller med en javanesisk Fyrstinde...

Axel: (smaaleende)
Ja, hvilke Farer havde ikke truet mig! - Men - som sagt - jeg kunde ikke forlade mine Forældre. Min Mor laa for Døden, min Far var syg. Altsaa maatte han drage afsted alene. Imidlertid var Mor død, og den Formue, jeg arvede efter hende, gjorde det muligt for mig at følge min Lyst og betræde den diplomatiske Løbebane. Ved gode Fortaleres Hjælp lykkedes det mig at avancere nogenlunde hurtigt. Jeg nød en vis Yndest ved Hoffet og gjorde i hvert Fald ikke dem til Skamme, som havde sat deres Lid til min Dygtighed. Saaledes gik det til, at jeg inden længe blev forflyttet til den vigtige Post som Handelsattaché ved Gesandtskabet i den Stad, hvor Skæbnen vilde, at vi to skulde mødes. Og Resten kender du.....

Emilie:
Men din Chaucer?

Axel:
Den fik jeg som en Afskedsgave fra Andreas. Noget af det Sidste, han gjorde, inden vi skiltes, var iøvrigt at overtale mig til at betro ham en Del af min Formue, som han vilde anbringe i lovende Foretagender paa Øerne. Jeg maate antage, at det i Virkeligheden var et Paaskud for at kunne skænke mig en betydelig Pengegave!

Emilie:
Og har du ikke senere hørt fra denne ædle, trofaste Ven?

Axel:
Jeg modtog med et Aars Mellemrum to Breve fra Batavia. Senere har et ubekræftet Rygte villet vide, at Andreas paa en Rejse ind i Landet blev angretet af Kolera og døde, nu snerter det mig dog, at jeg har skilt mig af med hans Gave. Og især, at jeg ikke forinden skar det Blad ud, hvorpaa jeg havde nedskrevet vort Venskabs Historie og fortalt, hvorledes det siden var gaaet mig selv. Endogsaa vort Opholdssted var nævnt. Hvilke Ubehageligheder kan det ikke komme til at volde os, hvis Bogen falder i de urette Hænder.

Emilie:
Ja, tænk, om den kom min Fader for Øje, og han i sin Uforsonlighed lod os eftersøge!

Axel:
Det er gjort og kan ikke forandres! Vi maa haabe det bedste og ikke i alt for høj Grad frygte det værste.

Emilie:
Hvor langt er du naaet i dit Manuskript?

Axel:
Jeg haaber at kunne fuldende det i denne Maaned.

Emilie:
Og saa vil du læse det højt for mig.... Jeg glæder mig, men nu staar min gamle Mathilde op. Hun havde lovet at skaffe mig et Par Æg, som jeg vilde servere til vort Morgenmaaltid... Dem har hun aabenbart glemt....

Axel:
Vist ikke nej! De ligger i Kurven, som staar lige udenfor Døren. Nu skal jeg hente den!

Axel:
Vær saa artig - der er ogsaa andre rare Ting, Brød og en Fjerdingpund Smør...

Emilie:
Og alt det lader du staa ude paa Trappen. Sæt nogen havde taget det!

Axel:
Hvem skulde det være?
(ler)
Her kommer jo aldrig nogen! Vi har ikke set et fremmed Menneske, siden Værten tog Afsked med os!

Emilie:
Nej, det har du Ret i!
(i en undrende Tone)
Jeg har slet ikke tænkt over det!

Axel:
Vi lever her saa helt for os selv og for vor Kærlighed.

Emilie: (i et lykkeligt Udbrud)
Ja, det gør vi!

Axel:
Af levende Væsener ser vi hver Maaned en Skorstensfejerdreng, som sodet og grinende dukker frem af den snævre Pibe, og ellers blot kurrende Duer, kvidrende Spurve og nu og da en Kat, som gaar paa Jagt i Tagrenden. Kan to Elskende mon kræve et mere skjult Sted for deres hemmelige Lykke?

Emilie:
Og nu har vores Hvedebrødsdage varet et helt Aar, der har været som én uafbrudt Drøm!

Axel:
Kom, lad os se, om Vintergækkerne allerede blomstrer i Timelærerens Vindueskasser!

Emilie:
De stod i Knop i Gaar....

Axel:
Men hvad er dog det? Ruderne er tilfrosne!

Emilie:
Nej, hvor det ser prægtigt ud! Og nu antager de et svagt Farveskær i Lyset udefra...

Axel:
Det er Morgenrøden, der stiger op over Slotshøjen ved Floden!

Emilie:
Nu løber allerede de første Draaber ned ad Ruden. Inden længe vil al den Herlighed være forsvunden.

Axel:
Men til Gengæld vil Dagen og Solen skinne ind til os! Det kan vist undertiden være godt at stille Virkeligheden op som Modsætning til Drømmen.

Emilie:
Tænker du paa noget bestemt?

Axel:
Aah ja - jeg havde just i Nat en ejendommelig og ikke synderligt opbyggelig Drøm, som jeg gerne vilde glemme, hvis det ikke netop var, fordi du selv optraadte i den som frelsende Engel.

Emilie:
Fortæl mig den. Naar man har lettet sit Hjerte, glemmer man hurtigere et saadant ubehageligt Indtryk.

Axel:
Nu ja - jeg drømte altsaa, at jeg sammen med en hel Del andre Mennesker ad en Bagdør blev ført ind i et stort Auktionslokale. Vi fik Besked om at tage Opstilling langs med Væggen og havde der foran os Auktionsholderen og hans Hjælpere samt hele det tilstedeværende Publikum. Jeg stod og betragtede dette, som mest bestod af gamle forhærdede Opkøbere, Antikvitetshandlere og Kludekræmmere, foruden nogle tarveligt klædte Borgerfolk, Mænd og Kvinder i smaa Kaar, da jeg med ét ved at se de lidet smigrende Blikke, hvormed man tog os i Øjesyn nede fra Salen, fik en kvælende Fornemmelse af, at der var noget i hele Situationen, som var helt galt. Denne Følelse steg næsten til Rædsel, da Auktionarius nu sagde: "Saa kan vi vist godt begynde".

Emilie:
Hvad skete der da, som var saa forfærdeligt?

Axel:
Det gik op for mig, at det var mig selv, der skulde bortauktioneres. En af Hjælperne greb mig i Kraven og stillede mig frem til Eftersyn. "Her, mine Damer og Herrer", sagde Auktionarius, "har vi nu til en Begyndelse en lidt slidt og mølædt Diplomat, men dog endnu ret anvendelig. Han kunde maaske benyttes som Dørvogter i et Gesandtskab eller ophænges som Lysekrone i Entreen i Hænderne og paa Fødderne; eller han kunde bruges som Karyatide og bære et Ur paa Hovedet. Hvor meget byder De, Saa?" Der raadede fuldstændig Tavshed; man kunde høre Fluerne summe.

Emilie:
Var der ingen, der vilde byde paa dig? Oh, du stakkels, stakkels kære Ven!

Axel:
Nu opdagede jeg blandt Publikum ogsaa min Gesandt og en Række fornemme Herrer, der lorgnetterede mig med haanlige Smil om Munden og hviskede ivrigt til hverandre. "Naa", sagde Auktionarius ærgerlig, "Naar ingen vil byde paa Diplomaten alene, maa vi slaa ham sammen med de tre næste Nummere i Kataloget. Hent dem frem!" Det var en straffet Sagfører, en flere Gange falleret Forlægger, som var indfanget i en af den gamle Bys mørke Vinstuer, og en afdanket Kritiker, der havde levet som Formidler af Smaanyt og løse Rygter. "Hvad byder man da paa disse fire under ét?" "Halvtreds Øre", sagde en Aagerkarl nede ved Døren, "det kan altid være nyttigt at købe sig en Jurist, selvom han er straffet!"

Emilie: (heftigt)
Men dog!

Axel:
Jeg var ikke videre stolt til Mode, kan du tro! - Men nu kom du ind, ledsaget af en Skare smukke og elegante Damer. Hvor det pludselig lyste op i den støvede Sal! "Er det muligt", udbrød du. "Vil ingen byde mere end halvtreds Øre? Jeg byder paa min Mand alene, uden de andre, og jeg begynder med tusind Kroner!" Auktionarius krummede og vred sig af servil Høflighed. Der udspandt sig en Væddekamp mellem Damerne. Budene faldt i rasende Hast, snart var jeg budt op til 200.000 Kroner. En lille halvgammel Dame gik af med Sejren. Mærkeligt nok fik jeg selv Summen udbetalt! "Oh", raabte du med Taarer, "kan jeg ikke faa min Mand tilbage, saa vil vi se, om ikke han vil byde paa mig! Jeg stiller mig selv til Auktion". Nu var det de fornemme Herrer, som bød om Kap. Jeg bød dem over hver Gang, helt op til de 200.000 Kroner, jeg lige havde faaet, ja, langt over dette Beløb... men da jeg havde sejret, viste det sig, at jeg ikke kunde betale. Og vi blev begge slæbt i Fængsel. Vi skulde anklages for Bedrageri, for en fordægtig Manøvre mod Statsfinanserne, for - ja, hvad ved jeg... Slutteren meddelte os, at vi skulde henrettes offentlig uden for Auktionslokalet. Netop som vi skulde føres ud under Bevogtning for at lide Døden samnen, vaagnede jeg - i dine Arme.

Emilie:
Det er en meget betænkelig Drøm, det lader sig ikke nægte... Ak, dens Indhold er kun alt for sandt... Hvor mange stiller sig ikke saaledes til Auktion!

Axel:
Et sørgeligt socialt Fænomen.. Men et, som vi i vor Situation heldigvis har paa Afstand...
(lytter)
Hør, sig mig - har du ikke lagt Mærke til en besynderlig Støj nedenunder? Ligesom en ophidset Mumlen, der undertiden stiger til ophidset Raaben? Hvad tror du det kan være? Hvis jeg ikke vidste bedre, vilde jeg tro...

Emilie: (lytter)
Ja.... det er - det er Mathildes Stemme - og en andens ..

Axel:
En Mandsrøst - de skændes...

Emilie:
Men du gode Gud, hvad kan der dog være sket? Er hun blevet overfaldet?

Axel:
Under et Overfald skændes man ikke, kære Barn.. Og de to bliver ved med at mundhugges.

Emilie:
Jeg maa derned og se, hvad det er.

Axel:
Nej, bliv nu her! Mathilde kan da mintro klare sig selv! Hun er ikke af de forknytte!

Emilie:
Men hun er gammel - der kan hænde hende noget, hvis hun kommer i Affekt.

Axel:
Jeg skal gerne tage Affære, hvis du virkelig mener, det er nødvendigt! Jeg kan raabe ned til hende fra Afsatsen og spørge, hvem hun trættes med saa tidligt paa Dagen.

Emilie:
Hør, nu raaber de op, begge to! - Nej! jeg vil derned!

Axel:
Men det kan du ikke!

Emilie:
Jo, jeg kan! Slip mig! Jeg vil ned til hende!

Emilie: (raaber)
Mathilde! - Mathilde!

Mathilde: (nedenfor)
Ja, Frue, ja! Nu kommer vi, nu kommer vi..

Axel og Emilie: (ind igen)
Trappen!!
(De ser paa hinanden)

Axel: (med en vis Ruelse)
Ja, nu er der kun tre Trin og de to Sidestykker tilbage!

Emilie:
Men hvor - hvor er da hele Resten?

Axel:
Den er brændt i Ovnen - savet, hugget og udpindet af mig - og brændt af dig.

Emilie:
Nu maa jeg sætte mig!
(gør det)
Jeg er overvældet!
(pludselig ler hun)
Saa var det derfor, du nok turde lade Kurven staa udenfor! Det var derfor, du var saa sikker paa, at der ingen vilde komme!

Axel:
Ja, det lader sig ikke benægte.

Emilie:
Men hvordan har du da egentlig baaret dig ad med at faa Fødevarerne herop?

Axel:
Det krævede ikke megen Opfindsomhed! Jeg havde et Reb hængende ud over Kanten af Gulvet. Det naaede ned i Forstuen, og hver Morgen bandt Mathilde Kurven fast deri, hvorpaa jeg hejsede den op. Altsammen.

Emilie:
Kom, og faa et Kys! Hun og du er begge lige søde - I to Forbrydere! Men....

Axel:
Javist - men lad os gemme det "men" - det skal desværre nok melde sig selv senere..... Foreløbig maa vi se at leve; naar Tiden kommer, naa vi tage Følgerne!

Emilie:
Jeg kan nu ikke slippe Haabet om, at alt vil ende godt!

Axel:
Saa, nu kommer de...

Emilie:
De kan da ikke flyve herop!

Axel: (leende)
Nej, men de kan gaa op ad en Stige, og saadan en staar der netop nede i Forstuen!
(Man hører Peter og Mathilde komme op ad Stigen under bestandigt Kævleri)

Mathilde:
Det vidste jeg vel nok!

Peter:
Nej, du gjorde ikke! - Og hvorfor hedder det saa Direktorietiden?
(begge ind)

Mathilde:
Hvorfor det hedder Direktorietiden? Sikken et Spørgsmaal! Det gør det selvfølgelig, fordi alle Damerne gik med Direktoirekjoler og alle deres Mænd var Direktører.

Peter: (kvækker)
Naa, gør det det? Gør det det? Nej, nu ska' jeg fortælle dig hvorfor...

Axel:
God Dag, Mathilde! Du er nok ordentlig kommet i Forhør!

Mathilde:
Ja, det er Peter.. Hils da paa Herskabet, Peter!

Peter:
Javel, javel... hvordan behager den naadige Frue at befinde sig... og Herren?

Emilie:
Begge sunde og friske, Peter.....

Peter:
Glæder mig meget!

Axel:
Og din Herre, Peter? Hvordan har hans Gigt det?

Peter:
Tak, som spørger! Jo, den er i god Bedring.... Men nu faar han jo nok et Tilbagefald, naar han kommer hjem.....

Mathilde:
Han mener paa Grund af Trappen!

Peter:
Ja, mig kan det jo saadan set være ligefedt! Men han sprækker bestemt af Arrigskab.

Mathilde:
Men kunde du da ikke forberede ham en Smule, Peter?

Peter:
Mig? Og forberede? Hm! - Nej, saa smider han mig bare ud! Og det kunde jo ogsaa være meget godt, men det passer mig bare ikke endnu... Skal jeg afskediges, saa skal det være, naar jeg har Lyst.... og desuden - naar han først har forstaaet, hvad det drejer sig om, saa tager han min Sandten Ekstrapost bare for at kunne pudse Politiet paa Herskabet her de ti Timer tidligere. Nej, saa er det langt bedre, at jeg tier rent stille. Jeg behøver jo ikke at vide noget, vel? Og den Tid, som er gaaet vel, kommer ikke ond tilbage!

Mathilde:
Det sagde min Mor ogsaa altid!

Peter: (ironisk)
Ja, det var en fornuftig Kone!

Axel:
Men hvad er det, I gaar og skændes om!

Peter:
Vi kævles om alt, hvad vi ka' komme i Tanker om! Og jeg har da savnet det noget saa gyseligt derude paa Landet, nu da jeg først havde vænnet mig til det. Det var ligesom man slet ingen Selskab havde mere! Saa da der bød sig en Anledning til at tage til Byen for at købe Herren noget Medicin, rejste jeg straks herind for at se til Mathilde. Jeg kom med Postvognen Kl. 4.

Axel: (ler)
Nu til Morgen?

Mathilde:
Ja - og vil Herren tro, han lukkede sig lige ind og havde nær kyst Livet af mig ved den Støj, han gjorde..

Axel:
Hvorefter I straks tog fat paa at indhente det forsømte?

Peter:
Ih ja - det var, som vi aldrig havde været fra hinanden.... Ikke, Mathilde?

Mathilde:
Ja, Peter og jeg er jo egentlig gamle Bekendte. Vi har tjent sammen, da vi var unge...

Axel:
Og da skændtes I maaske om noget andet?

Peter:
Hjah - men det andet, det er vi da nogenlunde enige om nu.

Mathilde: (strengt)
Peter!

Peter:
Aah hvad.... Man kan da lige saa gerne sige det, som det er... Mathilde og jeg havde, sandt at sige, tænkt os....

Mathilde: (hastigt)
Men ikke nu!

Peter:
Nej, det jager ikke... Bevares! - Ikke saa længe Herskabet maaske trænger til Mathilde.

Mathilde:
Fruen skal ikke høre paa hans Snak!

Emilie:
Ih, hvorfor ikke det, Mathilde? Kærlighedshistorier er da netop noget for unge Fruer, ikke sandt?

Axel:
Lad os nu høre, Peter!

Peter:
Ja, kort og godt, naar jeg har tjent Aaret ud, saa vil jeg lade Hr. Grippenow, min Herre, sejle sin egen Sø. Saa har jeg sparet tilstrækkeligt sammen til, at jeg kunde leje en lille Kælderbutik...

Axel:
... og skændes med Mathilde, mens I solgte Smør og Grøntsager.

Peter: (begejstret)
Ja, lige akkurat, lige akkurat! Det var, hvad jeg havde tænkt mig....

Emilie:
Og du, Mathilde? Havde du ogsaa tænkt det?

Mathilde:
Herregud, naar han nu vil...
(snøfter)

Axel: (højtideligt)
I har vor Velsignelse! Gid jeres Smør aldrig maa blive harskt paa Grund af jeres Kævlerier og jeres Radiser aldrig visne, medens I diskuterer! Hvis vi to nogensinde skulde blive udfriet af dette Kærlighedstempel, saa vil vi handle hos jer til vort salige Endeligt! I skal se, alting vil faa en forønsket Udgang for os fire Forelskede!

Gong.

Tredie Optrin

(En Formiddag sent i April)

Axel:
Mine Tanker kredser og kredser - men jeg famler i Mørke! Mathilde er forsvundet! Det er mig aldeles ubegribeligt, hvad der kan være hændet det ejegode, gamle Menneske! Hvis hun var forulykket, vilde man dog have sendt Bud. Peter kan da ikke have bortført hende? Hun vilde aldrig have forladt Byen uden først at give os Underretning derom og sørge for vore Fornødenheder... Og nu har vi ikke faaet Mad i to Dage....

Emilie: (kalder)
Axel! - Staar du hor ved Døren? - Hvad lytter du efter?

Axel:
Efter Skæbnens tunge Trin!

Emilie:
Hvad mener du?

Axel:
Aah - blandt andet er det ogsaa faldet mig ind, at Mathilde maaske er flygtet, fordi Peter har ladet hende vide, at Værten vil komme hjem en af Dagene. Saa har hun ikke turdet blive her, nu da hun ikke kan søge sin Tilflugt oppe hos os...

Emilie:
Du gør hende sikkert Uret! Saadan vilde hun aldrig bære sig ad!

Axel:
Nej, nej, meget muligt.... det er ogsaa kun en Hypothese mellem saa mange andre. Jorden kan da ikke have aabnet sig og opslugt hende!

Emilie:
Hun kan maaske selv være kommet i Nød og have maattet søge Arbejde andetsteds.

Axel:
Det er naturligvis en Mulighed. Men det forhindrer ikke, at jeg har en bestemt Forudfølelse af, at der snart - kan hænde allerede i Dag - vil ske noget afgørende.

Emilie:
Bliv nu blot endelig ikke tungsindig, min Ven. Sker der noget, vil det blive noget glædeligt!

Axel:
Det siger du saa bestemt?

Emilie:
Ja, for har du Anelser, saa tager jeg til Gengæld Varsler! - Kom, skal du se!

Axel:
Nej, hvad er dog det? Blomster i Vindueskarmen!

Emilie: (henrykt)
Ja, er de ikke smukke? De har været min lille Hemmelighed! Det er de Hyacinthløg fra i Fjor, som Mathilde gav mig, men som vi allerede havde opgivet. Saa spirede de alligevel. Jeg har haft dem staaende inde paa Loftet, lige hvor Solen faldt igennem Loftsvinduerne, og har flyttet dem hver Middag og hver Aften. Og se, nu er de sprunget ud! To blaa Hyacinther!

Axel:
Blaa som selve Foraarshimlen!

Emilie:
Ja, netop! - Og de bebuder Sommer og Lykke! De har samlet al min Længsel efter Varme og Solskin i deres blaa Blomsterflammer.

Aksel:
Og Sol skal du faa, dit Solskinsbarn!

Emilie:
Det tror du altsaa ogsaa, Axel? Sig, at du tror det!

Axel:
Snart tror jeg, og snart tvivler jeg!

Emilie:
Du har en daarlig Samvittighed! Og det ikke helt med Urette.

Axel:
Ak, Gud ja! - Men hellere leve med en daarlig Samvittighed end ligge død af Kulde med en god! Naa, én Trøst har vi da: Ulykken kan ikke være paa Trapperne - den maa smukt blive nedenfor...

En Stemme: (raaber nedenfra)
Hallo, Hr. Brandt!

Axel:
Og der har vi den sandsynligvis - nedenfor!

Stemmen:
Hov, hører Herren ikke! Kom ud!

Axel:
Ja, nu kommer jeg!
(gaar henimod Døren)
Hvad er der, min Ven?

Stemmen:
Hvad der er? - En Kurv er der! En Kurv med en Hilsen fra Mathilde! Jeg har bundet Rebet om Hanken, Herren behøver blot at hale den op! - Farvel!

Axel:
Men saa bliv dog et Øjeblik! Hør engang... Hvem har sendt dig? Hvor tjener du? Og hvor er Mathilde?
(lytter)
Ingen Svar! Han er gaaet!
(gaar ud og kommer igen med Kurven)
Der er Top paa! Og her er en Billet.

Emilie: (ivrigt)
Lad mig se! Det er ikke Mathildes Skrift!

Axel:
Kan hun i det hele taget skrive?

Emilie:
Det er ikke stort bevendt -- Aah, her staar kun et Par Linier: "Vær ved godt Mod! Jeg kommer i Dag! Dette sender ikke jeg, men den, hos hvem jeg opholder mig... Mathilde" Det er alt!

Axel:
Ja, det er, som jeg siger, der forestaar Forandringer!

Emilie: (pakker ud)
I hvert Fald i Kosten! Se, to Flasker Vin, en hel Steg, Brød, Smør, Grøntsager, et Pund Kaffe... Axel, hun er en Fe-Gudmoder, min kære gamle Amme!

Axel:
Det lader næsten til det! Og hvor bliver jeg sulten ved at se paa de Herligheder! Blot vi nu faar Ro til at nyde dem!

Emilie:
Maaske bliver det vort sidste Maaltid her!

Axel:
Som i en belejret Fæstning, der er paa Nippet til at overgive sig, mener du! Ja? Forsvarsforanstaltningerne er allerede trufne. Se, hvad der er samlet i Krogen bag Døren!

Emilie:
Bag Døren? Der staar jo kun to Kosteskafter og en gammel Støvle med gult Skaft!

Axel:
To Bøsser, om jeg maa bede, og en Messingkanon, alle ladte... Hvem tror du kan se Forskel ude i Halvmørket paa Afsatsen?

Emilie:
Du tossede, lystige, dejlige Mand!

Axel:
Saa, saa, - ingen Overfald paa Kommandanten!

Emilie:
Saa du vil forsvare Fæstningen?

Axel:
Til sidste Vindraabe! - Skaal!

Emilie:
Skaal, min Elskede! -
(lytter)
Der har vi Fjenden, er jeg bange for!

Axel: (lytter ogsaa)
Mine Anelser slaar til! - En Vogn! Den standser her!

Værtens Stemme: (paa Gaden)
Spring ned, Peter, og hjælp mig ud! Sørg for, at Tingene bliver læsset af og baaret forsigtigt ind!

Axel:
Det er den store Hævner! - Grippenow rykker ind!

Værten: (i Forstuen nedenfor)
Hej, Peter! Kom dog her, og hjælp mig til Rette! Jeg vil gaa udenom Trappen for at komme til Stuedøren - og der er ingen Trappe.

Peter: (sammesteds)
Hvad for en Trappe?

Axel: (dæmpet)
Emilie, hæng noget for Vinduet, saa her bliver mørkt!

Emilie:
Hvad skal jeg tage?

Axel:
Et Lagen! Skynd dig!

Emilie:
Ja, ja... Nu skal det blive gijort!

Axel:
Min Post er her ved Døren... Hvis de kommer herop, saa luk den i Laas bag ved mig!

Værten:
Hvad er det, Peter? Kommer du med en tændt Lygte?

Peter:
Ja, naar Herren ikke kan se nogen Trappe ved højlys Dag, saa mente jeg....

Værten:
Kan du da se den?

Peter:
Næh - men det er ikke saa sært, for der ingen!

Værten:
Er der ingen? - Min gode nye Trappe af svært Egetræ, med et solidt Gelænder og uopslidelige, brede magelige Trin! Min Egetræstrappe, siger jeg! Hvor er den?

Peter:
Det ved jeg ikke, Herre... Jeg har ikke taget den. Men sidst jeg var herinde, saa jeg heller ingen Trappe - Maaske er det bare noget, Hr. Grippenow har drømt....

Værten:
Det er snarere nu, jeg drømmer....

Peter:
Det kan ogsaa være! Jeg tror aldrig der har staaet nogen Trappe. Ellers vilde jeg være faldet over den mange Gange her i Forstuen......

Værten:
Du gør mig tosset med din Snak, Peter - spilravendetosset!
(raaber)
Hr. Brandt! Hr. Brandt!

Emilie:
Se saa, Axel!

Axel:
Se saa, ja! - Saa gør vi et Udfald... Hold dig parat paa Volden!
(Ud paa Afsatsen)
Ja - hvem er det, som kalder paa mig?

Værten:
Det er Værten!

Axel:
Nej, er det Dem, Hr. Grippenow? - Velkommen hjem! - Og hvorledes befinder De Dem, højstærede?

Værten:
Her er Tale om noget helt andet end mit Befindende!

Axel: (høfligt)
Om hvad da, Hr. Grippenow?

Værten:
Om Tyveri - om Røveri - om Nedbrydning af nagelfaste Genstande og Bortfjernelse af samme - altsammen forbudt i Loven.

Axel:
Oh, fy da! Det lyder grimt...

Peter:
Ja, det er det, jeg siger! Det lyder fuldkomment urimeligt!

Værten:
Hold Mund, Peter! - Hr. Brandt! Er De der stadig?

Axel:
Ja, jeg er der stadig - og er stadig til Deres Tjeneste, hvis...

Værten:
For Guds Skyld - sig mig, hvordan plejer De at komme ned, naar De skal i Byen?

Axel:
Jeg kommer overhovedet ikke ned - jeg har ikke været uden for Huset i flere Maaneder!

Værten:
Men svar mig - hvordan er De da kommet derop, De og Deres Frue?

Axel:
Ad Trappen, naturligvis! - Troede De, at vi var fløjet herop som et Par Svaler, fordi vi bor under Taget?

Værten: (med et dybt Lettelsens Suk)
Ad Trappen, ja.... Endelig et fornuftigt Ord! - Ad Trappen! Men hvor er Trappen da nu?

Axel:
Er den der ikke? - Nej, min Sandten! - Men saa maa De vel selv have ladet den fjerne...

Værten:
Nej, jeg har ikke! - Fjerne - aldrig! Min Egetræstrappe!

Axel:
Er De saa sikker paa, det? - De er jo allerede - undskyld, at jeg nævner det - en noget ældre Mand... Er det ikke muligt, at De - at De - saadan i Distraktion, - kunde have glemt det?

Værten:
Nu bliver De uforskammet, Hr. Brandt! - Og ved De, hvad jeg tror - jeg tror, det er Dem, der har fjernet den!

Axel:
En meget besynderlig Antagelse... Men det er jo altid en Teori, som vi kan drøfte...

Værten:
Jeg vil ikke drøfte noget som helst! - Hele Sagen maa i en ganske anden Gænge.... Dette her holder jeg ikke ud...
(raaber)
Peter!
(halvt grædefærdig)
Peter, hent Politiet!

Axel:
Holdt, Peter! Under disse Omstændigheder, Hr. Grippenow.....

Værten: (med fornyet Styrke)
Hent Politiet, Peter!

Axel:
Holdt, Peter!

Peter:
Nej, Hr. Brandt, det gør mig ondt for Deres unge Frue, og for Dem selv med, - men hvad min Herre befaler mig, det gør jeg, saa længe jeg er i hans Tjeneste....
(gaar)

Axel:
Under disse Omstændigheder, Hr. Grippenow, maa jeg appellere til den Menneskekærlighed og Forstaaelse, som jeg ved rummes i Deres gode Hjerte.... Ja, det er mig, der har fjernet Trappen!

Værten:
Jeg vidste det, jeg vidste det! - Det er dog uhørt! - Men De skal komme til at bøde dyrt for den Skarnsstreg!

Axel:
Jeg kan slet ikke tiltro Dem saadan en Hævnlyst! Fatter De da ikke, hvor højst generende den Trappe maatte være for mig? - Jeg selv benyttede den jo, som De hørte, aldrig - men andre saa meget des mere! Der var et bestandigt Rend af ubelejlige og forstyrrende Fremmede: grovmundede Kreditorer, Pantelaanere, som ønskede at berøve mig mine sidste Værdigenstande, en Antikvar og endelig en Forlægger, som bortførte mit Romanmanuskript, blot for umiddelbart derefter at gaa fallit, saa det aldrig blev trykt... Ak, det var kun sjældent, jeg fik en Times Ro til Eftertanke og Beskuelighed...

Værten:
Og saa forgreb De Dem paa fremmed Ejendom? De maa jo være komplet gal! Men hvor har De da gjort af alle Trappens Dele? Er de blevet stillet paa Loftet?

Axel:
Ak nej, Hr. Grippenow, de er brændt!

Værten: (skriger)
Brændt! - Brændt! Trappen er brændt! Var det maaske Deres Agt ogsaa at brænde Resten af Huset, fordi det generede Dem?

Axel:
Ikke hele Resten, naturligvis - men maaske lidt mere af Træværket, hvis Kuldeperioden havde varet ved..

Værten:
Kulden? Har De fyret i Ovnen med Egetræ? De maa lægges i Spændetrøje, De maa have kolde Styrtebade - De maa ..

Axel:
Nu bør De ikke forivre Dem, Hr. Grippenow! De kan ikke taale det! - Hør roligt paa, hvad jeg har at sige. Jeg tror bestemt, at De vil lade Dem blidgøre, naar De kommer til Forstaaelse af, hvilken væsentlig Tjeneste jeg har ydet Dem...

Værten: (med Besvær)
Ja - ja - jeg skal - jeg skal være rolig - det skal jeg nok!

Axel:
Det var Ret, Hr. Husejer! Altsaa, medens De var fraværende, havde vi adskillige Ildebrande her i Nabolaget. De kom nærmere og nærmere... Det var virkelig, som om de indkredsede Huset her. Jeg maatte befrygte, at ogsaa det inden længe vilde blive Flammernes Bytte... Men nu er det jo almindelig bekendt, at intet er saa farligt, saa ledende for Ilden, som netop en stor Trætrappe. Den gaar der altid straks Ild i, og langs den søger Flammerne op til de øvrige Stokværk. Trapperummet yder den fornødne Træk - alt blusser op i Løbet af et Øjeblik! Hvad gjorde saa jeg? Det eneste fornuftige! Jeg sørgede for, at Trappen kom bort! At jeg, der havde faaet denne reddende Idé, selv brugte Træet, er jo faktisk kun en Biting.

Værten:
De er den fødte Forbryder! Fordærvet i Deres Sjæls Inderste.

Axel:
De har altsaa dog hørt paa mig! Virkelig tilfredsstillende..

Peter: (kommer ledsaget af en Flok Politibetjente, ført af en Inspektør)
Nu er Politiet her, Hr. Grippenow!

(Man hører straks Folk samles paa Gaden udenfor, Støj, Trampen og Raab).

Inspektøren: (ind med et Par Mand)
Hvad er her paa Færde?

Værten:
Aa, en forfærdelig Redelighed, Hr. Inspektør! - Vil De ikke blot allerførst lade den Mand deroppe arrestere! Jeg tør ikke have ham her i Huset! Han er et samfundsskadeligt Individ med haarrejsende Planer om at nedrive og ødelægge alle de Huse, hvor han kommer til at bo.

Inspektøren:
Hm, naa... Han er vel ikke værre end mangen en, som vi før har kunnet hamle op med... For øvrigt ser han jo ganske fredelig ud - han staar jo og ler.

Inspektøren:
Hej, De deroppe -
(til Værten)
Hvad hedder han?

Værten:
Brandt!

Inspektøren:
Kom saa ned, Hr. Brandt! - De er arresteret!

Axel:
Jeg overgiver mig ikke frivilligt i Øvrighedens Hænder! Vil den have mig, maa den hente mig! Men jeg advarer Dem.

Inspektøren:
Ingen Snak! Saa maa vi sætte en Stige til! Er her ikke en Stige?

Værten: (tjenstivrig)
Jovist. Den staar der i Krogen... Hent Stigen, Peter!

Inspektøren: (med tjenstlig Overlegenhed)
Tak - hvis De vilde overlade Sagen ganske til mig.. Jansen hent Stigen!

En Betjent: (slaar Hælene sammen)
Javel!

Axel:
Ganske bortset fra, at jeg naturligvis med Lethed kan vælte stigen og saaledes brække Halsen paa enhver, der forsøger at komme opad den, vil jeg gøre Dem opmærksom paa, at jeg har Midler til mit Forsvar! Se, her lægger jeg to Geværer -
(dæmpet)
Kosteskafterne, Emilie, hurtigt! - og her staar yderligere en Messingkanon - Støvlen, Støvlen, Emilie! De kan selv bedømme, hvilken Virkning saadanne Vaaben maa have! Og nu kan De jo prøve at løbe Storm paa os, mine Herrer!

Mængden: (raaber)
Hurra! Brandt længe leve!! Han er sgu ikke forknyt!

Inspektøren: (brøler)
Stille!
(der bliver ikke Spor af stille)
Hm - hm - Melder nogen sig frivilligt til Stormen? - Naa? Ikke? Nej, det er ogsaa en risikabel Sag!... Jamen, saa tror jeg ikke vi kan gribe til noget andet end Forsøg paa at udsulte Fyren.

Axel: (med et Glas Vin i Haanden)
Deres Skaal, mine Herrer! Ah, en herlig Vin, saa fyldig, ah!... Vi har Forsyninger heroppe for tre Maaneder: Kød, Vin og Kaffe, Brød og Smør... De vil faa en lang Vagt dernede, hvis den skal vare, lige til vi begynder at mangle Fødevarer! Hahaha!

Inspektøren:
Det var dog, rentud sagt, Pokker til Karl! - Vi maa tilkalde Militær!

Værten: (ængstelig)
Soldater? - Men vil de da ikke ødelægge Huset?

Inspektøren:
Det er langtfra usandsynligt! Men derpaa ligger ingen Vægt! Hovedsagen er jo dog...

Axel:
Det kalder jeg en glimrende Idé! Tak, Hr. Inspektør! Naar Huset bliver ødelagt, er Trappen virkelig helt overflødig... Det vil De ikke nægte, Hr. Grippenow, vel? Lad os endelig faa Militæret kaldt til!

Værten:
Du forbarmende Gud! Skal jeg da bringes til Tiggerstaven? Mit Hus! Mit Hus!

Axel:
De skal blot bringes til Overbevisning om, at ogsaa fast Ejendom kan høre til Livets Overflod!

Værten:
Nej, nej, nej! Ingen Soldater! Ingen Soldater...

Stemmer: (ude paa Gaden)
Nu kommer Kongen! Kongens Vogn! Plads! Plads! - Det er ikke Kongen! - Saa er det en af Ministrene! Se bare hans Ordener! Og Lakajerne og Kusken! - Uh, det maa være en meget fornem Herre!

(Man hører Hestenes Stampen og Prusten og Mængdens Hilsener)

Andreas: (Stemme udenfor)
Hvad skal dette Opløb betyde? - Og bor her ikke en Hr. Brandt?

Mange Stemmer:
Jo, Deres Excellence! - Brandt? Jo, det er rigtigt!

Andreas:
Kom her hen til Vognen, Inspektør, og afgiv Rapport.......

(Et stort Stemmebrus)

Axel: (er gaaet ind i Værelset)
Giv mig nu et Kys til Farvel, Emilie! Nu vil jeg ikke længer kunne undgaa min Straf..

Emilie: (ængstelig)
Jamen, jeg forstaar ikke - - - -

Axel:
Der er ved et Tilfælde kommet en eller anden højtstaaende Embedsmand til Stede, og man har tilkaldt Militær... Om et Øjeblik vil det hele være forbi... Jeg maa følge med, for ved mit Udsagn i Retten muligvis at spare dig for alt for store Ydmygelser! Vær tapper, min lille Elskede! Om Gud vil, mødes vi sikkert igen!

(Udenfor er der blevet stille. Man hører Andreas Vandelmeer kalde)

Andreas:
Hr. Brandt! Hr. Brandt! Tillader De, at jeg kommer op til Dem?

Axel: (ud paa Afsatsen, ophidset)
Jeg har jo sagt, at jeg ikke vil taale nogen fremmed heroppe!

Andreas:
Heller ikke, naar han bringer Dem Deres Chaucer tilbage, Caxton Udgaven?

Axel: (først forbavset, saa henrykt)
Er det Andreas? Andreas Vandelmeer?

Andreas: (kommer op ad Stigen)
Ja, det er Andreas! Ham selv....

Axel: (omfavner ham)
Min kære, længe savnede Ven!
(til Emilie)
Nu tror jeg virkelig, vor Befrier er kommet! - Andreas, det er min Hustru!

Andreas:
Du er en Mand med en udsøgt Smag, min kære Axel, det har jeg altid vidst! - Men hvad er det dog, man maa høre om jer to. Bortførelse, hemmeligt Giftermaal, total Forsvinden, en angrende Fader, som forgæves lader Landet gennemsøge paa Kryds og tværs, romantisk Fattigdom, en trofast Amme - aah, det er jo som i en Novelle af Ludwig Tieck.

Emilie:
Hvad er det dog, De siger om min Fader, kære Hr. Vandelmeer? Har De set ham eller talt med ham?

Andreas:
Ligesom han intet har vidst om Dem, naadige Frue, har De altsaa intet vidst om ham! Naa, det er maaske i Betragtning af den absolutte Isolation? hvori De har levet, ikke saa mærkeligt! - Deres Fader er her i Byen, han er allerede for et halvt Aar siden blevet forflyttet hertil. Jog kommer lige fra ham. Han fortalte mig om sin gorg, om alle sine Bestræbelser for at komme i Forbindelse med Dem... Men jeg, som kendte Deres Opholdssted, røbede intet derom.. En overflødig Forsigtighed, skulde det vise sig. Her udenfor mødte jeg nemlig den gamle Mathilde, Deres Amme, naadige Frue, og hun havde i to Dage opholdt sig i Deres Faders, Gesandtens Palæ. Hans Kammertjener havde faaet Øje paa hende paa Gaden og havde overtalt hende til at følge med ham hjem, formodentlig ved at skildre Deres Hr. Faders nedtrykte Sindstilstand...

Emilie:
Men jeg har slet intet hørt fra Fader, ikke modtaget noget Tegn paa, at han har tilgivet mig.

Axel: (spøgende)
Med mindre denne Kurv skulde kunne udtydes saaledes.

Andreas:
Mathilde vil sikkert bringe Dem Bud fra ham. Nok er det, at han venter Dem med aabne Arme. Kun bør De spare ham det første Skridt, ikke sandt?

Emilie:
Det gør jeg gerne, hjertens gerne...

Axel:
Inderlig Tak, min Ven! Det er en Løsning, en fortræffelig Løsning! Nu kan jeg rolig overgive mig i Politiets Hænder.

Andreas: (kommer til at le, men tysser saa paa sig selv og Vennen)
Hysch! Hysch! - Stille! Hører du noget?

(Et Øjebliks Stilhed)

Axel: (forbavset)
Nej, jeg hører - ikke noget.... ikke det mindste! Hvorfor hører jeg ikke noget? Hvor er de henne allesammen? Hvad er der sket?

Andreas:
Jeg forklarede Politiet, hvem du var, og at Sagen naturligvis vilde blive ordnet i Mindelighed. Rigelige Drikkepenge gjorde Resten... Værten gaar dernede og gnider sig i Hænderne ved Tanken paa en ny, endnu mere solid Trappe og alle mulige Reparationer gratis...

Axel:
Og Militæret?

Andreas:
Kom lige tidsnok til at komme forsent. Jeg overlod det til Inspektøren at ordne sig med Sergenten...

Axel:
Gud, Gud - det er næsten formeget paa en Gang! Men sig mig dog - hvorledes er det gaaet til, at du har genfundet min Chaucer?

Andreas:
Ved et af disse Hverdagsmirakler... Paa Hjemrejsen gik jeg i Land i London, hvor jeg skulde ordne nogle Pengeaffærer. Da jeg kendte din Passion for gamle Bøger, begav jeg mig efter Lunch hen til min Antikvar for hos ham at købe en Gave til dig. I Vinduet saa jeg en Chaucer udstillet. "Besynderligt", maatte jeg sige til mig solv, "der er virkelig et Menneske, som har ladet sin Bog indbinde i den samme egensindige Smag som jeg". Jeg traadte ind i Boden, tog Bogen i Haanden - det var din! Det fortalte mig nok - mere end nok - om din Tilstand. Kun hvis du var i Nød, vilde du skille dig ved den! Jeg købte den tilbage for en betydelig Overpris og paaskyndede min Afrejse..... Og her er jeg. For ved at blade i Bogen om Bord paa Skibet fandt jeg tillige det Blad, hvorpaa du havde skildret dit Eventyr, opgivet din nuværende Adresse og nævnt, at du havde antaget Navnet Brandt..

(Man hører Peter og Mathilde mundhugges udenfor)

Emilie:
Nu kommer Mathilde!

Andreas:
Saa lad mig blot forinden ogsaa tale et Alvorsord! Den Sum, som du betroede mig, er ude i Østen vokset saa stærkt, at du nu maa kaldes for en rig Mand. Du vil kunne føre en uafhængig Tilværelse. Din Svigerfader udtalte imidlertid det Haab, at du - ifald du vilde indlade dig paa en Forsoning - maaske vilde leve ude paa hans Godser paa Landet sammen med din skønne Frue, da du vel næppe selv kunde tænke dig at vende tilbage til den diplomatiske Karriere.

(Peter og Mathilde ind)

Peter:
Enige? Hvorfor skal vi være enige? Du kunde i det mindste gerne sige mig imod!

Mathilde:
Hvis det kan fornøje dig, Peter!

Peter:
Nej, ikke nu, da jeg ved, at du mener det samme som jeg. Men det behøvede du jo ikke straks at bralre ud med.

Axel:
Naa , Peter! Nu oprinder der lyse Dage ogsaa for jeres Planer. Din Butik skal du faa inden en Uges Forløb.

Peter:
Nej Tak!

Mathilde:
Nej Tak!

Peter:
Er du der nu igen?

Mathilde:
Hvis Herskabet ikke har noget imod det...

Peter:
Imod det.....

Mathilde:
... vil vi helst...

Peter:
... vi helst...
(hurtigt)
klare os selv! (Nu kan sgu du komme bagefter!)

Mathilde:
... klare os selv!

Emilie:
Kan I nu ogsaa det? For ellers vil vi saa gerne have Lov til at..

Mathilde:
Det siger Peter!

Peter:
Derfor behøver du da ikke at tro det... Men jeg skal forklare Herren, at nu har jeg taget min Afsked! Da Værten sendte mig efter Soldater, syntes jeg ligegodt? det gik for vidt, knage mig!

Axel:
Og hvor meget har du saa i Banken, Peter?

Peter: (vrider sig)
Jah - tjah - det kan vel blive til - lad mig se....

Mathilde:
En halvfjerde Tusind Daler.....

Axel:
Hillemænd, Peter!

Peter:
Ja, man har jo stræbt og sparet!

Emilie:
Men Mathildes Medgift kan du da i hvert Fald lade mig sørge for!

Mathilde: (tager om hende)
Aah, du kære, kære Barn!

Axel:
Men nu du, Andreas? Du følger dog vel med os ud paa Landet, saa at vi kan have Glæden af dit Selskab?

Andreas:
Det gør mig ondt at maatte skuffe dig... Men det kan jeg desværre ikke! Nej, jeg rejser til min Fødeby. Der har jeg endnu visse Pligter at varetage! Naar en Mand har tjent Penge i Kolonierne og vender hjem, anses det for rimeligt, at han giver en rund Sum til Waiseskolen og til Sømandshjemmet hjemme.. Derude ved Kysten vil jeg altsaa sidde i Træernes Skygge foran Fiskerkroen, ryge Kridtpibe, drikke Øl og snakke om Markedspriserne paa Sild, Tunge og Pighvar.. Og saa afsted igen... Ud i Verden til nye Eventyr.

Gong.

SLUT.