Et Radiospil

Personerne:

Leminkäinen.
Kyllikki.
Annikki.
Moderen.
Hyrden.
Louhi.
Datteren.
Husbonden.
Tjenestepigen.
1. Karl.
2. Karl.
Forkarlen.
Pige og Karle.
Stemmer.

Første Billede.

(Gaardsplads ved Lemminkäinens Gaard.)

Kyllikki (synger):
Fuglen synger, Fisken springer,
Skovens Jordbær smiler,
Gaardens Røn i Blomster staar,
og Guld paa Græsset hviler.

Bølgen danser, Birken vugger,
Solen ler og standser,
jeg vil ud at danse med,
naar alle andre danser...

Annikki:
Kyllikki, hvorhen?

Kyllikki:
                    Til Dansen!

Annikki:
Bryder du dit Brudeløfte?

Kyllikki:
Hvilket Løfte?

Annikki:
                    Det, at aldrig
gaa til Dans, hvis Lemminkäinen
heller aldrig drog paa Hærtog!

Kyllikki:
Søstre husker godt, jeg ved det! -
Hvor er Lemminkäinen selv?
Skal jeg lytte til et Forbud,
maa det komme fra min Mand!

Annikki:
Hvor du ter dig! Bedst du ved,
at han tog paa Laksefiske.

Kyllikki:
Tog han ud paa Laksefiske,
drog han bort til egen Moro!
Saa skal heller ikke jeg
sidde her og bare vente.
Det er Sommer. Byens Piger
danser med de unge Mænd,
man kan høre deres Sange,
deres Leg og deres Latter,
helt herud... Og kun for mig
skal der ingen Latter være,
ingen Leg og ingen Danse!
Det er andet, end hvad engang
Lemminkäinen har mig lovet,
da med Vold han bort fra Saari
og til denne Udørk førte
den, han allerskønnest fandt!
Haah, da var der ingen Ende
paa, hvor godt jeg skulde faa det,
ingen Tale om, at altid
her som Fange paa hans Gaard jeg
ensom skulde sidde - Nej...
(synger udfordrende:)
Bølgen danser, Birken vugger,
Solen ler og standser,
Jeg vil ud at danse med,
naar alle andre danser!
(løber ud)

Annikki:
Dans, ja, dans, og gid du maatte
brække dine Ben i Dansen! -
Altid har jeg sagt til Mor:
Røvet Hustru bringer Uheld!
Vi har ikke kendt til Fred,
siden hun kom her til Gaarden:
Gnaven, Mukken, Graad og Skænden...
Kun naar han var hjemme hos os,
Lemminkäinen, altid munter,
rask og fyrig, stærk og modig,
kunde hun sit Lune styre.
Aa, saa var hun sød som Honning,
blid og lydig, fuld af Kærtegn.
Stakkels svegne, dumme Bror!

Moderen (kommer):
Var det ej min Søn, der talte?

Annikki:
Det var mig og Saari-Tøsen!

Moderen:
Kyllikki? Hvor er hun da?

Annikki:
Borte! Rendt af Gaarde!

Moderen:
                    Ve os!
Hvad vil Lemminkäinen sige?!

Annikki:
Ja, nu tænker jeg, du faar hans
Røst at høre, som du ønsked,
men i Ord, som ingen ønsker...

Moderen:
Stille dog!

Annikki:
                    Javist, en Træl skal
slide tavs og taale alt!

Moderen:
Se, han kommer.

Annikki (forskrækket):
                    Lemminkäinen?

Moderen:
Kommer fra sit Fiske glad...
(græder)
Ak, at jeg, hans gamle Mor,
skal ham volde denne Smerte!

Lemminkäinen (kommer):
Mor og Annikki, se her!
Fossen gav af fulde Hænder:
fire store Laks! - Men hvor er...?

Moderen:
Hvilken prægtig Fangst du bringer!
Vi faar Mad for flere Dage...

Annikki:
Det var herligt, kære Bror! -
Jeg faar ogsaa Lyst at danse...

Moderen (hvast): Annikki!
(dæmpet)
                    Vogt nu din Tunge!

Lemminkäinen:
Ogsaa danse?! - Hvor er...? - Søster!
Flimrer der i dine Øjne
skarpt og ondt et Smil af Is?
Fra min Barndom har jeg lært at
frygte for dit Smil... Aa, Mor,
sig det du! Hvor er hun? Hvor er
Kyllikki?
(Moderen græder)

Annikki (tørt):
                    Hun gik til Dans!

Lemminkäinen (til Moderen):
Er det sandt?

Moderen:
                    Min Dreng, min Dreng!...

Lemminkäinen:
Har hun brudt sit Brudeløfte?
Har hun svigtet mig i Dag?
Kun et Aar - eet Aar i Lykke -
saa gik Lykkens Baad i Kvag!
(brister ud i vild Harme:)
Tvæt nu, Moder, straks min Skjorte
i den sorte Hugorms Edder!
Krigens Lykke vil jeg friste,
Pohjas Gaarde vil jeg gæste:
Den, jeg har til Hustru taget,
Kyllikki, har mig bedraget!
Hent min Rustning, bring min Brynje!
Hør, min Stridshest gnægger ad mig!
Knapt nok dette lange Aar
har den følt min Haand, min Hæl...
Bort herfra!

Moderen:
Kære Søn, drag ej i Leding -

Lemminkäinen:
Bort til Pohjola, det mørke,
for at hente Sølv og Guld!

Moderen:
Bliv, ak, bliv! Du ved, at Ploven
løfted nys en Skat af Jorden,
nok til dig, for stor til os...

Lemminkäinen:
Blive, nej! - Den mindste Hvid,
naar i Kamp den blot blev vundet,
er mig mere kær end Guldet
her i disse kvalme Stuer!

Moderen:
Ak, og Kyllikki, din Hustru?

Lemminkäinen:
Kyllikki er let som Vinden:
Hun kan følge nu sin Hu,
kan forlyste sig og danse,
hvor hun vil, i By, paa Eng,
løbe rundt fra Gaard til Gaard,
søge Mænd og miste Mænd!....
Nævn ej mere hendes Navn!...
Snart jeg skal i Nordens Mørke,
skal i Pohjas Gaarde søge,
om selv der, blandt Trold og Lapper,
ikke bedre Mø der findes
for en brav og tapper Mand! -
Hent min Rustning, bring min Brynje!
Maanen ser mig ikke her!

Annikki (haanligt):
Bedst for dig at være borte -
og hvad dig kan synes bedst,
er vel ikke værst for os! -
Her din Brynje, her dit Bælte...
(Hun hjælper ham, Vaabnene klirrer)
Pantserskjorten...

Lemminkäinen (kort):
                    Tak! Men flyt dig!
Mor skal spænde Brynjen om mig,
snøre disse Læderremme...

Moderen (pustende):
Her, min Dreng - her er dit Sværd!

Lemminkäinen (med sønlig Latter):
Hvor du slæber...

Moderen:
                    Det er tungt!

Lemminkäinen:
Værre Byrder har du baaret -
Aa, jeg ved det... Se, jeg svinger
Sværdet, som du svang min Køje,
naar jeg sov i Faders Net...
(Svinger Sværdet, som klinger og hviner i Luften)
Sværd, mit Sværd, nu skal du smage
Lappeblod i Pohjagaarde,
Seerblod og Troldmandsblod,
fejge, smaa og gule Mænds...
Hej, det bliver anden Leg
end at fange Laks i Fossen,
ro i Baaden, pløje Marken!...
Nordlyspigen skal vi vinde,
drikke Skaal i Louhis Hal!

Moderen:
Søn, min kære Søn! Hvis intet
kan dig holde fast i Hjemmet,
drag, hvorhen du vil, i Verden,
ak, blot ej til Pohjola!
Lang er Vejen, farlig Færden:
over Bjerg og Flod og Mose,
gennem Skove, langs med Kløfter,
gennem Ild og gennem Øde...

Lemminkäinen:
Med min Trolddomskunst jeg tugter
hver Besværger, hver en Troldmand,
som jeg ofte før har gjort.
Vandets Aander, Jordens Magter,
vil til Bistand op jeg kalde.
Hjælper ikke de, jeg vender
mig til Ukko, Himlens Herre,
han, som gennem Skyer taler -

Moderen (graadkvalt):
Taarer - kan en Moders Taarer
ikke mere Sønnen standse...
Saa Farvel - for ... sidste... Gang...

Lemminkäinen:
Sejre vil jeg, ikke dø!

Annikki (kommer igen):
Her er Kammen, her er Børsten!
Gør dig fin til Frierfærd...

Lemminkäinen (børster sig):
Jeg vil kæmme mig ved Kilden...

Moderen:
Ahti!...

Lemminkäinen:
                    Plag mig ikke, Mor!
(Slynger hidsigt Børsten mod Vægggen)
Da for vist er Ufærd kommen,
Lemminkäinen stedt i Nød,
naar der Blod af Børsten rinder -
det er Tegnet paa min Død! -
Indtil da - tro kun, jeg opnaar
alt, hvad jeg at vinde gaar...
Rask afsted! - Et Kys! - Jeg vender
aldrig mig i Porten om!

(Man hører ham fløjte paa Hesten, som kommer travende. Han nynner,
medens han sadler den op. Moderen græder. Lemminkäinen traver bort)
(Efter en kort Pause kommer Kyllikki styrtende aandeløs fra Dansen)

Kyllikki:
Ahti, Husbond - Kaukomieli!...

Annikki:
Der! - Han er ved Vadestedet!
Se, nu rider han paa Næsset!...
Du har danset lidt for længe -
danset dig fra Mand og Elsker....

Kyllikki (rasende):
Ti, fordømte Manglebrædt!

Annikki:
Gerne - Tavshed kan til Vellyst,
til en daglig Fryd mig blive,
hvis jeg daglig tavs maa se dig
vente, som jeg vented selv!
Aar og Dag, mens Lemminkäinen
bliver borte, skal jeg glædes
ved at vide dybest inde,
at han jager dig fra Gaarden,
naar du mest i Længsel gløder:
naar han hid tilbagevender
med en Brud fra Pohjas Gaarde...
(Kyllikki udstøder et skærende Skrig)

Annikki (uforstyrret og hævngerrigt):
... som vil le dit Blod til Is!...

G O N G.

Andet Billede.

(Stue paa Pohjola)
(Lemminkäinen kommer udefra og møder den gamle Hyrde, som er
paa Vej til Døren)

Lemminkäinen:
Hvorhen gaar du, gamle Blinde,
Hyrde med den vaade Hat?

Hyrden:
Derhen, hvor vi sikkert mødes,
Lemminkäinen, unge Skryder!

Lemminkäinen:
Du har kendt mig, hilser ikke -
du maa lære Folkeskik!
(slaar ham)

Louhi (kommer):
Slaar du Hyrden? Slet saa haardhændt
gaar vi nødigt frem...
(Hyrden ud)

Lemminkäinen:
                    Desværre! -
Skikken her er ikke god!
Hvad blandt jer man ikke plejer,
kaldes ellers gode Vaner:
det at holde sine Løfter
og at agte Gæstens Ret!

Louhi:
Ih, hvor bister, Kaukomieli!
Er dig Skæbnen ikke god?
Prøvet Mand er hyppigst vred,
naar han Prøven ej bestod,
naar han ved, han kun har pralet,
brovtet med sit Mod, sin Styrke:
Hvor er Hiisi-Hingsten?

Lemminkäinen:
                    Bunden
staar den ved en mægtig Fyr:
mindre kan den ikke holde!
Luer sprager af dens Manke,
Røg af Haaret trænger frem.
Hingsten har i Dag jeg bragt dig:
hele Maaneder i Skoven
har som Jæger om jeg flakket
hvileløs fra Egn til Egn,
intet Bjerg var mig for højt,
ingen Flod for dyb og farlig,
Ødemarken har jeg trodset,
Trold besejret, Guder vundet,
blot for Prøven at bestaa,
og mig vise til din Datters
Haand og Hjerte fuldtud værdig...
Turen er til mig at spørge:
Holder, Louhi, du dit Ord?
Bruden? - Er hun rede? - Hvor er
Nordlyspigen, hun, som straaler
skønnest her paa Pohjas Himmel,
hun, mod hvem saa hedt jeg higer?

Louhi:
Der! - Hun kommer just fra Væven...
Nu kan hun dig Nyt berette...
Eet vil dog jeg først dig sige,
Ahti Saarelainen: endt er
dine Prøver endnu ikke!
Søg mig siden....
(ud)

Lemminkäinen (halvhøjt):
Speget, listig, fuld af Svig,
bundløs som en Mose, lysræd
som en Skovsøs mørke Øje...

Datteren (ind):
Oj, det kalder jeg en Frier!
Staar alene midt i Stuen,
bider sig i Tommelfingren...

Lemminkäinen (hidsigt):
Ja, du saa vel helst, jeg afbed
hele Højrehaanden - hvad?
Mere sikker var du saa
paa at ikke blive røvet,
naar mit Taalmod engang brister,
og min Vrede bryder frem!

Datteren:
Hvis man var en Kyllikki,
burde man vel næsten ræddes...

Lemminkäinen:
Spot og Spot!

Datteren (sødt og blidt):
                    Din Ilterhed
klæ'r dig bedre, smukke Kauko.
Og en Pige har vel Lov til
lidt at drille den, som... Lad mig
stryge Haaret fra din Pande...
Ih, den brænder... rød og svedig...
Hiisihingsten har du tæmmet,
Stordaad var det, - selv af den, som
Rygtet højlydt priser rundtom
gennem alle Suomis Bygder...
Hvem kan vide, om jeg var saa
helt uvillig til at lade
dig, der er saa stor en Jæger,
fange Pohjagaardens Blaa-And...
(Da Lemminkäinen griber efter hende)
Nej, aah nej! Just ej med Haanden!
Men - maaske med Net - hvem ved det!
Ja, maaske jeg fløj i Nettet,
naar jeg vidste sikkert - sikkert -,
at jeg fik en bedre Mage,
bedre Skytte, bedre Fanger,
end den sorte Smed, som kommer,
og den gamle Sangergubbe...

Lemminkäinen (stamper i Gulvet):
Hvem? - Hvem nævner du? - Mit Blod
synger mig for Øret - Gnister
spruder for mit Syn...

Datteren (koldt forundret):
                    Bevar os,
har du aldrig hørt dem nævne:
Ilmarinen, Wäinämöinen,
Kalevas berømte Helte?...

Lemminkäinen:
Nu - og de? ...

Datteren:
                    Til Pohja kommer...
Hvorfor, tror du? ...

Lemminkäinen (til sig selv):
                    Sort Bedrag!...

Datteren:
For at fri! - Men deri ligger
ingen Svig! Du har mit Jaord,
hvis endnu en Helteprøve
viser mig, at Lemminkäinen
vover mer' end Smed og Sanger -
vover Livet for sin Brud!

Lemminkäinen:
Tal, hvad er din nye Fordring?

Datteren (bedende og indsmigrende):
Skyd kun Tuonis hvide Svane,
Drømmens Fugl paa Dødens Elv,
dybt i Manas tavse Lande,
fjernt i Mørkets lave Dal...

Lemminkäinen:
Aldrig! - Ho, jeg var en Taabe,
hvis jeg indlod mig paa dette! -
Snildt er Mønstret i din Vævning
udtænkt, skønne Nordlyspige,
men din Islet er for sort:
Gik jeg først i Dødens Dale,
kunde frit jert Spil I drive...
Ilmarinen? - Wäinämöinen? -
Opspind, Rænker! - Aldrig kommer
Kalevas forfarne Helte
hid at fri blandt Trold og Lapper!
Aldrig! ... Lad mig se dem først,
lad mig se dem her paa Gaarden,
før jeg tror det...

Datteren (oprørt):
                    Galen er du,
selvgod, fræk og uforskammet!
Se, jeg gaar...

Lemminkäinen (bittert spottende):
                    Ja, gaa du blot! -
Smyk dig, til de begge kommer,
skynd dig, skynd dig! ... Ellers høres
Hunden gø og Gæsten raabe
ude foran Trappestenen,
før du selv faar Sko paa Foden - -

(Høje Raab og løbende Trin udenfor. Hunden gør rasende)

Louhi (hastigt ind):
Hør, hvem kommer?!

Husbonden (ind):
                    Ingen herfra!
Hunden tog for stærkt paa Veje...
Rap jer ud at se, hvad Gæster
vi kan vente os til Gaarden!

Louhi:
Andet faar jeg nu at gøre!

Datteren:
Ogsaa jeg!

Husbonden:
                    Javist, javist!
Aldrig har I travlt, undtagen
netop naar man be'r om noget
Godt, saa gaar jeg selv...

Datteren (dæmpet til Lemminkäinen):
                    Mit sidste
Ord til dig, du smukke Kauko,
hvem jeg helst i Slæden fulgte:
Skyd blot Tuonis hvide Svane!...
Hvem der end som Bejler kommer,
hvis du Tuonis Svane bringer,
er jeg din...

Tjenestepigen (styrter ind):
                    Aah, hvor er Madmor?

Louhi:
Her! Hvad er der?

Tjenestepigen:
                    Nyt jeg bringer!
Langs med Kysten, rundt om Næsset,
kommer der et sælsomt Skib!
Agter staar der kun en Gubbe
med et herligt hvidgraat Skæg...

Louhi:
Du har set det?

Tjenestepigen:
          Ja...

Louhi:
                    Beskriv det!

Tjenestepigen:
Først, i Morgendisen, var det
kun at se til som en Stribe,
som et Punkt paa Havets Flade,
mere mørkeblaat end Vandet;
snart jeg syntes, at det ligned
just en Vildgaasflok ved Kysten,
snart et Strømras rundt om Grunde,
snart et Fiskeskær i Søen...
Solen varmed, Taagen spredtes,
og jeg saa, det var et Fartøj,
som for Vinden rask sig nærmed.
Guldbeslaaet, sølvforsiret
var dets Forstavn, Masten lyste,
Sejl det bar af tvende Farver,
rødt det ene, blaat det andet.
Aldrig saas mod vore Strande
før saa skønt et Skib at stævne,
men til sidst jeg Syn kun havde
for den gamle Mand, som styred:
Fredsæl stod han der ved Roret,
magtfuld stod han, skønt saa ene,
stod, som hersked han paa Bølgen,
raaded over Vindens Veje...

Louhi (til Lemminkäinen):
Mener du at kende Skibet?

Lemminkäinen:
Wäinämöinens Baad beskrev hun...

Louhi:
Farer vi med Svig imod dig?

Lemminkäinen (sukkende):
Nej...

Louhi (vender sig fra ham til to Karle, som tumler ind):
                    Og I - hvad bringer I?

Den ene Karl (forpustet):
Madmor...

Louhi (utaalmodigt):
          Ja?!

Den anden Karl (lige saa forpustet):
                    Paa Vejen saa vi...

Louhi (afbryder):
Hvad forlængst jeg vidste: Smeden...

Første Karl:
Smeden Ilmarinen...

Anden Karl:
                    Rigtigt!
Klædt som til en Fest...

Louhi:
                    Han kommer
ogsaa til en Fest!

Første Karl (begejstret):
                    Og aldrig
saa jeg før saa vælig Traver
som den unge Hingst, han kører!

Anden Karl:
Hej, det gaar i Sus ad Vejen!
Snart han er her!

Lemminkäinen:
                    Nu, javel,
begge kommer, som I siger -
men hvorfor, det ved vel ingen!
Fejde kan de Pohja bringe,
begge Aarsag har til Hævnlyst...
og om end de kom som Venner,
tør vel derfor ingen hævde,
at paa Frierfærd man ser dem...
Gamle Wäinö - haha, Wäinö! -
og hans Broder, Smeden - sodet -
frisk fra Essen, kan jeg tænke...
Ak, jaja...

Louhi:
                    Du tvivler? - Hent os,
en af jer, fra Gaardens Vedskur
straks et Stykke Rønnetræ...

(Man hører de løbende Trin af Pigen, som, da hun kommer ind
igen, er fulgt af en hel støjende Flok Piger og Karle)

Tjenestepigen:
Madmor, her er Træet.

Louhi:
Stille!

Der bliver ganske stille i Stuen. Man hører Baalet og en Skraben
af Fødder, da Tyendet trænger sig nærmere mod Ildstedet)

Louhi:
                    Kast det nu paa Ilden!

(Man hører Favnestykket blive kastet paa Arnen)

Louhi (i en mystisk, dæmpet besværgende Tone):
Luen knitrer, Veden sprager,
Spaadomstræets Safter syder,
snart vi ser, hvad Tegn det giver,
hvad det om Besøget siger...

(Musik: Man hører Ildens Knitren og Træets Syden. Herunder
begynder Pigerne at nynne, og efterhaanden stemmer alle med i.
Det former sig som en Vekselsang:)

Spaadomssang.

Pigerne:
Søde Røn, røde Røn,
brænd, og spaa os nu i Løn!

Louhi:
Sig os, hvem det er, som kommer,
om de skader eller frommer?

Husbonden:
Er det Fjender, er det Venner,
som en fremmed Egn os sender?

Karlene (dystert):
Drypper Blod, saa er det Fjender!

Pigerne (forhaabningsfuldt):
Drypper Vand, saa er det Venner!

Alle:
Røde Røn, søde Røn,
brænd, og spaa os nu i Løn!

Louhi:
Sig os, hvem det er, som kommer,
om de skader eller frommer?

Karlene (drillende):
Hvis af Veden Honning flyder,
spaar du kun, hvad Piger fryder.

Pigerne (lykkeligt):
Da til Gaarden vist der kommer
snart en Frier i Skærsommer!

Alle:
Røde Røn, søde Rønd,
brænd, og spaa os nu i Løn!

(Kort Efterspil)

En af Pigerne (udbryder):
Se, der flyder Honningsaft!

Louhi (triumferende):
Honning!

Husbonden (trækker Vedstykket ud og ser efter):
          Honning!

Alle:
                    Sikre Tegn!

Lemminkäinen (i stor Sindsbevægelse):
Godt - jeg gaar, før disse kommer!
Gaar at skyde Tuonis Svane,
gaar til Manas lave Dale,
Dødens dybe, sorte Strøm!

Husbonden (trøstende):
Har din Prøve du bestaaet,
denne sidste Manddomsprøve,
vil du med de bedste Helte
staa paa lige Fod som Bejler.
Det er noget...

Louhi:
                    Det er meget -
naar som du man fik et Løfte,
har en piges Hjerte vundet,
ved, at hendes Ønsker følger
hvert ens Fjed paa Farens Vej...

Lemminkäinen:
Sandt! - og vel om Lemminkäinen
gælde kan det gamle Frasagn:
Døden mægted ej at dæmpe
Kærlighedens Kraft hos Manden!
Elskov blev hans Lys i Mulm! -
Hent mit Kogger, bring min Bue! -
Hils din Datter, ædle Louhi,
sig, at jeg vil vove alt! ...
(Hurtigt ud)

Datteren (løber til indefra):
Kom tilbage hel og sund!...

Louhi (ler):
Hørte han det? - Skade! ... Ønsket
kom saa kærligt fra din Mund,
at det...

Datteren (forfærdet):
          Mor dog!...

Louhi:
                    ... næsten kunde
varme ham paa Flodens Bund!

(Musik. Hundeglam, Støj og Raab forkynder Friernes Ankomst.
Alle ud. Velkomst og Skraal, som tager af og svinder hen.
Otte Takter i mol tolker en heroisk Sorg. meget dæmpet.)

G O N G.

Tredie Billede.

(Kauko-Gaarden)
(Kyllikki ligger ved Dørstenen og sliber Knive)

Annikki (kommer ud, spørger tøvende):
Hvor er Mor?

Kyllikki (i en ligegyldig Tone):
          I Marken.

Annikki (bruser op):
                    Der, hvor
du, men ikke hun, bør være.

Kyllikki (med forstilt Ydmyghed, hvori spores Haan):
Jeg, der kun som Affald venter
paa at kastes bort engang?
Jeg - der Svigersken maa takke,
naar hun ikke træder paa mig?...

Annikki:
Den, der kasted sig i Sølet,
bør ej klage, naar hun trædes!

Kyllikki:
Klage? - Jeg har aldrig klaget...

Annikki (forbitret):
Trænger du til Aarsag, Stakkel? -
Saa gaa ind og se paa Børsten!
Af dens Haar der flyder Blod...
Timen, da for os det gælder
Kamp om, hvem der her har Magten,
er omsider kommet... Længe
har jeg ventet!... Lemminkäinen
ser ej mere Solens Straaler,
færdes ej i Maanens Lys,
han er vandret ned til Tuoni,
ned til Manas dunkle Dale...

Kyllikki:
Følg saa efter!
(Kaster sig frem mod hende med en Kniv i Haanden)

Annikki (skriger):
Hjælp mig! Hjælp mig! Hører ingen?!
Kniven! Ai! Hun vil mig dræbe!...

Kyllikki (springer op og forfølger hende):
Skal jeg se din Ryg?! - Aa, lad mig
naa den! - Lad mig stikke Staalet
dybt ind i den!

Annikki:
Ukko, frels mig!...

Moderen (kommer fra Porten med nogle Karle):
                    Hvad er dette?! -
Stands dem!

(Det sker under Knurren og Eder fra Karlene, rasende Skrig fra Kvinderne).

Moderen (da Annikki og Kyllikki bringes hen til hende):
                    Har da Hiisi-Folket
Eders Syn forvendt ved Trolddom,
at som bremsestukne Køer
her I vidløst render rundt!?

Annikki:
Jeg har intet gjort... Men hun mig
stræber efter Livet... Kniven....

Kyllikki:
Skal jeg taale hendes Haanskhed,
nu da jeg er fri og Enke?! -
Ja, du blegner, Mor... Saa hør da:
Blod af Børsten er der flydt!...

Moderen (jammerfuldt):
Ahti! Søn! - Mit Hjertebarn!...

Kyllikki:
Annikki, den blinde Taabe,
kom for rigtigt mig at smerte...
Men ved Lysets første Graanen
saa jeg, hvor de røde Draaber
randt fra Børstens bløde Haar,
vidste, at min Ventens Kvaler,
at min Trælddom nu var endt...
Oh, hver Morgen, før I vaagned,
har paa bare Ben jeg staaet
og med svimmel Traa betragtet
Dødsbebuderen i Karmen,
om den ikke snart mig bragte
Frihedsbudet fra det fjerne...

Moderen (i vild Harme):
I har set det, begge set det,
begge paa jer selv kun tænkt,
jeres Kiv, jert usle Had,
jeres Strid og jeres Brynde...
Han er glemt, og jeg er glemt,
han, som kun har mig, og jeg,
som i hele vide Verden
kun har ham, min Søn, min Ahti!...
Ud af Gaarden! Bort herfra!
(raaber)
Hej, I Karle, driv dem ud!
Brug kun Stok og Næver, prygl dem!

(Under Skraal og Skrig jager Karlene Kyllikki og Annikki af Gaarde).

Moderen (hæs af Lidenskab):
Kommer de igen, saa sten dem!...

(Nogle Øjeblikkes fuldstændig Stilhed. Derpaa brister Moderen i
Graad. Da hun har grædt en Stund, begynder hun at mumle hen for
sig, først enstonigt og ligesom halvt fraværende, saa med mere
og mere bevidst Tankefølge.)

Moderen:
Helt alene - svag og ældet...
Ak, jeg stakkels, gamle Kone...
Jeg maa skørte op og lede...
maa afsted og finde Sønnen...
ved slet ikke, hvor han færdes,
om paa Vejen eller Heden,
om i Skoven eller Mosen,
ved ej, om han faldt i Krigen
eller omkom under Stormen
ude paa de vilde Bølger...
ved ej Raad og staar saa ene...

(Den gamle Forkarl er kommet hen og har stillet sig lidt fra
hende. Han lytter til og tørrer sine Øjne. I hans Stemmes varlige
Fald sporer man baade hans Bevægelse og hans Ærefrygt.)

Forkarlen:
Ikke helt alene...

Moderen:
                    Kaari?
Du!

Forkarlen:
          Ja, jeg! - Man vil jo nødig
lade Kvinder staa og græde.
Lemminkäinen var min Husbond,
som hans Far før ham... Kanske jeg
saa maa sørge med - om ellers
ikke sligt Jer gaar for nær...
Kan jeg gøre noget for Jer?
Hjælpe Jer med noget, Madmor?...

Moderen:
Du kan passe Gaard og Marker!
Jeg maa straks afsted til Pohja!

Forkarlen:
Ved I Vejen?

Moderen:
                    Intet ved jeg!
Aldrig var jeg før deroppe...
Hvergang til en Vej jeg kommer,
maa jeg spørge: "Saa du ikke
Lemminkäinen nogen Steder?" Dalens Ege,
Bjergets Furu vil jeg spørge...

Forkarlen:
Ofte har jeg spurgt dem selv -
Fyrren sukker dybt i Vinden,
Egen svarer med sin Brusen:
"Jeg har nok i alt mit eget!"

Moderen:
Maanen, som paa Himlen skinner,
kender sikkert ingen Sorger...

Forkarlen:
Spørg den blot, saa faar du høre:
"Tror du, jeg har Sans for andre,
Tid at skænke Jordens Taaber
nogen Tanke, jeg, der ensom
her i Nattens Kulde vandrer - -"

Moderen (fortvivlet):
Solen da!?

Forkarlen (trøstende):
                    Maaske vil Solen,
god og gylden, blidt dig svare,
skænke dig et Korn af Viden,
sige, hvad den saa fra Højden...
Bedst er dog at spørge Hjertet,
Moderhjertet svarer altid,
der Fortrøstning vil du finde,
selv i Tuonis mørke Rige,
det har Raad, som ingen anden
nogen Sinde kan dig give...

Moderen:
Du har Ret - og mens vi taler,
ligger han maaske og lider,
(graadkvalt)
drages vel endda med Døden...
(heftigt)
Aa, det er, som om jeg skulde
falde om og dø paa Stedet,
hvis jeg ikke løber...

Forkarlen:
                    Løb!

Moderen (hastigt, men i en fast Tone):
Pas da Gaarden! Husk for alting:
her skal være Fred og Ro,
naar min - naar den unge Herre,
Lemminkäinen, vender hjem!
(løber ud)

Forkarlen (stirrer efter hende):
Maatte alle stærke Guder
føre dig til Rejsens Maal!
Moderhjertets Tro fortjener
Kærlighedens høje Løn:
Sønnefund i Tuonis Hvirvler,
Livets Gnist i Dødens Dal!

G O N G.

Fjerde Billede.

(Skummel Klippeegn ved Tuonifloden)

Louhi (møder Hyrden, der vender tilbage fra Floden):
Hvor er Lemminkäinen? - Faldt han?

Hyrden:
Floden har ham! -

Louhi:
                    Det var godt.

Hyrden (vildt):
Godt! Ja, godt! Han æreskænder
ingen mere, slaar ej mere
selv en ussel, gammel Hyrde! ...
Stir kun paa mig! Naar jeg ryster,
er det Hævnens Lyst, der sitrer
gennem alle mine Lemmer...

Louhi (med kold Nysgerrighed):
Tag dig sammen, og forklar mig
kort, hvordan du dræbte Helten.

Hyrden:
Han, som kom til Pohjas Gaarde
fuld af Overmod og Trods,
han, som straks i Sangerkampen
sejred over Laplands Troldmænd,
spredte dem for alle Vinde,
kvad dem ud paa Svedjemarker,
ud i Moser og i Søer,
Ja, i Fossen, hvor den vildest
brøler og i Hvirvler syder,
saa som Sten de laa i Vandet,
midt i Strømmen, fraadehyllet,
eller flød som Skum i Faldet,
han har selv lidt samme Skæbne,
han gik hovedkuls i Elven! -
Længe - længe havde der jeg
luret, men omsider kom han.
Hastigt løfted da en Giftsnog
jeg af Vandet op og slynged
Krybet som en Pil imod ham:
ind til Hjertet den sig bored!
Ilde saaret sank til Jorden
Lemminkäinen, han som voved
frækt at fri til Pohjas Døtre,
klaged som et Barn og raabte
paa sin Mor... Men har hun end ham
trende Gange kærligt tvættet
ved det klare Ny en Høstnat,
trende Gange tre ham vasket
for at gøre ham til Troldmand,
denne Gang var det forgæves:
Jeg har styrtet ham i Floden,
i dens allerværste Hvirvel,
hjælpeløs mod Fossen drev han
som en fældet, kvistet Stamme...

Louhi:
Hævn skal avle Hævn... Din Taabe
tror vel, jeg vil bære Skylden,
dække dig og give Husly
den, som dræbte Gaardens Gæst?

Hyrden:
Naar man hilser Mandens Gerning,
ser man ogsaa gerne Manden...

Louhi:
Ikke jeg, naar hvad han øved,
var en saadan blodig Udaad!

Hyrden:
Ve mig, Louhi, hvad er dette?

Louhi:
Frugten af din blinde Daarskab!

Hyrden:
Har jeg fejlet? Vær barmhjertig!

Louhi:
Bad jeg dig om denne Gerning?

Hyrden:
Bad mig? Nej ...

Louhi:
                    Forbød jeg ikke?
Lod udtrykkelig dig vide,
at jeg læste dine Tanker,
saa dit onde Forsæt modnes?
"Hvis Forsmædelsen dig tynger
alt for haardt blandt Gaardens Karle,"
sagde jeg, "nuvel, forlad os,
strejf i Landet rundt, som før du
har det gjort, og vend tilbage,
naar vor Gæst mod Hjemmet drager...
Men - hvad end du gør, saa hold dig
fjernt fra Lemminkäinen, opsøg
ej hans Spor, af Hævnlyst drevet!"
Nøje derpaa jeg forklared,
hvorhen Kaukos Prøver vilde
føre ham: jeg nævned Skove,
Ødemarker, Fjelde, Søer,
hvor han Elgen vilde jage,
hvor han Hingsten kunde fange,
nævned ogsaa Tuonis Bredder...
Adlød du? Nej, ledet af dit
sorte Hjertes Blodlyst søgte
straks du hid - Og nu...

Hyrden:
                    ...Skal ingen
mere høre Lemminkäinen
skræppe op blandt Mænd, hvis Viden
er et Dyb af bitter Sandhed
samlet draabevis i Livet,
hver en Draabe dyrt betalt med
Blod og Kvaler... Han vil blive
savnet haardt!

Louhi (haardt):
                    Men ikke du!
Raab din Spot ud over Dødens
dybe Dale! Hævnens Haanskrig
skal i Fossens Bulder drukne!
Tuonis Gaard i Manas Mørke
kan for evigt dig beholde - -

Hyrden (med en skrigende Ynkværdighed, hvori høres en voksende Forbitrelse):
Spar en Gamling!

Louhi:
                    Aldrig mere
skal du Livets Land besmitte,
aldrig Lysets Marker gense!

Hyrden:
Louhi!

Louhi:
          Jeg er døv og blind
for din Tryglen, for din Klynken,
hvin og klag, saa galt du vil!

Hyrden (desperat):
Har jeg fældet Lemminkäinen,
frygter jeg vel ikke dig!
Med de bare Hænder skal jeg
standse dine tomme Trusler,
kvæle dig, din lede Troldkvind!

Louhi:
Prøv! - Jeg drager Grænsen her
med min Stok!
(Man hører hendes Stok skrabe over Jorden)
Her er Livet, der er Døden!
Prøv, om du kan naa mig, Gubbe!

Hyrden:
Kun et Spring - og jeg skal bore
mine Fingre i dit Kød!

Louhi:
Prøv!

(Idet Hyrden løber frem - man hører hans Trin - bryder med frygtelig
Hylen og Brusen Stormen løs, Hagl trommer mod den gamle Mand,
Torden brager, Klipperne skælver og styrter sammen foran ham.
Mellem Bragene høres Hyrdens Jammerskrig, da han drives tilbage..)

Hyrden:
Oi, oi, oi, oi!

(og Louhis Latter)

Louhi:
                    Ha ha ha!

(Endnu inden Larmens Efterdønninger er ebbet ud, høres fjernt
Moderens Raab).

Moderen (udenfor):
Louhi, Louhi!

Louhi:
                    Kalder nogen?
Hvem er det, som søger Louhi
her imellem Liv og Død?

Moderen:
En, som leder, som har vandret
mangen mødig Mil fra Hjemmet:
Lemminkäinens Moder, Louhi,
som vil spørge om sin Søn...

Louhi (forfærdet):
Hjælp mig, alle stærke Magter!
(raaber)
Vend tilbage, søg ej mere,
her du Døden kun kan finde!
Lyd mit Raad, og nærm dig ikke
Mørkets Port og Tuonis Gaard!

Moderen (idet hun kommer ind):
Var du Døden selv, jeg vilde
ligefuldt om Ahti spørge!
Sandt nok, du er meget værre -
Døden søger ej sit eget,
den er hensynsløs og blodig,
grusom, brat - men du er Louhi,
alle Sygers onde Ophav,
lumsk og magtsyg, fejg og styg,
sort i Hjerte, kold af Sind! -
Tag nu det som Indgangs-Smiger,
før jeg beder dig om noget!

Louhi (viger tilbage, efter som Moderen gaar frem):
Hvorom kan du Louhi bede,
hvem du hader mer end Døden?

Moderen:
Kun om det, som hun har vraget,
kastet fra sig: om min Søn!
Hvor er Lemminkäinen, Louhi?
Hvor har du gjort af ham, Djævel?

Louhi:
Hvad jeg vraged, har jeg ikke!

Moderen:
Men du ved, hvor du det kasted!

Louhi:
Husker ikke sligt saa nøje!

Moderen:
Jeg skal hjælpe dig paa Sporet!

Louhi:
Find dit Aadsel paa min Mødding!
Jeg har andre Ting at passe!

Moderen:
Løgn formørker dine Miner,
og i dine Øjne ser jeg,
hvor dens sorte Bobler stiger
dybt fra Sumpens raadne Vande.
Skarpsynt har min Søgen gjort mig,
lydhør min forgæves Lytten:
Over Kær jeg løb som Ulven,
løb som Bjørnen gennem Skove,
gik l Vandet som en Odder,
som en Grævling over Marker,
bored rask mig ind i Krattet,
strejfed rundt paa Bjerg og Hede,
vendte hver en Sten og stirred
bag hver Stub paa Svedjejorden...
Alt i Verden har jeg spurgt:
Træer, Veje, Sol og Maane,
sidst af alle dig jeg spørger:
Louhi, hvor er Lemminkäinen?

Louhi:
Mad han fik og Natteleje,
næste Morgen gode Skier,
blev sendt ud paa Bejlerprøve,
skulde fange Hiisis Elg.
Siden har vist ingen set ham...

Moderen:
Løgn!

Louhi:
          Ja, hvis du ved det bedre!
Godt - med Grime og med Bidsel
drog han ud til nok en Prøve,
vilde fange Hiisi-Hingsten...
Men han vendte ikke hjem...

Moderen:
Løgn igen!

Louhi:
          ... Han vendte skuffet
hjem og blev af alle haanet.
Harmfuld smed han sig i Slæden,
kørte Nord paa, saas ej mere...

Moderen:
Løgn, og Løgn, og Løgn!

Louhi (skriger):
                    Saa søg da
Sønnen her i Dødens Elv!

Moderen:
Glimt af Sandhed!
(slaar Hænderne sammen)
                    Har du sendt ham
ned at trodse selve Tuoni?
Kloge Djævel! Du, som vidste,
det var Daad for Lemminkäinen!

Louhi:
Glemmer du at raabe Løgn?! -
Intet skal du faa at vide:
Død er Louhis sorte Sandhed,
Liv er Louhis lumske Løgn!
(En Stormvind borttager hende)

Moderen:
Borte! - Støt mig, kære Birk,
selv en Mor kan blive træt!

(Knæene svigter under hende, og hun slaar Armene om Birken).
(Pause. Musik, begynder dæmpet, Basser og Bratscher).

Hyrdens Stemme (bag Klipperne):
Saml jer, Loveatars Afkom,
I, som bor i Nordenvindens
Slugter ved de kolde Porte,
Sot og Syger, op til Forsvar!
Dødningflokke, grib den Gamle,
bring til Fald den fule Kælling!
Intet, som har født, vi taaler,
intet, som har Livet øget,
skal i Manas Dale vandre
mellem Tuonis ligblaa Mænd!

Moderen (rejser sig langsomt):
Vover du, som selv er Dødning,
Hadets Storm at rejse mod mig?

Hyrden:
Den, som drives af sin Gerning,
vover intet, naar han handler!

Moderen:
Hvem er du, hvis Angst vil piske
Vintermørkets Bølger mod mig?

Hyrden:
Pohjagaardens usle Hyrde:
han, som dræbte Lemminkäinen!
Mørket tog ham, Mørket har ham,
Tuoni værger sine Døde!

Moderen:
Du, som sætter Lid til Mørket,
vogt dig vel for Kærligheden!
Den, hvis Hjerte kender Lyset,
har i Lys en mægtig Hjælper;
aldrig, selv i Dødens Mulm,
vil en Moder Bistand savne...
Vig tilbage, blege Skygger,
jeg vil redde Lemminkäinen!

Døde Mænds hule Stemmer (som Genlyd bag Muren):
Redde Lemminkäinen - redde -
redde - redde - hahahaha...

Moderen (kaster sig ned i lidenskabelig Bøn):
Vis dig for mig, Himlens Sol!
Bryd dig Vej igennem Mørket,
skin igennem Kuldens Porte,
hjælp en stakkels Mor til Sejr!
Ene du af alle vidste,
hvor min Søn var draget hen,
ene du har venligt svaret,
naar jeg træt og sorgfuld spurgte...
Du, som kender alle Stier,
Skove, Moser, Ødemarker,
ved vel ogsaa Vejen ned til
Dødens dybe, mørke Flod!

(Et vældigt crescendo i Musiken og en først blid, men derpaa mere
magtfuld og tilsidst overvældende Syngen og Brusen betegner Solens Komme).

Moderen (springer op):
Bønhørt blev jeg! Solen kommer! ...
Helsebringer, Livsfornyer,
Sot og Syger bort du jager...

Hendøende Stemmer:
Solen, ve os!

Moderen:
                    Gennemstraalet
Birken staar i Lysets Flammer,
se, den knoppes, skyder Blade,
gløder i en Vinter-Vaar!
Græsset grønnes, Klippen gnistrer,
Buske blomstrer, Stien skinner,
Muren, som med Is var klinet,
smelter, vakler, styrter sammen...

Døde Mænds hule Stemmer:
Ve os, Sol i Dødmands-Dale,
Vaar i Vinter, ve for Varme!

(Klipperne brager sammen)

Moderen:
Liv i alle skumle Kløfter,
Lys i alle Manas Dale,
Vejen fri til Tuonis Gaarde...
Sol, hav Tak!

Hyrden (forpint skrigende, idet han flygter):
                    Aa, vær forbandet!

(Man hører hans hastigt humpende Trin gennem Kløften, nedefter,
nedefter, nedefter).

Moderen:
Skin nu, Sol, imens jeg søger,
straal, til jeg har Ahti fundet!
Lad de Dødes hele Hærmagt
døse hen i Sommerhede!
Send din varme Aande ned til
fjerne, kuldefyldte Kroge,
at sig ingen der kan fjæle,
ingen Fare true der! ...
Lemminkäinen, Lemminkäinen,
vent, nu kommer snart din Mor!
Mærker du det ikke? Varmer
Solen ikke dine Lemmer?
Spores ej bag lukte Laage
gyldne Glimt i sorte Bølger?
Snart skal mine Hænder gribe
om dig, du min Sølverstav,
løfte dig af Tuonis Vande,
fri dig ud af Dødens Vold!
(Hun gaar ilsomt ned igennem Kløften).

(Musiken, som hele Tiden har ligget nedenunder Replikkerne og
stigende eller synkende fulgt Moderens Ord, med basso ostinato
og Bratscher i Pauserne før og efter Aandestemmerne, bruser nu
op til et jubilante, hvori stemmer et)

Chorus omnium rerum:
Hil dig, Sol!
Vingebaarne Vinterdræber,
Varmebringer, Vaarfornyer!
Hil dig, Sol!

(Fuglene synger)

G O N G.

Femte Billede.

Ved Tuoniflodens Bred.
(Fossens Duren høres i det fjerne).

Moderen (kommer plaskende ind til Bredden, trækkende Lemminkäinen efter sig):
Mine Kræfter svigter, Ahti!
Løfte dig formaar jeg ikke!
Jeg maa lade Vandet bære,
halvt, hvad helst jeg ene bar! -
Her er Bredden lav og sumpet,
Vandet stille ... Blot forsigtig! -
Træk nu! - Træk nu! - Saadan - Langsomt! ...
Hjælp, jeg synker i! - Nu gaar det! -
Op! - Og op! - Jeg tror, jeg segner! -
Op! - Nu ligger han paa Land! ...
(Kort Pause)

(De vilde Svaner skriger)

Moderen (farer op af et Blund):
Lyset svandt! - Hvad var det? - Sov jeg?
Har jeg ludet mon min Pande
mod en Sten? - Den er saa kold...
(forfærdet, da hun opdager Sammenhængen)
Ahti - kære Dreng dog - kære!
Livløs du - men Mor, hun sover!
Jumala, du Himlens Herre,
saa du det - Jeg sov - jeg sov...
Aah; men Søn, det maa du vide,
drøjt det var at faa dig fundet:
Døden havde skjult dig godt,
dybt paa Flodens mørke Bund!
Helt fra Fossens Sten og Hvirvler,
fra de sorte Druknehuller,
gennem Tuonis vilde Strømme
ud til Manas lave Vande
har jeg Elven fulgt og ledt
i hver Grunding, hver Fordybning - -
Hæ, jeg gamle, gamle Taabe!
Taler, som han var i Live! -
Naa, i Live - Ja, nu skal det
vise sig, hvad En kan gøre! -
(tumler med ham)
Mandens Liv og Sønnens Helbred
har man altid maattet værne,
hente Raad og prøve Midler,
smøre Plastre, læge Vunder...
Mænd vil ingen Hensyn tage,
staar af Sengen, gaar til Arbejd,
gaar til Kamp - og glemmer oftest
baade Tak og kærlig Afsked...
Ork ja... Men paa den Vis samler
Kundskab man om stærke Urter,
gode Drikke, fine Salver,
Kildeord med Trolddomskræfter...

(De vilde Svaner skriger)

Moderen (puster ud):
Nu har Vandet vist jeg rystet
ud af Bryst og Hals og Mund.
Plads der er til Livets Aande,
Tungen kan sig atter røre...
(beføler Sønnen):
Ak, hvor er du tilredt, Ahti! ...
Armen? - Knækket! - Og den venstre? -
Ogsaa? - Nej! - Men Skulderleddet? -
Slemt forvredet! - Ribben brækket! -
Skrammet over hele Kroppen! -
Ho'det blodigt og forslaaet -
(ryster tankefuld paa Hovedet)
Hvordan skal man hele dette?
Hvad skal nu jeg gribe til?
(tager sig sammen)
Vi maa hæfte Kød til Kød,
(sætter i Led og forbinder)
føje Ben til Ben paany,
sammenbinde Led med Led
og forene brustne Aarer.
Sy med Silke... Hvor er Silken? ...
Her! - Jeg har den!
(hun syr)
                    Hm... Og hvorfor -
hvorfor vil jeg vække Drengen?
Naar han atter er i Live,
vil paany han mig forlade.
Ene skal jeg atter sidde,
ængstes, længes, Aar og Dage,
gammel, værgeløs, forgræmmet
Mødres kummerfulde Lod...
Var det ikke meget bedre,
om jeg tog ham nu i Favn,
vaded ud igen og gav os
begge hen til Flodens Hvirvler...
(Skriger)
Nej - aah, nej! - Min Dreng, min Dreng!
Du skal leve, haabe, stride,
øve Daad - og aldrig tænke
paa din Mor - kun leve - leve...
(Med udstrakte Arme og Hovedet bøjet over Sønnen læser hun
Helbredelses-Besværgelsen over ham)
Gud, du aabenbare, spænd nu
dine Foler selv i Tøjet,
kør saa i din smukke Slæde
gennem Ben og brudte Led,
føj saa Kødet tæt til Knoglen,
sammenfæst de brustne Aarer,
læg i Knoglers Hulning Sølv,
Guld, hvor Aarers Væg er bristet!
Der hvor Blod er rundet bort,
nyt Blod maa du gyde ind!
Hvor et Ben er blevet knust,
maa du føje ind et nyt,
hvor et Stykke Kød er løsnet,
maa du fæste det igen.
Sign nu alt paa hvert sit Sted,
giv det alt dets rette Leje,
Ben ved Ben og Kød ved Kød,
Led ved Led i Krop og Lemmer! ...
(Kort Pause, hastige Aandedrag)
Saadan - saadan... Stærke Ord,
Kildeord med Trolddomskræfter! -
Ak, men selve Livet mangler!
Om jeg prøved nu et sidste,
aldrig overtruffet Middel,
om jeg smurte ham med Salve,
som hos Jumala blev hentet!
Mehiläinen, Honningbien,
fløj i trende lange Dage,
op mod Højden, op til Hvælvet,
for mig Smørelsen at bringe.
Over Maanen, under Solen,
mellem alle Himlens Stjerner,
svang den sig saa rap og munter,
op til Kuutamoinens Tinding;
derfra næste Dag den svæved
lige til den gyldne Karlsvogn,
men den tredje Dag den naaede
op til Ryggen af Syvstjernen.
Derfra var der kun et Stykke
at tilbagelægge, før den
summed ind i Himlens Vaaning.
Straks til Kældrene den søgte,
hvor i Kar af Guld og Sølv
Himmelbalsam man beredte,
og den tog af Lægemidler,
hvormed Jumala har helet
Ulivssaar og vækket døde,
alt, hvad blot den orked bære!
Brummende tilbage kom den
med sin Livsfornyer lastet,
Honning fra den højes Kældre.
(Hun indsmører Lemminkäinen)
Se, nu smører jeg med Salven!
Vaagn da nu af Dødens Dvale,
rejs dig af din lange Slummer,
fra din haarde Skæbnes Leje!
(Betragter ham i aandeløs Tavshed)

(De vilde Svaner skriger for tredie Gang)
(Lemminkäinen bevæger sig og stønner)

Moderen (udstøder et Suk, som halvt er et Skrig, og hvori
hele hendes Hjerte høres):
Oh! ...

Lemminkäinen (mumler):
          Hvor er jeg?

Moderen:
                    Hos din Mor!

Lemminkäinen (med svag Stemme):
Har jeg sovet? Faldt jeg ikke?
Var det kun i Drøm, jeg hørte
Tuonis hvide Svaner synge?

Moderen:
Du var død og lever atter,
jeg har vækket dig til Live!

Lemminkäinen (som før):
Gik jeg ikke ud at jage
Drømmens Fugl paa Dødens Elv?

Moderen:
Se dog paa mig, Ahti, kend mig!

Lemminkäinen (højt og klagende):
Nordlyspigen - Nordlyspigen! ...
Aah, nu husker jeg det hele!
Hyrden med den vaade Hat...
Her ved Flodens Bred han lured,
tog en Orm og slynged mod mig...

Moderen (ulykkelig):
Vildt han stirrer - ser mig ikke!
Liv og Talens Brug han genvandt,
men Forstanden har han mistet...

Lemminkäinen (Prøver paa at rejse sig over Ende):
Hvor er Buen og mit Kogger? ...

Moderen:
Jeg skal hente dem - det skal jeg!
Sig mig bare først, min Dreng,
om du ikke, trods min Omhu,
endnu stadig savner noget...

Lemminkäinen (mat, men i en halvt bittert spøgende Tone):
Savner? - Jo, jeg savner meget!
Hjertet savner jeg i Brystet.
Nordlyspigen har beholdt det,
Pohjagaardens skønne Datter!

Moderen (barskere):
Nu er ikke Tid at tale
om de falske Lappepiger...
Prøv at samle dine Kræfter
for at rejse dig og følge
med din Mor fra Tuonis mørke
Flod til Livets lyse Land.

Lemminkäinen (gnider sig over Panden):
Hjem med Mor!? Til Fædregaarden!?
Hjem til Kaukonæssets Birke!?
Hverdagsdont og Hverdagshvile? -
Nej, saa bliver helst jeg her!

Moderen (fast):
Godt! - Og jeg hos dig... i Døden!

Lemminkäinen (studser):
Mor!? ...

Moderen:
Ene kom jeg, ene søgte
jeg min Søn i Skov, ved Strand,
søgte ham i Ødemarken,
spurgte Træer, Sol og Maane:
"Saa du ikke Lemminkäinen?" -
fandt omsider op til Pohja,
tvang den svigefulde Heks
til at svare paa mit Spørgsmaal,
veg for Mørket ej tilbage,
ej for Tuonis ligblaa Mænd,
tigged Solen ned fra Himlen
til at lyse over Mana,
søgte selv i Dødens Rige...
Tror du, at jeg gaar tilbage
uden dig ...?

Lemminkäinen:
          Men Mor, forstaa dog,
at en Mand, som lumsk blev sveget,
ikke længes efter Livet!

Moderen:
Jeg er sveget, det forstaar jeg,
du har slukket Haabet hos mig! -
Aa, det er kun, hvad jeg aned!
Medens før jeg tumled med dig
for at kalde dig til Live,
bored i mit Bryst den Tanke:
Bedst, om begge vi var døde! ...

Lemminkäinen (har fulgt sine egne Tanker):
Mor - du var paa Pohjagaarden? ...
Saa du ... saa du... hende? - Saa du
den, som nu er mig berøvet...?

Moderen:
Frierfærd og Gæstebud
var, hvad jeg paa Gaarden saa! -
Louhi traf jeg, hvor hun søgte
Vished om din Død, min Søn!

Lemminkäinen:
Frierfærd... Javist! At bejle
kom fra Kalevala Helte:
Wäinämöinen, Sangergubben,
Ilmarinen, Mestersmeden,
Aah, men Gaardens fagre Datter,
hende saa du ikke, Mor? ...
Dejlig, underdejlig, er hun,
skøn som himmelsk Straaleglans!
Skinnende ved Væven sidder
Pohjas Tærne, Nordlyspigen,
iført rene, hvide Klæder,
væver Sølv paa gylden Væv.
Gylden hviner hendes Skyttel,
Spolen flyver rapt imellem
hendes fine Jomfrufingre,
højlydt knalder Væverbommen...
Rundt om hende skælver Luften:
Hver en Mand maa henrykt standse,
ret som midt i Vintermørket
han paa Himlen saa en Bue,
og paa Buens Rand en Jomfru
mere skøn end nogen Stjerne,
mere blid end Maanens Lys...
Mor, og hende saa du ikke,
hende, som jeg nu skal miste...?

Moderen:
Nej, hvad skøtter jeg mig om
den Slags Pigebørn, min Dreng?!
Kaldes hun for Nordlyspigen,
er hun sikkert ogsaa luftig,
gækkende og fuld af Svig,
Lys, der dækker bundløst Mørke!

Lemminkäinen:
Hende var det, som mig sendte
ned at skyde Tuonis Svane,
Drømmens Fugl paa Dødens Elv,
fjernt i Manas mørke Dale!

Moderen (hvast):
Louhis Træskhed bag ved hende!

Lemminkäinen:
Ja, maaske - men Løftet gav jeg
hende - ikke Louhi! - Derfor
holder jeg det - skyder Svanen...

Moderen:
Opgiv nu de Tossegriller,
hører du, min Dreng - og følg mig...

Lemminkäinen:
Hun vil ikke svigte mig,
hvis jeg ikke svigter hende...

Moderen:
Hun vil vælge Ilmarinen,
som har smedet Louhi Sampo -
og kan smede hende Smykker...

Lemminkäinen:
Derom ved du intet, Mor!

Moderen:
Rejs dig nu, og følg mig...

Lemminkäinen:
                    Nej!

Moderen:
Op til Livet...

Lemminkäinen:
                    Ikke før, end
Tuonis Svane jeg har skudt...

Moderen (fortvivlet):
Louhi sejrer gennem dig!

(De vilde Svaner skriger)

Lemminkäinen (rejser sig trods stor Svaghed);
Hører du dem, hører du dem! ...
Hent min Bue og mit Kogger! ...
Det var deres Sang, som vakte
mig af Dvalen...

Moderen (som før):
                    Det var mig!
Det var mig, og ingen anden!
Jeg har vækket dig til Live,
og det Liv, som jeg har reddet,
har jeg Ret til...

Lemminkäinen (med sammenbidt Stædighed):
                    Hent min Bue!

Moderen (betragter ham et Øjeblik i Tavshed, og da hun svarer,
er der Eftergivenhed, men ogsaa et Anstrøg af haanlig Medynk
i hendes Stemmeklang):
Haa - det faar jeg vel...
(Hun vender ham Ryggen og gaar)

Lemminkäinen (sætter sig, træt):
                    Besejret?
Nej... Besejret var jeg kun,
hvis jeg nu i Svaghed brød mit
givne Ord og selv var troløs...
Nordlyspige - var det Falskhed,
da du raabte højt til Afsked
bag min Ryg: "Kom sund tilbage!"? -
Godt! - saa skal det aldrig dog
rettelig om Lemminkäinen
siges, at hvor selv han elsked,
koldt han lønned Svig med Svig...
Hvad jeg loved, vil jeg holde! ...
Men bestandig skal man kæmpe...
kæmpe... med sin egen Mor...
kæmpe... blot for denne Stunds
bitre Ro til tavse Taarer...
(Han skjuler Ansigtet i Hænderne. Et Øjeblik efter løfter han det
atter - og tørrer sine Kinder. Han stirrer ud over Floden og
siger i en drømmende og længselsfuld Tone):
O, I skønne, hvide Svaner,
Drømmens rene, stolte Fugle,
ogsaa Eders Kampe raser
gennem lange, barske Dage.
Vaarens iltre Vande sprøjter
blodigt op i Brus af Fjer...
Slag af Vinger, Hug af Næb...
hæse Skrig i Luften skingrer...
Men - har først i Elskovskampen
en af Jer en Mage vundet,
glider selv paa Tuonis Dønning
Par ved Par I roligt frem.
Glemt er Kampens hede Vildskab
dybt i Lykkens gyldne Drøm...
Er det derfor, Eders Klager
kun som fjerne Sange klinger?
Kan I Storm og Haglpisk trodse
midt i Vintrens Nat og Is,
blot fordi, hvad to maa lide -
lide sammen - ejer Sødme,
skænker Tryghed hele Livet...
indtil Hjertet selv skal isne...?
(Han rejser sig langsomt. I hans Stemme klinger undertrykt
Sorg og Harme)
Nordlyspige - har du sendt mig
ned i Manas mørke Dale
for at dræbe Troskabsfuglen,
den, som langsomt tæres hen,
naar dens Mage lider Døden...
oh, saa skal du faa din Villie:
Lemminkäinen skal dig sende
Svanen dræbt - til Troskabsminde...

(Moderen har vist sig i Baggrunden til venstre, hvor Klipperne
efterhaanden stedse brattere stiger op mod Bjergegnen omkring
Fossen. Hun bærer Lemminkäinens Bue og Kogger. Paa Skraaningen
standser hun, lægger en Pil paa Buen, spænder beværligt denne
saa haardt, hun orker, og skyder. Pilen suser lige hen over
Lemminkäinens Hovede og splintres mod et udgaaet, forstenet
Træ bag hans Ryg)

Lemminkäinen (bliver skræmt og drejer sig hurtigt rundt):
Hvad var det? - En Pil! -
(løber hen til Træet)
                    Min egen! ...
Splintret her mod Træets Stamme! ...
Hvem staar her mig efter Livet?
Her ved selve Dødens Bredder? ...
Hvem har skudt? - Hvad varsler dette? ...
(Han ser sig om til alle Sider og faar Øje paa Moderen)
Mor!! ...

Moderen (roligt og koldt):
          Du blev vel ikke ramt? ...

(Lemminkäinen stum)

Moderen:
Træet derimod - ved Knasten?
Se dog efter! ...

Lemminkäinen (stammende):
                    Ja - ved Knasten...

Moderen:
Altsaa, hvor jeg sigted - godt!
Villien er ved Magt - og Øjet
tjener mig, som jeg vil tjenes,
Styrken næsten ogsaa... Hvis jeg
vilde have ramt dig, Ahti,
var du død - og jeg var ene...
Ganske som jeg bliver nu,
naar jeg sønneløs skal vandre
op til Livet... Her, min Dreng,
her er Buen og dit Kogger! ...
Tag dem nu... Og saa... Farvel! ...
(hun vender sig roligt fra ham)

Lemminkäinen (rystet og forvirret ved hendes Optræden):
Gaar du? ...
(Raadvild fingrer han paa Buen, og Strengen klinger).

Moderen:
          Ja!... Jeg ved jo nu,
at mit Sind har Styrke nok
til at gi' dig hen til Døden...
Høst nu selv dit Stivsinds Følger...
Jeg har Hast! ... Fra Flodens Vande
viger Lyset atter langsomt,
medens Mørket tungt sig tætner
over Manas Taagedale...
Snart vil Tuonis ligblaa Mænd
vaagne op af deres Dvale,
følge mig med deres Trusler,
dulgt i Mørket... Hvis de naar mig,
hører jeg dem til... Og du!! ...
Skyd, min Søn! - Skyd Tuonis Svane,
skyd, mens det er lyst - og ram!
Dræb - og naar du først har dræbt,
bliv saa selv et Dødens Bytte...
(vender sig fra ham og gaar)

Lemminkäinen:
Jamen Mor... Saa hør dog...

Moderen (uden at vende sig):
                    Nej!

Lemminkäinen (raaber i Angst):
Mor! ... Der kommer just et Par,
just et Svanepar... Jeg skyder...

Moderen (gaar, men svarer over Skulderen, i en ligegyldig Tone):
Skyd...

Lemminkäinen (lægger straks en Pil paa Strengen, men søger derpaa
forgæves at spænde Buen - lader den modløs synke):
Jeg kan jo ikke - Mor...
Jeg har ikke Kræfter nok
til at spænde Buen... Ve mig...
Begge mine Hænder ryster...
Mine Øjne blændes...
(Hans Stemme knækker over i Skam)

Moderen (vender sig helt om imod ham, i et stærkt Udbrud):
                    Ahti!
Stakkels kære Dreng...
(hun løber tilbage til ham)
                    Lad mig!
Buen! - Pile! ... Saadan! ... Sæt dig...

Lemminkäinen (sætter sig og følger Svanerne med Blikket):
Nu - nu nærmer de sig atter...

Moderen (lægger Pilen paa Strengen):
Stille...

Lemminkäinen (dæmpet):
          Skynd dig...

Moderen:
                    Nytter ikke!
Skuddet er for langt endnu...

Leminkäinen (som før):
Ser du ikke Skyggen, Mor,
lydløst glider den paa Vandet!
Naar den Svaneparret, skjules
deres hvide Glans i Taagen...
Naar den os - du sa'e jo selv,
at i Mørket Tuonis Vælde
atter truede os begge...

Moderen:
Stille...
(Strengen klinger, Pilen hviner)

Leminkäinen (raaber):
        Truffet! ...

Moderen (sænker Buen):
              Truffet.

Lemminkäinen (slaar Armene om hende):
                    Mor!

Moderen (staar under dette første Kærtegn et Øjeblik fuldstændig
stille, begynder saa at tale, hastigt, lidt spottende. Replikken skal
vise, hvorledes det nu haster mod at komme afsted):
Aa, du tænkte vel, jeg ikke
vidste, hvorfor Tuonis Svane
skulde bløde... Hvorfor unge
Leminkäinen, Kaukomieli,
var saa villig til at købe
Svanens Død selv med sit Liv...
Løfter... Stolthed... Ungdomstrods...
Tror du da, kun Mænd kan nære
den Slags Følelser?! - Blot Skade,
at du ikke har din Far!
Han fortalte altid gerne,
hvordan jeg, din Mor, som ung
lod ham springe... Naa, jeg henter
Fuglen...
(Plasker ud i Flodon efter Svanen og kommer tilbage med den)
          Rejs dig nu, min Søn! ...
Tvi - Jeg fik en Lugt i Næsen,
som om Taagen stank af Død! ...
Kom nu - kom...
(Moderen og Lemminkäinen begynder at gaa sammen mod venstre).

(Oppe fra Kløften høres dæmpet, men ganske tydeligt, Solfanfaren.
Straks derpaa falder Mørkemotivet ind, ganske sagte, Basser og
Bratscher. Dette Motiv udvikles under det følgende stedse stærkere.
Herunder vender Solmotivet tilbage fire Gange, men svagere for
hver Gang, dækket af Mørkets Snærren, Hvinen og Susen. Til sidst
opløses Solfanfaren i sine enkelte Strofer og døer helt hen.
Mørket raader.)

Moderen:
          Saa snart du bliver
træt, saa læg du blot din Arm
om min Skulder... Her er Stien
brat og stenet - ogsaa glat...

Lemminkäinen (ængstelig):
Hvem er de, der staar og sover
langs med Vejen? - Vreden synes
kun at blunde hos dem alle...
Se, de støtter sig til Spydet,
holder sig ved Sværdet oppe...

Moderen:
Se dig ikke om... De døde! ...
Endnu varmer Solen Klippen,
endnu sover Tuonis Mænd!
Her i Lyset er de Skygger,
men i Mørket har de Magt...

Lemminkäinen:
Hører du dem bag os mumle,
hvisle, snærre, true ad os...

Moderen:
Paaskynd dine Skridt, min Søn...
De, som følger os, er snare
som et natligt Bud om Udaad,
men til Livets Grænse har vi
langt at gaa...
(Langt borte galer en Hane skingert)

Lemminkäinen (farer sammen):
          Hvad nu?

Moderen:
                    Afsted! -
Mørkets sorte Hane galer,
nu har Manas Gaarde Nat! ...

Døde Mænds hule Stemmer (fra Mørket):
Solen blegner... Mørket sejrer...
Fremad! - Fremad! - Grib dem begge! -
Glat er Stenen - Skummet sprøjter -
Mosset glider under Foden -
Slimet bugter sig en Giftsnog
gennem Klippens lange Revner...
Pas dem op! - Og bid dem! - Bid! -

(Solfanfaren lyder anden Gang, mere dæmpet)

Lemminkäinen:
Dalen ligger dybt i Taage,
Fossen lyser hvid i Sol...
Disen snor sig sært i Hvirvler -
Op ad Klippen klatrer Skyggen,
griber om den som med Arme,
hager fast sig som med Fingre...
Opad, opad... Efter Byttet! ...

(Fossens Duren vokser stedse mere i Styrke.)

Døde Mænds hule Stemmer (fra Mørket):
Se, hun bærer Tuonis Svane! -
Dræbt ved hendes Pileskud! -
Døden røver hun dens Skønhed,
Drømmens hvide, stolte Fugl! -
Tuonis Svane! - Tuonis Svane! -
Slaa med Lammelse dem begge! -
Krampe knuge deres Hjerte! -
Kulden isne deres Marv! -

(Solfanfaren tredie Gang, endnu svagere.)

Moderen:
Intet Blik og ingen Tanke,
som du ikke retter fremad! -
Her skal vi paa Knæ og Hænder
rundt om Klippeknudens Hjørne!
Svimmeldybt dernede Fossen,
hvor i Skumkog Flodens Vande
vælter sig igennem Kløften!

(Fossens Larm er nu steget til en øredøvende Brølen, der smelter
sammen med Dødsmotivet. Personerne raaber til hinanden).

Lemminkäinen:
Tung som Mulm en Skygge ligger
just ved dette stejle Fremspring...
(skriger)
Hjælp! Den slaar mig med sin Kulde! ...
Mor! - Jeg isner - glider - falder...

Moderen:
Nej! - Jeg holder dig ved Haaret...
Bor i Klippen dine Negle,
hal dig op, mens jeg har fat! ...

Lemminkäinen (løfter sig op i Armene. Han stønner):
Hvorfra kom den stygge Rædsel? ...
Selv da Ormen bed mit Hjerte,
følte jeg det ikke saadan...

Moderen:
Kun din egen Skyld, som frøs dig!

Lemminkäinen:
Hvis er Skyggen, som har skræmt mig?

Moderen:
Se, - der staar han, dvalebunden -
men han venter selv i Søvne! -
Fattigmanden, som du krænked,
Hyrden med den vaade Hat!

Lemminkäinen (foragteligt):
Pohjas gamle, blinde Hyrde? ...

Moderen:
Lænet til sin lange Stav...
(med Gysen)
Og du skal forbi ham, Ahti,
tæt forbi ham... Medens Mulmet
halser bag dig fuldt af Hævn -

Lemminkäinen (kalder hele sin Stolthed til Hjælp):
Ham, den Usling, skyr jeg ikke...
Aldrig! - Er det bare ham?! ...

Moderen (prøver at le):
Godt for dig - som er saa ung! ...
Tag mig under Armen - led mig...
Jeg, din Mor, er bange, ser du...

(De gaar forbi med hastige Skridt. Da de er kommet vel om Hjørnet,
og bort fra Fossens Kløft, fornemmes det, som om der et Øjeblik
raadede fuldstændig Stilhed. Af denne Stilhed vokser derpaa Fossens
Brusen atter frem, men meget svagcre. Solfanfaren klinger for
fjerde og sidste Gang. Derpaa opløses den, som beskrevet, i
Mørkemotivet. Dette svinder ogsaa efterhaanden bort, tilsidst
høres kun et Par meget høje Violintoner, der angiver Kulden og
Stilheden.)

Lemminkäinen:
Hvorhen nu?

Moderen:
                    Blot stadig opad!
Der er Louhis Tryllemur,
smeltet halvt for Solens Gløden:
Livets Port staar aaben for os!
Her igennem Klippespalten
steg jeg ned...

Lemminkäinen (dirrende):
                    Men Skyggen piler
som en Jagthund gennem Kløften...

Moderen (ængsteligt):
Mørket bruser som en Vaarflom...

Lemminkäinen:
Solen synker rød...

Moderen:
                    Og bag os
suser Pil og Spær i Mulmet...

Lemminkäinen:
Løb for Livet, kære Mor!

Moderen:
Løb du selv!

Lemminkäinen:
                    Jeg løber! - Kom!

Hyrden (brøler inde i Mørket som en narret Bjørn):
Dræb dem, dræb dem, Tuonis Mænd!
Lad dem ikke slippe fra os!

Døde Hænds hule Stemmer (i Mørket):
Dræb dem! - Op til Liv skal ingen
naa fra Manas Skyggerige! -

Hyrden:
Pust dem Døden ned ad Nakken!
Vælt dem Klipper over Ryggen!

(Med en vældig Bragen styrter Klipperevnen sammen bag de flygtende
og lukkes helt.)

Døde Mænds hule Stemmer (dæmpet fra Mørket bagved):
Ve! - De undslap! - Tuonis Svane
har de dræbt og røvet! - Ve os!

Lemminkäinen (arbejder sig from over Resterne af Louhis Mur. Stenene
rasler om ham. - Da han or kommet over, spørger han halvt sanseløs):
Er vi frelste? ...

Moderen (mellem Stenene):
                    Løft mig, Søn!
Hjælp mig, hvis du har lidt Kræfter!

Lemminkäinen (løfter hende ned. Stønnende):
Er vi frelste? ...

Moderen (aandeløs):
                    ... Muren bag os!
Her er Livet - der er Døden!

Lemminkäinen (gysende):
Hu! Det føles koldt i Livet!

Moderen:
Liv er ogsaa Kamp mod Kulden!

(Ulvene hyler paa Sletten)

Lemminkäinen:
Hør, de Døde tuder stadig...?

Moderen:
Nej, min Dreng, det er kun Ulve,
Ødemarkens vilde Ulve,
Liv, der søger Liv til Næring!

Lemminkäinen (hæver Blikket og Armene mod Himlen til Taksigelse):
Priset være Ukko! - Se dog!
(jublende)
Stjerner! Vinterhimlens Stjerner!
Ja, nu tror jeg, at jeg lever! ...

(Her gaar Violintonernre over i et Strygemotiv, der betegner den
stjernesaaede Vinternat.)

Moderen (tænderhakkende):
Lever? - Ja, det mangled bare!

Lemminkäinen (omfavner hende):
Kære, lille Mor, hvordan kan
nogen Sinde jeg dig takke
for mit Liv... Det Liv, du nu har
skænket mig for anden Gang? ...

Moderen:
Tak du Gud, den aabenbare,
som har reddet dig fra Døden...
Mig er ingen Tak du skyldig! -
Hvis du kunde tænke dig at
vise mig lidt Villighed,
vise dig lidt lydig, kærlig...
flyv saa ikke straks til Pohja -
lad mig sende Louhi Svanen -
følg mig hjem til Kaukogaarden,
bliv hos mig, og lad dig pleje...
blot en Tidlang - blot til Vaaren -
Kom til Kræfter - hvil dig hos mig,
til du selv kan spænde Buen...

Lemminkäinen:
Aa, du ejegode, kære...
Ingen Mor i hele Verden
kan med dig sig maale...

Moderen (utaalmodig og glædestraalende):
                    Kom!

(De gaar).

G O N G.

Tom Smidth