Jeg træder ud i Solen fra den Skygge,
som haabløs Higen over mig har lagt -
det er, som Hjertet Lyst ej havde smagt
den Tid, hvor jeg i Længsel maatte bygge.

Min Sorg og jeg, i Dæmring var vi trygge,
forvirret staar jeg her af Lysets Pragt,
og Sommer har den Mund et Smil ej bragt,
som vænnet blev til bitterurt at tygge.

Det græder bag mig rundt om smalle Baarer:
Min Glædes Børn har brækket deres Vinger,
blev slynget haardt mod Jord en Uvejrsdag -

Det lyder blidt som Regndryp fra et Tag,
den milde Sommerregn! Hvor sødt det klinger -
og ak, i Sol jeg blændes let af Taarer!

Tom Smidth