Nu mister den stivnende Vinter,
der binder de strømmende Vande,
sin Herskermagt,
og Stormen, som fløj over Marker,
har standset i brusende Lunde
sin vilde Jagt.
Med Sol er min Længsel i Pagt.

De Løfter, som hviskende Regnen
fra dryppende Skyer paa Himlen
til Jord har bragt,
er modnet til brændende Higen
hos Bruden, som hastigt sig klæder
i Blomsterdragt.

I blaa Hyacinter et Genskær
af Sommerens Evighedsfylde
til Trøst er lagt,
et Varsel om lysende Dage,
min Sjæl, som er vaagen i Drømme
tog vel i Agt.

Snart pryder det smilende Foraar
Syrenernes duftende Lokker
med persisk Pragt.
Skønt bladløs og knortet Kastanjen
langs vaade og skinnende Veje
staar tavs paa Vagt

Saa brister de tusinde Knopper,
thi nu har Naturen sit Jaord
for Altret sagt,
og Gæster til Festen den byder,
som alle skal drikke den Sødme
den selv har smagt -
med Sol er min Længsel i Pagt.

Tom Smidth