De var saa god imod mig,
saa venlig Deres Pleje,
og nu, før selv jeg kommer op,
De ligger syg paa Deres Leje.

Hvordan skal nu igennem Feberstrømme
min Tak sig kæmpe frem mod Blodets Brus?
Som Akkompagnement til Deres Drømme?
Og dæmpet som et vagt Konkylie-Sus?

Men kan den det? Formaar den
at vælge stille Veje?
Den Kunst er for mit Hjerte ny ...
dog - det er sygt - og maa sig neje ...

Man lære sig den Tro, at hvad der nynnes,
kan ogsaa naa til smukke Øren frem,
at svag Musik i Sygestuer yndes,
at selv en Hvisken ofte finder hjem ...

Til Vaagelysets Dæmren
vil frygtsomt mine Fingre
nedstemme Strengenes Musik ...
maaske er endnu de for skingre ... ?

Saa vift blot bort den svage, fjerne Stemme,
der nødigt vil forstyrre Deres Hvil,
kun hviske, at en Digter ej kan glemme,
hvor blide Deres Hænder var - og Deres sjældne Smil ...

Tom Smidth