Vær velkommen i »Monsunen« fra den graanende Atlant,
Hr. Kaptajn og Eders helbefarne Frue!
Har I mistet Bølgens Rytme, blev I nogenledes vant
til at vandre over Brosten og i Stue?
For vi ved, at I vil høre gennem Gadens dumpe Larm
Riggens Fløjten, naar en Byge drager over;
I vil føle Rattets Modpres i hver Muskel af jer Arm,
og i Drømme vil I sejle, mens I sover.
Faldets Klapren, Skottets Knagen, Bølgers Skvætten over Dæk,
hver en Lyd og hver Bevægelse af Skroget,
vil forfølge Jer i Hjemmet og kan ikke trylles væk,
selv om Livet her paa Land er nok saa broget.
Der skal heller intet glemmes af en Drøm, som blev Bedrift!
Vi vil vide, hvilke Himle I har favnet,
hvilke Stjerner der har prentet i jert Bryst med gylden Skrift
nye Sagn om det Atlantis, vi har savnet!
Er der Glød i sorte Bølger,
hvor en natlig Skude drager?
Kan en Tvillingstjernes Lysen
klart bebude Vindens Fald?
Og naar blaa Skt. Elmsblus sprager,
kan man vente da med Gysen,
at en Tordenstorms Kanoner
brager løs i Rummets Hal?
Har I drevet lange Dage
gennem Stillets blaa Nirvana?
Saa I Tropesolen segne
som en elskovssyg Sultana?
Har I stævnet gulligt Flodvand
i La Platas vide Munding
og den varme Strøm, som rinder
over Jordens halve Runding?
Hvor af Sælers Flokke kranset
rager op Tristan da Cunha
af et Sydhavs vrede Vande,
er I dèr med Undren standset?
Har I ydmygt maattet sande,
at paa Verdens øde Strande,
paa Vulkanens golde Flanker,
fattig Mand sin Lykke sanker?
Aa, fortæl os dog om Rio,
om den skønneste af Havne!
Vi beruser os i Længsel,
og vi mætter os med Navne.
Vi er stolte af jer Udfærd,
men vi brændes af vort Blod,
og vi kræver Togtets Saga,
naar vi synger om jert Mod!
Thi slet intet skal forglemmes af en Drøm, som blev Bedrift:
Hvad I saa, skal blive Digt og tone længe!
Vi vil trodsigt over Laagen til vort snævre, lille Vænge
skrive Trøsten for vor Udvé med en langvejs synlig Skrift:
Hvad vi savner, vil vi røve! Hvad vi drømmer, vil vi dyrke!
Vi vil Vikingnavnet hædre, Navn for Sindets klare Styrke.
Vi vil ingensinde glemme, at vort Land er Vindens Hus,
og at hele Verden toner i de danske Stormes Brus!
Tom Smidth