Nattens mørktstrømmende Væld
havde længet fugtet vort Hjertes Jord,
og længe, naar Dagene gik paa Hæld,
havde vi sporet en Gysen, der fo'r
igennem dets nu saa frugtbare Muld:
»Her gemmer sig Blomsterguld!«

Tidligt, i Solstrimens Lys,
Aphrodite skumhvid af Havet steg
og vandrede, fjernt fra Delfiners Fnys,
rundt i den morgenfro Have, hvor veg
for Glansen sig nejed Hjerternes Blomst
ved hendes Tilsynekomst.

Spefuldt, med spøgende Haan,
dog medynksom, Cypris da gjorde Holdt
gav Blomsten et magtfuldt himmelsk Laan:
»Stakkel, her staar du i Skyggen saa koldt!«
og skænked i Bægret, kvindemild,
en Draabe, der sved som Ild.

Blomsten sprang ud i sin Glød,
fik en Guldglans, stænket med Flammerødt,
og kraftfuldt dens Blade i Vejret skød,
ranked sig, dufted berusende sødt ...
Vor Kærligheds Blomst, vor Kærligheds Blomst!
ved Elskovs Tilsynekomst!

Tom Smidth