Der, hvor man mindst venter det,
vil der rejse sig en Klippe,
glattet af Ørkenens Sand,
fejet af Viddernes Vind ...
og paa dens sorte Side vil dit Navn
staa prentet i Guld,
Gustav Munch-Petersen!

Kun de skal finde dit Minde,
som selv vil opsøge det!

Endnu - men hvor længe? -
har vi den Sæd, som du strøede ud
i dine Digtninge!
Lad os kaste os over dem,
som en Kvinde knæler og kysser en Fallos,
suge Tanker i os,
tænkt helt der udenfor,
hvor Rummets usynlige Lysfloder glider,
og hvor der kan dømmes om Menneskeheden,
uden for Tid og Sted ...

Du var en Digter - og nu er du død! -
Du forsømte ikke at rense dig i dit eget Blod,
at afskylle Paddernes Slim og Tvivlernes Spyt!
Hvil da i Fred, Idealist!
beskinnet af en Stjerne uden Navn!

Tom Smidth