(Elegier fra i Dag)

Sort fortvivlet jeg traver igennem det hvideste Solskin,
sort som en Skygge, der mørk vandrer foruden sin Krop.
Mennesker synger og Fugle; thi Staden er tindrende vaarklædt.
Ak, men selv er jeg tavs ... Vinter kun bor i mit Blik.
Hjælper den én, man er født, naar man ikke bestandig bli'r genfødt?
Sukkende rinder min Sorg tusmørketyst i min Sjæl.
Ulykke baader en Dag, som af Natten har hævet sig klangløs;
værst af det hele: jeg gaar her som en Nar for mig selv!
Hvad skal jeg tro? Vil mit Hjerte mon lindres ved gøglende Vanvid?
Hvergang jeg bander mig selv, hører jeg nogen, som ler!
Stands, usynlige, stands! Hvis ikke du bringer mig graadkvalt
dulmende Strofer til Trøst, beder jeg dig om Pardon!
»Taabe, saa tilpas dit Syn til en Vaardags flimrende Lysvæld,
se, hvor jeg leder dig hen, føl, hvor du gaar i mit Baand!«
Talt; og jeg øjner en Pil, der saa gylden og rap som et Solblink
afskydes op mod et Glar, aabnet mod Vind og mod Duft.
Himmel, jeg kender det Hus! Og et Gys farer ned ad min Rygrad:
»Eros, Foraarets Drot! Har du mig alt i din Vold!«
Aa, hvor han ler, hvor han ler! Og nu sidder han i en Syrenhæk.
Vips, er han blevet en Fugl! Nu jeg er vakt, vil han fly.
»Her skal din Vandring begynde,« han synes at sige, »din Langfart
hen over Ungdommens Hav lige til Kærligheds Havn!« -
Mindernes By, København, gennem dig skal jeg lægge mit Krydstogt,
hejse min Daarskabs Gøs, lænse for Drifternes Blæst ...
Spøgelsevinde, javist, og erindrede Byger og Stormkast,
oh, men de fløjter endnu, synger og tordner endnu!
Kræng da, min Skude, far hen under Mindernes truende Sejlpres!
Haabet vi kaldte vor Brig ... Eros, du lever af Haab!

Tom Smidth