Elegier fra i Dag

»Hvad, er du kommet, min Alf? Og du ryster saa leende gavmild
Blomster fra Marker og Hegn over din sovende Far?
Bringer du Dugg i dit Haar og i viftende Klæder en Vellugt,
Vandenes Glimt i dit Blik, Fuglenes Fløjt i din Røst?
Brænder din muldvante Fod af at gaa paa den glødende Stenbro?
Visner mon ej din Buket, bragt i det kølige Gry
frisk fra den lyse Natur til en Mindernes dæmrende Dalbund,
fyldt af den synkende Kvæld, Solfaldets rødnede Guld?
Hurtigt, min Datter, et Kys! Og saa hent mig det store Krystalglas!
Stil dine Blomster deri, læsk deres Aarer med Vand!
Strunke Stolt-Henrik'er ser jeg, som løfter den struttende Fjerbusk
højt over dirrende Græs, Døvnælde, Kløver og Hom.
Her Agrimonias krumme, saa kosteligt duftende Guldkvast,
blodrøde Storkenæb der, Kornblomst og Mark-Potentil.
Blaa vil Veronica kappes med Hundeviolernes Blegblaat,
Soltilbeder af Kald Gaaseurt folder sig ud.
Dunkel, med Mulm i sit Navn, vil os Natskyggen byde sin Giftkalk,
mystisk og fremmed og kold midt mellem Søskendes Flor ...
Kære, lad rolig den staa! Den skal bryde de letkøbte Dagsmil:
Natten er dejlig som Blomst! Livet er Døden i Knop!«

Tom Smidth