Dora er yderst forbitret,
forarget, ja, ligefrem spruttende ...
Højst elegant er hun ogsaa,
i Silke og sommerligt struttende.

Øjnenes Buer er hævet
og Blikket formørket og truende,
Lysskæret fra Parasollen
gør Kindernes Glød mere luende.

Træhælen slaar hun i Jorden -
et legende Barn bliver rundøjet -
Publikum smiler paa Bænken,
da Dora faar aabnet for Mundtøjet.

Haanligt paa Skuldren hun trækker:
»Kom med!« Og forbi dem nu spanker vi,
hastigt, med dinglende Arme,
igennem Alleerne vanker vi.

Pyh, det er varmt! Og paa Bænken
vi kaster tilsidst os utækkeligt.
Straks med et Gisp hun begynder:
»Min Gud, er det ikke forskrækkeligt?! ...«

Ak, om hun blot vilde spare
min Sjæl, som er bytræt og lidende!
Dora er sikkert en Balsam,
men kun for de allermest vidende ...

Alt hvad det drejer sig om, er,
at Per sig en Viv har paa Fyn faaet ...
Dora blir, jeg blir - enhver blir
nedslaaet, lamslaaet, lynslaaet!

Per, som, forelsket i Dora,
den hidsigste næsten i Flokken var,
vover at gifte sig - Usling!
naar Dora har vist ham, hvad Klokken var ...

Saa maa der jamres og rases
og grædes og tudes og snøftes lidt,
Næsen maa pudses og pudres,
og saa skal Skandalen først drøftes lidt.

Dora sig fryder ved Sladder,
men jeg? - Naar Flanørerne morer sig,
ved jeg, de ler kun ad Dora:
Hvert Smil til min Hjerterod borer sig.

Tom Smidth